ESSAY: Angst truer det liberale demokrati

af

Kampen mod islamisk terror er vigtig, men den må ikke overskygge og underminere den nødvendige beskyttelse af vores demokratier mod truslen fra højrepopulismen. Vi skal ikke acceptere en sejr ved det franske præsidentvalg til Front Nationals Marine Le Pen med det argument, at hun i det mindste er bedre end at lade radikal islamisme udvikle sig yderligere. Den fred, vi skal stræbe efter, skal vi finde inden for vore egne landes liberale ideer, skriver Dominique Moïsi, grundlægger af Français des Relations Internationales (IFRI) og gæsteprofessor ved Harvard University.

PARIS – “Fortæl mig, hvad du frygter, og jeg skal sige dig, hvad der er sket dig”, skrev psykologen D.W. Winnicott i begyndelsen af det 20. århundrede. Det lyder ligetil, indtil man tænker på, hvor meget der er sket – og hvor meget, der er at være bange for.

Alene mangfoldigheden af de trusler, verden står med i dag, får en til at tænke på Luigi Pirandellos farcer. I Vesten fokuserer nogen på religiøs ekstremisme – specielt den terrorisme, der påstås at være udført i islams navn. Andre peger på Rusland og advarer om en ny kold krig, der allerede opleves i Østeuropa og i cyberspace. Andre igen fremhæver stigningen i ondsindet højreorienteret populisme i USA og dele af Europa og erklærer, at den virkelige fare kommer indefra.

Selv de, der anerkender alle disse trusler, har imidlertid svært ved at prioritere mellem dem – hvilket er nødvendigt for at kunne imødegå dem.

Hvis man eksempelvis antager, at islamisk terrorisme er den primære trussel, giver det mening at alliere sig med Rusland i kampen mod den.

Men hvis højrepopulismen, som Kreml aktivt støtter, er den største trussel, kan en alliance med Rusland være ødelæggende for vestlige liberale demokratier. Faktisk kan en overdrivelse af truslen fra islamisk terrorisme og en samtidig nedtoning af truslen fra højrepopulismen være en gave til den russiske præsident, Vladimir Putin.

I slutningen af det 19. århundrede understøttede stigende nationalisme en æra med revolutioner og borgerkrige. I 1930’erne åbnede opkomsten af populismen i Europa døren for en katastrofe. Mange europæere var så bange for “de røde”, at de var klar til at gå på kompromis med “de brune”. Det tog ikke lang tid at opdage, hvor stor en trussel nazisterne var.

Problemerne med at prioritere truslerne er ikke forbeholdt Vesten. I Mellemøsten prøver landene at finde ud af, hvem man skal have styr på. Blandt de førende kandidater er Islamisk Stat (IS), Iran og Israel.

For Israel (og for Saudi Aarabien) er svaret på spørgsmålet helt klart Iran.

For Iran er svaret Israel (på trods af store spændinger i forholdet til Saudi Arabien).

Vesten har også en holdning til den sag: EU er overbevist om, at kampen mod IS skal have første prioritet. For få måneder siden ville USA nok have været enig, men på trods af præsident Donald Trumps hensigtserklæring om udslettelse af IS som et fremtrædende politisk mål, er han sandsynligvis også klar til at slås sammen med Israel for at holde Iran i skak.

MERE POV
Nu kommer Marco Rubio – Hillary Clintons værste mareridt

Også i Asien finder landene det svært at sortere de farer, de står over for: Skal de fokusere på Nordkorea, der stadig er utilregnelig og for nylig har afsendt et missil mod havet ved dets østkyst? Eller skal de holde øje med Kina, der gradvist har udvidet både sin regionale indflydelse og sine revanchistiske krav.

For Japan og Sydkorea har Nordkorea tilsyneladende topprioritet. Men for Vietnam, Indonesien og Singapore er det svært at afgøre, om Nordkorea faktisk udgør en større trussel end det gigantiske og stadig mere nationalistiske Kina. For ikke at tale om andre aktuelle risici som for eksempel spændingerne mellem de to lokale atommagter Pakistan og Indien.

Når det kommer til at prioritere tidens trusler, er der med andre ord ingen nemme svar. Men hvis vi ikke finder dem, risikerer vi at gentage historiens store fejl. Den franske filosof Paul Valéry mente ikke, at vi kan lære af historien, “for den omfatter alting og giver os eksempler på alting”. Men netop nu er det svært ikke at pege på visse historiske paralleller – især i Europa.

Vi skal ikke gå på kompromis men tackle flere farer samtidig

I slutningen af det 19. århundrede understøttede stigende nationalisme en æra med revolutioner og borgerkrige. I 1930’erne åbnede opkomsten af populismen i Europa døren for en katastrofe. Mange europæere var så bange for “de røde”, at de var klar til at gå på kompromis med “de brune”. Det tog ikke lang tid at opdage, hvor stor en trussel nazisterne var.

Læren er indlysende; i stedet for at forsøge at prioritere de trusler, vi står over for – og gå på kompromis med ét mål for at gavne et andet – må vi tackle dem alle på en gang. Som den myrdede israelske premierminister Yitzhak Rabin sagde, skal vi “bekæmpe terrorisme som om der ikke er en fredsproces, og arbejde på fred som om der ikke findes terrorisme”.

Islamisk Stat er muligvis affødt af en kultur ydmygelse og drevet af en trang til gengældelse, ligesom nazismen, men bevægelsen har ikke noget, der ligner Tysklands militære og industrielle resurser i 1930’erne. IS er ikke “moderne nazisme”, som vi skal frygte; de er terrorister, som vi i Rabins ånd skal bekæmpe

Kampen mod islamisk terrorisme er vigtig, men den må ikke overskygge – og slet ikke underminere – den helt nødvendige beskyttelse af vores demokratier mod truslen fra højrepopulismen. Vi skal for eksempel ikke acceptere en sejr til Front Nationals Marine Le Pen ved Frankrigs præsidentvalg med det argument, at hun i det mindste er bedre end at lade radikal islamisme udvikle sig yderligere. Gør vi det, ignorerer vi lektien fra historien – og ignorerer de facto realiteten.

MERE POV
Cruz besejrede Trump – Hillary og Bernie står lige

For IS er muligvis affødt af en kultur af ydmygelse og drevet af en trang til gengældelse, ligesom nazismen, men bevægelsen har ikke noget, der ligner Tysklands militære og industrielle resurser i 1930’erne. IS er ikke “moderne nazisme”, som vi skal frygte; de er terrorister, som vi i Rabins ånd skal bekæmpe.

Den fred, vi skal stræbe efter, findes derimod inden for vores egne lande. Ved at tillade udbredelse af den højreorienterede populisme, bøjer vi os for frygten i stedet for at handle i overensstemmelse med en klarsynet analyse af vores egne interesser og mest af alt i tråd med vores værdier. Vi går på kompromis med de brune af frygt for de røde.

Der var engang, for ikke så længe siden, da EU – et billede på forsoning, fred og velstand – inspirerede lande fra Latinamerika til Asien. I dag er Europa sammen med det engang respekterede USA også et billede på frygt – og det skræmmer andre. Hvis europæerne ikke – med klarsyn, fasthed og engagement – kan udvikle oplyste løsninger på de trusler, vi står over for, hvem kan så?

Oversættelse; Lisa Rasmussen.

Topillustration: POV International med LunaPicEditor (original: Project Syndicate og Pacific Press).

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Dominique Moïsi
Senior Counselor at

Dominique Moïsi er Senior Counselor ved den franske tænketank Institut Montaigne i Paris. Han er kandidat fra Sorbonne, Harvard og Hebrew Institute i Jerusalem. Han er født i Strassbourg den 21. oktober 1946 og er grundlæggeren af det verdensberømte institut for studiet af international politik i Paris Institut Français des Relations Internationales (IFRI) ligesom han også er gæsteprofessor ved Harvard University. Han er formand for afdelingen for geostrategisk politik ved College of Europe, den ældste uddannelsesinstitution i Europa om europæiske anliggender. Han er endvidere tilknyttet som forsker ved CEDEP, the European Centre for Executive Development. Moïsi skriver kommentarer og analyser for magasinet Foreign Affairs samt for Project Syndicate, der amarbejder med POV International. Han skriver også for aviserne, Financial Times, Die Welt og Der Standard. Han har skrevet flere bøger, herunder i 2016 La Géopolitique des Séries ou le triomphe de la peur.

Seneste indlæg fra

Gå til Top