”Et usædvanlig betydningsfuldt maleri”

af

Så kom ”Justina” op at hænge på Statens Museum for Kunst. Efter et langt, omstændeligt og ganske kostbart tovtrækkeri, kunne medarbejdere på kunstmuseet i København fredag placere værket, der blev malt af den danske guldaldermester Wilhelm Marstrand i 1857, på væggen.

Maleriet, hvis fulde titel er ”Portræt af Otto Marstrands to døtre og deres vestindiske barnepige, Justina, i Frederiksberg Have”, blev ellers solgt på Bruun Rasmussen Kunstauktioner for fem uger siden. Til en udenlandsk køber, der bød ikke mindre end 900.000 kroner for værket. Sælger var et oldebarn af den ene af de to små piger, der er portrætteret med deres sorte nanny.

Må  ikke forlade landet

Men et særligt udvalg under Kulturministeriet nedlagde forbud mod, at maleriet blev ført ud af landet. Til stor lettelse for den danske museumsverden. Både Nationalmuseet, Nivågårds Malerisamling og Statens Museum for Kunst havde været interesseret i at få maleriet. Det blev sidstnævnte, der fik lov at byde, men dets repræsentant måtte stoppe ved 850.000 kroner. Her slap museets afsatte midler op.

Nu har Kulturministeriet og to private fonde – Hermod Lannungs Fond og Knud Højgaards Fond – spædet yderligere penge til. Således at man kunne overtage maleriet fra den oprindelige køber og holde denne – tilsyneladende et udenlandsk auktionshus – skadefri. Hvilket er grunden til, at ”Justina” omsider fredag formiddag kunne komme op at hænge på Statens Museum for Kunst – under overværelse af en synligt tilfreds museumsinspektør Henrik Holm.

”Når vi overhovedet kan gå ind i sådan en sag her, så er det fordi vi mener, at billedet har det, vi kalder enestående national betydning”, forklarer han overfor POV International.

”Altså, at det er et usædvanlig betydningsfuldt maleri for vores land, vores selvforståelse og identitet. Og forståelse af vores historie”, fortsætter han.

Og Statens Museum for Kunst mener, at Wilhelm Marstrands maleri, der aldrig tidligere har været udbudt til salg, opfylder disse betingelser. Samtidig med, at det har de fornødne æstetiske kvaliteter.

Maleriet blev skabt ni år efter, at slaveriet blev ophævet i Dansk Vestindien. På bestilling af Otto Marstrand, der boede ude på St. Thomas. Han fik maleriet lavet af sin bror i 1857, da han var hjemme på et besøg i Danmark sammen med sin hustru, deres børn, og så familiens sorte nanny, Justina.

Ribe Stifts-Tidende, 28. august 1856: “Ifølge indberetninger fra Vestindien er der udbrudt kolera i St. Thomæ By den 18. juli. Fra 18.-31. Juli er der forekommet 48 tilfælde og 41 dødsfald.”

Et besøg, der kom i stand, fordi der i 1856 udbrød en voldsom koleraepidemi i Dansk Vestindien, der kostede mange mennesker livet. Familien Marstrand flygtede simpelthen fra epidemien.

“Der går en vestinder i Frederiksberg Have”

Museumsinspektøren Holm forklarer, hvorfor den danske museumsverden finder maleriet så betydningsfuldt.

”Det viser en sort kvinde, der går i Frederiksberg Have på et bestemt tidspunkt i historien efter at slaveriet er blevet ophævet og at man i dansk selvforståelse har en tendens til at sige, at så er historien med Dansk Vestindien slut. Og man begynder at diskutere om man ikke bare skal sælge øerne”.

”Den sammenhæng, der har været mellem Danmark og Dansk Vestindien, den begynder at forsvinde ud. Men så pludselig dukker sådan et maleri her op og siger: ”Det holder ikke op. Der går en vestinder i Frederiksberg Have”. Der er en historie efter slaveriets ophævelse, som også er en del af vores fælles historie”.

Henrik Holm har personligt hæftet sig ved den påklædning, Wilhelm Marstrand har valgt at forevige den vestindiske nanny i.

”Hendes hvide kjole er en almindelig søndagskjole på de vestindiske øer. Men hun har fået et rødt sjal, som hun bærer på armene. Og det får altså hende til at ligne et dannebrogsflag. Jeg ser det som, at kunstneren har tænkt, at det her er et symbol på, at hun er Danmark. Det er ikke bare et dannebrogsflag. Justina er Danmark. De Vestindiske Øer er Danmark.”

Sælgers håb

De to småpiger på maleriet er Otto Marstrands døtre. Til venstre den niårige Emily Othilia Marstand; til højre den syvårige Annie Lætitia Marstrand. Det er, som tidligere beskrevet af POV International, et oldebarn af Emily Othilia, der solgte maleriet på Bruun Rasmussen. Dette oldebarn, en ældre kvinde bosat i Sydeuropa, valgte at sælge værket, fordi hun er oppe i årene og ingen børn har.

Inderst inde håbede hun, at maleriet ville ende på danske hænder. Som hun sagde til POV få dage inden auktionen: ”Jeg ville elske at kunne komme og kigge på det på et museum i Danmark”.

Dette ønske er nu gået i opfyldelse. Og det bifaldes af efterkommere af Annie Lætitia Marstrand, den mindste af pigerne i maleriet.

Hofjuveleren lettet

”Jeg er meget lettet”, siger Anne Dragsted, hofjuveler i Store Kongensgade i København, og oldebarn af Anna Lætitia.

”Jeg synes det maleri hører til her. At det er en del af vores kultur. Her eller på et museum i det tidligere Dansk Vestindien. Det er langt bedre end at det bliver gemt væk i en eller anden rigmands hjem i New York – eller i Kina for den sags skyld”, forklarer hun.

Anne Dragsteds farfar, juveleren Aage Valdemar Dragsted, blev i 1910 gift med Annie Lætitia Marstrands datter Annie Dorothea. Så ad den vej har mange medlemmer af Dragsted-slægten været bekendt med maleriet af den sorte barnepige Justina – og også brudstykker af hendes skæbne.

”Både jeg og flere af mine fætre og kusiner har haft det maleri hængende i en sort-hvid kopi”, beretter hofjuveleren i Store Kongensgade.

”Vi har tit snakket om det. Og min mor sagde altid, at hende barnepigen var den smukkeste af personerne i maleriet”, griner hun.

En bryllupsgave

Anne Dragsted fortæller også, at det i familien hedder sig, at barnepigen Justina oprindeligt var en slavinde, som Otto Marstrand fik i bryllupsgave.

Otto Marstrands bryllup indført i kirkebogen. (Rigsarkivet).

Kirkebøger fra Dansk Vestindien viser, at den 36-årige ungkarl og købmand Otto Jacob Marstrand blev gift den 4. oktober 1845 med den 27-årige jomfru Anna Dorothea Nissen. Brylluppet fandt sted i Den Lutherske Kirke i Charlotte Amalie, hovedbyen på St. Thomas. Der er ikke efterladt arkivalier, der vidner om, at de fik en slavinde i bryllupsgave.

Fredericks Lutheran Church på Nørre Gade i Charlotte Amalie stod færdig 1844 – året før Otto Marstrands bryllup. Hvor han fik slavinden Justina i bryllupsgave.

POV International drog derfor i denne uge til Frederikssund for at tale med den ældste levende efterkommer af Annie Lætitia Marstrand. Hun hedder Anne Dorthe Glumsøe Nielsen, er 97 år gammel, og barnebarn af den mindste af pigerne på Justina-maleriet.

”Det er rigtigt. Min oldemor fik en negerslavinde i bryllupsgave”, fortæller fru Glumsøe Nielsen, mens vi sidder og drikker kaffe og nyder en jordbærtærte i hendes have.

Fru Glumsøe Nielsens far var juveleren og guldsmeden Aage Valdemar Dragsted. Og hendes mor således Annie Lætitia Marstrands datter Annie Dorothea. Fru Glumsøe Nielsen husker Justina-maleriet, men kun fra sin barndom.

97-årige Anne Dorthe Glumsøe Nielsen sammen med sin datter Lise.

”Det hang hos mine morforældre, da de boede på Duntzfelts Alle i Hellerup. Og siden også i Guldsmedegården, da de boede dér”, forklarer hun.

”Det var min far, der byggede Guldsmedegården, der ligger ved Gentofte kirkegård. Han var formand for Guldsmedeforeningen”, påpeger hun.

Strenge, intolerante fru Marstrand

Fru Glumsøe Nielsen er født 1919. Hun husker tydeligt sin mormor. Annie Lætitia Marstrand var hele livet igennem præget af det Dansk Vestindien, hvor hun var født og opvokset. Selv om hun i 1885 forlod øerne sammen med sin mand og børn og slog sig ned i Danmark. Hvor hun døde i 1933.

”Min mormor, hun så ned på negre. Hun var en lidt streng kvinde. Og hun kunne ikke helt glemme St. Thomas. Hun kunne ikke glemme, hvad hun kom af”, fortæller det 97-årige barnebarn.

Det er en karakteristik, der til fulde bekræftes af to-binds-værket ”Marstrand-slægtens historie” fra 2005, skrevet af gamle fru Glumsøe Nielsens nu afdøde fætter Otto Marstrand. I den betegner han Annie Lætitia Marstrand som en kvinde ud af det dansk-vestindiske aristokrati, en snob og en pedant, der i overdreven grad holdt på formerne. En kvinde, der manglede selvkritik, men ikke desto mindre havde ”en kritisk holdning over for alt og alle”.

Fru Glumsøe Nielsens datter Lise er med i haven i Frederikssund. Hun kender familiens dansk-vestindiske historie ganske godt og har selv besøgt de gamle danske øer. Lise Glumsøe Nielsen kan ikke lade være med at trække på smilebåndet over sin oldemor, den yngste af pigerne på Justina-maleriet.

”Hun kom til Danmark og bragte hele den dér kultur med sig. Og der er ingen i Danmark, der forstod en meter af det”, griner hun.

Lise Glumsøe Nielsen har ikke nogen forklaring på, hvorfor Justina-maleriet skiftede slægtsgren, så at sige. Som tidligere beskrevet i POV International havnede maleriet på et tidspunkt hos efterkommere af Emily Othilia Marstrand, den ældste af de to søstre på maleriet. Og det er således også et oldebarn af Emily, der nu har solgt maleriet.

Når alt kommer til alt er Lise Glumsøe Nielsen bare glad for, at udgangen på salget af maleriet blev som den gjorde.

”Jeg er uendelig taknemmelig over, at maleriet kommer på museum. Jeg synes det er dejligt, at billedet forbliver i Danmark og kan vises for eftertiden på Statens Museum for Kunst”, siger hun.

Hendes mor er enig. Trods sin imponerende høje alder, har Anne Dorthe Glumsøe Nielsen ikke mistet sin sunde fornuft.

”Man kan jo ikke forhindre, at de, der ejer maleriet, sælger til højestbydende. Men jeg er da interesseret i, at det bliver herhjemme. Det er jeg kun glad for sker nu. Det er klart”.

Fotos: Philip Sampson,  Bruun Rasmussen, Stadsarkivet, Rigsarkivet, Wikimedia Commons.

Kunne du lide min artikel? POV lønner ikke sine skribenter men du kan donere et beløb til mig på MobilePay: 2083 9096.

 

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Philip Sampson

Philip Sampson, født 1959 på Frederiksberg, er uddannet journalist. Han har arbejdet på Politiken, DR og Ritzau. På sidstnævnte virkede han på bureauets udlandsredaktion fra 1988 til 2011. Philip er opvokset i London som søn af en ghanesisk far og en dansk mor. Han har gennem årene beskæftiget sig indgående med racisme og højreekstremisme, bl.a. i samarbejde med antiracistiske organisationer som Expo i Stockholm og Searchlight (i dag Hope not Hate) i London. På baggrund af sin mangeårige tilknytning til den københavnske motorcykelverden, har han gennem årene kunnet levere ganske præcise analyser af konflikterne i bikermiljøerne både i ind- og udland. Philip er i dag selv medlem af Harley-Davidson Club Herlev. Journalistisk set er Philip Sampson graver af natur. Denne interesse bruger han i dag især på historisk research.

Seneste indlæg fra

Gå til Top