Essay: Tre billeder fra verden uden for Vesten

af

Murat Dağli havde taget sin forskergrad på Berkeley University i Californien og befandt sig i en form for lidelsestilstand, som gjorde, at han igen og igen udmalede forskellene mellem Vesten og Tyrkiet i sin undervisning:

”Hvordan kan det være, at man på Berkeleys bibliotek har adgang til flere millioner bøger, mens vi på Bilgis kun har adgang til nogle få tusinde?” kunne han spørge sine studerende for derefter selv at svare:

”Fordi USA er verdens centrum for viden, og det her er periferien.”

Han stod som regel ved tavlen med store, våde øjne og sendte sine spørgsmål ud i lokalet. Den tavle han i løbet af timen overtegnede med teorier hentet fra sociologiens og historiefagets founding fathers, sådan som han igen og igen benævnte Karl Marx og Max Weber, hvis tanker og idéer han forsøgte at give videre igennem sine spørgsmål:

”Hvornår og hvordan opstod kapitalismen?” ”Hvilke faktorer gør sociale forandringer mulige?”. ”Kom med nogle bud på, hvordan Europa og USA blev de dominerende magter i verden?”

Jeg lærte mere om kapitalisme og historisk teoretisk tænkning under semestret i Istanbul, end jeg havde gjort på nogen skole i Danmark

For det meste ønskede ingen at svare. Mindst af alle mig selv, der som holdets eneste udvekslingsstuderende repræsenterede det dominerende Vesten – godt bakket op af legatkroner og med SU i reserve til at realisere mine eksotiske drømme om at studere i Istanbul. Jeg havde ikke reflekteret over den slags før.

Således havde Murat vænnet sig til at besvare sine egne spørgsmål:

”Det underudviklede er en af modernitetens tilstande. Underudviklede lande er også en del af den moderne kapitalistiske verden og befinder sig ikke, som mange tror, uden for den.” Sådan uddybede han sin pointe om Bilgi University of Istanbuls manglende bøger.

Jeg fandt aldrig biblioteket. Jeg tror, det lå på en anden af universitetets afdelinger, et andet sted i byen. Men jeg lærte mere om kapitalisme og historisk teoretisk tænkning under semestret i Istanbul, end jeg havde gjort på nogen skole i Danmark.

Why not?”, sagde den lille, rundmavede tatovør, Chi, til de forbipasserende, mens han førte nålen på bambuspinden ind og ud af min vens hud.

Små hurtige bevægelser.

Chi kunne ikke arbejde mere end en halv time ad gangen på den måde. Så klatrede han op ad en stige til et rum over salonen og vendte først tilbage tyve minutter senere med endnu mere blanke og blodskudte øjne end dem, han havde begloet os med tidligere.

Chi havde lovet at forvandle den stjerne, min ven i sin tid havde fået lavet på brystkassen med en maskine et eller andet sted i Danmark, til en lotusblomst.

”Hvordan ser det ud?” Sheriffen, som vi af gode grunde havde kaldt ham på grund af den latterlige stjerne, lå på briksen og svedte i en blanding af varme og smerte.

”Fint,” svarede jeg og gik over for at hente flere øl til at dulme vores voksende paranoia: Natten forinden havde Chi og de andre folk i biksen taget sheriffens pas, fordi han ikke kunne hæve nok baht på sit Visa-kort til at betale.

Og i ét kort sekund overvejede vi at løbe ad helvede til, men hvor løber man hen i et land man ikke kender?

”Fortæl mig hvor I bor, så kommer jeg og laver det færdig i nat,” hviskede Chi min ven i øret. ”Why not? I’ll make it cheaper.”

Den tredje morgen efter vores ankomst til Thailand pissede sheriffen snot. Han var dehydreret af for mange øl og for meget varme. Jeg hentede vand til ham. Han lå under myggenettet og jamrede

På andre brikse lå andre turister og blev tatoveret af andre tatovører, der var mindst lige så skæve som Chi. En pige fra Paris fik lavet en kolibri på højre side af maven, mens hendes canadiske kæreste nussede hendes arm. Ind imellem kom backpackere forbi og hang ud i biksens hjørnesofa, der vendte ud mod en smal vej, hvor mere modne vesterlændinge kom slentrende forbi med ludere og ladyboys under armene og indfriede alle vores dekadente forventninger…

Den tredje morgen efter vores ankomst til Thailand pissede sheriffen snot. Han var dehydreret af for mange øl og for meget varme. Jeg hentede vand til ham. Han lå under myggenettet og jamrede.

Dagen efter var han på benene igen. I sidste ende lykkedes det os at betale med økonomisk hjælp hjemmefra. Vi fik passet og fandt en båd, der kunne sejle os væk – 80.000 baht fattigere.

Men lige meget hvor meget blæk, Chi havde skudt i brystet på min ven, var det ikke lykkedes ham at forvandle sherifstjernen til en lotusblomst.

Receptionisten, eller hvad han nu var, på Miraç Otel i Kars gjorde tegn til, at vi skulle vente i lobbyen. Vi satte os. Kort efter kom en kraftig mand gående med to puder, som han satte i ryggen på Julie. Så gik han igen, men vendte hurtigt tilbage med en mobiltelefon, som han gav til mig, som satte den til øret:

Hello… Welcome to Kars, my friend. Kan jeg tilbyde Dem noget? Vil du og din kone se, hvor Noahs Ark strandede?  Mount Ararat ligger kun et par timers kørsel fra byen. Jeg kan også sørge for, at I kommer til Ani og ser et af Silkevejens 1000 år gamle vidundere. Alt. Jeg er her for dig.”

”Jeg tror, vi klarer os. Tak.”

Are you sure?… Jeg kan sende en mand i morgen klokken 10, som vil køre jer til Ani for 100 lira?”

”Jeg er sikker, enten kører vi selv eller finder en bus.”

Allright… få Mehmet til at ringe, hvis der er noget.”

Den fremmede mand lagde på, og jeg gav telefonen tilbage til det menneske, som åbenbart hed Mehmet. Først da blev vi indkvarteret.

Det var lige dér, lidt længere henne af vejen, at en flok gæs stod og skræppede. Jeg fandt kameraet frem og klikkede på udløseren

Trappen til første sal var belagt med et gulvtæppe, og væggene var malet i en forunderlig lilla farve. Mehmet viste os ind på et værelse, der emmede af jordslået ensomhed. Et vindue tilbød sin udsigt til den mørke aften og en af byens moskéer oplyst i grønne farver.

Da han var gået, lagde vi os i sengen. Men vi kunne ikke finde ro.

Kars er en flække af en by i det nordøstlige Tyrkiet op mod grænsen til Armenien. Orhan Pamuk gjorde byen verdenskendt, da han brugte den som scene i sin roman Sne. Og han har i et essay skrevet, at Kars er det bedste sted i verden at skrive. Hverken min kæreste eller jeg havde læst Sne på det tidspunkt. Vi havde taget nattoget fra Ankara og til endestationen Kars for at komme langt ud et sted i verden, vi aldrig havde været.

Næste morgen gik vi ud i byen for at finde mad. Uden for hotellet var mænd i færd med at forvandle fortovene til markedsboder. Det var lige dér, lidt længere henne af vejen, at en flok gæs stod og skræppede. Jeg fandt kameraet frem og klikkede på udløseren.

Ligesom jeg klikkede på udløseren 100 gange eller mere efter det billede, da vi endelig kunne sprede armene over ruinerne og valmuerne i Ani og leve os ind i rollen som eventyrere ved en af Silkevejens gamle hovedbyer.

Det var først, da vi kom tilbage til Danmark og kiggede billederne igennem, at jeg lagde mærke til manden til venstre for gåseflokken. Han har hænderne i lommerne og kigger ind i kameraet.

Hvad mon han tænker?

Topbillede: Kristian V. Jensen, Mænd og gæs i Kars, juni 2016

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Kristian V. Jensen

Studerer nordisk sprog og litteratur ved Aarhus Universitet med tilvalg i historie og har tidligere boet i Istanbul i forbindelse med et udvekslingsophold. Levede mine første 10 år i sjove omgivelser i en lærerbolig på Askov Højskole, indtil mine forældre fik den sindssyge idé at flytte til Limfjordsøen Fur. Tidligere vinder af Metro Litteraturs novellekonkurrence. Hvis du kan li', hvad du læser, er alle bidrag velkomne på Mobilepay +4561727773.

Seneste indlæg fra

CPH PIX: Custody

SLACK-CHAT – På falderebet nåede POV’s udsendte Emilie Kellberg (EK), Sebastian Cordes
Gå til Top