EU 60 år – at finde vejen til Rom

af

EU står ved en korsvej. Der overvejes flere mulige løsninger for at få EU ud af suppedasen efter Brexit og den øgede nationalistiske populisme. F.eks. et EU i flere hastigheder. Det vigtigste spørgsmål er dog ikke rigtig på bordet, nemlig hvordan kompetencen skal fordeles i EU. Her findes kun en overstatslig eller mellemstatslig metode. Men den tilgang, man vælger, vil forme unionens struktur og omfanget af dens aktiviteter. Debatten mangler derudover også en anden vigtig ting: nemlig selvransagelse forklarer Spaniens tidligere udenrigsminister Ana Palacio.

MADRID – I weekenden mødtes lederne for Den Europæiske Union (undtagen den britiske premierminister, Theresa May) i Italien for at fejre 60-års jubilæet for Romtraktaten. Jubilæer er altid en god undskyldning for selvros, og retorikken op til topmødet i Rom antydede da også, at det ikke ville blive anderledes ved denne lejlighed. Men EU’s ledere burde også benytte lejligheden til at reflektere dybt over det projekt, de fejrer.

For EU står ved en korsvej. Storbritannien har end ikke formelt startet udmeldelsesprocessen, men alligevel har Brexit allerede smadret en af det europæiske projekts fundamentale opfattelser: at integrationen altid vil skride fremad, omend langsomt. Nu truer den stigende nationalistiske populisme med at optrævle seks årtiers fremgang.

En fejring af europæisk enhed er måske det ideelle tidspunkt at se den svære sandhed, uenigheden, i øjnene og udstikke en ny vej fremad. Men den ærlighed, selvbevidsthed og klare vision, der kræves for at udnytte Romtopmødet på denne måde, falder ikke EU-lederne naturligt, da de mere udmærker sig ved luftig retorik end pragmatiske løsninger.

Debatten er ikke baseret på en ærlig og gennemgribende selvransagelse. I stedet for at flytte rundt på liggestolene på dækket af Titanic, er EU nødt til at adressere, hvorfor skibet er ved at synke

Ganske vist har kommissionsformanden, Jean-Claude Juncker, gjort et forsøg på at skabe en sådan løsning. Kommissionens nyligt udgivne “Hvidbog for Europas fremtid” angiver fem forskellige mulige veje frem for Europa, fra at indsnævre EU’s fokus til kun at handle om det indre marked til en dybere og bredere integration. Den inkluderer også det tilsyneladende uundgåelige forslag om at skabe et Europa i flere hastigheder.

Hvidbogen opererer med en tidslinje på 10 måneder til debat og refleksion for så at kulminere ved Det Europæiske Råds møde i december, når Europas statsledere skal beslutte hvilken kurs, der skal følges. Den nye tilgang skal derefter udfoldes inden valget til Europaparlamentet i 2019. Det ser altsammen meget velordnet ud.

Europa i flere hastigheder

Medlemslandene er allerede begyndt at arbejde inden for Junckers rammer. Ved et møde i Versailles tilsluttede EU’s fire største økonomier – Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien – sig ideen om et Europa i flere hastigheder, hvor de vil danne en samlet kerne.  Visegrádgruppen (Tjekkiet, Ungarn, Polen og Slovakiet) har afvist den ide af frygt for at blive ladt tilbage. Benelux landene (Belgien, Holland og Luxembourg) har også indvendinger mod et sådant arrangement, som vil holde dem ude af visse beslutningsprocesser – og efterlade Tyskland som kernegruppens eneste kreditorland.

MERE POV
Frie kvinder, arabiske mænd og afrikanske nætter

Så debatten om Europas fremtid er livlig, helt som Juncker havde håbet. Men den skyder forbi målet ved samtidig at gå for langt og ikke langt nok af denne enkle grund: den er ikke baseret på en ærlig og gennemgribende selvransagelse. I stedet for at flytte rundt på liggestolene på dækket af Titanic, er EU nødt til at adressere, hvorfor skibet er ved at synke.

Først og fremmest omfatter kommissionens hvidbog næsten ingen selvransagelse udover en konstatering af gabet mellem befolkningernes forventninger og EU’s evne (og autoritet) til at agere. Vitale spørgsmål – om kommissionens præstationer og sammensætning samt ikke mindst magtbalancen mellem EU’s institutioner – er godt skjult eller helt udeladt.

Det absolut vigtigste spørgsmål, som slet ikke overvejes i hvidbogen, er, hvordan kompetencen skal fordeles i EU. Her har EU ikke fem muligheder, men kun to: overstatslig eller mellemstatslig. Den tilgang, man vælger, vil forme unionens struktur og omfanget af dens aktiviteter.

Med hensyn til den mellemstatslige model må det efterhånden stå klart, at dette valg i bund og grund betyder en tysk-ledet union, i hvert fald i en overskuelig fremtid

Det valg kræver, at EU-lederne først vurderer, ærligt og modigt, hvor EU er lige nu. De må være villige til at kalde en spade en spade – eller i dette tilfælde at kalde EU en mellemstatslig organisation i overstatslige klæder. Først når de har erkendt, at det er en dysfunktionel struktur, fordi den tillader både EU institutionerne og medlemslandende at løbe fra ansvaret og pege fingre ad hinanden – kan de gå videre til den nødvendige justering.

Ruten skal besluttes

Ægte overstatsligt samarbejde giver et større spillerum for samarbejdet, men det er også mere risikabelt. Hvis Europa vælger den model, kan den ikke basere det på halve løsninger. Man må tage skridt til at afbalancere beslutningskompetence og ansvar på EU-niveau, styrke Europa-Parlamentet og give politisk legitimitet og mere ansvar til Kommissionen. Der er stort set ingen, der tør vædde på, at dette bliver fremtidens løsning.

Med hensyn til den mellemstatslige model må det efterhånden stå klart, at dette valg i bund og grund betyder en tysk-ledet union, i hvert fald i en overskuelig fremtid. Det er ikke meget anderledes end den nuværende situation, hvor enhver væsentlig beslutning kræver Tysklands velsignelse. Og i vore dages splittede verden, er det måske ikke en dårlig løsning for fremtiden.

Dette gælder især, hvis – for det er “hvis” – det lykkes Angela Merkel at overleve som tysk kansler efter september. Merkel har – selvom det har været svært til tider – trods alt formået at konsolidere sit eget enestående lederskab, der kunne fungere for et Europa under pres fra alle sider. Det er ikke, hvad EU’s grundlæggere havde i tankerne, men det kan fungere, så længe europæerne anerkender, at det er den vej, de vælger, og sætter underliggeren for samarbejdet ret højt.

MERE POV
Vredens druer

Hvilken vej Europa end tager, er det første skridt at beslutte sig for ruten. Det er, hvad der burde være på dagsordenen nu.

I marts 1957 kaldte Konrad Adenauer Rom for den perfekte kulisse for “nedlæggelse af grundstenen til Europas fremtid”. I marts 2017 kan byen gentage den rolle. EU har måske ikke ret mange flere muligheder for at reflektere over sin nutid og gøre sig sin fremtid klar. Man bør ikke lade denne gå fra sig.

Topillustration: POV International med LunaPIcEditor – originalbilleder fra Pixabay og Flickr.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Ana Palacio
Tidligere udenrigsminister

Ana Palacio er tidligere spansk udenrigsminister, tidligere medlem af Europa-Parlamentet og tidligere vicepræsident for Verdensbanken. Hun er kandidat i jura, statskundskab og sociologi og er medlem af det spanske statsråd, gæsteforelæser ved Georgetown University i Washington D.C. og medlem af World Economic Forums Global Agenda Council in the United States. Hun er også seniorrådgiver for tænketanken Albright Stonehenge Group (ASG) samt medstifter og partner i Palacio y Asociados, et Madrid-baseret konsulent- og advokatfirma. Ana Palacio var Spaniens første kvindelige udenrigsminister fra 2002-2004. og chef for den spanske delegation for den europæiske unions regeringskonference samt medlem af præsidiet for konventet. Hun har tidligere været Senior Vice President for International Affairs ved AREVA, det internationale nukleare og vedvarende energiselskab samt Senior Vice President og General Counsel for Verdensbankgruppen. Hun er fortsat voldgiftsdommer ved Madrids Handelskammer og medlem af panelet af voldgiftsmænd ved Det Internationale Center for Bilæggelse af Investeringstvister (ICSID). Hun er også medlem af bestyrelsen for "Pharmamar", et biofarmaceutisk selskab samt medlem af the International Advisory Board for INVEST CORP, en alternativ udbyder af investeringsprodukter samt for Anadarko, et uafhængigt olie -og naturgasselskab.  Hun er medlem af  World Economic Forums råd for den Globale Agenda, bestyrelsen af ​​the Atlantic Council i USA, og af bestyrelsen for Hague Institute for the Internationalization of Law.
 

Seneste indlæg fra

Gå til Top