Fake news? Det kan I selv være

af

De etablerede medier har enorme problemer med troværdigheden, og det er både fortjent og forståeligt, skriver Esben Maaløe. At pressen er under pres fra markedet, fra nye news sites og mister brugerloyalitet undskylder ikke svækket journalistisk metodik, brug af Tordenskjolds soldater og forsømmelse af den demokratiske funktion, de er sat i verden til at varetage. Tværtimod burde det anspore.

Avislæsning har været mig en omkostningstung affære. Ikke i rede penge, som medierne jo ellers har så desperat brug for, for den gang jeg havde råd, gad jeg ikke, og nu hvor jeg gider, har jeg ikke råd. Spørgsmålet er, om jeg så bliver ved med at gide, når jeg engang får råd igen, og det er jeg begyndt at tvivle stærkt på.

Den omkostning, avislæsning har haft for mig, er en demokratisk opvågnen. Muligvis lyder det ikke som en omkostning, men det har kostet mig den tryghed ved vores institutioner og samfundsindretning, jeg ellers ifølge herskende opfattelse burde føle.

Men jeg har ikke altid haft det sådan. Det var f.eks. gennem Informations oprulning af statsløsesagen, at det gik op for mig, at vi har svare demokratiske problemer i landet. Problemer, som underbygges og forstærkes af en åbenlyst tvivlsom demokrati-forståelse og -kultur på Christiansborg. Dengang troede jeg, at Tamil-sagen bare var den afvigelse, som ingen systemer kan garantere imod og en absolut undtagelse i Danmark, men Information hjalp mig altså til at få øjnene op, og siden da har jeg været ubehjælpeligt politisk engageret som borger – ikke som medlem af noget parti eller interesseorganisation.

Dengang troede jeg, at Tamil-sagen bare var den afvigelse, som ingen systemer kan garantere imod og en absolut undtagelse i Danmark, men Information hjalp mig altså til at få øjnene op, og siden da har jeg været ubehjælpeligt politisk engageret som borger …

Den demokratiske funktion, medierne har, og som jeg lærte om i folkeskolen, er altså reel – det har jeg erfaret personligt – og det giver medierne et ansvar, som de må løfte.

De genbrugte mediekaptajners klub

Desværre har medierne også et andet ansvar, et ansvar der går forud for ansvaret for demokratiet, og som altid må løftes først: Nemlig ansvaret for salgstal, klik og opmærksomhed. Vagthunden må selv sørge for pølsen, og så lukker vi mediebrugere momentant øjnene og håber, at tyven ikke har pølse med. I hvert fald er Pressenævnets indsats, hvor udmærket den end måtte være, langt fra effektiv nok.

Men når man nu ikke kan lave de økonomiske strukturer om, således at pressen ikke også er nødt til at vægte sensationen og det hurtige fix i jagten på overlevelse, så er medierne så meget desto mere nødt til at gøre deres arbejde grundigt, og med indsigt i langt mere end blot, hvordan man opsporer en kilde, bygger en artikel op og smækker en saftig overskrift på.

Kaptajnerne ved, at de først og fremmest er i konkurrence med hinanden, og at den konkurrence handler om popularitet, for den kan veksles til prestige og indtjening.

Vi har en del store media outlets i landet, og deres ansvar er enormt, langt større end man fornemmer at deres kaptajner forstår. Kaptajnerne ved, at de først og fremmest er i konkurrence med hinanden, og at den konkurrence handler om popularitet, for den kan veksles til prestige og indtjening.

Den gode historie er ikke nødvendigvis den akkurate historie, den egentlig kedelige historie kan blive spændende hvis man twister den lidt. Det føles som om flere og flere kneb gælder.

Og hvis man bliver dømt for grove brud på presseetik og krænkelse af privatlivets fred, fordi man ulovligt har aflyttet borgere, bliver man efter domsafsigelsen modtaget med kammeratlige skulderklap fra de andre kaptajner, og får i øvrigt stadig lov til at lave højtprofileret journalistik om politik. Mediechefer, der uretmæssigt har hængt uskyldige ofre ud på tabloidavisers forsider, undskylder og skynder sig videre til næste udnævnelse efter at have været til aflusning som ”konsulent” eller ”freelancer” eller undervist sagesløse journaliststuderende i et stykke tid. Andre suser blot videre efter at have kørt redaktioner i sænk med dårlig eller diktatorisk ledelse.

Den gode historie er ikke nødvendigvis den akkurate historie, den egentlig kedelige historie kan blive spændende hvis man twister den lidt. Det føles som om flere og flere kneb gælder.

Selv decideret skandaløs opførsel straffes ikke i den uigennemsigtige loge-lignende herreklub af redaktører, som journalist Gretelise Holm kortvarigt fik sat fokus på, da hun for år tilbage skrev en nu kultlignende kronik om sagen i Politiken. Jeg har forstået, at teksten cirkulerer i feminist-kredse, men nogen effekt fik den ikke.

Fake news og meningssiloer er ikke forbeholdt de små nye sites

Kaptajnerne er også i krig med nye tendenser. I dag kan hvem som helst som bekendt lave et website, der ligner et professionelt nyhedssite, og det glædelige er, at de gør det.

Det knap så glædelige er, at mange af disse små outlets ofte skriver lige præcis, hvad der passer ind i deres kram, uden nogen som helst loyalitet overfor den observerbare eller dokumenterbare sandhed. Den Korte Avis, i øvrigt vor integrationsministers eneste medie-like på Facebook, er et berømt eksempel. Newspeek.dk et andet. Ingen af disse er medlem af Pressenævnet.

Det knap så glædelige er, at visse af disse små outlets ofte skriver lige præcis, hvad der passer ind i deres kram, uden nogen som helst loyalitet overfor den observerbare eller dokumenterbare sandhed. Den Korte Avis, i øvrigt vor integrationsministers eneste medie-like på Facebook, er et berømt eksempel …

I de store medieoutlets, i mainstream-presssen, der hvor folk får løn, har chefer, bestyrelser, bygninger, kuglepenne med logoer osv., læser vi næsten dagligt om denne bekymrende udvikling.

Den har fået stemplet fake news, og alle med pressekort kan være enige om, at den udvikling er højst bekymrende for renheden af den demokratiske informationsstrøm.

Men … es gibt ja immer eine aber dabei … når vi nærlæser mainstreams egenproduktion, altså den som angiveligt, ja per definition, ikke er fake news, så er den ikke sjældent selv præget af fordrejelser, forkerte fakta og skæve vinkler. Ikke mindst planter denne presse ofte stærke indtryk, som det kun ved eftertænksom nærlæsning viser sig, at der faktisk langtfra er fuld dækning for.

Det er simpelthen ikke godt nok.

Ved ikke at hæve sig milevidt over “rigtige” fake news mister medierne befolkningens tillid til mainstream, og borgeren er nu enten overladt til de forhåndenværende fake news site, som vedkommende tilfældigvis er enig med i forvejen eller også er man overladt til sig selv og ens egen research.

Ved ikke at hæve sig milevidt over “rigtige” fake news mister medierne befolkningens tillid til mainstream, og borgeren er nu enten overladt til de forhåndenværende fake news site, som vedkommende tilfældigvis er enig med i forvejen eller også er man overladt til sig selv og ens egen research.

Det kan ikke være en ønskelig udvikling, og hvis man skulle forestille sig, hvem der skulle kunne se en fordel i sådan noget, ja så falder folk som f.eks. Putin straks i tankerne. Han ser sikkert gerne den vestlige befolkning miste tilliden til egen presse aldeles. Af hensyn til den politiske balance vil jeg i øvrigt nævne, at “vores” side også benytter disinformation og også kan have glæde af den i politiske og operationelt øjemed, og hvis man tvivler på rigtigheden af den påstand, så har man en meget kort hukommelse.

Det er hårde ord, jeg ved det godt, og jeg behersker mig endda; jeg synes, de er for bløde. Men ord af sådan hårdhedsgrad må gerne følges op af påvisning af, at det, man taler om, rent forholder sig i den kritisable stand, man påstår, at det gør.

DR og Politiken – hvem var mest sjusket?

Til den ende vil jeg tage fat i en nylig artikel i et større dagblad, som tager afsæt i den debat, der er opstået omkring dr.dks artikel om de angiveligt 320 familier i Danmark, der skulle sende 60 mia. i skattely.

Der har været rig kontrovers om DR’s tekst, så statsmediet har måttet bløde den lidt op. Tallene er nemlig udtryk for kvalificerede skøn fra en forskningsrapport og ikke præcise angivelser af faktuelle forhold. Hovedindtrykket af DR’s artikel er, at “de meget rige sender deres penge i skattely” – og det hovedindtryk må desværre siges at være i overensstemmelse med alt, hvad vi ved … eller gør vi?

Det kan vi nok finde ud af, hvis vi slår op i Politiken, for de har skrevet en artikel med overskriften: “Det ved vi om rige familier med konto i skattely”.

Artiklen tager afsæt i den rapport, som DR refererede i første omgang: Først forklarer den, at tallene “320 rigfolk” og “60 milliarder kr.” er antagelser, som forskere er kommet frem til pba. oplysninger fra en læk i en verdens mange skattehavne, nemlig Schweiz. Forskerne har taget disse oplysninger og så via udregninger anslået, hvordan det ville se ud, hvis man kendte tallene fra alle skattely. Det er fuldstændig korrekt, men så vælter artiklens lødighed også efterfølgende.

Det er fuldstændig korrekt, men så vælter artiklens lødighed også efterfølgende.

Først tages undersøgelsens metode under behandling.

Et par hurtige nedslag i rapportens tekst viser følgende:

“In this Section we analyze three new samples of micro-data on high-end tax evasion: the HBSC leak, the Panama Papers, and a sample of amnesty participants.”

We combine stratified random audits—the key source used to study tax evasion so far—with new micro-data leaked from two large offshore financial institutions, HSBC, Switzerland (“Swiss leaks”) and Mossack Fonseca (“Panama Papers”). We match these data to population-wide wealth records in Norway, Sweden, and Denmark. We find that tax evasion rises sharply with wealth, a phenomenon that random audits fail to capture.

Det bliver i Politikens version kogt ned til, at forskerne har taget nogle tal fra et læk og ganget dem med 50.

Først sluttes et afsnit af med ordene “Forskerne har antaget, at HSBC på det tidspunkt havde to procent af markedet for velhaveres diskrete pengeanbringelse.” og det giver afsæt til næste hug under overskriften “Ganget med 50” hvorunder vi kan læse følgende:

“I et forsøg på at få et samlet billede af, hvordan det ville se ud, hvis forskerne havde haft adgang til alle skattelybanker, gangede de tallene fra HSBC-lækket med 50. På den måde nåede de frem til, at i alt 320 danskere kan have gemt 60 milliarder kroner for skattevæsenet i 2006.”

Jeg skal ikke påstå, at min fremlægning af forskernes metode her er dækkende – jeg er lægmand – men selv et hurtigt blik i rapporten bør være mere end nok til at forvisse sig om, at Politikens udlægning af metoden er helt i skoven.

Det samlede indtryk kan sammenfattes således:

Forskerne gætter på, at HSBC-lækket udgør 2 procent af de samlede pengeanbringelser i skattely, dernæst ganger de med 50.

Altså – der er bestemt ikke kun brugt “data fra et læk” men fra flere læk. Disse sammenholdes med data fra de skatteamnestiprogrammer, der har været taget i brug i de skandinaviske lande samt mikro-data om velstandsfordelingen i de respektive skandinaviske samfund, hvorefter vores samlede viden om statistik, finansielle mønstre og en række andre forhold bliver taget i betragtning.

Jeg skal ikke påstå, at min fremlægning af forskernes metode her er dækkende – jeg er lægmand – men selv et hurtigt blik i rapporten bør være mere end nok til at forvisse sig om, at Politikens udlægning af metoden er helt i skoven.

I min subjektive optik er den simpelthen uvederhæftig. Et synspunkt, der måske nok kan møde indvendinger, men at Politiken her afgiver konkret information, der er i skarp uoverensstemmelse med den observerbare virkelighed og at det beklikker rapportens lødighed, er hævet over diskussion.

Tal, tal, tal og metodekritik

Hvem kan have interesse i en groft forenklet, nedgørende, og ja, fordummende sammenfatning af et stykke seriøst forskerarbejde?

Det kan vi ikke lige vide, vi kan kun spekulere, men vi ved så afgjort, hvem der ikke kan have interesse i sådan en manøvre: Demokratiet og læserne. Men den gryende mistanke om, at Politiken her bedriver politik og ikke journalistik forstærkes i den grad, når artiklens forfatter fastslår at: “Men det er ikke noget forskerne ved. Det er statistik og teori, ganget op fra et ganske lille talmateriale – ikke levende danskere som er taget med fingrene i kagedåsen i Geneve.”

Men den gryende mistanke om, at Politiken her bedriver politik og ikke journalistik forstærkes …

Den urimelige udlægning af metoden gentages som delkonklusion: “… ganget op fra et ganske lille talmateriale”. Der gives klart det indtryk, at du kan ikke regne med den rapport, de har bare ganget lidt oplysninger op.

Desuden slås det fast, at der ikke er tale om “levende danskere der er taget med fingrene i kagedåsen”, og her er optakten til næste led i artiklen, der skal vise sig, at udvikle sig til et temmeligt underlødigt defensorat for landets store, pengetunge familier.

Politikens egen metode

Artiklen fortsætter under mellemrubrikken “Vi ledte – men de var der ikke”:

“Politiken undersøgte gennem adskillige måneder i 2014 og 2015 de lækkede dokumenter fra HSBC. Hvis de 320 rigeste danske familier havde optrådt i materialet med penge, som var gemt for Skat, havde Politiken skrevet om dem”.

Undersøgte Politiken Panama-lækket? Det gjorde forskerne nemlig, selvom Politiken konsekvent misrepræsenterer dette forhold. Nej, det viser sig iflg. Politiken selv, at det eneste Politiken fandt, da de kun kiggede i et læk, var af typen “tæppehandler” og “enkefrue”.

Politiken fortsætter:

“Vi fandt få navne, som hører hjemme på en Top 50 liste over de mest velhavende danskere. Dem undersøgte vi nærmere, og kontaktede dem for at høre deres egen version. Det er ikke i sig selv ulovligt at have penge i en bank i Schweiz”.

Her begår Politiken selv den fejl, som de ellers forsøgte at give indtryk af, at rapporten begik. De forlader sig på oplysningerne i et (og kun et) læk, og konkluderer derfra noget om helheden. Kunne det evt. tænkes, at der kun var få navne fra dansk top-50, fordi der er mange flere skattely end Schweiz og mange flere institutter end blot HSBC?

Kan vi først urigtigt beklikke nogen ved at påstå, at de ser på for få data, for derefter selv at gøre nøjagtig det samme og lade resultatet af denne utilstrækkelige indsigt stå som artiklens konklusion? Er det en lødig fremgangsmåde?

Holder selve indtrykket: Der er næsten intet om disse rige familier i det ene læk, POL har kigget i, og derfor er der nok ikke så meget om snakken? Kan artiklens overskrift “Det ved vi om rige familier med konto i skattely” bære?

Andre medier mener noget andet

Svaret er i begge tilfælde nej. Allerede i starten af artiklen lød en af mellemrubrikkerne ’Handler ikke om Lego eller Mærsk’ – og efterfølgende i artiklen har vi altså set et ret underlødigt forsøg på at underløbe rapportens lødighed. Det efterladte indtryk er klart, at ’der er altså ikke rigtig noget at komme efter mht. Mærsk og Lego’

Om Mærsk ved vi imidlertid, at de har så mange aktiviteter i skatte- og informationsly, at de betragtes som en af landets største brugere af den slags. Der er ganske vist ikke påvist urent trav, intet er ulovligt, men en af fordelene ved informations- og skattely, er, at andre ikke kan vide, hvad der foregår.

LEGO er blevet taget på fersk gerning i skattetænkning ifølge BT, der har skrevet:

“Lego-bossen Kjeld Kirk Kristiansen har i årevis fået sendt Lego-millioner til det lille skatteparadis Zug i Schweiz uden om det danske skattevæsen”.

”BT kan i dag afsløre, at Kirk-familien har skrabet en hemmelig formue sammen ved at oprette selskab i alpelandet og sørget for dette selskab fik rettighederne til varemærket Lego”.

Man laver et firma, hvis eneste opgave er at eje ens logo, og så lader man samme firma overfakturere ens hovedfirma for brug af dette logo.

Intet under at færre vil betale for aviserne

Hvordan harmonerer det med Politiken, der i sin artikel opsummerer og bruger vendingen “det vi ved” og overskriften ”handler ikke om Mærsk og Lego”, hvorefter skribenten kommer frem til den konklusion, at der ikke er grund til at antage, at disse familier skulle benytte sig af skattely. Men hvordan ved vi det? Blot fordi Politiken ikke kunne finde det i gennemgangen af en enkelt banks aktiviteter?

De nævnte eksempler er langt fra enestående. Der er mange andre. Det er svært at frigøre sig fra mistanken om, at redaktørerne bedriver politik, hvilket langt fra er forbudt i ledere. Men hvis man også får fornemmelsen af, at der er skjulte dagsordener i selve journalistikken, bliver det bekymrende.

Folk taler sammen på Facebook. Avisartiklerne har fået mange flere tusinde par kritiske øjne.

Den kritik er ikke nogen rystende nyhed eller ny indsigt, men det er ved at udvikle sig til uantagelige proportioner, og mainstreampressen mister i stadigt stigende grad troværdighed.

Folk taler sammen på Facebook. Avisartiklerne har fået mange flere tusinde par kritiske øjne.

Min konklusion er simpel men beskæmmende: Medierne lever for sjældent op til den funktion, de retteligen burde have i et demokrati. Og det kunne også være en af grundene til, at brugerne bliver mindre og mindre villige til at betale for dem.

Det lægger så videre gift for demokratiet – for ”det står i avisen” burde være et kvalitetsstempel, ikke en vittighed.

Esben Maaløe søger pt. skrivearbejde. Alt arbejde med tekst har interesse.
Topfoto: Pixabay.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Esben Søvang Maaløe

Esben Søvang Maaløe er født 1966 og bor i København. Han har ernæret sig som blandt andet musiker, programmør og bartender. Er for tiden kontanthjælpsmodtager og dybt bekymret over udviklingen i verden, vesten, Europa og Danmark. Skabte i april 2015 en vis furore med en kronik i Politiken kaldet 'Her på bunden ser vi skævt til hinanden'. Esben beskæftiger sig som debattør og skribent især med alle aspekter af økonomisk ulighed og dens konsekvenser for et samfund. Har du lyst til at honorere Esbens arbejde, er hans MobilePay 52 80 35 40.
Esben Maaløe søger pt. skrivearbejde. Alt arbejde med tekst har interesse.

Seneste indlæg fra

Gå til Top