Fængsling af journalister er en sikkerhedstrussel imod os

af

To tyrkiske journalister er nu formelt ramt af anklager, som kan give dem livsvarigt fængsel. Det er jo synd for dem, men hvad rager det egentlig mig?

Det er ikke et retorisk spørgsmål. Mit hjerte bløder skam for verdens undertrykte og forfulgte. Men der er grænser for medfølelsen, når der skal trækkes veksler på den år efter år.

Det var meget nemmere i tresserne. Man skulle dengang næsten ikke argumentere for, at der er en sammenhæng mellem frihed, lighed og solidaritet. Det lå i datidens kultur, at ens egen frihed hænger sammen med andres frihed, og at vi derfor skal udvise solidaritet. Men der er vist sket noget ideologisk siden.

Træt medfølelse

Neoliberalismens angreb på den franske revolutions grundideer har, påpeger en hastigt voksende litteratur, også fået følge af udbredt ”compassion fatigue” – på dansk  medfølelsestræthed. Det er et traume, som kan opstå hos f.eks. sygeplejersker, men det rammer også politisk engagerede samt nyhedsmediernes forbrugere. Wikipedia har en ganske interessant redegørelse, hvor man påpeger, at symptomerne bl.a. er håbløshed, angst og en negativ grundholdning.

Måske bør vi genopdage den egeninteresse, som var bærende i revolutionens slagord. Det er særligt nemt for mig, når det gælder journalister, men det burde også være indlysende for enhver, som anser international nyhedsdækning samt velbegrundet analyse af f.eks. sikkerhedspolitik for vigtig.

Pressens fødekæde

Når tyrkiske journalister fængsles er det et anslag imod de første led i den fødekæde, som til sidst leverer informationer til mediernes forbrugere.  Sat lidt på spidsen er der ingen, som vi med fordel kan plagiere eller i det mindste inspireres af, hvis lokale journalister bliver kvalt af fængsling eller selvcensur.

Lokale journalister har fået voksende betydning for den globale nyhedsformidling i de seneste år, fordi alle nyhedsmedier har skåret voldsomt ned på udlandskorrespondenternes antal. Årsagen er delvist, at medierne skal spare, men ophold i konfliktområder er også blevet mere farligt for tilrejsende journalister, påpeger Samantha Libby for NGO’en Committee to Protect Journalists. Og, påpeger hun videre, når de tilrejsende mediestjerner endelig ankommer til farlige områder, så anvender de folk med lokalt kendskab, ofte journalister, til alt det praktiske (og tit mere end det).

Faktisk er det ikke kun pressens fødekæde, som bliver ramt. Ambassader anvender i vidt omfang den lokale presse. Oversatte artikler leveret via diverse tjenester fylder godt op i det materiale, som både udenrigsministerier og efterretningsvæsener bygger deres analyser på.

Uvidenhed truer

Hvis vi ikke har godt lokalkendskab, kan det få alvorlige følger for vores sikkerhed. Adskillige af Danmarks og allieredes militære engagementer er blevet til noget nær katastrofer, når vores kendskab til lokale forhold var for ringe.

Jeg tvivler eksempelvis på, at NATO var rykket ind i det sydlige Afghanistan, hvis kendskabet til den lokale befolknings holdninger havde været bedre. Jeg er sikker på, at den politiske debat havde været afgørende anderledes inden f.eks. det danske engagement i Helmand-provinsen, hvis vi var blevet oplyst med det kendskab, som vi siden efter mange dræbte har fået til indsatsens virkelige modstandere.

Udviklingen i Tyrkiet har stor betydning for vores sikkerhedspolitiske planlægning. Landet er vores allierede i NATO, så det kan rode os ind i væbnede konflikter, som vi selv ville anse for unødvendige eller uønskede. Dertil kommer naturligvis både landets strategiske placering lige op til brændpunkter og dets forbindelse på mangfoldig vis med EU. Vi har brug for kyndige ører og øjne, som kan rapporterede videre til os, men vi har også brug for et åbent, demokratisk Tyrkiet, hvor både en opposition og en fri presse kan give magthaverne modspil. Omkring lukkede stater opstår nemt mistanke til, hvad deres egentlige hensigter er, og det kan være sikkerhedspolitisk afstabiliserende.

Afsløring straffes

Sagen med de to førnævnte journalister illustrerer udfordringen. Can Dündar og Erdem Gül fra centrum-venstre avisen Cumhuriyet har siden november været fængslet efter de i maj 2015 offentliggjorde billeder, som angiveligt viste en hemmelig våbentransport fra den tyrkiske efterretningstjeneste til oprørere i Syrien. Præsident Erdogan tog det meget personligt, truede dem og indledte et privat søgsmål. Den 27. januar har anklagemyndigheden så officielt rejst en tiltale for bl.a. spionage og samarbejde med terrorister. De kan få livsvarigt.

Tyrkiets rolle i forbindelse med krigen i Syrien er af central betydning for vores vurderinger. Det fyger med påstande, som til tider virker veldokumenterede. Et par spørgsmål er: Har man givet støtte til IS? Køber den tyrkiske stat olie fra IS? Dertil kommer de tyrkiske myndigheders tilsyneladende meget hårdhændede adfærd mod kurderne og en del uvished angående de kurdiske oprørere.

Undertrykkelsen

Hvis troværdige informationer skal fremskaffes, er stort lokalkendskab selvsagt afgørende. Men brug af tyrkiske journalister i den forbindelse udsættes for stort pres. Vicedirektør i Committe to Protect Journalists, Robert Mahoney siger: ”Politisk motiveret forfølgelse af journalister tager igen til i Tyrkiet. Når journalister trues med livstid i fængsel, skal det yderligere skræmme reportere til selvcensur. Præsident Erdogan vil tilsyneladende med ethvert nødvendigt middel kontrollere beskrivelsen af, hvordan Tyrkiet håndterer kampene i Syrien og det kurdiske område i sydøst”.

Hvor mange journalister, der lige nu sidder fængslet i Tyrkiet, er lidt uklart, idet tallene afviger noget i tilgængelige kilder. Committee to Protect Journalists oplyser i en årsrapport, at der ved udgangen af 2015 var 14 fængslede. Den engelsk sprogede tyrkiske avis Zaman har netop skrevet, at mere end 30 journalister er fængslet, hundreder er under efterforskning eller blevet fyret efter staten har overtaget kontrollen med nogle medier, bl.a. TV-stationer. I et index for pressefrihed fra NGO’en Reportere Uden Grænser er Tyrkiet nr 149 på en liste med 180 lande.

Regeringen slører forfølgelsen med henvisning til, at journalister er anklaget og dømt for kriminelle forseelser, og man tilføjer, at lignende sker i USA og Vesteuropa. Konkret har man henvist til, at Edward Snowden, som offentliggjorde hemmelige dokumenter fra den amerikanske efterretningstjeneste NSA, også vil blive straffet, hvis USA kan få fat i ham. Sandheden er naturligvis, at nok kan den, som lækker dokumenter, blive straffet, men den ægte parallel er, at amerikanske aviser ikke er blevet straffet, fordi de gengav disse (og mange, mange andre) hemmelige dokumenter.

Biden protesterede

Fængslingen af de to journalister er blevet kritiseret af mange organisationer, som beskæftiger sig med pressefrihed, og da den amerikanske vicepræsident Biden nyligt besøgte Tyrkiet, havde han et møde med den ene journalists hustru samt luftede offentligt sin bekymring over sagen. Europarådet har også rettet søgelyset mod behandlingen af pressen.

Men undertrykkelsen af pressen beskrives hovedsagelig i medier med begrænset udbredelse, og der er få tegn på, at forholdene tages op af regeringer og politikere. Reaktionen er ikke på det niveau, som trusler imod vores sikkerhed bør besvares med. Herhjemme står Socialdemokraten Yildiz Erdogan, som har tyrkiske rødder, alene med påtale af forholdene på sin hjemmeside. Hun blev straks angrebet af personer med tyrkiske navne, som anvendte så forbløffende ens argumenter, at det lugtede af central koordinering. Man kan også frygte, at EU’s behov for samarbejde med Tyrkiet  forbindelse med flygtningskrisen, vil begrænse reaktionen.

Og, ja – man kan godt blive træt af de mange sager med fængslede journalister (på verdensplan 199 i 2015 ifølge Committee to Protect Journalists). Men Tyrkiet er et af de lande, hvor diktatur endnu ikke har udelukket enhver mulighed for påvirkning. Så her er et tilfælde, hvor følelsen af håbløshed måske kan blive modarbejdet gennem mere offentlighed og større pres.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

mm
Jørgen Dragsdahl

Jørgen Dragsdahl er journalist med fokus på sikkerhedspolitik. Sine første reportager skrev han i 1969 fra hovedkvarteret i det amerikanske Black Panther Party, hvor han fik et vist kendskab til den sorte frihedskamp indefra og USA set nedefra. Myndigheder belønnede efter nogle måneder denne indsats med et par ugers rundtur til fængsler og deportation. Ud fra denne erfaring har han siden anset opklaring af racismens mysterier for en sikkerhedspolitisk opgave. Traditionel sikkerhedspolitik var dengang ikke en interessant journalistisk udfordring, idet debat og information blot var led i en skyttegravskrig mellem to lejre, hvor standpunkter samt skellet mellem sandhed og propaganda var givet på forhånd.
Takket være nærkontakt med amerikanske eksperter i rustningskontrol kunne han fra 1977 kravle op i Ingenmandsland, fordi disse kilder var kritiske overfor også vestlig sikkerhedspolitik, men alligevel ikke i kraft af deres baggrund - f.eks. CIA - kunne beskyldes for at være anti-amerikanske eller imod NATO. Kritisk journalistik rettet imod atomvåben blev, så kommunisters rolle i anti-atombevægelserne kunne blive imødegået, suppleret af interesse for den såkaldte alliancefrie fredsbevægelse, som søgte samarbejde med systemkritikere i Øst. Dette arbejde i Ingenmandsland medførte dog en del beskydning fra alle sider, og Politiets Efterretningstjeneste undersøgte, hvorvidt han var agent for KGB. Tjenesten nåede frem til, at der ikke var beviser for det, men meget senere troede en ideologisk enageret historiker, at han vidste bedre. Da historikeren ikke kunne føre sandhedsbevis, blev han i 2015 straffet for injurier af Højesteret.
Dragsdahl har bl.a. arbejdet for Politisk Revy, Information, Ny Tid (Norge), Danmarks Radio, Weekendavisen og Aktuelt samt militære fagblade. Desuden adskillige bidrag til udenlandske medier, f.eks. Pacific News Service (USA), Nuclear Times (USA) og videnskabelige tidsskrifter, f.eks. Baltic Defense Review (Estland), Contemporary Security Policy (Holland) og Arbejderhistorie. Han har været korrespondent i USA, Polen og Estland samt foruden i disse lande rejst i bl.a. Sovjetunionen, Østeuropa og Sydøstasien. Dragsdahl har selv skrevet samt bidraget til bøger om journalistik, amerikansk udenrigspolitik, sikkerhedspolitik. Adskillige hundrede foredrag på især undervisningssteder. Mange af hans artikler kan læses på www.dragsdahl.dk
Du kan betale for hans artikler via MobilePay på 30 33 15 59.