Den 29. april er det 100 dage siden, USA’s præsident, Donald Trump, satte sig til rette i Det Hvide Hus. Mange frygtede og frygter fortsat, at hans retorik under valgkampen vil blive videreført i præsidentiel handling. Men, skriver Troels Gaihede i denne analyse: “Det eneste, vi kan konkludere, er, hvad der rent faktisk er sket i de snart 100 dage, og her tegner sig et billede af en mildere, mere kompromissøgende og klassisk præsident, der ligesom tidligere præsidenter, har omgivet sig med kompetente generaler, hvilket alt andet lige må være et pejlemærke på normaliseringens lange landevej”.
ANALYSE – ”Skakspillet er slut… amerikansk udenrigspolitik skal i hænderne på en dealmaker”. Sådan formulerede den amerikanske præsident sig iflg. det politiske magasin The Atlantic tilbage i 2000, som led i hans korte præsidentkampagne for det afsjælede Reformparti
Resten er historie. To præsidenter har siden bestridt embedet på hver deres måde. Amerikansk udenrigspolitik under forgængerne George W. Bush og Barack Obama var meget forskellig, trods det til alle tider allestedsnærværende credo om at amerikanske interesser naturligvis altid er det bærende element.
The Donald er nu den frie verdens leder og hans udenrigspolitiske erfaring er begrænset. Går man imidlertid tilbage til Donald Trumps tid som kandidat for det centrum-orienterede Reformparti, finder man nogle af de samme holdninger, der prægede 2016-kandidaten Trump, og som han turnerede med under den kaotiske og politisk spektakulære præsidentkampagne.
Jeg er konservativ, meget konservativ, men hvad er formålet med et land, som ikke har et forsvar samt sundhedsordninger. Hvis man ikke kan tage sig af sine syge (medborgere), glem det, så er det hele jo forbi – Trump i et interview med Larry King (2000).
Han annoncerede i 2000 sit mulige forsøg på at blive kandidat for det lille parti hos den legendariske tv-vært Larry King.
Se det her:
https://www.youtube.com/watch?v=peBa3SU46Qs
I interviewet leverede Trump en række af de mærkesager, som også 16 år senere skulle blive bærende elementer i den præsidentielle platform.
Hos Larry King fremhæver The Donald, at han betragter sig selv som et konservativt menneske, men at han på visse sociale emner, herunder sundhed, er liberal i amerikansk forstand. Han erklærede sig f.eks. som stærk tilhænger af universal healthcare, dvs. en skattefinansieret sundhedsordning a la den skandinaviske eller canadiske. Trump mente på daværende tidspunkt, at en nation skal kunne være i stand til at tage sig af sine syge borgere, samt at kunne forsvare landet militært.
”Jeg er konservativ, meget konservativ, men hvad er formålet med et land, som ikke har et forsvar samt sundhedsordninger. Hvis man ikke kan tage sig af sine syge (medborgere), glem det, så er det hele jo forbi”.
I samme sekvens får han spørgsmålet fra den altid nysgerrige og tillidsvækkende Larry King om, hvad han ville have gjort anderledes i forhold til eksempel katastrofen i Kosovo, som daværende præsident Bill Clinton tog sig af med en blanding af diplomati og bomber.
Trump udtalte skepsis overfor militære løsninger og var i det hele taget skeptisk over for den rolle USA havde i verden. På spørgsmålet om hvorvidt han betragtede sig som isolationist svarede han dog ”nej, men man skal have fair aftaler med andre lande”.
”NAFTA (North American Free Trade Agreement) går kun godt, fordi vores økonomi kører godt for tiden, men ligeså snart det vender, vil aftalen (NAFTA) være dårlig,” hed det.
Arven fra en texansk oliemilliardær
Reformpartiet blev grundlagt i 1995 af den texanske oliemilliardær Ross Perot, som et par år tidligere havde forsøgt sig som uafhængig kandidat mod hhv. George H.W. Bush og Bill Clinton.
På trods af de svære odds som tredjekandidat, lykkedes det Perot at høste hele 18,9 procent af det samlede antal stemmer.
Vælgerne, der støttede ham, var især begejstrede for Perots bramfrie kritik af dårlige handelsaftaler, hans fokus på den nationale gæld og kritik af politiske og økonomiske særinteresser samt det forhold, at han lancerede sig selv som en mand af folket.
Han udtalte i den første præsidentielle debat 11. oktober 2000, at han betragtede sit projekt som en del af en bevægelse – a movement. Og netop denne movement skulle sidenhen blive helt afgørende for Donald Trumps kampagne i 2016.
Protektionismen var en afgørende mærkesag
Den økonomiske og politiske protektionisme blev derfor en naturlig mærkesag for Reformpartiet, der så dagens lys tre år efter det relativt spektakulære valg i det herrens år 1992, som endte med at give Bill Clinton præsidentposten.
Anti-korruption blev en ligeså vigtig del af partiets mærkesager, hvorfor det også tiltrak unge og idealistiske vælgere, politikere og debattører. Miljøaktivist og forhenværende præsidentkandidat for the Green Party Ralph Nader var i 2004 aktiv i den samme kamp mod de store multinationale virksomheders ”udplyndring” af det amerikanske politiske og økonomiske system og klandrede, præcis som Trump har gjort det i mere end 20 år, Washington etablissementet for ikke at adressere problemerne med globaliseringen i tilstrækkelig grad.
Med andre ord, kan man altså se en tydelig tegning af et politisk projekt, der ikke tager udgangspunkt i en klassisk højre-venstre skala, men som baserer sig på nedenstående platform:
1) anti-etablissement
2) globaliserings-kritik
3) stærk kritik af internationale handelsaftaler (fokus på Kina)
4) forsigtighed i udenrigspolitikken
Ydermere havde og har Reformpartiet et ønske om at indføre en regel om, at kongresmedlemmer ikke kan sidde på deres poster i mere end to perioder. Dette ønske skriver sig ind i det samlede fokus på anti-korruption.
Kampen mod eliten
Man kan trække en tråd mellem de populistiske paroler fra Trump-kampagnen 2016, da der igen og igen lød sønderlemmende kritik af modstanderen Hillary Clinton, for netop at være en del af et korrupt etablissement.
Med betegnelser og slogans som ”Crooked Hillary”, ”Lock Her Up”, ”Hillary for Prison” etc. havde Trump-kampagnen held til at trække på en forholdsvis lang tradition for utilfredshed med den politiske elite, som især var og er at finde hos de såkaldte ”arbejderstemmer” overalt i USA.
I 2000-interviewet med Larry King, konstaterer Trump da også med en vis forundring, at det netop er arbejderne, der synes at kunne lide ham. Den base og den ”movement” skulle senere blive forfinet, raffineret og udviklet i en sådan grad, at ingen længere kan være i tvivl om, at det blev én af hovedårsagerne til Trumps sejr i november 2016.
Den pragmatiske og midtsøgende Trump, der i sin tid slog sine folder i Reformpartiet, har på langt de fleste områder bevaret sit politiske fokus, og man kan med en vis ret hævde, at han i de republikanske primærvalg 16 år senere havde så megen politisk tæft og gennemslagskraft, at han derfor kunne stikke kilen ind i den sprække, der havde splittet The Grand Old Party og som havde været undervejs siden Ross Perot i 1992.
Kritikken af Kina og Rusland
For at forstå den udenrigspolitiske kurs, vi ser hos Trump her små 100 dage inde i hans præsidentperiode, er det derfor af afgørende betydning at medregne de mange elementer, der præger byggematadoren fra New York City.
Det synes også som om den samlede offentlighed har glemt, at Trump i 2000 udgav bogen The America We Deserve, hvori han gør rede for sine udenrigspolitiske synspunkter. I bogen skriver han om Kina at:
” Our biggest long-term challenge will be China. The Chinese people still have few political rights to speak of. Chinese government leaders, though they concede little, desperately want us to invest in their country. Though we have the upper hand, we’re way to eager to please. We see them as a potential market and we curry favor with them at the expense of our national interests. Our China policy under Presidents Clinton and Bush has been aimed at changing the Chinese regime by incentives both economic and political. The intention has been good, but it’s clear that the Chinese have been getting far too easy a ride”.
16 år senere blev retorikken som bekendt skærpet med udtalelser om, at Kina har ”voldtaget” det amerikanske marked. Meningen og holdningen er imidlertid den samme.
Om Rusland skriver Trump i samme bog følgende:
” I don’t understand why American policymakers are always so timid in dealing with Russia on issues that directly involve our survival. Kosovo was a perfect case in point: Russia was holding out its hand for billions of dollars in IMF loans (to go along with billions in aid the U.S. has given) the same week it was issuing threats and warnings regarding our conduct in the Balkans. We need to tell Russia and other recipients that if they want our dime they had better do our dance, at least in matters regarding our national security”.
Trumps holdninger som udtrykt i bogen The America We Deserve fra 2000 er mere i tråd med præsidenten Trump anno 2017. USA bør og skal samarbejde med Rusland, men hele tiden vise styrke nok til at få russerne til at ”danse den amerikanske dans”.
Han fortsætter med følgende udmelding, der alt andet lige må give stof til eftertanke i forhold til den syriske konflikt, hvor man roligt kan sige, at USA, Rusland og regimet i Syrien befinder sig i midten af en gordisk knude:
”Few respect weakness. Ultimately we have to deal with hostile nations in the only language they know: unshrinking conviction and the military power to back it up if need be. There and in that order are America’s two greatest assets in foreign affairs”
Kovendinger på vej mod normalisering?
Her trækker The Donald på den gamle Republikanske kæmpe Theodore Roosevelt, der uden al for megen sammenligning i øvrigt, ligesom Trump også mange gange var på kollisionskurs med sit parti, men som i dag regnes for at tilhøre klubben af de bedste amerikanske præsidenter. Dermed ikke sagt, at Trump vil gå over i historien som én af Amerikas store præsidenter. Det kan kun tiden vise.
Big stick diplomacy har været en del af amerikansk udenrigspolitik længe og vil sandsynligvis fortsætte med at være det, så længe amerikanerne har de fornødne militære muskler til at føre en sådan logik ud i livet. Her lader det ikke til at Trump afviger fra mængden, selvom retorikken af og til stikker i alle mulige retninger.
Efter amerikanernes militære svar på det syriske militærs giftgasangreb mod sin egen befolkning, har Trump da også høstet anerkendelse fra nogle af de største af sine kritikere, nemlig John McCain og Lindsey Graham. Begge er at betragte som Republikanske ”høge” og derfor skeptiske overfor, hvad de frygtede ville blive en periode med amerikanske isolationisme og protektionisme.
Om 2016 kandidaten Trump er den samme som præsidenten Trump er endnu for tidligt at sige noget fornuftigt om. Han har siddet i stolen i mindre en 100 dage; har allerede foretaget adskillige kovendinger, på trods af, at han på visse stræk har bibeholdt retorikken, der i høj grad retter sig imod de mange fans rundt omkring i landet, der gerne vil se nogle af parolerne omsat til reel politik.
Der er imidlertid tale om kovendinger på områder af vital udenrigspolitisk karakter, herunder holdningen til NATO, der i Trumps optik ikke længere er ”obsolete” (forældet), Syriens Bashar Al-Assad, der nu i Trumps øjne er en ”slagter” og ikke en foretrukket allierede i kampen mod ISIS.
Det eneste, vi kan konkludere, er, hvad der rent faktisk er sket, og her tegner der sig et billede af en mildere, mere kompromissøgende og klassisk præsident, der ligesom tidligere præsidenter, har omgivet sig med kompetente generaler, hvilket alt andet lige må være et pejlemærke på normaliseringens lange landevej
Spåmandsbranchen er meget risikofyldt, og derfor kan kun tiden vise, om Trump vælger en slags midtsøgende populisme i stil med den, han bekendte sig til som Reformparti-kandidat, eller om han i tråd med tidligere Republikanske og Demokratiske præsidenter klipper hæle og hugger tæer i det politiske spil, der konstant handler om det muliges kunst, eller om han vælger en konfronterende aggressiv kurs, som både kritikere til højre og venstre frygter.
Det eneste, vi kan konkludere, er, hvad der rent faktisk er sket, og her tegner der sig et billede af en mildere, mere kompromissøgende og klassisk præsident, der ligesom tidligere præsidenter, har omgivet sig med kompetente generaler, hvilket alt andet lige må være et pejlemærke på normaliseringens lange landevej. Man bør også lægge mærke til, hvilken type af udtalelser der får lov til slippe ud af Det Hvide Hus og dets repræsentanter. For et par dagen siden udtalte USA’s FN-ambassadør Nikki Haley sig meget kritisk over for Ruslands veto imod en FN resolution, der skulle have undersøgt forholdende omkring giftgasangrebet 4. april i Syrien.
Haley var mere ligefrem i et mere uformelt interview med CNN, hvor hun siger, at hun tror, at russerne vidste besked om Assad regimets giftgasangreb og at ingen i det internationale samfund tror på, hvad russerne siger
Der er altså umiddelbart langt fra det man i valgkampen fik indtryk af, nemlig at Trump og Rusland på alle måder var en og samme sag og at Trump var villig til at give efter for amerikanske interesser bare for at stå sig godt med russerne. Man må snarere sige, at Trumps holdninger som udtrykt i bogen The America We Deserve fra 2000 er mere i tråd med præsidenten Trump anno 2017.
USA bør og skal samarbejde med Rusland, men hele tiden vise styrke nok til at få russerne til at ”danse den amerikanske dans”.
Topillustration: Flickr.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her