mm

Ole Blegvad

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet. Allerede i praktiktiden kom Ole til DR - det hed dengang Danmarks Radio. I næsten 25 år - kun med et års afstikker til Nordisk Film og TV2 Lorry - har Ole været tilknyttet DR. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m. Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000. Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur. Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk Samtidig anmelder han teater på XQ28, der er Danmarks største site for LGBT-personer. Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Se alle skribentens artikler
Mormonerne samlet Foto: Miklos Szabo

The Book of Mormon på Det Ny Teater – bedre end i London

MUSICAL – Så er dette århundredes mest populære musical The Book of Mormon landet i Danmark. Nærmere bestemt på Det Ny Teater, hvor Kasper Holtens iscenesættelse klart matcher opsætningen fra London. Det skriver Ole Blegvad om den vanvittige og satiriske musical, der er skrevet af bagmændene fra tv-serien South Park og drysser fem stjerner ud over oplevelsen.

Man er ganske enkelt et skarn, hvis man ikke er glad i låget, når man går ud af teatret, efter at have set The Book of Mormon.

Det er et sandt bombardement af sarkasme og ærbødighed overfor verdens hurtigst voksende trosretning, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som mormonkirkens rigtige navn er. Gennem forestillingens ti udsendte unge mormoner berøres emner som fordomme, religion, forbrugssamfundet, homofobi, imperialisme, aids, magtforhold, racisme, omskæringer, kærlighed og selvindsigt eller manglende på samme.

Det hele pakket ind i en musikalsk smørklump, hvor satire og religionskritik synges og danses helt ind i marven på publikum, som det hører og bør i musicalgenreren.

“Der findes omkring 16 millioner mormoner i verden i dag. I Danmark er der cirka 4500 medlemmer fordelt på 22 kirker med hver deres biskop, et tempel og to præsidenter. De to præsidenter sikrer, at alt sker, som profeten Monson i Salt Lake City befaler.” – Religion.dk.

Goddag
Scenen sættes i det musikalsk fremragende åbningsnummer Goddag, hvor de ti mormoner Ældste Price, Ældste Cunningham, Ældste McKinley, Ældste Grant, Ældste Young, Ældste Harris, Ældste Cross, Ældste White, Ældste Brown og Ældste Smith præsenteres, som vi kender mormoner: Pæne unge mænd i sort jakkesæt, hvid skjorte og slips. Pæne fyre, der ringer på dørklokker for at sælge, missionere, argumentere for Jesus Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og sælge bogen The Book Of Mormon.

De ti mormoner kommer ind på to rullebånd, med fem døre på hvert bånd, foran døren en mormon, der høfligt ringer på døren og begynder at tale. En scenografisk perle og en præcis sangpræstation af ensemblet, der lover godt for de næste cirka to en halv time.

“En af årsagerne til at Jesus Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er den hurtigst voksende religion i verden, er den meget stærke missionstanke. På verdensplan er der knap 53.000 missionærer i gang med at udbrede kendskabet til kirkens lære om Jesus”. – Religion.dk.

Fra USA til Uganda
Historien i The Book of Mormon er ganske enkel. Fra mormonernes hovedkontor i Salt Lake City i Utah, USA, skal de unge missionærer fordeles rundt i verden. Til Norge, ”yeah Norge, landet med trolde og SKAM”, som det siges, Paris, Japan og så videre.

Men så heldige er vores to hovedpersoner ikke. Den entusiastisk og stærkt troende ildsjæl Ældre Price (Silas Holst) og hans modsætning, den nørdede, fantasifulde og ikke så troende Ældre Cunningham (Carsten Svendsen) sendes til en fjern landsby i Uganda for at missionere og udbrede kendskabet til mormonernes hellige skrift Mormons Bog. Ældste Price er skuffet, men Cunningham forventer, at Afrika vil være præcis som kontinentet beskrives i Disneys Løvernes Konge.

Bagagebånden i Uganda med døde dyr. Foto:Miklos Szabo.

“En missionsperiode varer mellem 18 måneder og to år. Der er både ældre, gifte par og unge kvinder mellem missionærerne, men hovedparten er unge mænd i begyndelsen af 20’erne. Alle mandlige missionærer tiltales Ældste.” – Religion.dk

I Uganda forenes Price og Cunningham med deres mormonbrødre, som allerede er i landet, og for hvem det endnu ikke er lykkedes at omvende én eneste lokal. I landsbyen er indbyggerne nemlig mere optaget af den frygtede og voldelige guerillaleder (General Røv Fucking Nøgen) end af troen på, at en gud kan redde deres verden.

Her begynder stykkets kultursammenstød. De indfødte, der synger om aids, der kan reddes ved at have sex med en jomfru eller et spædbarn, der synger om hash, sex og synd, mens de unge missionærer synger om den ærkeamerikanske profet og om at tro.

Det er et clash, der i perioder er både tåkrummende og grænseoverskridende. Men balancen mellem de slipseklædte mormoner og de farverige indfødte er fin. Mens mormonerne taler om en søgen, en kilden i underlivet mod et bedre liv, så taler de indfødte om liderlighed og mider i nosserne.

Gotswana spillet af James Sampson synger i landsbyen. Foto: Miklos Szabo.

Musicalens måske bedste nummer Bare sluk, der foregår på de unge mormoners sovesal, er genialt udført af hele ensemblet anført af Ælder McKinley (Simon Nøiers), som en skøn homoseksuel mormon (homoseksualitet er ikke tilladt blandt mormoner). Sangen tager voldsomt gas på tidens nymoralisme, hvor dobbeltmoral og fordomme ofte går i hånd sammen. (Man må ikke lyve, men man må heller ikke være homoseksuel.)

Her et vers fra den engelske udgave:

When I was in fifth grade
I had a friend, Steve Blade

He and I were close
As two friends could be

One thing led to another
And soon I would discover

I was having really strange feelings for Steve

I thought about us, on a deserted island

We’d swim naked in the sea
And then he’d try and…

WOAH! Turn it off!

Like a light switch

There it’s gone

My hetero side just won!
I’m all better now
Boys should be with girls
That’s heavenly father’s plan
So if you ever feel
You’d rather be with a man
Turn it off!

Et andet vers handler om Ældre Thomas, som havde en søster, der lå på sygehuset med livstruende kræft. Men i stedet for at besøge sin søster, vil han hellere bruge tid på at købe en iPhone.

Dilemma, dilemma, dilemma for både mormoner og tilskuere. Om det lykkedes Price og Cunningham at overbevise de indfødte om, at lykken kommer fra Sal Tlay Ka Siti (Salt Lake City) kræver en tur i teatret, men vejen mod målet er fyldt med gode sange og morsomme optrin.

“Hos mormonerne er Gud, Jesus Kristus og Helligånden én gud, men til forskel fra den traditionelle kristne opfattelse er de ikke alle af samme væsen. Faderen og Sønnen to særskilte væsner, begge med udødelige kroppe af kød og blod, mens Helligånden er et særskilt væsen med en “åndelig krop”. Denne idé gør således op med den traditionelle kristne trosbekendelses definition af Treenigheden.

 Mormonerne tror på Dommedag (Armageddon) og lærer, at de sidste dage er nær. Derfor pålægger Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige sine medlemmer, at hver familie skal samle forråd bestående af økonomiske midler og af langtidsholdbar mad, så man er klar til kriser, ulykker eller Dommedag.” – Religion.dk.

Gutterne fra South Park
The Book of Mormon har gået sin sejrsgang fra premieren i New York i 2011 (Eugene O’Neill Theatre) til London i 2013 (Prince of Wales Theatre). I år rammer musicalen Oslo, Stockholm og København. Manuskriptforfatterne Trey Parker og Matt Stone er begge kendt som ophavsmænd til tv-tegneserien South Park, som i den grad er gennemsyret af deres samfundskritiske, ironiserende og flabede humor.

Måske er det netop i det overdrevne, i det groteske og i detaljen, at det sarkastiske finder sin form og sit indhold?

Den til tider voldsomme humor er taget med over i The Book of Mormom, hvor komponisten Robert Lopez, der blandt andet har skrevet musikken til Disneys Frost, supplerer teksten med supermelodiøse musicalhits. Alt det, der gør en musical til en publikumssucces og på sigt til en klassiker.

De to skribenter udfordrerikke alene mormonerne og forholdet mellem de rige og fattige lande, de leger også med genren gennem referencer til andre musicals, film og kulturfænomener.

Mormonerne ankommer til Uganda. Foto: Miklos Szabo.

Der er skønhedspletter i galskaben. Eksempler:

Når Nabulungi fra Uganda har købte en skrivemaskine på markedet, så hun kan sende sms’er, så er det mere dumt end sjovt, og mere 1998-agtigt end 2018.

Når mormonerne ankommer til lufthavnen i Uganda, og der på bagagebåndet i lufthavnen primært er kurve og døde dyr.

Eller når Ældste Price godt og grundigt får The Book stukket godt op i anus af den lokale guerilla-leder. Men måske er det netop i det overdrevne, i det groteske og i detaljen, at det sarkastiske finder sin form og sit indhold?

Men lad det nu ligge. I 2011 vandt The Book of Mormon ni priser ved den prestigefyldte Tony Award på Broadway, hvoraf den ene pris var for bedste musical, ligesom New York Times skrev: den bedste musical i dette århundrede. Ligesom den vandt mange priser ved den engelske prisuddeling The Laurence Olivier Awards.

“Kirken, hvis fulde navn er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, blev grundlagt i 1830 i staten New York af Joseph Smith Jr. (1805-1844). Religionens lære – en nytolkning af blandt andet kristne og jødiske elementer – er baseret på Bibelen og på Mormons Bog.

Mormons Bog, som sammen med Bibelen udgør fundamentet for Mormonkirken (er et skrift, som Smith ifølge Kirken fik adgang til gennem en åbenbaring i 1823 af engelen Moroni. Denne viste sig for ham og berettede om nogle forgyldte stentavler.

Disse tavler kunne findes nedgravet i en høj nær ved Smiths forældres gård, og i 1827 “oversatte” Smith indholdet af tavlerne, nu kendt som Mormons Bog. Ifølge Kirken vil Jesus som verdens frelser vende tilbage til jorden og oprette Zion, det kommende Gudsrige, i USA, der betragtes som det nye Israel.” – Religion.dk.

Stærk dansk fortolkning
Der er cirka 25 skuespillere på scenen og i orkestergraven sidder 17 mand. Det er mange i en tid, hvor små penge på de danske teatre betyder, at der opføres mange kammerspil med 2-4 skuespillere på scenen.

Ensemblet fungerer fremragende. En for alle, alle for en kunne man sige. Alligevel vil jeg fremhæve Carsten Svendsen, der var en fornøjelse at se i rollen som den kejtede ældste Cunningham. Han synger og danser på præcis den måde, som man forestiller sig Cunningham. Og så har Carsten Svendsen en humoristisk timing og en levering af dialog, der kan sammenlignes med de helt store på den danske teaterscene.

Kasper Holten. Foto: Sim Canetty-Clarke.

Hvis man samlet skal se på holdet, så er det en stor gave til den danske musical, at landet for år tilbage fik uddannelsen på Det Danske Musicalakademi i Fredericia. Tidligere hentede teatrene – når der var musicals på repertoiret – et par kendte, godt syngende skuespillere ind for at spille hovedrollerne, de mindre roller besat af lidt danskere, lidt skuespillere på vej frem og et par unge sangere med ambitioner om at komme på skuespilskolen.

Kasper Holten har iscenesat. Det har han gjort tro mod forlægger (ingen unge kvinder blandt de udsendte mormoner). Og det er der kommet en sikker, vedkommende og sjov forestilling ud af

I dag har Det Danske Musicalakademi fået skabt en skov af topprofessionelle dansere, sangere og skuespillere med fokus på netop denne genre. Simon Nøiers, Sebastian Harris og Patrick Terndrup for at nævne nogle få fra The Book of Mormon-castet. Flere af dem kunne man godt snart prøve at give en hovedrolle. Det Danske Musicalakademi har ganske enkelt hævet standarden for danske musicals, så de ofte er på niveau med det, man ser i udlandet.

Det er den tidligere operachef på Det Kongelige Teater og på Covent Garden i London, Kasper Holten, der har iscenesat. Det har han gjort tro mod forlægger (ingen unge kvinder blandt de udsendte mormoner). Og det er der kommet en sikker, vedkommende og sjov forestilling ud af. Kasper Holten er kendt for at give meget plads til de medvirkende, så hvis de har en god idé, så køber Holten den gerne.

Teaterrummet forvandles til helvede i sangen Mormoners Drøm Om Helvede er flot og effektfuldt. Foto: Miklos Szabo

Steffen Aarfings scenografi er helt enestående. Musicalpublikummet er gennem årene blevet forvænte med flotte scenografier især på Fredericia Teater og på Det Ny Teater. Men den gode idé kan end ikke den smarteste teknologi kæmpe imod.

Scenografien, der er bygget op om de to førnævnte rullebånd, er godt tænkt til denne forestilling. Det giver dynamik og bevægelse. Ligesom teaterrummets forvandling til helvede i sangen Mormoners Drøm Om Helvede er flot og effektfuld, hvor Aarfing med røde farver og 3D-agtige hjælpemidler giver publikum fornemmelsen af selv at være et smut i helvede. At lade scenerne med de gamle Mormon-stiftere og Jesus foregå i en turistagtig snekugle er sjovt og godt tænkt.

Stor snekugle brugt som scenografi er sjovt og godt tænkt. Foto: Miklos Szabo

Jeg har set The Book of Mormon i London. Det var en flot og fantastisk oplevelse, men efter at have set samme forestilling på Det Ny Teater, så ved jeg godt, hvor jeg ville se den én gang til, hvis jeg skulle det: Det vil helt klart være versionen i København.

Fotos: Som det fremgår

mm
Ole Blegvad

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet. Allerede i praktiktiden kom Ole til DR - det hed dengang Danmarks Radio. I næsten 25 år - kun med et års afstikker til Nordisk Film og TV2 Lorry - har Ole været tilknyttet DR. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m. Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000. Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur. Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk Samtidig anmelder han teater på XQ28, der er Danmarks største site for LGBT-personer. Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Kategorier