Klumme: Men jeg forstår jo ikke, hvad de siger, mor!

af

For nogle måneder siden, flyttede Trine Pertou Mach til USA, nærmere bestemt San Diego. Den tidligere politiker fortalte sine børn om det spændende nye liv, hvor de rigtig skulle være sammen som familie. Hun havde ikke forestillet sig, hvor hårdt det er for to små piger at starte i en skole, hvor sproget er helt nyt, og hvor de ingen venner har – og hvor de hver dag savner dem, de efterlod i Danmark. Samtidig er der store kulturforskelle på alt fra madvaner til håndteringen af mange kulturer, skriver hun i sin debutartikel for POV, hvor hun fremover vil skrive fast.

Når man skal flytte om på den anden side af Jorden, starter bekymringerne samtidig for, hvordan ens unger skal håndtere det. Det er såre banalt: Ens egen trivsel som forældre er 1:1 med ens børns ditto.

Teoretisk og rationelt har jeg mange gange fortalt mig selv, at jeg jo er sikker på, at den slags opbrud gør børn stærkere på alle måder, og at også de slag, det måtte give, vil styrke dem og gøre dem ”omstillingsparate”; at de ikke lider skade af nogle ekstra udfordringer.

Men virkeligheden er bare, at deres daglige trivsel er alfa og omega for, hvordan man falder til som familie.

Små syv timer dagligt er de der uden helt rigtigt at kunne kommunikere med nogen, uden at have hjælp til at forstå – og det er ved at flå mit hjerte ud af tvivl om, det er rigtigt at ”gøre mod dem”

De sidste fire uger har der stort set ikke været andet i min hjerne og mit hjerte end blikket fra to små piger, når de betuttede siger farvel fra hver deres række i skolegården, hvor man i bedste sorte-skole stil hver morgen stiller op, når klokken ringer. Hver dag står de usikre og lidt alene, mens de nye klassekammerater griner og leger ved siden af og man ved bare, hvor meget de ønsker at være med – men ikke tilnærmelsesvis har sproget i deres magt endnu.

Små syv timer dagligt er de der uden helt rigtigt at kunne kommunikere med nogen, uden at have hjælp til at forstå – og det er ved at flå mit hjerte ud af tvivl om, det er rigtigt at ”gøre mod dem”.

Fredelig grønt og farligt orange

Da jeg for et par måneder siden begyndte at kigge efter bolig i San Diego, spillede skolen til pigerne selvfølgelig en stor rolle. Og det skulle vise sig, at mine vante forestillinger om samfund, fællesskab og fælles institutioner blev udfordrede. Jeg kan afsløre, at jeg også brugte en del tid på at kigge på de der evalueringer og ratings af skoler, som er tilgængelige overalt i det amerikanske samfund, også på udlejebolig-hjemmesiderne.

Oh yes. Skolerating er et afgørende parameter, når et hus skal sælges eller udlejes.

I Danmark har jeg mildt sagt aldrig været begejstret for offentligt tilgængelige lister med folkeskolernes ’duelighed’. De sætter efter min mening de forkerte tanker, handlinger og processer i gang og giver en helt skæv start på den offentlige debat om folkeskolers kvalitet, virke og betingelser.

Men hvad pokker gør man, når man intet aner om en storby i et andet land, om dens forskellige kvarterer, om dagliglivet og om nabofællesskaber?

Mine egne unger gik i København på en af de skoler, som ratingen – og den offentlige debat – udråbte som problemskole og som om noget har været gjort til et politisk anvendeligt symbol på elendighed (lige fra folkeskolen som institution i sig selv, over integrationens elendighed til hvide mangfoldighedsbegejstrede forældres hykleri – men pudsigt nok sjældent til et følgesymptom på klassemæssig ulighed og fejlslagen bolig- og socialpolitik).

Som forælder dér på Nørrebro ved jeg, at der er meget mere end karakterstatistik og medieomtale at vurdere sin lokale folkeskole ud fra.

Men hvad pokker gør man, når man intet aner om en storby i et andet land, om dens forskellige kvarterer, om dagliglivet og om nabofællesskaber?

Et sted skal man jo starte og det blev altså i en kombi af kriminalitets- og skoleratings (udover det åbenbare: en offentlig skole, huspriser, nærhed til job, til vandet mv), fordi den slags viden nærmest var integreret i bolighjemmesiderne.

MERE POV
Intet varer evigt

Rimelig heftigt, som det virker som sindelagskontrol, fordi alt andet end roligt/dygtigt mørkegrønt på kortet pludselig forekommer farligt eller elendigt.

Men heldet tilsmilede os; det lille træhus med veranda i bedste Tom&Jerry stil, på en vej flankeret af lange slanke palmer, lå i et tilsyneladende hyggeligt nabolag og tæt på en distriktsskole, hvis værdier vi kunne spejle os i, en IB school med mangfoldig elevskare og mottoet ”think globally, learn locally”.

Så langt så godt.

Bum – kulturmødet op i ansigtet

For hver dag i det amerikanske skolesystem er stadig et kæmpe kulturmøde (eller sammenstød).

Et bureaukrati og ugidelighed, som jeg almindeligvis ville tilskrive en karikatur af DDR.

Først var der mængderne af papirer, der skulle udfyldes, herunder dokumentation for pigernes vaccinationer. En forudsætning for at få lov at starte på skolen (tag den, Danmark).

Med en kombination af vaccinationskort og udskrifter fra sundhed.dk drog vi til vores private sundhedsforsikrings private hospital for at få en (på skolen accepteret) amerikansk dokumentation for de givne vaccinationer samt de yderligere vaccinationer, som hver af pigerne skulle have. Skoldkopper og leverbetændelse blandt andet.

På hospitalet blev vi nærmest krydsforhørt om mængden af sodavand og grønsager, om der var TV på børneværelset, om cykelhjelme og hvordan vi indtog vores måltider.

Fordomme og fastfood

Så var det kontrasten mellem den nedfældede skolepolitik på madpakker, sundhed og læring – og den faktiske virkelighed i skolekantinen, hvor der kun serveres burgere, mac&cheese, hotdogs, pizza og lignende, der ofte skylles ned med kakaomælk.

Nok har børnene et obligatorisk stop ved en lille salatbar også, men grundmaden er intet andet end taget ud af en overfedtet fastfoodkultur uden fare for at blive kulinarisk udfordret.

Men jeg har også mødt en skole, som står fast på grundlæggende værdier. I disse Trump-tider, hvor latinoer og andre folkeslag løbende får at vide gennem medier, at de er pænt meget uønskede, så er vi her i nederste vestlige hjørne, 30 kilometer fra Mexico, i hvert fald havnet på en skole, hvor det er en klar politik at dyrke en positiv fortælling om, at børn kan komme forskellige steder fra og bibringe fællesskabet noget godt

Ironisk nok gik der kun en uges tid, før vi fik brev om, at man var i gang med et veje-måle-projekt for at følge skoledistriktets børns sundhedsudvikling (”ernæring og indlæring hænger så tæt sammen”). Og samtidig deler i hvert fald nogen af lærerne chokoladekiks ud som præmier i timerne, når et barn har gjort et eller andet godt, ligesom der heller ikke er kvababbelser over at drikke sodavand i timerne, foran børnene

At a glance, det er virkelig ikke uden grund, at overvægt er et gigantproblem i USA.

Dilemmaet er selvfølgelig, hvordan man får proppet sund og nærende mad (og vaner) i sine egne børn, samtidig med at de glider ind og får en almindelig hverdag blandt nye kammerater. De kulturelle (ikke de etniske) skel er åbenlyse i klasseværelset.

Omvendt møder jeg også en skole, som står fast på grundlæggende værdier. I disse Trump-tider, hvor latinoer og andre folkeslag løbende får at vide gennem medier, at de er pænt meget uønskede, så er vi her i nederste vestlige hjørne, 30 kilometer fra Mexico, i hvert fald havnet på en skole, hvor det er en klar politik at dyrke en positiv fortælling om, at børn kan komme forskellige steder fra og bibringe fællesskabet noget godt (det gør danske skoler helt sikkert også, man kan bare heller ikke høre det på vores politikere).

Learn locally

Havelæreren – jep, der er et havefag, hvor man roder i jord og dyrker grønt (som bl.a. bruges på en lokal café til grøntsagstærter, der sælges og fører lidt at pengene tilbage til skolen, lokal fundraising) – råbte mig an forleden og takkede for at have valgt deres skole, for “dine piger hjælper andre børn til at forstå, at man kan leve på en anden måde”.

MERE POV
Anonyme Anonyme Kilder

Der gik også kun få dage fra skolestart, til mine børn blev sprogtestet for at se, hvor meget ekstra-indsats, der er brug for at give dem – og den er de i fuld gang med. Den ene af matematiklærerne havde sågar slået op, hvad nogle af nøgleordene var på dansk, så min 9-årige ikke var hindret i at forstå matematikopgaverne i klassen.

Jeg må med hjernen tænke, at det her kommer der stærke modige og kyndige piger ud af, mens jeg med blødende hjerte må æde nogle flere barndomstimer op med engelsk-terpning og udfyldning af kontrolskemaer til skolen

Men alt det er selvfølgelig voksen-overvejelser.

Når mine to piger kommer hjem, trætte og udmattede og man stadig er nødt til at insistere på, at der skal laves lektier, før der leges med Lego, kun for at blive mødt af et ”det her er ikke et børneliv, jeg vil hjem til mine venner, jeg får ALDRIG lov at lege igen, er det meningen med den her flytning, hvor I sagde vi skulle være sammen og have et godt liv”, eller “når jeg kommer herfra er alle mine venner holdt op med at lege de lege, vi plejede“, så ved jeg jo godt, hvor den argumentationsform kommer fra.

Og jeg må med hjernen tænke, at det her kommer der stærke modige og kyndige piger ud af, mens jeg med blødende hjerte må æde nogle flere barndomstimer op med engelsk-terpning og udfyldning af kontrolskemaer til skolen.

Topbillede: Trine Pertou Mach.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Trine Pertou Mach

Arbejde har sendt Trine Pertou Mach mange steder hen I verden og hun er pt bosat i San Diego, Californien. Barneskoene blev trådt i jyske småbyer og ved Vesterhavet. Hun er derfor fuldstændig vaccineret mod jysk snusfornuft.
Trine har boltret sig i udenrigspolitikken og dens mange afkroge siden hun blev færdig som cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet. Med en blanding af praktisk indsigt og viden har hun igennem mange år bidraget som debattør og analytiker i radio, TV, i artikler og kommentarer om udviklingsbistand, global sikkerhed, dansk og europæisk udenrigspolitik, FN, EU, menneskerettigheder og Verdensmålene (SDG’erne). Hun har arbejdet i EU, først nogle år i Europa-Parlamentet og siden for EU-Kommissionen i Ægypten. Det sidste blev starten på en aldrig slukt interesse for og indsigt i det mellemøstlige og nordafrikanske, hvor hun i mere end et årti har arbejdet med menneskerettigheder, ikke mindst kvinders rettigheder.
Trine var som forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke central for organisationens stærke profil og klare stemme for global ansvarlighed og fattige menneskers ret til indflydelse og udvikling; i samme periode var hun med til at omkalfatre MS fra en dansk medlemsbaseret forening til at blive det danske medlem af den internationale global justice føderation, ActionAid International, hvor hun nu sidder i bestyrelsen.
Hun har også været leder af et nordisk erhvervsprogram for bæredygtigt byggeri under Nordisk Ministerråd og var derfor bosat i Norge. Nå ja, så har hun også en fortid i partipolitik, hvor hun sad i Folketinget for SF, et parti hun siden har forladt (eller som hun siger, der valgte at forlade sig selv). Det private, selvom Trine er af den overbevisning, at også det private er politisk: Hun har 2 småpiger med på USA-eventyret og et stort bonusbarn i København. Trine elsker bøger, politik, musik på vinyl og sand mellem tæerne. Og er ved at vænne sig til californisk vin.

Seneste indlæg fra

Gå til Top