EU 60 år – hvor meget Europa vil Europa tolerere?

af

EU fejrede i weekenden sit 60-års jubilæum. Festlighederne fortsætter året igennem, men de foregår på et dystert bagtæppe. For trods succesen med at fastholde Europa som en fredelig og demokratisk region, sidder Unionen fast i en dyb eksistentiel krise, og der er stor tvivl om dens fremtid, skriver Dani Rodrik. Symptomerne er overalt: Brexit, overvældende ungdomsarbejdsløshed i Grækenland og Spanien, gæld og stagnation i Italien, opblomstring af populistiske bevægelser og reaktioner imod immigranter og euroen. De peger alle på behovet for et gennemgribende eftersyn af EU’s institutioner. Men er det for sent?

CAMBRIDGE – Den 25. marts fejrede den europæiske union 60-året for den stiftende traktat, Romtraktaten, som var grundlaget for De Europæiske Fællesskaber. Der er bestemt meget at fejre. Efter århundreder med krig, omvæltninger og massemord er Europa fredeligt og demokratisk. EU har bragt 11 tidligere østbloklande ind i folden og succesfuldt støttet deres udvikling efter kommunismen. Og i en tid med ulighed har EU-landene fremvist det mindste løngab noget sted i verden.

Men dette er fortidige landvindinger. I dag sidder Unionen fast i en dyb eksistentiel krise, og der er stor tvivl om dens fremtid. Symptomerne er overalt: Brexit, overvældende ungdomsarbejdsløshed i Grækenland og Spanien, gæld og stagnation i Italien, opblomstring af populistiske bevægelser og reaktioner imod immigranter og euroen. De peger alle på behovet for et gennemgribende eftersyn af EU’s institutioner.

Så en ny hvidbog om EU’s fremtid fra kommissionsformand Jean-Claude Juncker kommer ikke et øjeblik for tidligt.

I hvidbogen skitserer Juncker fem mulige veje:

  • fortsætte med den nuværende dagsorden
  • udelukkende fokusere på det indre marked
  • lade nogle lande bevæge sig hurtigere end andre mod integration
  • indskrænke dagsordenen eller
  • presse ambitiøst på for at få en mere ensartet og mere komplet integration.

Det er svært ikke at have ondt af Juncker. Med Europas politikere optaget af hjemlige kampe og EU’s institutioner et mål for den folkelige frustration, kan han ikke stikke næsen for langt frem. Men hans rapport er alligevel skuffende. Den går uden om den centrale udfordring, som EU må anerkende og løse.

Når økonomi og politik ikke passer sammen

Hvis de europæiske demokratier skal genvinde deres styrke, kan økonomisk og politisk integration ikke blive ved med at være ude af sync. Enten må den politiske samordning komme på omgangshøjde med den økonomiske, eller også må den økonomiske integration nedtones. Så længe denne beslutning undviges, vil EU være dysfunktionelt.

Når medlemslandene konfronteres med dette svære valg, vil de sandsynligvis ende med forskellige positioner i et kontinuum af økonomisk-politisk integration. Det betyder, at EU må udvikle den fleksibilitet og de institutionelle ordninger, der er nødvendige for at imødekomme alle.

Fra den spæde begyndelse byggede EU på et “funktionalistisk” argument: politisk integration ville følge økonomisk integration.

Der er bestemt meget at fejre. Efter århundreder med krig, omvæltninger og massemord er Europa fredeligt og demokratisk. EU har bragt 11 tidligere østbloklande ind i folden og succesfuldt støttet deres udvikling efter kommunismen. Og i en tid med ulighed har EU-landene fremvist det mindste løngab noget sted i verden

Junckers hvidbog åbner passende med et citat fra 1950 af EF’s grundlægger (og franske premierminister) Robert Schuman: “Europa vil ikke blive skabt på en gang eller i henhold til en enkelt plan. Det vil blive bygget gennem konkrete præstationer, der i første omgang skaber en de facto solidaritet”. Opbyg mekanismerne for økonomisk integration først, og det vil forberede grundlaget for fælles politiske institutioner.

MERE POV
Tag til Saudi Arabien Kronprinsepar!

Denne tilgang fungerede fin i begyndelsen. Den gjorde det muligt at lade økonomisk integration være et skridt foran politisk samordning – men ikke for langt foran.

Men efter 1980’erne tog EU et spring ud i det ukendte. Man vedtog en ambitiøs dagsorden for det indre marked med det formål at samordne Europas økonomier, idet man reducerede de nationale politiker, der hindrede fri bevægelighed ikke bare af varer, men også af tjenesteydelser, arbejdskraft og kapital. Euroen som fælles valuta for en del af medlemslandene var en logisk forlængelse af denne agenda. Det var hyper-globalisering i en europæisk skala.

Den nye dagsorden blev drevet af et samspil af faktorer. Mange økonomer og teknokrater fandt, at Europas regeringer var blevet for interventionistiske, og at tættere økonomisk integration og en fælles valuta ville disciplinere staterne. I dette perspektiv anså man den manglende balance mellem økonomisk og politisk samordning som fordel og ikke en fejl.

Mange politikere har imidlertid indset, at ubalancen var potentielt problematisk. Men de antog, at funktionalismen i sidste ende vil løse problemet: de quasi-føderale politiske institutioner, der var nødvendige for at understøtte det indre marked, ville udvikles over tid.

De ledende europæiske lande spillede deres rolle. Franskmændene troede, at overførsel af økonomisk autoritet til bureaukraterne i Bruxelles ville øge Frankrigs nationale magt og globale prestige. Tyskerne var ivrige efter at få Frankrigs anerkendelse af genforeningen og spillede med.

Den sociale model manglede

Der var et alternativ. Europa kunne have tilladt udviklingen af en fælles social model sideløbende med den økonomiske integration.

Det ville have krævet samordning ikke bare af markeder, men også af socialpolitik, arbejdsmarkedsinstitutioner og finansielle ordninger. Forskelligartetheden af sociale modeller i Europa og vanskelighederne ved at nå til enighed om fælles regler ville have fungeret som en naturlig bremse på hastigheden og omfanget af integrationen.

Der var et alternativ. Europa kunne have tilladt udviklingen af en fælles social model sideløbende med den økonomiske integration

I stedte for at have været en ulempe ville dette have sørget for et nyttigt korrektiv til den mest ønskelige hastighed og omfang af samordning. Resultatet var måske blevet et mindre EU, tættere integreret på tværs af medlemslandene, eller et EU med ligeså mange medlemmer som i dag, men meget mindre ambitiøst i økonomisk rækkevidde.

MERE POV
Fængsling af journalister er en sikkerhedstrussel imod os

Måske er det for sent …

I dag er det måske for sent at forsøge med finansiel og politisk samordning i EU. Mindre end en femtedel af europæerne er for at flytte magt væk fra nationalstaterne.

Optimister vil muligvis hævde, at det har mindre at gøre med aversion mod Bruxelles eller Strasbourg som sådan, end med at befolkningerne forbinder “mere EU” med et teknokratisk fokus på det indre marked og fravær af en tiltrækkende alternativ model. Måske vil der komme nye ledere og politiske sammenslutninger, der kan skitsere en sådan model og skabe begejstring for et reformeret europæisk projekt.

I dag er det måske for sent at forsøge med finansiel og politisk samordning i EU. Mindre end en femtedel af europæerne er for at flytte magt væk fra nationalstaterne

På den anden side vil pessimister håbe, at der i magtens korridorer i Berlin og Paris, i et eller andet mørkt hjørne, sidder nogle økonomer og jurister, der i hemmelighed udklækker en plan B, der kan sættes i værk den dag sammenbruddet af den økonomiske union ikke længere kan udsættes.

Oversættelse: Lisa Rasmussen.

Topillustration: Pixabay.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Dani Rodrik

Dani Rodrik er født i Tyrkiet og er kandidat fra Princeton og Harvard University. I dag er han Ford Foundation Professor i International Political Economy ved
John F. Kennedy School of Government på Harvard University. Tidligere var han professor ved Princeton University's Institute for Advanced Study's School of Social Science. Han specialiserer sig i globalisering, økonomisk vækst, udvikling og politisk økonomi. Hans hovedinteresse er forskning i, hvad der konstituerer god regeringsførelse. Han har skrevet flere bøger herunder "Economic Rules: The Rights and Wrongs of the Dismal Science, The Globalization Paradox: Democracy and the Future of the World Economy og senest  Economics Rules: The Rights and Wrongs of the Dismal Science (Norton, 2015). Han er medredaktør af tidsskriftet Global Policy.

Seneste indlæg fra

Gå til Top