Der er faldet dom i Danmarks største medieskandale. Alle anklagede undtagen én er kendt skyldige og er idømt fængselsstraffe, to af chefredaktørerne ubetinget. Dommen ankes sandsynligvis, men uanset udfaldet efter en eventuel ankesag er der en større debat, som handler om journalistiske privilegier og misbrug af dem.
Så faldt der dom i Se og Hør-sagen for de sidste seks anklagede. Alle nægtede sig skyldige, alle undtagen tidligere chefredaktør Per Ingdal blev dømt og endte med fængselsstraffe, flere dog betinget. Man kan følge DR’s glimrende dækning af sagen med reaktioner og baggrund her.
Juraen i sagen vil utvivlsomt blive drøftet, ja, det sker faktisk allerede i skrivende stund, få minutter efter dommens offentliggørelse. Hele dommen kan læses her.
Og DR-journalisterne har flere gange gentaget, at “det er sjældent, at journalister risikerer fængsel for at passe deres arbejde.”
Men passede de deres arbejde? Er det en journalistisk pligt at snage i kendtes privatliv ved hjælp af ulovlige eller i bedste fald tvivlsomme metoder? Alene det interne navn Tystys-kilden burde vel have mere end antydet, at Se og Hør nok ikke var i den snehvide afdeling af journalistikken.
Særlige privilegier
Journalister og medier har særlige privilegier, når det gælder om at bringe oplysninger.
Vi kan beskytte vores kilder, så vi ikke kan pålægges at vidne og fortælle, hvor vi har ulovligt lækkede oplysninger fra.
Vi har større frihed til at bringe kontroversielle udtalelser, vi har mere vidtgående rettigheder til at citere fra andres tekster – i det hele taget er vi bedre stillet end stort set alle andre.
Det er vi, fordi vi i et samfund som det danske (og flere andre i øvrigt) har vurderet, at en fri og uafhængig presse er en hjørnesten i demokratiet. Medierne skal kunne bringe oplysninger, som er af væsentlig interesse for samfundet, uden at risikere repressalier.
Pressen skal være glad for sine privilegier, men det skal det omgivende samfund også. De bruges blandt andet til at afdække magtmisbrug, ulovligheder, huller i loven, tvivlsom forvaltning, graverende fejl osv.
Men privilegier forpligter. Se og Hør-sagens hovedpersoner har perverteret ånden i loven og brugt privilegierne som et dække for sladderjournalistik, som selv den mindst lovkyndige må have forstået moralsk var galt og juridisk på kanten.
Presseetikken er klar
Flere af sagens hovedpersoner har forsvaret sig med, at de ikke vidste, at oplysningerne var fremkommet ulovligt. Det ville være urimeligt at forvente, at journalistiske chefer skulle kende reglerne om hacking, måtte retten (og vi andre) forstå.
Jeg har været chefredaktør og uden at kende særlig meget til de nøjagtige regler om hacking tør jeg roligt fastslå, at jeg ikke ville have været i tvivl om, at det var ulovligt at bringe oplysninger om kendte og mindre kendtes privatliv baseret på tip om, hvor og til hvad de havde brugt deres dankort. Privatøkonomi er netop privat og rager ikke andre undtagen i helt særlige situationer.
Nu har retten også fastslået ulovligheden i det, men skulle den have frikendt hovedpersonerne, eller skulle sagen blive anket, står der et andet og mindst lige så vigtigt aspekt tilbage: Sagens moral.
Det fremgår i de indledende bemærkninger til de presseetiske regler, at:
“Med ytringsfrihedens muligheder for ubegrænset formidling, bør medierne også tage hensyn til den enkelte borgers krav på respekt for den personlige integritet og privatlivets fred og til behovet for beskyttelse mod ubeføjet krænkelse.”
Det hensyn har Se og Hør ikke taget. Tværtimod har bladet brugt dybt fortrolige oplysninger om privatøkonomi til at snage og tage billeder i selv meget private situationer.
Ytringsfriheden er ikke et carte blanche til viderebringe alt. Også kendte har krav på privatliv, og det rager uanset offentlighedens nyfigenhed ikke andre, hvor mange penge en skuespiller har brugt på en kjole eller en tv-vært på en middag.
Særligt to bestemmelser i de presseetiske regler burde have fortalt chefredaktionen og de øvrige medvirkende, at de var langt ude over det rimelige:
- “Meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.”
- “Ved indsamling eller offentliggørelse af information bør andres tillid, følelser, uvidenhed, manglende erfaring eller svigtende herredømme ikke udnyttes.”
Uvidenhed er ingen undskyldning for et moralsk kompas, der åbenlyst har en nål, som er helt ude af kurs.
Selv om chefredaktionen ikke skulle have været bekendt med, at den såkaldte tystys-kilde havde frembragt oplysningerne om dankorttransaktionerne ulovligt, måtte det være soleklart, at der var tale om at udnytte et svigtende herredømme, når en ansat mod betaling bringer fortrolige oplysninger fra sin arbejdsplads videre til et sladderblad.
To af de tidligere dømte, tidligere nyhedschef Lise Bondesen og tidligere redaktionschef Kim Bretov Jakobsen, gav da også udtryk for, at de kendte til ulovligheden i brugen af kilden. Deres sager er derfor kørt som tilståelsessager.
Moralsk debat er nødvendig
Debatten efter Se og Hør-sagen i journalistkredse bør ikke være, om dommen er rimelig eller urimelig. Det juridiske aspekt i den konkrete sag er vigtigt, men ikke afgørende for den større og i virkeligheden vigtigere sag om, hvordan vi bør gebærde os. Vi har som stand ikke den største troværdighed i befolkningen, for nu at sige det pænt, og vores trang til at dække over hinandens fejltrin i stedet for at tage klart og utvetydigt afstand svækker det yderligere.
Sagen er en understregning af, at vi som journalister ikke kan dække os bag den jura, som giver os privilegier, uden samtidig at påtage os det ansvar som hører med, og som udtrykkeligt er nedfældet i reglerne for god presseskik.
Selv om man ikke kender data- og straffelovene i detaljer, er det for pokker en pligt som journalist og især da som journalistisk chef at sætte sig ind i de presseetiske regler.
Hvis Se og Hør-sagens hovedpersoner ikke var dømt i dag i retten, ville det moralske stadig stå tilbage. Uvidenhed er ingen undskyldning for et moralsk kompas, der åbenlyst har en nål, som er helt ude af kurs.
OPDATERET 12:38: Det er rettet, at alle blev erklæret skyldige. Tidligere chefredaktør Per Ingdal er frifundet.
13:37: Link til selve dommen er tilføjet.
Bærende foto: By Sun Ladder – Own work, CC BY-SA 3.0, Wikimedia Commons
Skribenter på POV International får udelukkende den betaling, som vores læsere synes, vi er værd. Hvis du kunne lide, hvad du læste, bliver jeg glad for såvel store som små bidrag på min Mobilepay: 40 99 49 36.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her