Er Europa ved at falde fra hinanden?

af

Hvad skal Europa gøre med udsigten til en ny amerikansk præsident, der har vendt ryggen til demokratiske vestlige idealer? EU skal hverken lefle for Donald Trump eller tro, at Kina kan spille rollen som frelsernation. Der er kun en vej fremad, selv om den er svær, og det er en styrkelse af den europæiske unions værdier, skriver Ana Palacio, der er tidligere spansk udenrigsminister. Hun minder om, at EU både bygger på værdier om åbenhed, menneskerettigheder, viden og retssikkerhed samt på økonomisk samarbejde og vækst.

MADRID – Efter flere år med stigende fragmentering og spændinger er EU muligvis ved at miste sine mest dyrebare aktiver: fred, velstand, fri bevægelighed og værdier som tolerance, åbenhed og sammenhold.

Spørgsmålet er nu, om europæerne vil stå sammen om at redde dem?

Faren, EU står over for, blev åbenbar i juni sidste år, da Storbritannien stemte for at forlade EU. Og valget af Donald Trump som USA’s præsident har gjort situationen værre. USA, Europas nærmeste og mest magtfulde allierede – en afgørende sikkerhedspartner med fælles værdier – er nu på vej i en helt anden retning og truer med at efterlade et rystet og delt Europa alene i en grum verden, der er ivrig efter at rive det fra hinanden.

Trumps farlige inderkreds

Det lyder måske overdrevent. Mange i den amerikanske politiske klasse er fortsat overbeviste om – i hvert fald officielt – at USA’s udenrigspolitik under Trump vil blive tøjlet af mere besindige sværvægtere i hans regering så som forsvarsminister James Mattis og udenrigsminister Rex Tillerson. “Tag det roligt”, siger de, “det værste sker ikke”.

Den person, der virkelig tæller, er den, præsidenten lytter til. Og indtil videre tyder alt på, at det er Trumps inderkreds, der styrer de politiske beslutningsprocesser… og her ser vi et bemærkelsesværdigt ideologisk perspektiv – nemlig det, der længe har været støttet af Steve Bannon, chefstrategen i Det Hvide Hus, ultranationalist, discipel af den italienske fascistiske filosof Julius Evola og gennem lang tid promotor for Amerikas hvide racistiske “alt-right”.

Men min erfaring siger mig, at den person, der virkelig tæller, er den, præsidenten lytter til. Og indtil videre tyder alt på, at det er Trumps inderkreds, der styrer de politiske beslutningsprocesser. Faktisk viser udtalelserne og dekreterne i Trumps første uger i embedet et bemærkelsesværdigt ideologisk perspektiv – nemlig det, der længe har været støttet af Steve Bannon, chefstrategen i Det Hvide Hus, ultranationalist, discipel af den italienske fascistiske filosof Julius Evola og gennem lang tid promotor for Amerikas hvide racistiske “alt-right”.

Som for at understrege sin Rasputin-lignende indflydelse har Bannon skaffet sig sæde i det nationale sikkerhedsråd, hvor også udenrigs- og forsvarsministrene sidder, men ikke den nationale efterretningsdirektør eller forsvarschefen. Så det er ikke overraskende, at #PresidentBannon har floreret på Twitter.

EU skal ikke lefle for Trump

Normalt ville jeg ikke gøre mig til dommer over et andet lands udenrigspolitiske organisation. Men Trump er ikke en normal amerikansk præsident, så vi har alle et ansvar for at overveje konsekvenserne for vore egne lande af Det Hvide Hus’ ideologiske kovending væk fra den traditionelle demokratiske og vestlige tænkning. For europæere er dette ansvar særligt påtrængende, fordi Amerikas nye styrende ideologi understreger den traditionelle westfalske nationalstat med dens fokus på suverænitet, stærke grænser og nationalisme. EU – bygget på ideen om styrke, fred og velstand gennem samarbejde – er modsætningen til det.

MERE POV
No makeup-bølgen er over os

Problemet for EU er ikke længere den ligegyldighed, der prægede de værste elementer af præsident Barack Obamas tilgang til Europa. Det er direkte amerikansk fjendtlighed.

En mulighed er at lefle for Trump. Det var den tilgang, Theresa May valgte ved sit besøg i Washington, DC, da hun stod tavs, mens Trump ved deres fælles pressekonference åbent erklærede sin støtte til brugen af tortur. Men for EU vil en sådan eftergivenhed være kontraproduktiv. Det er vores værdier, ikke vores grænser, der definerer os.

Trumps lovprisning af Brexit, der fremhævede det britiske folks “ret til selvbestemmelse”, og hans nedladende omtale af EU som “Konsortiet” under den britiske premierminister Theresa Mays besøg, understreger hans fjendtlighed.

Europa sidder nu i en klemme mellem USA og Rusland, der begge er opsat på at splitte det. Hvad skal europæerne gøre?

En mulighed er at lefle for Trump. Det var den tilgang, Theresa May valgte ved sit besøg i Washington, DC, da hun stod tavs, mens Trump ved deres fælles pressekonference åbent erklærede sin støtte til brugen af tortur. Men for EU vil en sådan eftergivenhed være kontraproduktiv. Det er vores værdier, ikke vores grænser, der definerer os. Det giver ikke megen mening at give køb på dem, slet ikke for at indynde os hos en leder, der har vist sig at være lunefuld og utroværdig.

Kina er en falsk frelser for Europa

En anden mulighed er at finde en ny redningsplanke – måske et land som Kina, der ikke bare er sammenlignelig med USA med hensyn til økonomisk indflydelse, men som også har vakt betydelig opmærksomhed på det seneste på grund af præsidentens klare forsvar for globaliseringen.

For at løse migrationsudfordringen må Europa udforme en politik, der er baseret på værdier, men også på sikkerhed og økonomiske interesser. Det indebærer at skelne mellem økonomiske migranter og flygtninge, styrkelse af grænsekontrol og fremme samarbejdet med tredjeverdenslande.

Men vi skal passe på falske frelsere. Kinas globale vision fokuserer næsten udelukkende på økonomiske relationer – præcis den sjælløshed, der fik den liberale verdensorden på glatis i første omgang. En forståelse af et fælles mål, ikke bare styring af markedet, binder menneskeheden sammen. Hvis ikke det var sådan, ville EU’s indre marked have været tilstrækkeligt til at afværge den eksistentielle krise, det nu står over for.

EU må styrke sig selv og tage et større ansvar

Den tredje mulighed – og den eneste praktisk mulige for EU – er selvstændighed og selvbestemmelse. Kun ved at styrke egen international position kan EU effektivt håndtere Amerikas vaklende loyalitet og de fælles værdier.

Denne mulighed indebærer, at EU må presse på for fremskridt i handelsforhandlingerne med Japan, forhandle en investeringsaftale med Kina, modernisere den globale EU-Mexico aftale og positionere sig som leder af en verdensomspændende skattereform. Desuden må Europa tage større ansvar for eget forsvar, både ved at øge budgetterne og ved at fremme det kontinentale samarbejde for derigennem at udnytte resurser og styrker mere effektivt.

MERE POV
At spille sit nazikort (1)

For at løse migrationsudfordringen må Europa udforme en politik, der er baseret på værdier men også på sikkerhed og økonomiske interesser. Det indebærer at skelne mellem økonomiske migranter og flygtninge, styrkelse af grænsekontrol og fremme samarbejdet med tredjeverdenslande.

I alt hvad der gøres fra nu, må EU bekræfte og fremme de værdier – åbenhed, menneskerettigheder, viden og retssikkerhed – der har gjort det muligt for Europa at komme ovenpå, vokse og trives i mere end syv årtier. Den franske præsident, François Hollande, og den tyske kansler, Angela Merkels, nylige opfordring til en “klar fælles opbakning” til EU er en god start.

Men sådanne opfordringer skal følges af handling. Det kan blive svært i de næste ni måneder, hvor Holland, Frankrig og Tyskland afholder valg. Det bliver endnu sværere, hvis en ekstremistisk kandidat i et eller flere af disse lande vinder en overraskende sejr. Men hvis Europas politiske center, som trods alt ventet, holder stand, vil EU være i en stærk position til at konfrontere de i stigende grad fjendtlige ydre kræfter og bevæge sig målrettet fremad.

Oversættelse: Lisa Rasmussen.

Topillustration: Kollageved POV International – originalbillede fra Wikipedia.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Ana Palacio
Tidligere udenrigsminister

Ana Palacio er tidligere spansk udenrigsminister, tidligere medlem af Europa-Parlamentet og tidligere vicepræsident for Verdensbanken. Hun er kandidat i jura, statskundskab og sociologi og er medlem af det spanske statsråd, gæsteforelæser ved Georgetown University i Washington D.C. og medlem af World Economic Forums Global Agenda Council in the United States. Hun er også seniorrådgiver for tænketanken Albright Stonehenge Group (ASG) samt medstifter og partner i Palacio y Asociados, et Madrid-baseret konsulent- og advokatfirma. Ana Palacio var Spaniens første kvindelige udenrigsminister fra 2002-2004. og chef for den spanske delegation for den europæiske unions regeringskonference samt medlem af præsidiet for konventet. Hun har tidligere været Senior Vice President for International Affairs ved AREVA, det internationale nukleare og vedvarende energiselskab samt Senior Vice President og General Counsel for Verdensbankgruppen. Hun er fortsat voldgiftsdommer ved Madrids Handelskammer og medlem af panelet af voldgiftsmænd ved Det Internationale Center for Bilæggelse af Investeringstvister (ICSID). Hun er også medlem af bestyrelsen for "Pharmamar", et biofarmaceutisk selskab samt medlem af the International Advisory Board for INVEST CORP, en alternativ udbyder af investeringsprodukter samt for Anadarko, et uafhængigt olie -og naturgasselskab.  Hun er medlem af  World Economic Forums råd for den Globale Agenda, bestyrelsen af ​​the Atlantic Council i USA, og af bestyrelsen for Hague Institute for the Internationalization of Law.