Og hvad med os i resten af NATO? Iagttagerne er ikke enige, men noget dødens farligt og dødsens alvorligt ser ud til at være i gang.
Jeg kan ikke påstå at have et overblik over situationen, efter at et russisk jagerfly fredag endnu engang fløj ind i tyrkisk luftrum. Men lad mig markere et par yderpunkter. I Berlingske er Anna Libak tæt på at mene at Putin allerede har vundet; Erdogan og Vesten blinkede simpelt hen først. Hvorfor skød Erdogan ikke det russiske kampfly ned i fredags?, spørger hun og svarer selv, at man lod være, fordi man ikke ville risikere at ødelægge de kommende syriske fredsforhandlinger i Geneve.
Men i Rusland skriver militæranalytikeren Aleksandr Golts tværtimod, at Rusland og Tyrkiet er på randen af krig. Det er faktisk sådan, han ser det: Putin har kørt konflikten helt derop, hvor næste skridt er krig, og spørgsmålet er for Golts om sådan en krig overhovedet ville kunne begrænses til Tyrkiet, eller man pludselig vil være i krig med hele NATO. Golts ser ikke optimistisk på Ruslands odds; han vurderer at Ruslands og Tyrkiets militær er nogenlunde lige stærke i området.
Continued violations of Turkish airspace would lead to certain consequences for which the Russian Federation would bear full responsibility.
– det tyrkiske udenrigsministerium 4.2.2016
Det er så måske ikke helt rigtigt, for de sidste par måneder har russerne flyttet moderne og avancerede jagerfly til sin base i Syrien.
En tyrkisk militæranalytiker og tidligere brigadegeneral, Naim Baburoglu, mener til gengæld, at Putin prøver at lokke Erdogan i en fælde; han vil provokere ham til krig. Putin er nemlig sikker på at kan vinde, og han vil have hævn for det fly tyrkerne skød ned i november.
Det lyder som et farligt spil.
Tyrkiet har sat sit luftvåben i såkaldt orange alarm. Det er den næsthøjeste alarmtilstand, og i den har piloter lov til at skyde på fjendtlige fly uden særlig ordre. En enkelt presset pilot kan dermed udløse kamphandlinger, hvis ikke en krig.
Samtidig har tyrkerne indirekte advaret russerne om, at næste gang kan der blive skudt. Torsdag valgte det tyrkiske udenrigsministerium at gentage advarslen. Nye krænkelser vil få ”visse konsekvenser”, hed det.
Desuden har tyrkerne reageret med et par ikke-militære sanktioner: Russiske journalister skal fremover have visum, og Tyrkiet har lukket sit luftrum for russiske overvågningsflyvninger, som ellers var tilladte under sidste efterårs russisk-vestlige samarbejdsaftale om Syrien.
Russerne har til gengæld gang i propagandavåbnet; russiskstyrede medier bombarderer i disse døgn den europæiske offentlighed med historier om hvad tyrkerne har gjort og ikke gjort i alle mulige andre sammenhænge. Den alvorligste anklage er vel nok en historie om at tyrkiske nationalister – Grå Ulve – skal have deltaget i terrorbombningen af det russiske charterfly fra Sharm el Sheikh sidste efterår.
Bagtæppet er en ret voldsom forværring af forholdet mellem USA og Rusland. Tirsdag fortalte Pentagon at man vil ikke mindre end firdoble European Reassurance Initiative; et program for øget militær tilstedeværelse i Central- og Østeuropa der blev sat i værk i sommeren 2014 som en reaktion på Krim. Måske har Erdogan blinket, men Obama stirrer endnu.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her