ESSAY: Helligbrøde i technotemplet

af

The Bounce Back at Berghain – den sande historie om, hvordan Bent Gringer efter halvandet år ude i mørket endte indenfor i Berlins mest legendariske technoklub. I halvmørke. Det tog ham halvandet år. Men det lykkedes.

”Hvad vil du der? Du er ikke til mænd. Og du kan ikke lide techno?”

Jeg vidste ingenting, men det vidste jeg ikke.

Jeg var i Berlin og kunne blot huske, at min kollega Kirsten, som er klog, tjekket og ung, nogle år tidligere havde omtalt et sted ved navn Berghain. En klub, technomusik, på kanten af Kreuzberg og Friederichshain (heraf navnet), i et nedlagt elektricitetsværk. ”Du kan muligvis ikke lide musikken, men tag derhen og se stedet, stemningen og rummet er fantastisk”.

Nu havde jeg en aften alene inden U2-koncerten om søndagen og var efter en lang dag rundt i Berlin i nærheden, og så poppede Berghain op på mit kort og derefter på Lonely Planets hjemmeside:

Only world-class spinmasters heat up this hedonistic bass-junkie hellhole inside a labyrinthine ex–power plant. Hard-edged minimal techno dominates the ex–turbine hall (Berghain) while house dominates at Panorama Bar, one floor up. Strict door, no cameras”.

Det er faktisk ikke svært at finde Berghain, men man tror, det er løgn: Som Sydhavnen i gamle dage by night og i tåge, om bag en kæmpe Metro-terminal, over Aldis parkeringsplads, nogle jernbanespor og lidt mudder – og så tårner en grim 5-etagers betonklods sig pludselig op. Klokken er 10 lørdag aften, og der er ikke en sjæl. Slukket og lukket som andre drømme i det gamle Øst, men nej: Nogle mænd går tæt på muren og over til en indgang på siden af kolossen.

Jeg går med og ned. Bliver kigget mere end grundigt an. Og mere end én gang. De skal ned i Lab.oratory, men navnet lærer jeg først at kende halvandet år senere. Fornemmer at jeg er gået forkert og spørger til Berghain. Op, ud og om på forsiden. Opdager ko hegn, afspærringer og en sti ud, 50 meter nede er to fyre ved at rigge et ølsalg til fra nogle vogne og ladcykler. Jeg spørger igen, det er alt for tidligt, kom igen efter midnat.

Hvad vil du der? Du er ikke til mænd. Og du kan ikke lide techno? Jeg vidste ingenting, men det vidste jeg ikke.

Nå. Det er tåget og koldt, og Berlin har meget andet at byde på en lørdag aften end at vandre rundt herude, hvor der er nogenlunde ligeså postindustrielt forfalds-festligt som der, hvor Arnold Schwarzenegger lander i den første Terminator. Der er ingen taxaer og mindst 15 minutters gang, hvis man vil tilbage til civilisationen – her f.eks. i form af den fremragende hyggelige og cool hotel-bar på Michelberger lige overfor U-Bahn Warschauerstrasse.

2 timer senere, fornyet energi og lyst til at opleve, tilbage til Berghain. Nu er der kø(er) i indhegningen, 2-300 stykker. Jeg falder i snak med nogle af de forreste, som er spændt på, om de bliver lukket ind. Jeg kommer med i baglommen på deres selskab og er også spændt. Det er et kæmpe sted, men man lukker åbenbart ikke alle ind.

Not so much clubbing i New York – august 2007

Jeg er blevet afvist før, faktisk nogle gange, først i 2007 i et par klubber i New York. Men dengang var jeg dog gået lige ind på den hedengangne ”APT 419 W 13th St”, sammen med en kendt studievært, der også i dag er lige så sympatisk og intelligent, som han er good looking.

Der havde vi ingen problemer. ”Jacob R, Danish Broadcasting” og woosh forbi røde snore, køer og store bouncers. Så kom jeg der året efter med Henrik og Anders, to ligeledes sympatiske og intelligente – men noget mere midaldrende – venner i praktisk tøj, og så var det ”Sorry, private party” all over og ikke noget woosh eller forbi røde snore overhovedet. Vi måtte helt ud på en ret slidt jazz-bar på Lower East Side, før vi fandt nogen, vi lignede.

Hjemme belærte min ven, David, der er antropolog, mig om, at det magiske ord i clubbing i New York ikke var ”Danish Broadcasting, men at klubberne fulgte helt andre regler, som ikke handlede om penge – om end en bunke af dem nok ville hjælpe – men om coolness, originalitet, om at være en del af en særlig crowd og dermed bidrage til netop det brand og den hype, som var speciel for den pågældende klub.

Jeg fik sågar en henvisning til antropolog Rikke Ulks speciale og en artikel i hånden om samme, som hun havde skrevet i 2003[1] – en videnskab om clubbing, der kan man bare se. Af den fremgår, hvorfor klubber stille og roligt vil miste deres publikum og gå fallit, hvis de begynder at lukke sådan nogen som mig ind.

Afvist i Berlin – september 2015

Men på en eller anden måde var det lykkedes mig at glemme alt det i køen foran Berghain den aften. Der var og er stadig ikke megen Lady Gaga over mig, jeg går i praktisk tøj, kan lide at fotografere og har derfor altid et kamera i min North Face rygsæk. Jeg kan egentlig ikke lide techno og ved nærmest intet om det. Men jeg har dog været på Burning Man to gange, så jeg er helt med på at deltage i mærkelige begivenheder og ikke bare være der for at kigge.

Nu kræver deltagelse uomtvisteligt, at man bliver lukket ind. Gruppen foran mig bestod af 7-8 unge i begyndelsen af 20erne, de så godt ud, var OK smarte i tøjet og var i kæmpe godt humør. Og talte engelsk. Det er helt forkert. Berghain er ikke New York, og de blev blankt afvist ved døren. Det undrede mig, og jeg var den næste.

How many?” spurgte den store bouncer i bomber-jakken uden for døren i det blændende stærke lys, der gav ham mulighed for at kigge folk an, mens vi andre kun kunne se silhuetter. ”Just me,” svarede jeg høfligt og forsøgte at se ud som om der var etwas Techno Geist dybt nede, selvom jeg 100 procent ikke lignede én i mine lyse Banana-chinos og Timberland vandresko – med kamera og dagens indkøb i rygsækken.

En videnskab om clubbing, der kan man bare se. Af den fremgår, hvorfor klubber stille og roligt vil miste deres publikum og gå fallit, hvis de begynder at lukke sådan nogen som mig ind.

Bounceren kiggede skråt bagover, ind i Berghain-indgangen, hvor en lidt mindre mand med gråt hår samlet i en hestehale, gråt skæg, mørke briller og med tatoveringer og piercinger i ansigtet rystede på hovedet. Sådan en type ser man ikke hver dag, men efterfølgende research skulle senere oplyse mig om de mange, der er blevet afvist efter at have stiftet bekendtskab med ham. Velkommen i klubben, du har mødt den legendariske Sven Marquardt – og det blev et nej, desværre ikke i aften.

Sorry you can’t get in”. Øh nå, det er jeg da ked af, from Denmark you know, jeg vil bare gerne se stedet, er der et andet tidspunkt, som er bedre og blah blah?

Jeg har snakket mig forbi mange skranker i mit liv. Blandt toppræstationerne er at blive gift med mine børns moder på Hornbæk Strand – og mange vil mene, at jeg kan være en lidt grænseoverskridende type, der hverken hører eller forstår et nej. Og de har ret. Men ikke denne bouncer. Jeg konverserede ganske hyggeligt med ham om Berghains dør-politik, syntes jeg; han sagde stort set ingen ting, men blev mere og mere irriteret. Man får ingen forklaringer eller begrundelser, der er ingen forbrugerombudsmand, og det er helt igennem upassende at spørge om kriterier. ”IF YOU DON’T KNOW THIS ABOUT BERGHAIN, YOU DON’T KNOW ANYTHING” skreg han efter et stykke tid og viste i en håndfast vending (og det skal forstås bogstaveligt), hvorfor det hedder en bouncer: Tilbage samme vej, som du kom, tilbage i mørket.

Jeg vidste ingenting.

Køen til Berghain. Foto: Bent Gringer.

Mon de nu ca. 500 andre i køen vidste noget?

Tilbage til øl-folkene. Jo det var helt almindeligt, at over halvdelen blev sendt hjem – og at man havde ventet i halvanden til to timer, før man fik den ærgerlige besked. Nej der var ikke rigtig nogen regler, og de skiftede tilsyneladende med bouncernes humør. Men hvis man kendte nogle af de DJs, der spillede – eller dørmændene selvfølgelig.

Tre halvgamle, lidt hærgede fyre stod midt i køen. De kommer sgu’ da aldrig ind, tænkte jeg og gik hen for at snakke med dem. Det ville de kun modstræbende, det er ikke god stil at have en fest i køen. Boede de her i Berlin? Nej, de var kørt små 100 km. Vidste de godt, at rigtig mange blev afvist ved indgangen? Ja det vidste de godt. Og alligevel ville de godt stå her i op til to timer og fryse en lørdag nat? Ja, det var en del af Berghain-oplevelsen. Kom man indenfor, var det bare meget federe….

Bounceren på Berghain – 80erne og frem

Det var noget underligt mystisk noget, men jeg har været erhvervsforsker, så jeg ved, hvordan man kommer laget længere ned i det fordækte: Hjem og google. Det væltede frem med historier om Berghain, personlige beretninger om og fra kendte folk, der var blevet afvist, hjemmesider med tips og tricks og mange indlæg og lange diskussioner om, hvad man skulle gøre for at komme ind.

Berghain har rødder tilbage til kunstnermiljøet og techno-bevægelsen i Østberlin i 80erne og en pop up gay club ved navn Snax i slutningen af 90erne, som siden blev til klubben Ostgut. Sex, drugs og techno er en vigtig del af klubbens DNA. Sin nuværende skikkelse og sit navn fandt Berghain i 2004 i den rå betonbygning omkring et nedlagt Vattenfall kraftværk – minus turbiner, gneratorer og anden teknik, læste jeg bl.a. i The Berghain Backstory: Building Berlin’s Most Legendary Nightclub.

Festen på Berghain kaldes for den ‘mest depraverede i verden.’ Der er ikke den seksuelle udskejelse på Berghain – især mellem mænd – som ikke er antydet eller beskrevet på nettet.

Sven Marquardt var med fra starten og lidt før og har passet døren – nu med et hold af bouncers – lige siden. Han er en bemærkelsesværdig mand. Ikke kun på grund af sine tatoveringer i ansigtet og ringe i læber, næsebor og øren. ”For 35 years no one’s wanted to sit next to me on the tram” som han selv siger i et interview fra 2016 om technoscenen i Berlin, om Berghain og om hvordan det er at være verdens mest berømte udsmider. Men fordi han forener det at være mode- og kunstfotograf med kæmpestore kunder og succes om dagen med det at være chef-dørmand på Berghain i weekenden.

Sven Marquardt – Wikipedia.

Det hænger lidt bedre sammen, når det går op for en, at klubben i årene efter starten blev en af de vigtigste klubber i verden og i 2009 ifølge Rolling Stone blev kåret som ”The top club in the world” – eller som skribenten udtrykker det: The Secretive, Sex-Fueled World of Techno’s Coolest Club.

Jo, der er lister over den slags. I 2016 er Berghain dumpet 3 pladser ned på en 16.-plads, men er dog højt placeret på DJ Mag’s top 100-liste og derfor stadig med i gamet.

Sven Marquardt har for nylig udgivet en selvbiografi og er begyndt at give interviews. Han undviger alle direkte spørgsmål om kriterier, men siger dog, at han gerne vil bevare noget af den oprindelige stemning i Berghain. Og at han hader store grupper af folk, der er ens, især dem med ”inflated egos” – f.eks. de besøgende ved åbningen af hans seneste foto-udstilling: Kunstnere, fotografer, intellektuelle og modeller på coke og den slags.

The club evolved from the gay scene in Berlin in the nineties. It’s important to me we preserve some of that heritage, that it feels like a welcoming place for the original sort of club-goers. If we were just a club full of models, pretty people dressed in black, it would be nice to look at for a half an hour, but God, that would be boring. It would feel less tolerant, too”, forklarer Sven i et interview i 2015.

I og for sig et ganske sympatisk projekt, hvis man har overskud til at tænke så langt, når ens ”inflated ego” lige er blevet punkteret af at have stået og frosset i køen til ingen verdens nytte.

I samme interview kaldes festen på Berghain for “den mest depraverede i verden.” Der er ikke den seksuelle udskejelse på Berghain – især mellem mænd – som ikke er antydet eller beskrevet på nettet. ”…and it is all true you know”, siger folk i Berlin. Mænd i nøgen overkrop, i camouflage-bukser og læderstøvler, der gør ting ved hinanden i små aflukker eller i det åbne, mens techno-musikken pumper. Berghain har dog altid været ”mixed friendly” og åben for både kvinder og mænd, der er straight.

Men Berlin har en historie. Som Nick Paumgarten skriver i The New Yorker: ”In many respects, Berlin’s queer culture is the city’s most essential and distinguishing element – the coagulent and the zest. It was thus in the twenties and pre-1989 West Berlin, and remains so today. The clubs are its public face. No one in Berlin is made nervous or embarrassed by the idea of going to a gay club”.

OK, nu vidste jeg noget.

Hvordan kommer man ind på Berghain? – september 2015

Jeg er ikke til mænd og heller ikke til techno. Ja, jeg må indrømme, at jeg ikke engang ved, hvad der er den definerende forskel på house, deep house, acid house, trance, techno, minimalist, industrial, drum and bass, dubstep, brostep, hard core, happy hard core, jungle og garage. Godt jeg blev stoppet.

Men samtidig blev lysten til at komme indenfor og begå lidt helligbrøde i techno-templet til en tanke, der aflejrede sig; efterhånden udviklede den sig til en besættelse. Jeg lider af FOMO-syndromet i middelsvær grad og kan slet ikke have, hvis der er noget, jeg ikke må være med til.

Jeg går selvfølgelig hele tiden glip af en bunke, og der er masser, jeg ikke må være med til – men en klub, der lukker mindst 1.500 mennesker ind hver nat, helt ærligt? Jeg, der har været på Roskilde Festival mindst 30+ gange? Jeg, der som gammel anarkist og venstreorienteret har jublet over murens fald, bl.a. fordi denne begivenhed lige netop gav netop disse mennesker friheden til at gøre netop det, de gør i Berghain – plus noget mere? Jeg, der ikke bryder mig om autoritet uden mandat eller begrundelse? Nej vel? – tænkte jeg og svor en stille ed: Det var godt nok deres sted, men det skulle Berghain ikke slippe afsted med.

Berghains dørkriterier er uforudsigelige, men efter læsning af de første 10-20 historier og blogs på nettet, stod følgende mig klart: Man skal komme for musikkens skyld og se ud som en, der bare vil ind og danse til techno det næste halvandet døgn. Det er godt at vide, hvem der er DJ og kende musikken. Man skal ikke komme i en stor gruppe og ikke være for ung eller glad og festlig i køen. Kendisagtig glamour, det store skrud og høje hæle er et absolut no go, det duer ikke at være dum og fuld, og man skal helst ikke tale engelsk. Sort tøj – jeans og T-shirt – er fint, og sko du kan danse i, det behøver ikke at være mili-støvler, men det vil sikkert hjælpe. Lidt tatoveringer, lidt misbruger-hærget udseende, måske lidt gay, men ikke for overgearet, ikke for nysgerrig eller insisterende, tavshed og ikke øjenkontakt, når du når frem til bouncerne osv.

Der er hele hjemmesider om Berghains adgangskriterier, og du kan for en beskeden sum downloade en trænings-app, som vil øge dine chancer betydeligt.

Man skal ikke komme i en stor gruppe og ikke være for ung eller glad og festlig i køen. Kendisagtig glamour, det store skrud og høje hæle er et absolut no go, det duer ikke at være dum og fuld, og man skal helst ikke tale engelsk.

To ting gik op for mig: Jeg skulle have mindst 14 dages intensiv skuespiller-træning på Actor’s Studio, hvis jeg skulle klare det. Og jeg ville stadig være præcis den person, som Berghain vil gøre alt for at undgå at lukke ind: Turisten.

Av. Turist… Som kommer i stadig større mængder, fordi store publikationer over hele verden – og nu også POV International – skriver om og har skrevet om Berghain i efterhånden nogle år. Hvordan kan man bevare en oprindelig underground-vibe, ”when the entire world wants to dance there?”

Betegnelsen udgør også lidt af et eksistentielt dilemma for mig. Hvem er man i verden, og hvordan vil man gerne være? At være turist har aldrig været en voldsom charmerende betegnelse i min bog.  Jeg har rejst meget og er opflasket med første udgave af den gule Lonely Planet South East Asia On A Shoestring i rygsækken og et kodeks om ikke at ødelægge for meget af det, man rejser ud for at opleve, mens man gør det. Det er et godt, men naivt ideal. I praksis bliver det jo til lidt halvforkølet omgåelse og bevidst selvbedrag, parret med nogle leveregler om at være åben og nysgerrig, at opleve, lære, se andre perspektiver, tage med hjem, give en skærv og blah blah…

Men hvordan komme forbi techno-templets guardian – den berømte Sven Marquardt?

Det var min kollega Kirsten, som igen bragte min Berghain-historie videre, da jeg kom hjem i efteråret 2015 og fortalte om alle mine kvababbelser. Jeg havde savnet hendes selskab i Berlin, fordi jeg var sikker på, at hun på en eller anden måde ville have skaffet sig selv – og mig – ind, hvis hun havde været der. Kirsten har en baggrund i moderne kultur, litteratur og formidling, den står på højtflyvende humaniora, hun interesserer sig for elektronisk musik og holder sig ajour med feltet. Hun skal ikke simulere til techno, det er ægte kærlighed, og hun ville kunne ramme en sort punket elegance klokkerent, hvis hun skruede ned for humøret.

Svaret kom prompte: ”Du skal da bare købe billet til CTM, så får du adgang til koncerterne i Berghain ”

CTM står for Club Transmediale, og det er den elektroniske musik-lillesøster til festivalen Transmediale om kunst og digital kultur, der afholdes hvert år i Berlin og i februar 2017 for 30. gang. Tre aftener i festivalugen samarbejder Berghain og CTM om programmet, men man kan ikke være sikker på, at der er plads. Dog – hvis man køber et Transmediale CTM Connect Gold Pas får man armbånd, badge og adgang til alt på begge festivaler.

Man kan med andre ord købe sig ind én gang om året, og det gjorde jeg. Money talks.

Club Transmediale – februar 2017

Jeg er i Berlin igen, har fået mit CTM-armbånd, badge, program og de første kulturelle oplevelser – herunder en fin udstilling – Critical Constellations of the Audio-Machine in Mexico, Kunstraum Kreuzberg / Bethanien – der stadig kører, hvor et af de udstillede værker er en koncert for fotografiapparater, der er udgivet på plade og i øvrigt filmet: Ángel Cosmos (1989): Música de Cámara: ”Concierto para Fotógrafos . ”Et manifest mod musikkens konventioner og foto-realismens stereotyper”, hedder det i programmet. Et forvarsel.

Berghain rummer også et udstillings-/projektrum (Halle am Berghain), som under CTM-festivalen huser den østrigske kunstner Kurt Hentschlägers seneste værk ”SOL”. Det er en såkaldt ”Immersive Audiovisual Installation”, og det er et voldsomt angreb på ens sanser:

Man gelejdes ind i et kæmpestort og komplet mørkt rum. Med ujævne mellemrum blitzes geometriske mønstre op på væggen i en brøkdel af et sekund – men sporene efter det skarpe lys efterlader mønstre på ens nethinde. Man kan næsten ikke orientere sig, fornemme rummets endelighed eller antallet af folk eller deres placering. Resultatet er tab af kontrol, et skred i tids- og rumfornemmelse og en anden oplevelse af forholdet mellem det vi ser, og de ting, der bliver hængende inde i vores hoved. En rekalibrering kalder kunstneren det, og det viser sig at være den helt perfekte ouverture til en aften på Berghain.

The Bounce Back at Berghain – kl. 21:30

Jeg nærmer mig indgangen til selve Berghain, der er kun lidt kø ved de grimme trådhegn, fordi det i Standard Techno Time er absurd tidligt på aftenen. Men CTM-programmet starter kl. 22:00, og man er kun garanteret adgang med det særlige armbånd i et kort tidsrum omkring start. Jeg er lidt nervøs for at høre et ”Du der, godt nok har du guld-pas, men der simpelthen være grænser”.  Det er jo gammelt STASI-land, så de har sikkert et kartotek over folk, der ikke helt hører hjemme på Berghain. Eller de kan se ind i min sjæl og skal ikke se ret langt, før de vil opdage rock, blues, funk, jazz og sågar pop.

Bounceren tjekker armbånd, badge og sender mig – hurra! – videre til den næste dørmand, der (1) kropsvisiterer mig grundigere end i lufthavnen, (2) gennemlyser og gennemsøger alle rum i min lille taske og (3) beder mig om min mobiltelefon. Små runde etiketter bliver klistret på mobilens kameraer – både for og bag – og dørmanden peger op på et skilt, der fortæller, at man ikke må fotografere på Berghain.  Den havde jeg regnet ud, men han følger rutinen. Hen til den 3. dørmand, som er en kvinde, armbånd og badge og nu et stempel på hånden. Værsgo, indgangen er derhenne.

Berghains forhal er stor, men der er kunst på væggene, siddemøbler og en effektiv garderobe. Garderobemærket er en lille amulet i en lædersnor, om halsen med den, ikke noget med små fedtede billetter, der bliver væk, når andre folk stikker hånden ned i ens lommer og gramser. Eller hvis man ved en fejltagelse har fået andres bukser på efter…, nå ja, hvad ved jeg, men der er som nævnt mange historier om Berghain. Og – de er naturligvis alle sammen sande.

Op ad en trappe og Berghains dansegulv åbenbarer sig i en stor rå beton-katedral med mindst 20 meter til loftet, scene, lysrigge, lamper og 6-8 højttaler-stacks, der ligner meter-store ugler. Det er Funktion One lydsystemet, som de største og bedste klubber over hele verden bruger, og Berghain har det største og bedste anlæg af dem alle.  Højttalerne er i stand til at levere gigantiske mængder af ren, klar og høj – som i meget høj – lyd. Men det vigtigste i techno er ikke, hvor højt det lyder, men hvor meget man kan mærke musikken. Dybe rytmiske stød, tunge slag i maven, det hele vibrerer, og man bliver en del af en maskine.

Berghain. Foto: https://engarlanded.files.wordpress.com/2008/10/berghain-mondo-front-0805.jpg

Til venstre en bar, til højre en bar, myriader af små lavloftede rum med hynder, gange, kroge, trapper, siddepladser, liggepladser, gyngesofaer og –platforme, alt i mørke, halvmørke eller direkte modlys. Her skal man ikke se, og du skal heller ikke tænke på, hvordan du ser ud, for der er ingen spejle i Berghain. Man skal røre, røre sig og ikke mindst røres.

Skulle man glemme det, kan man gå i baren i det lavloftede rum til venstre. Den er bygget op af glasmontrer, hvor mandefigurer demonstrerer, hvordan man(d) rører hinanden i alle variationer. Man kan også få øl og drinks.

Foto: Bent Gringer.

Nok en (stål)trappe op, og man er i den lidt mindre Panorama Bar, som har udsigt udover byen – og ikke mindst indgangskøen. Den amerikanske DJ Virgil Abloh starter sit sæt – med Miles Davis.

Og derefter – CTM-eventen “Heat” er i gang, og nede i Berghains store sal kører “Sky High” for – nå ja – fuld musik: ”Rave culture, bass futures, community and identity – contrasting music activists sound the emancipatory potential of forward-thinking club music”.

Where the brainy and the bodily meet” – dagen efter

Jeg aftalt at mødes med Kirsten inde i Berghain senere på aftenen dagen efter og står igen i køen udenfor. Vil det også lykkes at komme ind denne gang? Nu er det Sven Marquardt selv, der er i døren. Jeg nikker respektfuldt og tilpas afmålt til ham. Hans tatoveringer, piercinger og hele hans udstråling er imponerende, han er dæmonen, der vogter templet. Tro ikke du kommer forbi uden adgangsprøvelser.

Men han er helt igennem rar, småsludrer og lukker mig ind, det hjælper nok, at jeg har CTM guldpasset om halsen. En time senere er køen på et par hundrede mennesker og voksende, og Berghains almindelige regler nærmer sig…

Vi mødes i baren og lytter til SØS Gunver Ryberg, der spiller i den store hal. Hun er tidligere stunt-kvinde, performer, lydkunstner, akustik-fanatiker, komponist, har en uddannelse fra Syddansk Musikkonservatorium – og så er hun dansk og et solidt internationalt navn i et musikalsk grænseland mellem rå støj, digital lyd og techno. Hun er imponerende og bygger et sæt op, der udløser store bifald ved afslutningen. Det er vist ikke helt almindeligt på Berghain, og Kirstens veninde Solveig, som bor i Berlin, kalder det ligefrem historisk.

Foto: Kirsten Brandt Sørensen

Jeg kigger rundt i huset og ser kun få typer i outreret udstyr, ingen tilbyder mig Ketamin, og der er ikke megen åbenlys sex på gangene. Nogle få har gang i noget kyssen og kælen på en stor gyngende platform, og senere er der aktivitet i nogle af de små aflukker, kroge og toiletter, men det er ikke meget anderledes, end man ville kunne opleve det på Roskilde festivalen.

Er Berghains rygte som det vildeste sted i Berlin så en smule overdrevet? Nej, det kan man ikke sige noget om. For der er ingen tvivl om, at publikummerne disse to aftener på Berghain ikke er helt almindelige – fordi de netop er ret almindelige. Hvis man da kan sige det om kunstnere, kritikere og kulturvidenskabs-folk, der rejser til Berlin for at være med i Transmediale-festivalen og CTM. De er kommet for at opleve musikken.

Men skulle lysten komme over kulturvidenskabs-folkene, er der skam muligheder – i hvert fald for mændene: Oppe i et af de underbelyste rum ligger nogle små foldere med programmet for lokalerne i Berghains kælder ”LAB.ORATORY”, som går for at være Berlins mest ekstreme sexklub[2] med aftener for enhver fetish.

Certainly Safe Sex” står der på forsiden, hver dag har sit fetish-tema, og denne uge har de overskrifter som ”Naked Sex Party”, ”Fausthouse” og ”Athletes”. Jeg har misset ”Yellow Facts”, ”Gummi”, ”Mask”, ”Office Slut” og ”Sewer System” sammen med ”Work’n Dicks”, men jeg savner det egentlig ikke, og jeg går heller ikke ned til aftenens ”Friday Fuck 2-4-1”.  Nu ved jeg, hvorfor jeg fik så mange mistroiske elevator-blikke dengang nede ved side-indgangen for 1½ år siden, hvor jeg ingenting vidste.

Jeg konstaterer, at jeg nok også mest er kommet for at opleve musikken.  Og er på dansegulvet med Kirsten og Solveig og tusind andre til Robert Henke, som går under kunstnernavnet Monolake. Han er en veteran med mindst 25 år på bagen, der trækker inspiration fra de to modpoler techno og ”akademisk computermusik”, som der står i CTM-programmet.

Jeg er utrænet i både techno og akademisk computermusik og ved ikke rigtig, hvor vi er henne på skalaen mellem de to poler. Men jeg synes, det er godt, intelligent og krævende i den forstand, at man er nødt til at sætte tempoet ned, være tålmodig og gå ind i musikken. Det er foruroligende og intenst.

Og så sker der noget. “A strange new zone where the brainy and the bodily meet”.

Det er svært at stå stille, kroppen vil bevæge sig, man begynder at svaje og så danse. Eller hvad det nu er, vi mænd gør, når vi bevæger os til musik. Techno er super demokratisk i den forstand, at alle kan være med. Når folk danser til techno, er det ikke lækkert eller sexet. Der er ikke meget ”show off”, man danser ikke med hinanden, men er på samme tid indadvendt og i ret total samhørighed med de andre på gulvet og i musikken. Modlys og blitz gør, at man lukker øjnene og røg slører det meste, når man har dem åbne. Tror jeg. For mig var det et hypnotisk tab af kontrol og rum- og tidsfornemmelse. Egenproduceret Ketamin. Klangflader og rytmer former bevægelser og billeder og gør, at man kommer i en trancelignende tilstand.

Vi mødes i baren og lytter til SØS Gunver Ryberg, der spiller i den store hal. Hun er tidligere stunt-kvinde, performer, lydkunstner, akustik-fanatiker, komponist, har en uddannelse fra Syddansk Musikkonservatorium – og så er hun dansk og et solidt internationalt navn i et musikalsk grænseland mellem rå støj, digital lyd og techno

”Hvad dælen, Bent Gringer”, spørger jeg mig selv, ”står du ligefrem og sover på dansegulvet?” Nej, men man er heller ikke helt til stede, samtidig med at man er til stede som aldrig før. Den indre og ydre verden hænger sammen, men i et og samme nu, ikke som ”først det ene, så det andet”.

Foto: Kirsten Brandt Sørensen.

Tak Monolake. Tænk at techno kan være en lektion i mindfulness. Jeg fornemmer i et glimt, hvordan folk kan få halvandet døgn til at gå og holde sig selv på gulvet til et rave-party.

Sættet slutter med bifald. Vi går i Panorama Bar og drikker. Stemningen, mørket, modlyset, musikkens fysiske tryk, røg, rygere, det der bliver røget – pludselig begynder de solide beton-dæk at gynge lidt, og væggene bevæger sig. Endnu en trappe, endnu en forskudt etage, det er oppe i huset, men jeg er i tvivl om hvor. Det er svært at orientere sig og fornemme, hvor stort stedet egentlig er. Der er mange mennesker, men sjældent crowded, og der er ingen ”blinde veje” i labyrinten, hele tiden et hjørne, en trappe, en ny gang. Man er lidt bimmelim, desorienteret og det ville være et perfekt sted at blive væk i hinanden sammen med nogen. Klokken 8 om morgenen spiller danske Najaaraq Nicoline Vestbirk (Courtesy). Der er vi gået hjem, helt og aldeles rekalibrerede.

Deltagelse og fallit

Berghain er stor som en katedral i middelalderen. Der er noget spirituelt over stedet – fra prøvelserne ved porten over atmosfæren i arkitekturen og til musikken, som skaber en anden forbindelse mellem hoved og krop. Det er nærmest en religiøs oplevelse – ligesom trommedansen, når manden brænder på Burning Man-festivalen.

Man bliver, måske, grebet af det stammelignende og rituelle, og hvis man gør, har man nået et andet niveau: Man er godt nok novice og proselyt, man står i porten og er slet ikke medlem af fællesskabet – har måske heller ikke lyst til at være det. Men man er gået fra ”kun” at være turist og tilskuer til at deltage. Og det er en god måde at være i Berghain på. Som i livet i øvrigt.

Jeg håber ikke, at min deltagelse fører til, at Berghain går fallit og lukker. Det er nok naivt.

[1] Rikke Ulk (2003): All you have to wear are your wonderful, wonderful selves: Om VIP-clubbing i New York. Magasinet Reflexioner

Topillustration: Berghain – fra Wikipedias opslag om klubben. I dag er det forbudt at tage sådanne billeder.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Bent Gringer
Chefkonsulent |

Chefkonsulent | Website
Bent Gringer elsker at rejse og deltage i mærkelige begivenheder, f.eks. Burning Man festivalen, han er frivillig på Roskilde Festivalen og Folkemødet/Demokratiscenen, kører motorcykel og fotograferer. Men det kan man jo ikke leve af. Professionelt er han ekspert i alt om kompetenceudvikling og læring i organisationer, siger han selv, han skriver ofte om det og holder en bunke foredrag og oplæg. Til daglig virker han som konsulent for statslige arbejdspladser i Kompetencesekretariatet og sejler under eget personlige piratflag i firmaet Gringer Inc, der løser opgaver for kommuner, organisationer og private virksomheder. Bent har tidligere været ansat i Huset Mandag Morgen og har lavet en erhvervs-PhD på CBS (om DJØFernes kompetenceudvikling) og var i mange år var ansat i DJØF. Han er censor, filmentusiast, bor i Hellerup med sin familie og byder flygtninge velkommen.
 
 
 

Seneste indlæg fra

Gå til Top