Er det en privat beslutning

af

”Dronningen samler og løfter ansvaret i livet. Prins Henrik vælger splittelsen ved at ville adskillelsen i døden.” Sådan skriver Pia Christmas-Møller i denne kommentar til prinsens fravalg af den officielle begravelsesplads i Roskilde Domkirke. Det er en trist historie, men havde ikke behøvet være det.

Prins Henrik har igennem mere end 50 år været en uvurderlig støtte for vores Dronning. Privat og professionelt. Faktisk har han sin del af æren for, at Dronning Margrethe har udviklet sin styrke og personlighed på en så kraftfuld og facetteret måde, at hun har kunnet løfte og udfolde sin gerning strålende og suverænt.

Dertil har Prins Henrik i egen kapacitet gjort meget for Danmark. Men han har ikke altid fået den fortjente anerkendelse hverken af indsatsen eller den begavede, farverige og humørfyldte personlighed, han rummer.

Det ligger mere på et psykologisk niveau og har karakter af et menneskeligt behov for ligeværdig anerkendelse og respekt.

Når Prinsen tidligere har luftet nogle frustrationer, har jeg godt kunnet forstå noget af det. F.eks. kan jeg godt sætte mig ind i, hvordan det må have været for ham – ikke mindst med hans baggrund – at opleve, ikke blot at skulle gå efter sin kone men også efter sine børn bl.a. i forbindelse med modtagelser af officielt besøgende.

Et menneskeligt behov for ligeværdig anerkendelse og respekt

Jeg tror således ikke, at Prinsen har forestillet sig, at han skulle indgå i arvefølgen, ligesom jeg heller ikke tror, at han har villet betvivle Dronning Margrethes position som monark.

Det ligger mere på et psykologisk niveau og har karakter af et menneskeligt behov for ligeværdig anerkendelse og respekt.

Trist, at netop han, i en følelsesstyret og en misforstået ligestillingskamp, i sit livs efterår begår en alvorlig strategisk fejl, som kommer til at skygge for hans retmæssige historiske placering.

Samtidig bliver hans hustru på én gang både ydmyget og efterladt ensom, men også ophøjet i pligtens udøvelse af ansvaret for institutionens historiske rolle.

Dronningen samler og løfter ansvaret i livet. Prins Henrik vælger splittelsen ved at ville adskillelsen i døden.

En misforstået ligestillingskamp

Prins Henriks frustrationer ligner i stigende grad følelsesmæssig bitterhed, og den slags æder mennesker op indefra.

Det har ført til beslutninger, der signalerer afstand til hans placering i det kongelige hierarki som ægtemand til majestæten på det officielle niveau. Deraf ønskerne om pensionering, privat afholdelse af guldbrylluppet og nu beslutningen vedr. gravsted.

Til det kunne man sige: Skulle han da ikke have lov til at have beslutningen om sit sidste hvilested i fred?

Alt sammen tegn på ønsker om at blive et mere privat menneske, frigjort fra det officielle.

Til det kunne man sige: Skulle han da ikke have lov til at have beslutningen om sit sidste hvilested i fred?

Lige så usmagelig, jeg finder det mediehysteriske verbaloverfald, hvor man, siden bomben sprang, har tampet løs på Prinsen, og hvor end ikke Politiken har holdt sig for god til at betvivle hans åndelige habitus, ja ligeså sikkert er det et fejljugement at tro, at en sådan beslutning kan forbigås i tavs respekt for et privatliv, som kongelige netop ikke kan vælge til og fra efter behov.

Og det vidste den begavede og charmerende Henrik, da han i sin tid sagde ja til Danmarks kommende Dronning. Han kendte Grundloven såvel som tronfølgeloven.

Når Prinsen nu drevet af sine personlige følelser måske oplever, at han “tager en for holdet” ved at investere sit nu i en mulig ærefuld fremtidig placering i ligestillingskampen bare på royalt niveau, tror jeg, han tager strategisk fejl.

Fordi fuld ligestilling mellem to – herunder mellem en udlænding og en hjemmefødning – er naturstridigt for et monarki, hvor ulighed er selve afsættet i form af arv.

Det er en trist historie. Men det behøvede den ikke at være.

Hovedfoto: Kongehuset ©.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Pia Christmas-Møller
Rådgiver og konsulent

Pia Christmas-Møller er selvstændig rådgiver, konsulent og foredragsholder med forskellige udsendelser til post-war areas via Udenrigsministeriets Freds-og Stabilitets Beredskab. Senest til Hviderusland og det østlige Ukraine.
Blev politisk vakt som 11-årig, udøvende aktiv som 13-årig og medlem af Folketinget som 26-årig. Repræsenterede Det konservative Folkeparti i 21 af de i alt 24 år som MF. Blev valgt som Det konservative Folkepartis partileder i en periode med voldsomme interne kampe ovenpå et dramatisk valgnederlag, der førte til Per Stig Møllers afgang. Har forhandlet et utal af større forlig på bl.a. finanslovs- forsknings-, social,- arbejdsmarkeds-, sundheds- og psykiatriområdet. Har været partiets politiske, udenrigs-, finans-, IT, social og arbejdsmarkedsordfører – m.m. Været medlem af en stribe delegationer og kommissioner.
Brød med folketingsgruppen i 2007 efter længere tids uenighed og efterfølgende med partiet i 2008 for at blive fri (løs)gænger i forbindelse med sagen om asylbørn. Var i de sidste 6 år vicepræsident for OSCE PA, som er en transatlantisk sikkerheds- og samarbejdsorganisation med 56 medlemslande. Har i den forbindelse bl.a. ledet en række internationale valgobservationer bl.a. i Tajkidistan, FYR of Macedonia, Tyrkiet m.fl. Hun er i dag ikke medlem af noget parti.
Pia har en mastergrad i Public Policy fra RUC og skrev afhandling om ”Magt- og institutionsbegrebernes betydning for implementering af det sociale medborgerskab.” Hvis man vil bidrage til hendes arbejde på POV, kan man donere et beløb, man selv vælger størrelsen af på Mobile Pay: 53 53 36 84.

Seneste indlæg fra

Gå til Top