mm

Lone Theils

Forfatter, journalist, gastronørd. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 1996 og har tilbragt 16 år af karrieren som London-korrespondent for Berlingske Tidende og senere Politiken. Har desuden arbejdet for Danmarks Radio, TV2, Radio 24Syv og en række magasiner og blade. Underviser på bl.a. DJMX og kursusleder på DjE.
Debuterede som forfatter i 2015 med Pigerne fra Englandsbåden, der er solgt til oversættelse i 16 lande. Forfatter til biografen Globetrotter sammen med Jens Bjerre, der også udkom i 2015. Andet bind i serien om Nora Sand "Den blå digters kone" udkom i juli 2016. I 2017 kom radiokrimiromanen 87 Sekunder i samarbejde med DRs P1. Samme år blev Lone Theils nomineret til Martha-prisen som danskernes yndlingsforfatter. Tredje bog i Nora Sand-serien Heksedrengen udkommer i februar 2018.
Har desuden bidraget til rejsebøger om London og Dublin i serien Vide Verden. Kickbokser og uforfærdet amatørkok.
Hvis man vil bidrage til Lones skriverier på POV kan man donere direkte til hende på hendes Mobile Pay: 23 61 24 00

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Lone Theils
på Mobile Pay: 23612400

Farvel til kælderen under Københavns Byret

I dag blev der afsagt dom i sagen om Peter Madsen. Lone Theils har dækket retssagen for britiske BBC, og det har været en oplevelse, der har sat sig dybe spor i forfatteren. Med dommen kommer derfor lettelsen over ikke længere at skulle sidde time efter time i et lokale og høre på, hvad der foregik den nat, Kim Wall blev slået ihjel. “Jeg har set flere af mine kolleger blive trætte og udbrændte i blikket, og jeg har selv været udmattet i en sådan grad, at jeg har tænkt på, om der findes et liv efter, at jeg har fået kendskab til nogen af de onde ting, der findes i den her verden. Det er ikke en oplevelse, man kan tage med hjem.”

Vi var i mine forældres have, og jeg pjattede rundt med mine niecer og deres hund Molly.

Molly, der vistnok overvejende er svensk gårdhund, er også bamseverdenens svar på Dødsstjernen og har engang flået en girafbamse til bomuldsklumper på under et minut.

Denne gang havde hun fået fat i en slaskedukke, og ritsj-ratsj havde hun flået armene af og løb glad rundt med hovedet i munden. Det filtrede nylonhår hang ud mellem kæberne, og mine niecer var ved at flække af grin, for det så virkelig morsomt ud.

Ikke jeg.

Pludselig stod jeg bare der og tænkte på Kim Wall.

I en lille åndssvag hverdagssituation, hvor jeg skulle grine og lave rød saftevand til mine niecer, stod jeg der og tænkte på mord og på de mange timer, jeg havde siddet der i kælderen i det, der til dagligt fungerer som personalekantinen, og set og set og hørt og hørt på Peter Madsen.

Jeg har set flere af mine kolleger blive trætte og udbrændte i blikket, og jeg har selv været udmattet i en sådan grad, at jeg har tænkt på, om der findes et liv efter, at jeg har fået kendskab til nogen af de onde ting, der findes i den her verden

Jeg har siddet der så mange timer, at jeg har fyldt halvanden notesbog med optegnelser, og jeg har slidt fire tuscher i stykker.

Så mange timer, at jeg har fået nye venner og kolleger, og jeg småsludrer på halvt italiensk med kantinebestyreren, hilser på sikkerhedspersonalet hver morgen og tager imod den lille daglige papirsbillet, der giver mig adgang til at sidde i presserummet.

Man får sin stamplads og de kolleger, man diskuterer småt og stort med: Hvad sagde forsvareren egentlig? Er der nogen, der ved, hvem der skal vidne i morgen og så videre og så videre.

Der kommer en slags kollegialt fællesskab, selv om man ret beset er konkurrenter. Man hjælper udenlandske kolleger med at forstå spidsfindighederne i juridiske formuleringer. En anden journalist har totalt check på, hvordan ubåden ser ud og kan tegne diagram under Madsens lange tekniske forklaring, og man kan bare se hinanden i øjnene for 37. gang henover bordet og sige: Sagde han virkelig det? Underforstået, er det her virkelig rigtigt? Er det her virkelig sket? Skal vi virkelig tro på det her?

I dag faldt dommen, og med den kom lettelsen over ikke at skulle sidde i det lokale længere og høre på, hvad der foregik, den nat Kim Wall blev slået ihjel

Men det handler også om, at man sammen har oplevet den her ting. Været tvunget til at sidde i disse mange timer og om ikke se ondskaben i øjnene, så se dens eksistens og konsekvenser blive fremlagt skånselsløst og vedvarende i time efter time efter time.

Jeg har set flere af mine kolleger blive trætte og udbrændte i blikket, og jeg har selv været udmattet i en sådan grad, at jeg har tænkt på, om der findes et liv efter, at jeg har fået kendskab til nogen af de onde ting, der findes i den her verden. Snuff-film og tegnefilm, hvor rædselsfulde ting bliver gjort mod kvinder.

Min erfaring siger, at jeg nok skal komme mig. Jeg har dækket konflikter før, og det fortager sig, jo længere man igen lever i normalitetens land.

I dag faldt dommen, og med den kom lettelsen over ikke at skulle sidde i det lokale længere og høre på, hvad der foregik, den nat Kim Wall blev slået ihjel.

Den nat, hun blev brutalt myrdet af Peter Madsen. Sådan lød dommen. Et kynisk planlagt drab af særlig brutal karakter. For mit vedkommende bliver det sidste dag i byretten, og jeg kommer ikke til at tage ankesagen med ved Landsretten. Jeg har set beviserne, jeg har set Peter Madsen og hans reaktioner. Hørt hans forklaringer. Jeg har ikke brug for mere. Overhovedet.

Det er ikke en oplevelse, man kan tage med hjem.

Og da slet ikke til en have, hvor man står og leger med en hund.

Fra retssagen efter domfældelse. Foto: Lone Theils

Topfoto: Lone Theils

Kategorier