Fanget og dømt i en Twitter-sværm

af

Når sociale medier viser sig fra deres giftigste side, har de potentialet til at ødelægge liv. Til forrige uges Oscar-uddeling begik revisor Brian Cullinan en alvorlig fejl, som ikke alene blev overværet af hele Hollywoods kreative elite, men også bragt på live tv verden over. Nu er Cullinan blevet dømt for sin ugerning – ikke af Akademiet eller revisionsfirmaet, han repræsenterede den aften, men af hadefulde fremmede ved en online domstol.

Brian Cullinan står med to konvolutter og en mobiltelefon i samme hånd. Et øjeblik efter sender han Bonnie og Clyde-skuespillere Warren Beatty og Faye Dunaway på scenen i Dolby Theatre med den ene af konvolutterne. Imens Beatty og Dunaway præsenterer prisen for bedste film – aftenens sidste og vigtigste pris – tager Cullinan et billede af den dugfriske Oscar-vinder Emma Stone. Med sin guldbelagte statuette i hånden smiler La La Land-stjernen til Cullinans telefon, der øjeblikkelig transporterer billedet til Twitter med ordene: “Best Actress Emma Stone backstage! #PWC”.

Hurtigt derefter skal Emma Stone tilbage på scenen, for Faye Dunaway har netop kåret La La Land som årets bedste film. Godt og vel tre minutter og tre takketaler senere må en tydeligt foruroliget Brian Cullinan gøre de lykkelige vindere selskab på scenen med den rigtige konvolut i hånden. La La Land er aftenens store vinder med seks priser, men bedste film er ikke en af dem. Det er Moonlight, der har vundet.

Blændet af stjernestøv

Midt i den uigennemtrængelige forvirring til sidste søndags Oscar-uddeling var én ting fuldstændig sikker – Warren Beatty ville i hvert fald ikke have skylden. Mens scenen endnu var fuld af folk fra både La La Land og Moonlight, trådte den legendariske skuespiller og instruktør endnu en gang frem til mikrofonen og forklarede, at han havde fået den forkerte konvolut udleveret. Årsagen til fejlen skulle altså ikke findes hos de to uddelere af prisen, men hos dem der håndterer Akademiets vinderkonvolutter.

Allerede dagen efter fejlen valgte PwC at udpege de to revisorer i en pressemeddelelse.

Siden 1935 har det været revisionshuset PricewaterhouseCooper. I 83 år har PwC tabuleret stemmerne til den årlige Oscar-uddeling, og til forrige søndags show havde PwC-revisoren Brian Cullinan sammen med kollegaen Martha Ruiz ansvaret for, at de forseglede konvolutter med Oscar-vindernes navne blev uddelt korrekt. Cullinan og Ruiz er de eneste to, der på forhånd ved, hvem vinderne i de 24 kategorier er, og aftenen igennem er konvolutterne i deres varetægt. Allerede dagen efter fejlen valgte PwC at udpege de to revisorer i en pressemeddelelse:

“PwC tager det fulde ansvar for rækken af fejl og brud på etablerede protokoller under sidste aftens Oscars. PwC-partner Brian Cullinan gav ved en fejl backup-konvolutten for bedste kvindelige hovedrolle i stedet for konvolutten for bedste film til Warren Beatty og Faye Dunaway. Da fejlen fandt sted, blev korrigerende protokoller ikke fulgt hurtigt nok af hr. Cullinan eller hans partner.”

Medierne og metadata

Efter den udmelding har medier over hele verden kastet sig over Brian Cullinans Oscar-brøler – heriblandt særligt det amerikanske brancheblad Variety. Som hardcore, undersøgende journalister har mediet kortlagt Cullinans aktiviteter den dramatiske aften minut for minut i artiklen “New Photos Show PWC Accountant Tweeting, Mixing Envelopes Backstage at Oscars (EXCLUSIVE)”. Et uddrag fra artiklen viser Varietys ihærdighed:

“I de eksklusive billeder forneden kan Cullinan ses på sin mobiltelefon 21:04 PST ifølge metadata på fotografens kamera (hans Emma Stone tweet blev slået op 21:05 og senere slettet). I mellemtiden var Beatty og Dunaway gået på scenen 21:03, hvilket placerer PWC-lederen på sociale medier ved begyndelsen af Beatty og Dunaways præsentation.”

Nogle vil måske huske begrebet metadata fra Laura Poitras’ dokumentar om Edward Snowden, Citizenfour. Her er det så igen – denne gang ikke i en kontekst af den amerikanske efterretningstjenestes ulovlige masseindsamling af borgeres telefondata, men i kontekst af en revisor, der tilsyneladende fik stjernestøv og glimmer i øjnene til forrige søndags Oscar-fest og dummede sig gevaldigt.

Mikrobloggernes hævn

Om det lige præcis var Cullinans ene øje på Twitter, der fik ham til a) at overrække Bonnie og Clyde den forkerte konvolut og b) at reagere så sent på kåringen af La La Land, ved vel kun Cullinan, men det medie, han var så ivrig efter at imponere den aften, var ikke sen til at vende sig mod ham. “Idiot @PwC_LLP Accountant @BrianCullinan_ tweeted backstage photo of Emma Stone 3 mins before fucking up the Oscars” og “@briancullinan_ is apparently so obsessed with famous people he let that distract him from his (easy) job. Irony is now HE is (in)famous” og “@briancullinan_ how LAME can you be to screw this up?!”.

Med jævne mellemrum har en Twitter-sværm udvist magten til at ødelægge liv.

For andre var bebrejdelser ikke nok. “@briancullinan_ should be fired from academy awards duties” og “Does @briancullinan_ still have a job? He shouldn’t” og “@briancullinan_ you should be fired. If you can’t hand out envelopes without be distracted clearly you can’t do the rest of your job”.

Det er kendetegnende for platformen med den harmløse, lyseblå maskot, at forargelse og frådende raseri kommer let til dens 300 millioner mikrobloggere. Med jævne mellemrum har en Twitter-sværm udvist magten til at ødelægge liv.

Justine Sacco

I 2015 kunne forfatter og instruktør Jon Ronson i en artikel i The New York Times fortælle om en række mennesker, hvis skæbner alle i en eller anden grad blev afgjort på Twitter. Baseret på hans bog So You’ve Been Publicly Shamed fortalte artiklen How One Stupid Tweet Blew Up Justine Sacco’s Life om den 30-årige kommunikationsrådgiver Justine Sacco, der i lufthavnen på vej mod Sydafrika i 2013 tweetede: “Going to Africa. Hope I don’t get AIDS. Just kidding. I’m white!

“‘Jeg græd min kropsvægt ud i de første 24 timer,’ fortalte hun mig. ‘Det var utrolig traumatisk. Du sover ikke. Du vågner op midt om natten og har glemt, hvor du er.’”

Ifølge Justine Sacco var det aldrig meningen, at hendes tweet skulle læses bogstaveligt. Derimod var det et kikset forsøg på at være morsom; at gøre grin med de mennesker, som blændet af hvide privilegier rent faktisk kunne finde på at tænke den slags.

Da Sacco landede i Sydafrika 11 timer senere og tændte for sin mobil, havde Twitter imidlertid mobiliseret tusinder af blodtørstige brugere, der under hashtagget #HasJustineLandedYet ventede i spænding på, at Saccos nye virkelighed skulle gå op for hende. En virkelighed, hvor hadet til hende trendede på verdensplan, og hvor hun snart stod uden arbejde eller mærkbar fremtid.

“‘Jeg græd min kropsvægt ud i de første 24 timer,’ fortalte hun mig. ‘Det var utrolig traumatisk. Du sover ikke. Du vågner op midt om natten og har glemt, hvor du er.’”

Hadets ironi

Det egentlig skumle ved Justine Sacco-affæren var ifølge Jon Ronson ikke selve det ideologiske korstog mod kommunikationsrådgiveren og hendes tweet, men hvordan motivationen bag galskaben lynhurtigt forvandlede sig fra forargelse til sadistisk adspredelse. Saccos ulykke var underholdende – ikke mindst fordi hun i 11 timer ikke selv anede, hendes liv blev lagt i ruiner – og på de sociale medier var mennesket Justine så tilpas pixeleret, at selv den mest empatiske person kunne suspendere spejlneuronerne og lade hadet flyde uhindret.

Også i Brian Cullinans tilfælde udviklede vreden over hans konvolut-fadæse sig hurtigt til skadefro begejstring. “@briancullinan_ Haha. You’re useless. Good luck on your job hunt!” og “@briancullinan_ had one job. Now has 0 jobs” og “If you think you’re having a bad day, it’s probably nothing compared to that of @briancullinan”.

Fra Danmark gav skuespiller Nikolaj Steen sit besyv med: “Og det var så sidste gang nogensinde, @briancullinan_ var til The Oscars”.

Ønsket om opmærksomhed, at blive bemærket, liket og delt indgår altid i en eller anden grad i motivationen bag et digitalt opslag, og her er tweets, som fordømmer eller driver spot med Cullinans distræte adfærd på Oscar-natten, ikke undtaget. I den forstand er parterne skyldig i samme udåd.

Det er svært at forestille sig, Nikolaj Steen overlevere den observation ansigt til ansigt med mennesket Brian Cullinan. Men det kunne han ikke desto mindre næsten lige så godt have gjort. Ved at benytte Cullinans @brugernavn adviseres PwC-revisoren direkte om de 140 tegns lange udfald mod sin person – hvis man altså tænker sig, at Cullinan har modet til at tjekke sin Twitter-profil de her dage.

Hvad mere er, så synes det ironiske ved Steens og de øvrige pippende spøgefugles aktiviteter at gå dem selv over hovedet. Hvorfor kunne Brian Cullinan ikke modstå at tweete et billede af den Oscar-bærende Emma Stone på et tidspunkt, hvor hans øjne og hænder udelukkende burde hvile på små, røde konvolutter?

Svaret på det spørgsmål er samtidig svaret på, hvad der driver sociale medier i det hele taget. Ønsket om opmærksomhed, at blive bemærket, liket og delt indgår altid i en eller anden grad i motivationen bag et digitalt opslag, og her er tweets, som fordømmer eller driver spot med Cullinans distræte adfærd på Oscar-natten, ikke undtaget. I den forstand er parterne skyldig i samme udåd.

Den afgørende forskel må til gengæld være, at revisoren formentlig aldrig ønskede at gøre nogen fortræd i sin jagt på virtuel opmærksomhed, mens hans anklagere åbenlyst lukrerer på ydmygelsen af hans person. Det får mig til at stille spørgsmålet om, hvem der i virkeligheden er de sande Twitter-skurke: Brian Cullinan eller sværmen af forfølgere?

@ThiKendesForRet

Uagtet svaret er der kun én part, for hvem den her historie – eller hvilken som helst historie om Twitter-udskamning – har egentlige konsekvenser. Brian Cullinan og hans kollega Martha Ruiz bliver ikke inviteret tilbage til Akademiets Oscar-uddeling, om end de beholder deres arbejde hos PwC. Revisorernes forbrydelse taget i betragtning virker det som en retfærdig straf, udmålt af de rette implicerede og skadelidende i sagen, nemlig Akademiet og PwC.

Hvem er i virkeligheden de sande Twitter-skurke: Brian Cullinan eller sværmen af forfølgere?

Af langt mere uhyggelig karakter fremstår seneste meldinger om, at Cullinan og Ruiz er kommet under beskyttelse, efter de har modtaget dødstrusler på sociale medier.  Her er der tale om en straf idømt af en online domstol, som ingen tænkelig forbrydelse kan matche. Og da slet ikke én, der involverer to forbyttede konvolutter og en mobiltelefon.

Hovedfoto: POV International med LunaPicEditor – originalbillede fra Pixabay.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Emilie Kellberg

Født 1991 i Odense. Journaliststuderende og filmfan. Bachelor i Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet. Skriver om populærkulturelle emner i et kritisk og analytisk perspektiv. Yndlingsfilm inkluderer Fight Club, Reservoir Dogs, The Bourne Supremacy, alt hvad Christopher Nolan har lavet og Skønheden og Udyret. Vil hellere sidde igennem Twilight end Avatar. Følg Emilie på Twitter for flere betragtninger om film, tv og litteratur.

Seneste indlæg fra

Gå til Top