EU’s lejre på de græske øer: Rotter, slagsmål og kulde

af

Flygtninge og migranter lever et kummerligt liv på flere græske øer. Og de er ikke just velkomne blandt øboerne, der har oplevet stor nedgang i indtægter fra turismen. Anette Kjær Jørgensen har mødt en 17-årig ung migrant. Hun beretter her om hans drømme, hans vej fra Marokko – og det mareridt, de mange unge uledsagede ikke kan vågne op fra.

CHIOS – Med Med fra Marokko er fanget på en græsk ø. I fængsel, kalder han det. På ubestemt tid. I tre måneder har han siddet fast i en lejr på øen Chios, ude af stand til komme videre ind i det Europa, der er hans store drøm.
“Hvis de sagde til mig, at jeg skulle i fængsel i Athen i et halvt år eller et helt år. Og at jeg så bagefter ville få min frihed og kunne rejse, hvorhen jeg ville. Jeg ville bare blive så lykkelig. Forstår du?”

Med Med er kun 17 år, og så er han en af de mange migranter, som vil ind i Europa. Han drømmer om en dag at stå i Norge eller Sverige, ifølge ham selv rige lande med masser af arbejde til sådan en som ham. Derfor fløj han for tre en halv måned siden fra Casablanca i Marokko til Istanbul i Tyrkiet, så med bus til Izmir i det vestlige Tyrkiet. I Izmir fandt han en menneskesmugler. Han betalte 500 euro for at blive sejlet til den græske ø Chios for nu at sidde fast i en lejr på øens EU hotspot.

Vi sidder på en cafe, Med Med og jeg, og drikker cappuchino. Med Med elsker kaffe, og han er sunket godt ned i caféens dybe luksuriøse lænestol. Indtil nu er vi ikke blevet jaget væk. Som forleden, da jeg så en flygtning købe en kop kaffe på en cafe. Da han ville sætte sig ved et af de udendørs cafeborde og nyde den, verfede servitricen ham væk. Cafeen her ligger ved havnefronten, hvor turister i gode tider spadserer frem og tilbage.

Siden flygtningestrømmen i sommeren 2015 satte ind for fuld kraft, er turismen på Chios dalet med 60 procent, et norsk turistbureau har måttet lukke, og ingen europæere tager længere på ferie til den særprægede og smukke ø fyldt med historie, hvide bjerge og landsbyer med mønstrede huse. Fra vores behagelige lænestole kan vi se se ud på to store græske flådefartøjer og skibet Politia de Frontiere. Skibe, der skal holde sådan nogen som Med Med ude af Europa.

EU har to hotspot lejre på Chios. Den pigtrådsindhegnede Vial, placeret så langt væk, at ingen ser hverken den eller dens indbyggere og så Souda lejren i Chios by, gemt væk bag en slotsvold og med en formidabel udsigt til Tyrkiet. Lignende hotspot er der på øerne Lesbos, Samos, Kos og Leros. Mere end 14.000 mennesker opbevares i disse lejre. Alle ankommet til de græske øer efter 20. marts sidste år, hvor EU indgik sin kontroversielle flygtningeaftale med Tyrkiet.

Flygtningestrømmen er steget igen

Det er svært at sige nøjagtig, hvor mange mennesker, som befinder sig på øerne. Hele tiden ankommer der nye overfyldte både fra Tyrkiet, og flygtninge med asylchancer, primært syrere får indimellem lov at
tage videre til Athen.

Den sidste uge er strømmen af flygtninge igen taget til, og mere end 500 er kommet til Chios, i snit 100 om dagen. Uden for Souda lejren er der rejst endnu flere af de små festivaltelte, og forleden nat slog frustrationerne i den overfyldte lejr ud i et kæmpeslagsmål. En kvinde og et barn måtte til behandling på hospitalet.

De fleste flygtninge og migranter på Chios er fra det krigshærgede Syrien, men der er også flere fra Afghanistan, Pakistan, Iran, Irak, fra adskillige afrikanske lande og fra Nordafrika, Algeriet, Marokko og Tunesien. Især algerier er der mange af.

I lejrene bare venter de mange mennesker. De heldigste på at komme videre. De fleste på bare at blive sendt tilbage til Tyrkiet. Ingen ved noget, og ingen får noget at vide. Mange har ventet på denne måde i adskillige måneder, nogle helt op til et år.

Uvished og lediggang tærer. Folk bliver deprimerede og desperationen stiger. Dagene går med ingenting, og indimellem koger stemningen over. Elleve personer har forsøgt selvmord. På Chios alene har der denne vinter været fire selvmordsforsøg, hvoraf to lykkedes.

I lejrene bare venter de mange mennesker. De heldigste på at komme videre. De fleste på bare at blive sendt tilbage til Tyrkiet. Ingen ved noget, og ingen får noget at vide

Med Med bor i Souda lejren. Han er en af de tusinder af mindreårige, som er kommet til Europa i håb om et job og en bedre fremtid, end den han kan få i Marokko. Andre kommer fra krigshærgede lande som Afghanistan, Syrien og Irak og er sendt i forvejen, måske for at resten af familien en dag kan komme i sikkerhed i Europa.

Mange mindreårige er helt ned til 13-14 år, og de lever som oftest et kummerligt liv i Athen, på Balkanruten eller andre steder i Europa. I Athen ender disse mindreårige tit i prostitution for at tjene penge til at komme videre op gennem Europa.

På Balkanruten bor de i improviserede beskidte og kolde lejre i tomme fabrikshaller, ved grænsen til Ungarn stoppes de af høje hegn, et brutalt politi med hunde eller selvbestaltede højreradikale grupper.

Fra fattige kår i Marokko

Med Meds mor hjemme i Marokko er fattig. Hun gør rent for de rige, og det har Med Med det rigtig skidt med. Så han er taget til Europa. Den helt store drøm er at være i stand til at sende penge hjem til moderen, så hun ikke længere skal slide og slæbe, og så hans to mindre brødre kan fortsætte i skolen.

“Jeg havde det selv rigtig dårligt, da jeg blev nød til at stoppe i skolen, siger han og tager en slurk af cappuchinoen. Med Meds far døde af lungekræft for fire år siden, og familien blev endnu fattigere.

“Min mor har et hårdt liv. Hun siger det aldrig, men jeg kan se det på hende. Jeg vil hjælpe hende”.

Med Med har stadig bøjle på tænderne og sine drømme i behold. Han er også et kvikt hoved, og så er han smart med tal, som han udtrykker det. I Marokko prøvede Med Med at få et arbejde, men uden held. Mange arbejdsgivere forlanger penge, hvis de skal ansætte en person, og det selv om jobbet er til en meget lille løn, fortæller ham. Et udsagn jeg har fået bekræftet fra anden side.

Så nu er Med Med i stedet i fængsel på en græsk ø, som han og de mere end 3000 flygtninge og migranter på Chios kalder deres ufrivillige ophold på øen. I 89 dage har han boet og frosset først i et lille telt, så i en præfabrikeret container i Souda lejren. Havde han bare fået arbejde i Marokko, var han blevet hjemme, siger han.

Men Europa vil jo heller ikke have dig?

Med Meds blik flakker lidt ved spørgsmålet og – måske – realismen i hans drøm, men så svarer han fast:

“Jeg stoler på mig selv. Jeg ved, jeg kan. Og jeg vil prøve. Hvis de sender mig tilbage til Tyrkiet, vil jeg prøve at komme til Spanien. Ja, jeg ved godt, at jeg ikke vil få asyl, men jeg vil finde en anden vej, finde et arbejde, blive gift. Jeg ved det ikke. Jeg ved, jeg kan, forstår du?”

Han vender hovedet og kikker ud på havnefronten og de skibe, der skulle have holdt ham væk, men som endte med at hjælpe ham og de 53 andre i den gummibåd, han sejlede til Chios i.

Jeg bad hele tiden til Gud

“Jeg var meget bange og bad til Gud hele tiden. Normalt tager det kun 45 minutter at sejle over, men det tog os en time og 45 minutter. Tyrkerne sejlede efter os og råbte hele tiden stop, stop og lyste på os, men vi ville ikke stoppe”.

“Vi råbte nej, nej og viste dem de små børn, vi havde ombord. Da vi var inde i græsk farvand, samlede et græsk flådeskib os op og bragte os her ind i havnen”,
fortæller Med Med.

De første to måneder boede han i et lille festivaltelt i regn, sne, mudder og kulde:

MERE POV
Merkel sidder fast i symbolpolitikken

“Nej, hvor var det koldt. Så kom en frivillig fra Luxembourg og sagde, at en var rejst, og jeg kunne flytte hen i hans container. Jeg blev bare så lykkelig, og jeg takkede hende meget. Der var elektricitet og sovepladser og et klimaanlæg, der varmer en lille smule, ikke meget men lidt. Jeg inviterede nogle venner med, og nu kommer alle vennerne og får opladet deres mobiltelefon hos mig”.

Miljøet i lejrene er hårdt. Der er alkohol, slagsmål, knivstikkerier mellem forskellige etniske grupper og prostitution. Og så vrimler det med rotter

Med Med taler om de børnefamilier, som er i lejren og som kommer fra krig og er traumatiserede.

Hver gang jeg møder Med Med på cafeen, har han en ny ven med. I går en yngre syrisk mand, velplejet at se på, men med en af de hudsygdomme, der er så almindelige i lejren. Mens vi snakker, bliver han ved med at sidde og klø sig. Manden har været i Souda lejren i et år nu.

Han virker helt ødelagt. Han er ukoncentreret, som mange af de syrere, jeg har mødt i Grækenland, og han taler og taler om, hvor forfærdeligt hans liv på Chios er, og hvad han skal gøre. Taler han ikke, sidder han blot og stirrer frem for sig. Hvis han vil til Athen, skal han have en attest fra lægerne på Chios sygehus om, hvor dårligt han har det.

Den er svær at få, siger han. Han går lange ture hver dag, mindst to timer.

Med Med har også en anden ven. Fra Vest Sahara. Han er rigtig bange for at blive sendt tilbage til Marokko, for så bliver han sat i fængsel. Hans øjne er røde og ophovnede, og jeg spørger, om han er syg. Han fortæller, at han næsten ikke sover. Måske to-tre timer hver nat. Han bor i et af de store telte med op til 30-40 mand og larmer den ene ikke, gør den anden. Miljøet i lejrene er hårdt. Der er alkohol, slagsmål, knivstikkerier mellem forskellige etniske grupper og prostitution.

I Souda lejren vrimlede det med rotter om natten i teltene, selv i containerne bed de sig op gennem gulvet. Enkelte personer blev bidt. Selvom personale fra FN har det overordnede ansvar i lejrene, og der er mange andre store officielle NGO organisationer – alle betalt af EU – var det en norsk frivillig, som til sidst måtte gøre noget ved rotteproblemet – og selv bekoste udgifterne.

Jeg er bange hele tiden

Faciliteterne på EUs hotspots er primitive. En fortæller, hvordan han ikke har været i bad i to måneder, da der kun er koldt vand, og vinteren i Grækenland har været ekstra hård. Når desperationen bliver for stor, sætter en eller anden ild til teltene. Det er ikke mere end 14 dage siden, et stort telt i Souda nedbrændte totalt. Urolighederne var på et tidspunkt i november sidste år så voldsomme, at personalet følte sig truet og forlod øen.

Mustafa er 16 år og fra Syrien. Han har det ikke godt med at bo i Souda lejren og i den container, han deler med fem andre syriske mænd, alle ældre end han. Han er her helt alene, og han er hele tiden bange, fortæller han. Hans familie hjemme i det krigshærgede land har sendt ham i sikkerhed i Europa, og han ankom til øen for to måneder siden. Forleden skrev han på sin Facebook profil:
If you want to loose hope and ruin your future and your life becomes a living hell – come to Europe.

Hjemme i Syrien i en mindre by uden for Aleppo har han sin far og mor og otte søstre og fire brødre. En nylig Facebookopdatering fra Mustafas hånd:
Airstrike Assads bombing in my city now. We can not do anything, just cry and pray.”

Mustafa vil op til sin søster og hendes mand i Østrig, men foreløbig er han “i fængsel” på Chios. Som alle andre kan han ikke komme herfra.

“Her er forfærdeligt, og jeg hader det i lejren”, siger han lavmælt, mens vi snakker på en cafe. Jeg vil ikke være der. Der er beskidt, og folk taler grimt. De drikker og slås og forleden brændte et stort telt. Jeg hader det, og jeg hader krig. Jeg kom fra en krig i Syrien til en ny krig på Chios.

Jeg kan mærke Mustafa ikke har langt til tårer, og jeg tør ikke spørge for meget.

På besøg i en container

Et par dage senere inviterer han Ruth og mig på besøg i sin container i Souda lejren. Ruth er nordmand og frivillig blandt flygtningene på Chios. Godt vi er to. Det frarådes nemlig af sikkerhedshensyn gæster at gå alene ind i Souda lejren. Ruth har taget sig specielt af Mustafa, fordi han er så ung, og fordi han har det så dårligt. Tante, kalder han hende.

 Ud for toiletter og badekabiner stinker der af urin. Over hele lejren ligger den lugt af snavset tøj og mennesker, jeg kender så godt efter i halvandet år at have rejst i flygtningestrømmens spor

På Messenger har vi fået besked af Mustafa om, at vi skal vente en halv time med at komme. Han skal først gøre rent. Vi skutter os. Det er koldt i dag. Vinden kommer fra nord, fra Ukraine, som grækerne siger. Da vi har fået grønt lys, går vi ned gennem den hvide række af containere og små festivaltelte, de sidste overdækket med plastik for regn og sne.

Ud for toiletter og badekabiner stinker der af urin. Over hele lejren ligger den lugt af snavset tøj og mennesker, jeg kender så godt efter i halvandet år at have rejst i flygtningestrømmens spor. Alle vegne på rækværker og hvor der er en smule plads hænger vasketøj til tørre.

Vi finder den rigtige container mellem alle de andre. Inden for sidder en smilende Mustafa og tager imod. Gulvet er dækket af de sædvanlige grå UNHCR tæpper, alle flygtninge får udleveret ved ankomsten til Europa. Sovepladserne er rundt langs væggene, og hver har et tyndt underlag, der vist kun med lidt god vilje kan kaldes en madras.

Overalt hænger der tøj. I loftet, på snore, hvor der er plads. Midt i rummet et lille elektrisk varmeapparat. Det her er nok den mest ryddelige container lige nu af dem alle.
Ruth og jeg sætter os ned. En af Mustafas “medfanger” er her også. Han har kone og barn i Tyrkiet. Vi bruger Google Translate, da hverken Mustafa eller hans containerkammerat kan ret meget engelsk.

Vi snakker om krigen derhjemme og familien, som lever i daglige bombardementer. Vi snakker også om Mustafas nye hobby. Han laver små videofilm med sin telefon fra lejren. Symbolske film med telte og hegn og pigtråd og fugle og frihed. Mustafa drømmer om en dag at blive fotograf. Han er god til det med at lave følsomme og udtryksfulde billeder. Og foreløbig går tiden med noget fornuftigt. Måske er det derfor, han er gladere i dag?

Ruth konstaterer også, at Mustafa er i bedre humør:
“Du kan smile,” siger hun, da vi har siddet lidt.

Mustafa viser os billeder fra sin hjemby i Syrien. Han har ikke gået i skole i flere år, fordi byens fem skoler alle er bombet sønder og sammen. Byen har heller ikke noget hospital længere. Hvis nogen fra hans hjemby skal på hospitalet, må vedkommende til Tyrkiet.

Tyrkiet har taget tre millioner syriske flygtninge, og som de andre lande i nærområdet vil heller ikke det tage mod flere syrere. Derfor er tyrkerne ved at bygge en mur ind mod Syrien, og der bliver holdt øje med, at syge syrere tager tilbage til krigen efter endt behandling.

Da Mustafa flygtede fra Syrien, betalte han menneskesmuglere 500 dollar for at komme ud af Syrien og ind i Tyrkiet. I stedet for at gå i skole tog Mustafa ud til landsbyerne i omegnen af sin by og hjalp nye flygtninge, som hele tiden ankom fra områder, hvor de ikke længere kunne være. Vi ser billeder af en af hans venner og en tantes søn. Begge døde under bombardementer.

Flygtninge i bur

Der er godt 3000 flygtninge og migranter ophobet i Souda og Vial lejrene på Chios. På Facebook cirkulerer for tiden en – ægte – video af et stort bur fyldt med flygtninge, inklusiv børn. Billedet er fra Vial lejren på Chios, taget af en syrisk flygtning. Nyankomne flygtninge spærres inde i et bur med pigtråd foroven, indtil de er registreret. De græske myndigheder påstår, at det ikke længere foregår.

MERE POV
Vredens druer

Alle EUs hotspots på de græske øer har længe været overfyldte. Alene i år er der kommet mere end 4000 nye. Alle tal, der hurigt forældes på grund af nye ankomster. Rundt omkring i lejre i Grækenland befinder sig yderligere mellem 50.000 og 60.000 flygtninge og migranter. Desuden har Tyskland lige besluttet at tilbagesende afviste asylansøgere til Grækenland.

Vi dør langsomt

Det græske asylsystem fungerer ikke optimalt. EU lovede i forbindelse med aftalen med Tyrkiet at sende personale til øerne, der kunne bistå grækerne med asylbehandlingen, men det er mest blevet ved ord. Hvilket betyder, at alle bare går og venter på et afslag og tilbagesendelse til Tyrkiet. Eller på asyl i Grækenland eller asyl/familiesammenføring i et andet europæisk land.

Ventetiden er dræbende. Jeg har hørt mange sige: “Vi dør langsomt her.”

“Jeg ved ingenting,” siger Mustafa. “Jeg vil til Athen, men jeg ved ikke hvordan, så jeg må blive her. Når jeg spørger, hvad der sker, siger de, at jeg bare skal gå hen i mit telt og vente. Det er som at være i krigen i Syrien. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme ud. Ingen vil hjælpe mig. Når jeg kommer til Østrig, vil jeg begynde et nyt liv”. Et par dage senere får han at vide, at han ikke må videofilme i lejren. Ny nedtur, men så begynder Mustafa at tage sine fine billeder ude i byen, og han lærer sig tysk på telefonen.

Mafiaen er alle vegne

“Det er ikke svært at finde mafiaen i Izmir,” fortæller Med Med. Mafialederen er tyrkisk, men han har agenter, som er marokkanere, algerier eller syrere.

“Jeg betalte 500 euro for at komme over. Første gang lykkedes det ikke at komme afsted. Politiet kom, og vi måtte løbe. Anden gang lykkedes det, men jeg er jo ikke i Europa nu. Marokko er bedre end Chios, virkelig, virkelig”.

De lokale grækere på Chios er ikke begejstrede for flygtningene, som kommer til deres ø. Sidste år demonstrerede den fascistiske gruppe Gyldent Daggry ved Souda lejren

Der er mennesker her, som er flygtet fra krig og regnede med at finde fred og kærlighed, og så havnede de her. Med Meds mor ved ikke, at hendes søn sidder fast på Chios:

“Jeg har ikke sagt til hende, at jeg er i fængsel. Så ville hun græde og sige, at jeg skal komme tilbage til Marokko. Jeg siger, at jeg er med venner på Chios, og at det er en dejlig ø, en turistø. Jeg sender hende smukke billeder, hvor vi sidder i solen og drikker kaffe, og jeg smiler og ser glad ud”.

Med Med har prøvet at komme til Athen ved at snige sig ombord på en lastbil ved færgelejet. Forleden lykkedes det for tre at komme med uden at blive opdaget. Med Med er uheldig hver gang.

“Jeg har prøvet mange gange, måske 20 gange, men politiet opdager mig altid. Vi hopper op i lastrummet på bilen, når chaufføren ikke er der og gemmer os, men politiet kommer med lommelygter og lyser og opdager os. Så kommer vi i fængsel i en time eller to og tilbage til lejren. Det er lykkedes for flere at komme med lastbilerne, så vi bliver ved”.

Try, try and never cry, forstår du. Det er et engelsk ordsprog, og nu tror jeg på det. Jeg troede ikke på det, da jeg var i Marokko, men det gør jeg nu. Det er da et hårdt liv her, men jeg er ligeglad, med rotterne og kulden og alt det. Bare jeg kan få min frihed”, lyder det fra Med Med.

De lokale grækere på Chios er ikke begejstrede for flygtningene, som kommer til deres ø. Sidste år demonstrerede den fascistiske gruppe Gyldent Daggry ved Souda lejren. Stående oppe på den vold, der omgiver lejren, kastede de brandbomber ned på teltene og teltenes beboere, hvor mange er flygtet fra krig. Adskillige telte brændte.

Tag hjem

“Grækerne på gaden siger til os, at vi skal tage hjem. Jeg forstår dem på en måde godt. Det er svært for dem med alle de flygtninge – og så turisterne, som ikke kommer længere på grund af os,” siger Med Med.

Hvad nu når Europa ikke vil have dig, spørger jeg igen. “Det er en drøm for mig og jeg ved, jeg kan gøre det. Jeg vil prøve. Og jeg ved, det vil lykkes. Jeg stoler på mig selv”, svarer han.

Hvis du nu bare blev i Marokko. Hvad ville du så bruge dit liv til?

“Ingenting. Hvis der var noget arbejde, ville jeg tage det. Min far arbejdede på markerne for rige mennesker. Måske kunne jeg gøre det samme som ham, arbejde for andre, men jeg vil ikke være en slave, forstår du? Der er humanity i Europa. Det tænkte jeg meget på, mens jeg var i Marokko. For dig er der humanity, du har arbejde, du har penge, du har familie, du har rettigheder. I mit land skal man tage sig sine rettigheder, man skal hele tiden kæmpe. I Europa er man født med dem”.

Men Europas grænser er jo lukket nu. Du kan ikke komme ind?

“Jeg tror ikke på, at grænserne er lukket. Du kan se, der kommer stadig mange mennesker igennem. Jeg vil aldrig tro det. Hvis du søger en vej, vil det lykkes. Hvis jeg prøver et sted, og det ikke lykkes, vil jeg prøve et andet sted. Hvis Allah mener, at det er vejen for os, vil han vise os den bedste vej, forstår du? Men jeg savner min knallert, som jeg havde i Marokko. Jeg savner at kunne komme rundt, forstår du?”

Drømmen om flugt til et mere menneskeligt sted – Europa – lever videre.

Med Med kikker drømmende ud af vinduet. I dag skriver Mustafa så på arabisk på Facebook:
“Jeg er i et mareridt, jeg ikke kan vågne fra”.
En uge senere bliver Mustafa flyttet til et hus, hvor der kun bor mindreårige. Han bliver ovenud glad og meddeler det straks til alle vennerne på Facebook, de gamle hjemme i Syrien, og de nye på Chios.

Alle fotos: Anette  Kjær Jørgensen.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Anette Kjær Jørgensen
Journalist |


Jeg er født i 1952, er uddannet journalist og har været beskæftiget med journalistik hele sit liv, på skrift, på TV og radio. Jeg er nu på efterløn, hvilket har gjort det muligt at realisere en gammel drøm om at rejse og skrive. Siden flygtningekrisen for alvor begyndte for halvandet år siden, har jeg mest beskæftiget mig med den. Efteråret 2015 tilbragte jeg to måneder på den græske ø Leros, hvor der daglig ankom 3-400 flygtninge, jeg var tre måneder i Jordan blandt syriske flygtninge, og det sidste år har jeg været meget i Athen, hvor mange af de godt 60.000 flygtninge strandede, da Makedonien for et år siden lukkede sin grænsen mod Grækenland. Jeg har tidligere arbejdet på Frederiksborg Amts Avis, Ritzaus Bureau, DR Radioavisen, KNR, Grønlands Radioavis og TV2 Bornholm. Siden 2011 freelancejournalist. Siden jeg første gang kom til Athen sidste forår har jeg forelsket mig helt og aldeles i den meget spraglede by. Jeg bor på Bornholm, hvor jeg er det meste af sommeren. På min blog ligger blandt andet en masse artikler, jeg har skrevet under min lange flygtningeodysse. Kan du lide det, jeg skriver, er du meget velkommen til at indbetale et beløb til mig på MobilePay: 45 20 11 39 21

Seneste indlæg fra

Gå til Top