Erdogans signaler – ønsket om kulturel og politisk islam

af

Som en anden sultan i nye klæder dikterede den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, i den forgangne weekend endnu tusinder af tyrkiske offentligt ansatte anholdt eller bortvist, mistænkt for at modarbejde styret. Væk er respekten og den ideologiske tilknytning til det moderne Tyrkiets landsfader, Kemal Atatürk, og dennes verdslige styreform, som alle andre præsidenter på den ene eller anden måde måtte hylde. I stedet har kulturelt og politisk islam nu fået anseelse og legitimitet. Forfatter og tidligere leder af det kurdiske nationalråd under den syriske revolution, Mustafa Ismail, skriver om Erdogans signaler til Tyrkiet og omverdenen. Samtidig fortæller han om Tyrkiets politiske historie.

Vi begynder i Danmark. Lige nu er danske politikere i gang med at forbyde, at den tyrkiske stat kan sende imamer til Danmark, som det ellers er sket i årevis. Anledningen er afsløring om deres overvågning af tyrkisk-danskeres politiske holdninger. Især forud for den tyrkiske folkeafstemning den 16. april om en ændring af forfatningen. Det hævdes, at imamerne er tro mod Erdogan. Han vandt snævert – og fik dermed endnu mere magt.

Mandag 1. maj krævede Erdogan så over for EU, at der tages hul på nye kapitler, som skal føre til tyrkisk medlemskab af Unionen. Sker det ikke, har Tyrkiet ikke længere noget at tale med EU om, lød det fra ”sultanen”, der også taler om at genindføre dødsstraffen.

Erdogans signaler og de gamle sultaner

For at fatte, hvilke signaler Erdogan sender til omverdenen, er det vigtigt at forstå hans handlinger efter den snævre sejr. Mandagen efter folkeafstemningen dedikerede Erdogan nemlig til symbolske meddelelser til både interne og eksterne parter.

Man kan også sige, at mandagen var en semiotisk dag, en dag, hvor Erdogan bevægede sig ind på signalernes område. I årtier var normen i Tyrkiet, at politikere, parlamentarikere, præsidenter eller andre tyrkiske embedsmænd efter betydningsfulde nationale begivenheder besøgte Atatürks mausoleum. Landsfaderen, Atatürks symbolske værdi som grundlægger af den tyrkiske republik blev brugt til at legitimere alle større politiske beslutninger.

Men den mandag brød Erdogan denne skik for første gang. Han ignorerede besøget til Atatürks mausoleum og valgte en anden – man kunne kalde det en modsat – destination, hvor han i stedet besøgte tidligere tyrkiske ledere og sultaners grave i stedet for Atatürks grav.

Erdogan besøgte efter valget de tidligere præsidenter Turgut Özal og Adnan Menderes grave og derefter tidligere premierminister Necmettin Erbakans grav. Der er ingen tvivl om, at dette var et beregnet, omhyggeligt og intelligent skridt fra Erdogans side. De tre personer repræsenterer på hver sin måde en distancering til Atatürks forsøg på indførsel af et sekulariseret (verdsligt) demokratisk styre i Tyrkiet

Erdogan valgte først at besøge de tidligere præsidenter Turgut Özal og Adnan Menderes grave og derefter tidligere premierminister Necmettin Erbakans grav.

Der er ingen tvivl om, at dette var et beregnet, omhyggeligt og intelligent skridt fra Erdogans side. De tre personer repræsenterer på hver sin måde en distancering til Atatürks forsøg på indførsel af et sekulariseret (verdsligt) demokratisk styre i Tyrkiet.

Det er velkendt, at præsident Turgut Özal i 1993 blev udsat for forgiftning, der kostede ham livet. Statsminister Adnan Menderes blev henrettet af militærets ledere i 1960, og statsminister Necmettin Erbakan blev i 1997 væltet under truslen af de tyrkiske militære generaler.

Disse tre personligheder fra centeret i den tyrkiske politiske beslutningsproces har alle spillet en dristig rolle i den tyrkiske republiks æra. De har sat deres politik på spil i opposition til militæret.

Adnan Menderes blev den første premierminister i Tyrkiet efter at have vundet parlamentsvalget i 1950 og 1954 med et overvældende flertal, og satte en stopper for det Det Republikanske Folkeparti, CHP, der havde regeret Tyrkiet siden udråbelsen af republikken i 1923.

Tre politikere i opposition til militæret

Menderes besluttede at gøre det lovligt, at muslimer ‘kaldte til bøn’ på arabisk, indførte islamiske religiøse lektioner i de offentlige skoler og åbnede det første religiøse institut i landet med centre i koran-undervisning. Den politik provokerede militæret så meget, at den førte til det første militærkup i Tyrkiet i 1960, og han blev efterfølgende henrettet.

Turgut Özal var premierminister 1983-1991 og derefter præsident for republikken 1991-1993. På trods af hans iver efter at vise personligt engagement i og tilslutning til den sekulære stat, var han en religiøs præsident. Han bad og han gennemførte pilgrimsrejsen til Mekka tre gange. Han var medlem af Den Nationale Sikkerheds Parti før 1983, et parti med den islamiske tendenser. Han sympatiserende endvidere med de islamiske aktiviteter i Tyrkiet og banede vejen for, at islamiske bevægelser kunne sprede sig i det offentlige rum.

Han tiltrak også nogle af de kendte muslimske ansigter til ledelsen af sit parti ”Moderlandspartiet ANAP”. Özals sympatier for den islamiske strømning nåede et højdepunkt, da præsidentpaladset Cankaya blev vært for de muslimske sufiske højtideligheder, og det er ikke sket siden grundlæggelsen af den tyrkiske republik.

I en anden sammenhæng så Özal frem til at finde en politisk løsning på det kurdiske spørgsmål i Tyrkiet. Faktisk var der en våbenhvile med PKK i 1992, men chefen for gendarmeriet, general Ashraf Badlisi blev dræbt i en helikopterulykke, og Özal døde en måned senere under mystiske omstændigheder.

Erdogan har siden 2002 forsøgt at bringe det islamiske præg tilbage i landet efter en obligatorisk sekularisme bakket op af militæret. Erdogan har efterhånden formået at bryde de sekulære magtcentre i alle landets sektorer.

Den tredje person, hvis grav Erdogan besøgte efter afstemningen, er Necmettin Erbakan. Han var blandt de mest fremtrædende ledere af politisk islam i Tyrkiet siden slutningen af 60’erne. Han havde kun posten som premierminister et år, 1996-1997, hvorefter han fratrådte efter pres fra militæret.

Erbakan forsøgte adskillige gange at vedtage en politik over for den muslimske verden og genoprette Tyrkiets rolle i den muslimske verden. Derfor dannede han de islamiske landes gruppe D-8, der omfattede otte muslimske lande (Tyrkiet, Pakistan, Bangladesh, Indonesien, Iran, Malaysia, Egypten, Nigeria).

Der er flere lighedspunkter end forskelle, når man sammenligner disse tre personer og Erdogan. Erdogan har siden 2002 forsøgt at bringe det islamiske præg tilbage i landet efter en obligatorisk sekularisme bakket op af militæret. Erdogan har efterhånden formået at bryde de sekulære magtcentre i alle landets sektorer, mens Menderes, Özal og Erbakans forsøg mislykkedes.

Erdogans hævn

Erdogans besøg til de tre politikeres grave giver dem og tilhængerne af politisk islam anseelse og legitimitet. Det er en form for hævn, og det er en intern dødserklæring for Atatürks sekularisering.

Den vestlige verden og Europa stod samtidig i månedsvis i centrum for Erdogans propagandakampagne, hvor præsidentens trusler og kritik af de europæiske regeringer indtog en fremtrædende plads for ja- kampagnen op til afstemningen om forfatningsændringerne.

Erdogan fremførte igen og igen Tyrkiets lidelser og argumenterede for, at Tyrkiet var udsat for en konspiration fra Vesten og Europa især, da de europæiske ledere mødtes i Vatikanet i forbindelse med fejringen af 60 års dagen for Rom-traktaten 24. marts. Derfor var det naturligt, lød det, at Erdogan besøgte mausoleerne for tre historiske personligheder.

En af disse er Abu Ayub al-Ansari, hvis grav er placeret i Ayub Sultan moskéen. Abu Ayub al-Ansari var en mujahedin i den islamiske hær, der blev ledet af Yazid bin Muawiya i perioden 669-670 for at besætte Konstantinopel (Istanbul). Det var det første islamiske militære felttog mod byzantinerne i det europæiske fastland, men det Umayyad ledede militære felttog mislykkedes, og Abu Ayub døde tæt på Konstantinopels mure i 674.

Det andet mausoleum var sultan Selim Yavuzs. Han var den osmanniske sultan, der overførte den osmanniske hær fra Europa til Mellemøsten og Nordafrika, hvor det osmanniske rige erobrede enorme landområder, som forblev under osmannisk styre i 400 år.

I sultan Selims æra begyndte osmannerne også at bekæmpe europæerne, men denne gang i Middelhavet for at reducere europæernes inflydelse på de områder, der lå i Middelhavet eller Nordafrika. Det er bemærkelsesværdigt, at sultan Selim Yavuz blev den 74. muslimske kalif, og det har fortsat en stor symbolsk betydning hos sunnimuslimerne.

Flere symbolske besøg og dyrkelsen af fortiden

Erdogan afsluttede sit symbolske besøg ved mausoleet for sultan Mehmed 2, der i 1453 erobrede byen Konstantinopel, som var hovedstad i det østromerske imperium.

Tilbøjeligheden til at dyrke fortiden er en central motivation i denne kultur, og den bliver et dominerende element, som er til stede overalt. Og denne politiske kulturs totalitære indflydelse siver ud i alle sociale, politiske og religiøse sammenhænge i Tyrkiet i dag.

Der er ingen tvivl om, at de tre personligheder har en symbolsk og moralsk betydning, og besøgene er også en indikation på Erdogans intentioner og skal ses i sammenhæng med hans politiske konfrontation mod de europæiske lande.

Erdogans fravalg af at besøge Atatürks grav og hans alternative beslutning om i stedet at ære de politiske forgængere har en ideologisk reference, og han bygger sit politiske domæne på disse historiske referencer.

På det kulturelle og politiske niveau er Erdogan en naturlig forlængelse for alle disse personligheder, som jeg har nævnt.

Erdogans besøg til mausoleerne og gravene kan – som nævnt i indledningen – ses som en semiotisk aktion, der derfor også skal forstås i lyset af semiologien. Ifølge den russiske litteraturteoretiker og sprogfilosof Mikhail Bakhtins definition står tegnet (signalet/påpegningen) i forhold til ideologien – tegnet er den bevægelse, der sigter mod at formidle en særlig mening eller en følelsesmæssig tilstand hos afsenderen – noget som også står centralt hos den italienske kommunikationsforsker og forfatter Umberto Eco.

Og tegnet er ikke til at misforstå:

Erdogan – og Retfærdigheds og Udviklings Partiet – sender med denne permanente nostalgi et signal, et ønske om at være en del af politisk islams kultur og traditioner. Tilbøjeligheden til at dyrke fortiden er en central motivation i denne kultur, og den bliver et dominerende element, som er til stede overalt. Og denne politiske kulturs totalitære indflydelse siver ud i alle sociale, politiske og religiøse sammenhænge i Tyrkiet i dag.

Topillustration: POV International med LunaPicEditor – originalillustration: The Ahmadiyya flag, first designed in 1939, during the leadership of the Second Caliph (Wikipedia) og præsident Erdogan (Wikimedia Commons).

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Mustafa Ismail
Forfatter, digter og journalist

Mustafa Ismail er født i 1973 i Kobane i det nordlige Syrien, og er kurder fra den kurdiske del af Syrien. Han er forfatter og digter, uddannet jurist i Syrien og en kendt menneskerettighedsforkæmper. I Syrien var han politisk fange i to omgange, først i 2000 og igen fra 2009-2011 Under den syriske revolution var han endvidere leder af det kurdiske nationalråd. I 2010 modtog han under sin fængsling Hellman/Hammett prisen for ytringsfrihed fra Human Rights Watch.  Mustafa Ismail kom til Danmark i oktober 2014 og i dag bor han med sin familie i Odsherred. Han er medlem af Dansk Journalistforbund.

Seneste indlæg fra

Gå til Top