mm

Claus Skytte

Claus Skytte (f. 1969) er iværksætter, foredragsholder og forfatter til fire bøger om internetiseringen, deleøkonomi og den nye automatisering.

Han er medstifter af og formand for Foreningen for Platformsøkonomi i Danmark. Skytte er endvidere stifter og medejer af det deleøkonomiske fællesskab Resecond, Skatte-API’en Selfemployd og deleportalen.dk.

Claus Skytte sidder i Muskelsvindsfondens indsamlingsafdelings bestyrelse, Handshake, Chora Connections' bestyrelse og i Den Sociale Kapitalfonds Advisory board.

Claus Skytte er Danmarks førende ekspert i deleøkonomi, internetisering og automatiseringen, som ændrer vores verden lige nu: Vores måde at bevæge ting og os selv med selvkørende biler; vores måde at arbejde på som freelancere og selvansatte og vores måde at forbruge på med adgangsøkonomi og cryptocurrency. Han har skrevet bøgerne, "Medbruger - om den digitale forbruger", "Skal vi dele? - om deleøkonomi" og "Den nye andelsbevægelse - om den 4. industrielle revolution", samt den netop udkomne ”Kunstige Kolleger” – om hvordan mennesker, robotter og kunstig intelligens skal deles om fremtidens arbejde. Skytte rådgiver erhvervsordførere i Folketinget, Erhvervsstyrelsen, Skatteministeriet, store danske virksomheder som Tryg og COOP, samt diverse VL-grupper og fagbevægelsen.

Se alle skribentens artikler

Er der lys eller maskinstorm for enden af den digitale tunnel?

Populisme er ikke nødvendigvis skidt. Populisme er en brandalarm. Hvor man kan slå glasset ind og slippe dæmonerne løs. Ikke fordi man ønsker kaos. Tværtimod fordi man ønsker at få kaldt til orden, skriver Claus Skytte, der er bogaktuel med ”Kunstige Kolleger”, der handler om, hvordan vi gør os klar til en fremtid, hvor mennesker skal dele arbejdet med kognitiv teknologi og robotter.

Populisme er ikke nødvendigvis skidt. Gandhi var populist. Populisterne taler for dem, som længe har været ignoreret eller talt ned til. Dem, som oplevede den finansielle verden bryde sammen, og bankerne slippe fri af fængselsstraf og bagefter fortsætte med at blive endnu rigere.

Populisterne er dem, der fik vist terror i Europa på deres tv-skærme. De så massevis af flygtninge strømme ind over grænserne. De hørte, at politikere ikke have den fjerneste idé om, hvordan de skulle standse dem. Nogle af partimedlemmerne sagde endda, at landet har brug for alle de fremmede til at styrke vores konkurrenceevne og tage sig af os, når vi bliver gamle.

Den slags nonsens gjorde populisterne rasende. De vil have kontrollen tilbage, da dem, der bestemmer, tydeligvis har tabt sutten. Nu er der nogenlunde styr på ISIS, indvandring og huspriserne stiger så småt. Nu frygter populisterne så, at robotterne kommer og tager vores arbejde. Derfor skal den nye automatisering stoppes med først Uberlov forklædt som taxalov. Snart følger forbud mod flere teknologier fra fremtiden. Populisternes næste kampplads er den nye teknologi.

Populisterne taler for dem, som længe har været ignoreret eller talt ned til. Dem, som oplevede den finansielle verden bryde sammen, og bankerne slippe fri af fængselsstraf og bagefter fortsætte med at blive endnu rigere

Populisme er en brandalarm. Hvor man kan slå glasset ind og slippe dæmonerne løs. Ikke fordi man ønsker kaos. Tværtimod fordi man ønsker at få kaldt til orden. Hvis der skal være plads til alle, skal der også være plads og respekt om de danske værdier og traditioner. Der skal være plads til danskerne og ikke kun alle mulige andre.

Vi står overfor en revolution – nogen er bange

Til forskel fra de sidste industrielle revolutioner ser det ud, som om der ikke rigtig bliver brug for mennesker til at styre maskinerne. Det klarer de meget bedre og hurtigere selv. Maskinerne skal have opgaver, men ikke styres. Det efterlader en stor del af arbejdsstyrken med kun usikkerhed at arbejde med. De bruger kun hovedet til deres hænder. Dem kan man så få knyttet hårdt sammen, hvis man er en ambitiøs politiker. Lader vi hånt om populisterne og fortsætter med at ignorere dem, vil de stikke en kæp i hjulet, som maskinstormere plejer at gøre.

De bekymrede skal have noget at lave. De skal have noget at leve af. Og de skal have vished for, at globalisterne støtter op om nationalstaten og de danske værdier, dronningen og flaget. Det burde vi godt kunne arrangere en borgfred omkring i overgangsperioden, indtil opsvinget kommer tilbage, og frygten fortrækker til kælderen.

Vi skal bare lade være med at provokere. Det er så let at trække racismekortet eller bonderøvskortet. Vi står over for en revolution. Der er nogen, der er bange. Det er naturligt. Forandring er uundgåelig. Fremskridt er valgfrit. Pagten om at mennesket afgiver sin suverænitet til staten gælder kun den tid, at staten sikrer individets frihed fra lidelse og troen på en lys fremtid.

Teknologien giver mennesker bedre vilkår. Men der er ingen økonomiske love, der fortæller, at alle får det godt på grund af ny teknologi

Det ser vitterligt ud, som om at dem, der ikke forstår at omstille sig, vil tabe i stor stil. Det gælder både familier og stater. Dem, der kan gribe om mulighederne og tager de rette valg, kommer til at være blandt morgendagens vindere. Resten bliver tabere. Vi kan ikke henholde os til de gamle regler. Hvor Vesten plejede at få de største fordele, mens udviklingslandene måtte bære byrderne og forblive bagest i køen. Alle synes at være med i spillet denne gang. Selv den amerikanske middelklasse synes ikke længere at stå som den sikre vinder.

Middelklassen frygter for fremtiden

Middelklassen i Danmark har set, hvad der er sket med middelklassen i USA. Da Kina fik lov til at frihandle med USA i 2000. Succesen var så stor, at amerikanske samfund blev revet i småstumper med en sådan fart, at menneskene blev skræmt fra vid og sans. Middelklassen i USA er decimeret, og vi ved af erfaring, at Danmark ret hurtigt overtager amerikanernes måder at leve på. Neoliberalismen gav middelklassen velstand gennem gældsætning, indtil maskinen brød sammen i 2008.

Nu frygter de, at deres børn ikke får et lige så godt liv som dem selv. De frygter, at deres liv bliver mindre godt end deres forældres. De frygter, at maskinejerne ikke vil betale skat. De frygter at miste deres velfærdssamfund. De frygter, at lønnen bliver så lav, at det ikke længere kan betale sig at arbejde. De frygter stor gæld, som de aldrig kommer til at betale tilbage. De frygter indvandrere, der bøjer hovedet, men som kan eksplodere i vrede.

Teknologien giver mennesker bedre vilkår. Men der er ingen økonomiske love, der fortæller, at alle får det godt på grund af ny teknologi. Men livskvalitet er ikke nødvendigvis penge. Ikke hvis ting ikke rigtig koster noget. Vækst og lønvækst har historisk bevæget sig i takt. Men indførelsen af computeren på arbejdspladsen har fået samhørigheden til at slæbe på det ene ben. Fordi der før var brug for arbejdere, der kunne nedlægge arbejdet, hvis de ikke fik en fair løn.

Nu ser det ud, som om der bliver mindre og mindre brug for mennesket i produktionen. Derfor kan arbejderne snart ikke længere lægge pres på arbejdsgiverne eller argumentere for, hvorfor de skal have mere i løn. De frygter derfor ulighed. De frygter den negative spiral, som tager til i dybde og fart, til det hele til sidst eksploderer. Herefter er der ikke længere lys for enden af tunnelen. De frygter krig. Det har vi ikke gjort siden før Sovjetunionens fald.

Teknologiens paradoksale dilemma

Teknologien har forbedret forbrugerens liv gennemgribende gennem de sidste tre hundrede år. Fordi mange traditionelle fremstillings- og arbejderklassejob er blevet udført mere og mere raffineret. Nu står den fjerde industrielle revolution så ivrigt klar til at udføre lignende mirakler. Men i halen på de to første industrielle revolutioner fulgte to verdenskrige.

I den første havde man overset teknologiens pigtråd og maskingevær og håbet på, at en rask lille krig ville stive drengene af og gøre dem til mænd. Derefter fulgte Anden Verdenskrig, hvor industrialiseringen virkelig blev brugt til at effektivisere destrueringen på holocaust fabrikker og i bombningen af byer. På samme måde kunne den nye automatisering bruges effektivt til krig. Til at overvåge, til at opsøge og slå mennesker ihjel.

Vi står midt i en periode, hvor mange ikke tør at tro på, at fremtiden er lys. De har for travlt til at prøve at se klart. De passer på deres penge og sparer op for at være rustet til nye nedgangsperioder. Nedturen ville være undgået, hvis de i stedet bare havde brugt løs og købt nyt. Så maskinerne kunne producere, og der blev brug for flere arbejdende hænder. I perioden under de foregående industrielle revolutioner skulle der bygges fabrikker og kontorer for ikke at sige masser at værktøj, som arbejderne kunne bruge.

Hvis ikke vi sikrer os, at der bliver lyttet til de bekymrede, skal der ikke ske meget ballade, før der ikke længere er lys for enden af tunnelen til Danmarks fremtid

Produktiviteten er steget siden internettets blomstring. Men lønningerne er ikke fulgt med. De største virksomheder i dag har kun en brøkdel så mange ansatte, som de største virksomheder for fyrre år siden. For halvtreds år siden skulle der tusindevis af arbejdere til at skabe værdi for en milliard kroner. I dag kan et halvt hundrede mennesker skabe produkter, som er tyve gange mere værd end det, der før tog tusindvis af arbejdere at producere.

Hvis lønnen bliver så lav, at det ikke kan betale sig at arbejde, kan det hele gå amok. Men endnu er dommedagsscenarierne ikke gået i opfyldelse. ”Denne gang er det anderledes,” råber populisterne. Denne gang sætter automatiseringen en stopper for det hele. Denne gang kommer robotterne. For vi ved alle fra historien om hyrdedrengen, der råbte ”ulven kommer!”, at den vitterligt til sidst kom og åd dem alle sammen med hud og hår.

Hvis ikke vi sikrer os, at der bliver lyttet til de bekymrede, skal der ikke ske meget ballade, før der ikke længere er lys for enden af tunnelen til Danmarks fremtid.

Claus Skytte er aktuel med sin fjerde bog om den nye automatisering. ”Kunstige Kolleger” handler om, hvordan vi gør os klar til en fremtid, hvor mennesker skal dele arbejdet med kognitiv teknologi og robotter.

Topillustration: Pixabay.

Kategorier