Berlingskes debattør Eva Selsing skriver i sin klumme den 7.8, at den moderne kunst er destruktiv og gyselig. Skønheden (som i det smukke legeme, rosen, renæssanceslottet og solnedgangen) må tilbage i kunsten.
At der ikke er skønhed i moderne kunst, er imidlertid noget værre vrøvl, skriver Charlotte Sidenius Kehler i denne kommentar. Det kan godt være, den ikke er pæn som en rose, men skønhed for et moderne individ er sammensat – ellers er den kun staffage.
Jeg var ombord på færgen fra Århus til Kalundborg. Det var en skøn sommerdag, og jeg sad i solen på dækket. Jeg var blot 23 år. Mit hår var lyst og krøllet, og mine øjne blå som det hav, skibet sejlede på.
En ung, flot mand med et smukt legeme kom hen og satte sig ved siden af mig. Vi talte sammen, og jeg gik med til, at han gav mig et lift til København. Det viste sig, at den unge, smukke mand ejede en rød, åben sportsvogn.
Vi kørte ikke direkte til København, men tog en omvej, for han ville så gerne vise mig den herregård, han inden længe skulle overtage fra sin far. Herregården med dens blomstrende rosenhave var svimlende smuk. Det var ved at blive sent, og solen gik på hæld og sendte gyldne stråler ned over os.
THE END.
This is the end, my only friend, the end
Ovenstående er en sand historie og ikke hugget fra en ugebladsnovelle. Det romantiske møde endte dog ikke med et fortryllende ægteskab. For inden mit møde med den smukke unge mand med det velformede legeme havde jeg haft en gennemgribende og rystende oplevelse.
Der fandtes ingen Gud, og der fandtes ingen mening med livet. Jeg blev siddende længe i min stol. Hvorfor skulle jeg rejse mig
En dag, jeg tussede omkring i min lille lejlighed, var jeg blevet ramt som af et lyn af erkendelsen, at livet ikke havde nogen mening. Det var ikke blot endnu en filosofisk-eksistentiel tanke, som jeg kunne diskutere og spøge med blandt venner.
Nej, jeg var virkelig blevet ramt af en gruopvækkende erkendelse, en indsigt, der rystede både krop, sind og ånd. Jeg var lammet fysisk såvel som psykisk. Der fandtes ingen Gud, og der fandtes ingen mening med livet. Jeg blev siddende længe i min stol. Hvorfor skulle jeg rejse mig?
Fucking Sisyfos
Jeg læste statskundskab på Aarhus Universitet, men søgte over i litteraturen, når jeg skulle finde svar på oplysning om, genkendelse og forståelse for mine egne udfordringer. Og efter lang tids passivitet gav jeg Camus ret. Enten begik jeg selvmord, eller også genoptog jeg studierne. Jeg valgte at rulle stenen op ad bjergsiden – every fucking day.
Jeg gloede ned i afgrunden, til den gloede tilbage. Jeg rejste ind i mørket og til nattens ende. Hegel skrev allerede i 1807 i Åndens Fænomenologi, at det moderne menneskes bevidsthed var ulykkelig som konsekvens af Guds død. Altså før Nietzsche i slutningen af 1800-tallet blev berømt for på radikal vis at proklamere netop det.
Mickey Mouse bor i et fint hus med en fin have, men da han begiver sig afsted på tur med sine to venner, klapper baggrundslærredet sammen, og det viser sig – sådan lidt a la Beckett – at han bor ved en stinkende storbylosseplads
Men det gjorde ikke min oplevelse i 1989 mindre gennemgribende eller rædselsvækkende, at gamle mænd for længe siden havde beskrevet den moderne erfaring. Jeg var et menneske i det 20. århundrede, der måtte gøre egne erfaringer om tilværelsen og eksistensen. Og den unge, smukke mand med det harmoniske legeme, jeg mødte på færgen, hans slot, rosenhaven og solnedgangen kunne ikke, hvor skønt det hele end var, give mig nogen som helst trøst eller et håb.
Det kunne da ellers have været fedt, hvis det havde virket. Lidt ligesom Disney-tegneserien med Mickey Mouse, Anders And og Fedtmule på campingudflugt. Mickey Mouse bor i et fint hus med en fin have, men da han begiver sig afsted på tur med sine to venner, klapper baggrundslærredet sammen, og det viser sig – sådan lidt a la Beckett – at han bor ved en stinkende storbylosseplads.
Og de tre venners færd ud i det skønne grønne er, trods alverdens snedige tekniske opfindelser, fuld af farer. Hvor meget jeg end forsøgte at fastholde illusionen, klappede lærredet med det smukke legeme, rosenhaven, slottet og solnedgangen sammen, og jeg stirrede lige lukt ind i tomheden.
Det var min sandhed. Jeg måtte forsøge at bygge bro henover afgrunden og finde fodfæste på den anden side. Og nej, det var ikke altid lige kønt og skønt at finde vej. Men det var den moderne kunst, der rakte sin hjælpende hånd mod mig. Henvendte sig til mig, selvom den kunne være svær og underlig. Udvidede, udfordrede og lutrede mig. Ikke slottet, rosen, det smukke legeme eller solnedgangen.
Broken hallelujah
At der ikke er skønhed i moderne kunst, er egentlig noget værre vrøvl. Det kan godt være, den ikke er pæn som en rose, men skønhed for et moderne individ er sammensat, ellers er den kun staffage. Jeg kunne vælge et utal af kunstnere – det er nærmest omsonst at skulle udpege nogle – men forfatteren Imre Kertesz og maleren Anselm Kiefer er begge eksempler på moderne kunstnere, der formår at inddrage det 20. århundredes værste katastrofe, Holocaust, i deres kunst, samtidig med at det udføres så smukt, at det river i en.
Et usikkert fodfæste, et tvivlende ståsted, ja, men et hvorfra jeg tør gå, men altid med min hjælpsomme ven og åndelige rejsekammerat ved min side – den moderne kunst
Forfatteren Thomas Bernhards hovedperson i romanen Træfældning (1984) nedhugger i had og vrede alt og alle omkring sig med sin ironiske stemme, men hans kærlighed til alt og alle kan han alligevel ikke slå ned, og det afspejler, hvor svært sammensat et menneskeliv kan være. Bernhard er Woody Allen med turbo. Lars von Triers film Melancholia er på samme tid deprimerende og smuk.
Og Jean-Michel Basquiats malerier er fyldt med graffiti (Uff!) og skønhed. Jeg kunne blive ved.
I de henved tredive år, der er gået siden mit erkendelsesmæssige lynnedslag og mit møde med den smukke, unge mand på færgen, har kunsten været min tro følgesvend.
Med tiden er udvekslingen mellem kunsten og mig blevet så fasttømret en del af min eksistens og tilværelse, at jeg næsten tør påstå, at samarbejdet har medført, at jeg har fået bygget, omend den er usikker, en bro over afgrunden, og på den anden side har jeg fundet og tilegnet mig, hvad Leonard Cohen kalder a broken hallelujah.
Et usikkert fodfæste, et tvivlende ståsted, ja, men et hvorfra jeg tør gå, men altid med min hjælpsomme ven og åndelige rejsekammerat ved min side – den moderne kunst.
Hovedillustration: Dein goldenes haar, Margarethe/dit gyldne hår, Margarethe, 1981, af Anselm Kiefer. Stedelijk Museum, Collection Sanders, Amsterdam.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her