Essay: Kunsten at flytte

af

Det er noget mærkeligt noget det der med at flytte. Udover at det er hårdt arbejde rent fysisk, er det også noget med at sige farvel. At lukke én dør inden man åbner en ny. Af forskellige praktiske årsager havde jeg 23 dage til at sige farvel til mit hjem gennem 25 år. Kan man virkelig nå at sige farvel på 23 dage, spørger Yasmin Abdel-Hak, der gennemlevede hele sin barndom og sit ungdomsliv, da hun pakkede sit gamle hjem i det danske ned for nylig.

Kan man nå at pakke et levet liv ned på 23 dage? Det her er jo mit hjem. Og har været det i 25 år. Hvis vi havde været gift, ville vi have fejret sølvbryllup i år, mig og mit hjem. Det er her, jeg er vokset op fra ung snothvalp til snart middelaldrende madame. Det her er mere end bare et spørgsmål om at få pakket flyttekasser og pakket ned og væk og ud.

Det er mere end blot et spørgsmål om at løse en praktisk og logistisk opgave på 23 dage. Det er et spørgsmål om at få sagt farvel. Sådan rigtigt farvel og tak for den tid vi har haft sammen

De første indledende øvelser er lidt famlende, lidt tøvende. Står i Silvan og fumler med flyttekasser. Hvor mange skal man bruge? Det viser sig, at flyttekasser er en forholdsvis kostelig affære, og ruller med indpakningspap og plast hører også med i nedpakningsfasen, så det bliver en pæn sjat penge at betale ved kasse 1 for otte kasser med diverse nedpakningsudstyr.

Hvor skal man starte?

Så står man i stuen med otte flyttekasser, der skal bruge et døgn på at akklimatisere sig, før man kan folde dem ud. Det føles som en yderst belejlig undskyldning for ikke at gå i gang med den frygtede nedpakning.

For hvor starter man egentlig? Tager man først billeder ned? Det føles som praktisk og let ladsiggørligt. På den anden side, så længe de hænger på væggen, er de jo ikke i vejen.

Skuffer og skabe med papirer og alt muligt andet, der har ligget og samlet støv i alt for mange år, går jeg i gang med. Tager en skuffe ad gangen. Store sække står klar til at modtage affald. En kop dampende varm kaffe på bordet.

Mit liv med Dr. Kleist

Efter et par dage med denne morgenrutine står det mig klart, at det hele går lidt nemmere med Dr. Kleist på TV Charlie på skærmen som akkompagnement. Den ene skuffe efter den anden bliver tømt i troligt følge af den yderst tyske Dr. Kleist.

Var det virkelig her vi skulle ende? Hvor kom det lige fra? For dem, der er uindviede i Dr. Kleists univers, kan det oplyses, at der er ikke den ting, min Dr. Kleist ikke kan klare. Alverdens sygdomme og ulykker bliver diagnosticeret, løst, opklaret og kureret på 45 minutter. Og så slutter vi altid af med glade smil og lykke i familiens skød. Der er noget skønt beroligende ved Dr. Kleist og hans lægepraksis. Vi ved hver morgen, hvor vi starter og slutter.

Der er noget betryggende ved alt denne tyske sødsuppe midt i et flyttekaos, som slet ikke er toppet endnu

Mange skuffer og skabe er blevet tømt. Men møblerne står stadig uberørte, og lamper og malerier hænger på deres plads. Kan endnu ikke forestille mig at mit hjem om to uger skal være tømt, rømmet, tomt og gjort klar til et nyt eventyr med nye ejere.

Undervejs får jeg besøg af venner fra nær og fjern, der alle giver et nap med at pakke ind og pakke ned. Der kommer en god rytme i det, vi pakker porcelæn og glas væk, det går hurtigere, når man er to. En barndomsveninde kommer forbi.

Vi pakker og taler om alt muligt fra vores fælles fortid henover indpakningsplastik, flyttekasser og papruller. Jeg havde glemt, hvor fantastisk det er at have fællesminder med et menneske, der har kendt én i en – ja – menneskealder. At den røde tråd fra ens fortid og frem til nutid står lige foran en. At dele minder med én, der har været med hele vejen gennem alverdens mærkelige, sjove, fantastiske og tåbelige ting, man har lavet engang. Det her er bare så dejligt. Det er slet ikke så dårligt, det her flyttekaos.

Den ukendte kræmmer indeni mig

Okay, næste fase er nu at få solgt så mange møbler som muligt. Jeg får hjælp til at oprette profil, sætte de første annoncer op og prissætte møblerne på Den Blå Avis. Det her er ukendt territorium. Får bidt et par negle over arrangementet. Hvad skal man sige, når folk ringer og vil købe ens Ikea kommode?

Jeg er pludselig blevet bidt af en gal kræmmer. Måske er der mere man kan sælge? Pludselig kan alt sælges

Det viser sig, at man sådan set bare skal se at få lettet bagdelen og komme i gang. Salget går strygende. Jeg har tydeligvis en kræmmersjæl i mig, som jeg ikke anede eksisterede. Jeg får solgt alle kommoder, senge og køkkenudstyr. Hvad med en lampe når du er her alligevel? Alle lamper ryger på den konto, så der til sidst kun er lys i køkken og badeværelset.

Jeg er pludselig blevet bidt af en gal kræmmer. Måske er der mere man kan sælge? Pludselig kan alt sælges.

Jeg møder mennesker fra alverdens steder. En flygtning, der går på sprogskole lige rundt om hjørnet. Et finsk par på studieophold, der vil transportere en kommode i en el-cykel fra Silvan. Et græsk par, der studerer i Danmark og har brug for køkkenudstyr. En polsk, nybagt far, der henter børneudstyr. En rocker-lignende fyr med tatoveringer i ansigtet, der køber mine reoler. En fyr, som jeg qua alle indbyggede fordomme, ganske givet aldrig ville komme til at tale med i en anden situation ude i den virkelige verden. Men her er han, så sød og rar midt i mit flyttekaos. Life is good.

Kælderen, den frygtede kælder

Sover dårligt om natten. Vågner på grund af kælderen. Den der fuldstændigt tilproppede kælder med alverdens ting og sager som jeg ikke har kigget på i årevis. Kan man virkelig nå at få tømt den kælder indenfor en uge?

Det her er den absolut værste og mest uoverskuelige del af projekt flytterod. Et eller andet klogt hoved har engang sagt, at hvis et hus er et symbol på et menneske, er kælderen alt det ubevidste, vi har liggende dernede.

Okay, så lad os komme i gang og få ryddet ud her.

Når det viser sig, at man har samlermani

Det viser sig, at jeg tilsyneladende har en vis samlermani. Jeg har åbenbart aldrig smidt et eneste kort eller brev ud, der er sendt til mig gennem det meste af mit liv. Jeg er ved at drukne i stakkevis af lykønskningskort fra fødselsdage gennem næsten 40 år.

Tillykke med fødselsdagen, tillykke med du går ud af folkeskolen, tillykke med studentereksamen. Der er mange milepæle i ens liv, hvor folk har skrevet til mig.

Jeg bliver overvældet af mængden af kort. Og ydmyg og taknemmelig over de mange mennesker, der har taget sig tid til at skrive til mig gennem tiden. Jeg håber, jeg har været lige så opmærksom over for dem. Breve fra veninder på ferie. Skønne, vidunderlige veninder fra en tid, hvor man rent faktisk satte sig ned og skrev breve til hinanden.

Det er vildt det her.

Det går op for mig, at jeg har haft nogle fuldstændig fantastiske venskaber fra jeg var i 20’ene op igennem 30’erne. Nogle er stadig intakte, andre er gået tabt. Skulle man prøve at genskabe kontakten? Eller er det skib sejlet? Fordi vi er blevet for ”gamle”?

Jeg er helt høj over alle de breve og billeder, jeg vælter rundt i. Et vidnesbyrd om nogle fantastiske venskaber, oplevelser og minder. En tid, jeg helt havde glemt.

Det går op for mig, at jeg har haft nogle fuldstændig fantastiske venskaber fra jeg var i 20’ene op igennem 30’erne. Nogle er stadig intakte, andre er gået tabt. Skulle man prøve at genskabe kontakten? Eller er det skib sejlet? Fordi vi er blevet for ”gamle”? Vrøvl, det kan man vel aldrig blive.

Kassettebånd fra Damaskus og hemmeligheder i Geneve

Andre ting dukker op. Et gammelt kassettebånd fra Damaskus. Smukke, smukke gamle Damaskus, fra en tid hvor borgerkrig ikke eksisterede. Og fra en tid, hvor man lyttede til kassettebånd på en kassettespiller. Pludselig føler jeg mig så frygtelig gammel.

Et visitkort fra en gammel hemmelig flirt fra arbejdet. Vi mødes til konference i Geneve. Okay, vi ses i næste uge i London. Et sidste farvel i Paris. Hyggelige hemmeligheder kan også bringe dejlige minder.

Mit første pas udstedt fra den egyptiske ambassade. Dengang tog man nationalitet og statsborgerskab fra faderen. I dag får man det fra moderen. Tre måneder gammel fik jeg min første opholdstilladelse i Danmark. Og som det blev pointeret af Fremmedpolitiet, det var en opholdstilladelse – ikke en arbejdstilladelse. Bevares.

Smukke håndskrevne breve fra min oldefar, der som søfyrbøder ikke kunne komme hjem under krigen. Breve, der blev sendt til familien derhjemme. Smukke, sirlige bogstaver og ømme ord til familien. Tante Milles gæstebog fra 1950 dukker op. Hvor alle gæster gennem årene har takket for fru Milles vidunderlige gæstebud. Findes der overhovedet gæstebøger længere?

Billeder, kassevis af billeder dukker frem. For pokker da; jeg har da været en total steg dengang i 20’erne. Det anede jeg ikke. Sikken et spild af tid, her har man gået og været utilfreds med eget udseende altid. Hvor tåbeligt. Spild af energi.

Kassevis af billeder dukker frem. For pokker da; jeg har da været en total steg dengang i 20’erne. Det anede jeg ikke. Sikken et spild af tid, her har man gået og været utilfreds med eget udseende altid. Hvor tåbeligt. Spild af energi.

Billeder af familie fra nær og fjern, billeder af barndomsveninder. Min elskede Lotte, min fantastiske barndomsveninde. Altid sammen i tykt og tyndt. Billeder fra vores mange ferier, billeder fra før vores teenagetid med ærgerligt 80’er hår. De der 1980’ere, var ubarmhjertig i stil og smag. Du godeste.

Konstruktionen af fortiden

Det går op for mig, at de mange billeder og kort er min egen ubevidste konstruktion af mit liv og min fortid. For der er et par mennesker, der ikke er billeder af. Mennesker, der ikke er nævnt med ét ord nogetsteds i alle de minder, der ligger her. Det er dem, der overtrådte alle grænser for anstændig opførsel. Dem, der gjorde ondt, forvoldte skade og sårede en dybt. Dem, man rejste sig i støvet efter. Dem, man overkom. For de er der naturligvis her på livets landevej. Men de findes ikke i dette bjerg af dokumentation. De eksisterer kun i kraft af udeladelsen.

Næsten nået til vejs ende nu. De fleste møbler er blevet solgt, flyttekasserne er blevet transporteret væk. Billederne er taget ned fra væggene. Det føles ikke længere som mit hjem. Nu er det blevet til nøgne vægge, gulve og lofter. Trætte vægge, der trænger til at blive malet, gulve og vægge, der alle trænger til genopfriskning.

Nye kræfter står og venter på at komme til, at flytte ind og leve her.

 Jeg har ømme muskler og flækkede negle, og ligner noget, der er løgn. Men jeg har nået det. Jeg har simpelthen nået at tømme hus og hjem indenfor den fastsatte tid

De nye ejere kommer. Stadig på besøg. Med store glædestrålende smil og en utålmodig energi, der blot venter på at blive udløst lige så snart, jeg har lukket døren for sidste gang.

De fortæller glædesstrålende om den kommende housewarming, de skal holde om 14 dage. Om at deres gæster må tegne og skrive på væggene, fordi alt skal skrælles væk og vægge skal rives ned. Det giver et lille stik i hjertet. Kun kortvarigt. Vil de virkelig skrive på mine vægge. Selvfølgelig vil og skal de det. Nu er det deres lige om lidt.

En tour de force og en rejse gennem tid

Disse 23 dage har været en fantastisk tour de force og rejse gennem tid.

Jeg har genset mennesker i billeder og breve, som lå godt gemt i hukommelsen. Jeg har læst dokumenter og breve fra før min tid. Minder fra mine bedsteforældres tid, der forbinder fortiden med nutiden. Jeg har båret kasser og smidt sække ud, jeg har været på genbrugspladser, jeg har været kræmmer og flyttemand. Jeg har ømme muskler og flækkede negle, og ligner noget, der er løgn.

Men jeg har nået det. Jeg har simpelthen nået at tømme hus og hjem indenfor den fastsatte tid.

Det er blevet tid til at sige farvel til min trofaste kompagnon i 25 år. Det er her jeg gik fra at være ung til moden; fra en yderst sprød steg til en ganske frodig frikadelle. Du har set det hele og været med hele vejen.

Farvel min egen, tak for alt. Vi var gode sammen, du og jeg. Nu venter nye eventyr for os begge. Life is good.

Topfoto: https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/2/28/Duct-tape_Moving_Van.jpg

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Yasmin Abdel-Hak

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er på nuværende tidspunkt i færd med at opbygge sit eget konsulentfirma med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, ligesom hun arbejder som forfatter på en tosproget bog. Hvis du skulle få lyst til at give et bidrag til Yasmin for hendes artikler her, kan du sende det på Mobile Pay 31 34 77 06.

Seneste indlæg fra

Illusionernes fest

Det er en gammel “dame” jeg besøger i disse dage. Cannes Filmfestival
Gå til Top