En sort dreng i tønden

af

Fastelavn i Dansk Vestindien 1917.

De gamle fotografier

Da POV International nylig blev gjort opmærksom på en serie fotografier taget ved en tøndeslagning i Dansk Vestindien i 1917, følte vi, at dem burde vi offentliggøre. De viser nemlig, at man ved den lejlighed benyttede en sort dreng i tønden. Fotografierne forarger i dag. Men dengang for 100 år siden fik de åbenbart ikke nogen til at løfte et øjenbryn.

Fotografier som disse hører også med til billedet af de danske øer i Caribien, som vi i år markerer 100-året for salget af. POV International har kigget nærmere på omstændighederne bag den ganske aparte tøndeslagning på St. Croix tilbage i februar 1917. I et forsøg på at finde en form for forklaring.

Vi kontaktede fotografiernes ejer, skolelærer Cecilie Caroc, der bor i København.

”Dem har vi fra min farfar”, forklarer hun.

”Han hed Mogens Caroc. Han boede en overgang på St. Croix, men hvad han lavede der, er jeg ikke helt klar over. Jeg tror, han arbejdede på en sukkerfabrik”, fortsætter Cecilie.

Det er egentlig et billede af et kolonieventyr i forfald. Et vildt lukrativt sukkereventyrs sidste krampetrækninger.

Hun er sikker på, at billederne er fra en tøndeslagning i 1917. For andre billeder i samme samling, bl.a. med hendes faster Grethe som lille pige, har årstallet 1917 skrevet på bagsiden.

POV International har ved hjælp af arkiver gravet i sagen. I tøndeslagningen på St. Croix for 100 år siden, hvor man brugte en sort dreng som ”kat”. Og forevigede det.

Sukkereventyret

Det er egentlig et billede af et kolonieventyr i forfald. Et vildt lukrativt sukkereventyrs sidste krampetrækninger.

Engang havde Dansk Vestindien haft ikke færre end omkring 100 sukkerplantager. Hvor man dyrkede de rør, som man udvandt sukkeret af. Det var plantager, der blev holdt i gang af tusinder og atter tusinder af slaver hentet til øerne fra Vestafrika. I 1802, da den danske sukkerkoloni kørte på sit højeste, fandtes der 35.000 slaver på de tre øer – St. Croix, St. Thomas og St. Jan. Omkring 27.000 af disse fandt man på den største af øerne, St. Croix.

Det var disse slavers arbejde, der skabte de enorme rigdomme i Danmark, som statsminister Lars Løkke Rasmussen kom ind på i sin nytårstale i år. Som han sagde: ”Mange af Københavns smukke gamle huse og palæer blev opført for penge tjent på slavers slid og udbytning på den anden side af Jorden. Det er ikke en stolt del af Danmarkshistorien. Det er skamfuldt. Og det er heldigvis fortid”.

Da slaverne omsider rejste sig og tog deres frihed i 1848, begyndte sukkerindustrien at skrante. I 1898 kom så den orkan, der ødelagde de fleste af sukkerfabrikkerne i Dansk Vestindien. En del af dem, der overlevede orkanen, lukkede i årene efter på grund af faldende priser på sukker og på den rom, der også blev lavet af sukkeret.

I begyndelsen af 1900-tallet så man meget lidt plantning af sukkerrør på øerne. Sukkerarealerne svandt ind. At der udbrød en verdenskrig i 1914, hjalp heller ikke på situationen.

Ingeniør Caroc

Det var denne mildt sagt skrantende sukkerverden, som Cecilie Caroc farfar landede i 1916. Mogens Caroc var dengang 33 år gammel. Uddannet fabriksingeniør i sommeren 1900 på Polyteknisk Læreanstalt i København.

Ingeniør Caroc var blevet laboratorieforstander på Teknologisk Institut. Og efter videreuddannelse i Tyskland havde han i 1912 overtaget Garverforeningens Forsøgsstation. Det var denne stilling, han i begyndelsen af 1915 sagde op for at forfølge en karriere på en af de tilbageværende sukkerfabrikker i Dansk Vestindien.

Et mærkeligt valg kunne man mene. Men et kik i slægtsarkiverne giver måske noget af svaret på beslutningen. Mogens Carocs familien havde, viser det sig, i nogen grad bånd til øerne. Hans farfars bror Christian Caroc, havde været en meget indflydelsesrig departementschef i Finansministeriet under Estrup-regeringen. Og havde i den forbindelse været chef for Koloniernes Centralbestyrelse. Det var her, man sad og styrede alt, der havde med Dansk Vestindien at gøre.

Og så var ingeniør Caroc nevø til den lige så ansete søofficer Gustav Adolph Caroc. Det var denne kommandør Caroc, der i 1896 havde anløbet St. Croix som chef for korvetten ”Fyen”. Skibet var blevet modtaget med behørig kanonsalut, for med ombord havde kommandør Caroc haft et medlem af det danske kongehus, prins Carl. Det var ham, der i 1905 var blevet Norges konge, under navnet Haakon VII.

Den dansk-vestindiske avis The Bulletin, 18.12.1915

Langt mere beskeden var Mogens Carocs egen ankomst til Dansk Vestindien. Af de lokale aviser ude på øerne fremgår det, at ingeniør Caroc var sejlet fra København 17. december 1915 for at blive ansat på ”the Sugar Factory” på St. Croix. Efter at være ankommet til New York om bord på atlanterhavskrydseren ”United States”, rejste han videre til Dansk Vestindien med damperen ”Korona”. Den lagde til på St. Croix den 5. januar 1916. 11 måneder senere ankom ingeniør Caroc hustru Ellen og parrets fireårige datter Grethe til øen om bord på damperen ”Guiana”.

Den dansk-vestindiske avis West End News, 06.12.1916

Her i 1916 var sukkerindustrien på de danske øer i Caribien kontrolleret af fire virksomheder. The Danish Plantation Company, the West India Sugar Factory, the St. Croix Sugar Factory og La Grange Sugar Factory.

Mogens Caroc blev ansat på den største af disse, the West India Sugar Factory. Også kendt som Bethlehem. Det var dansk, og ejede betydelige sukkerarealer på St. Croix.

Men fremtidsudsigterne på de engang så indbringende sukkerbesiddelser var mistrøstige. Så mistrøstige, at befolkningen i Danmark ved en folkeafstemning i december 1916 besluttede at sælge øerne til USA. Hele 64,5 procent af danskerne stemte for at afhænde øerne efter næsten 250 års kolonieventyr. Den sorte befolkning på St. Croix, St. Thomas og St. Jan blev ikke spurgt.

Fastelavnen 1917

Det var i dette leje, at ingeniør Caroc og hans kolleger på sukkerfabrikken på St. Croix besluttede sig for at slå katten af tønden. Fastelavnsmandag faldt den 19. februar 1917. Der var mindre end seks uger til Transfer Day – den dag, hvor Dannebrog ville blive endegyldigt strøget og øerne overdraget til USA.

Cheferne fra Bethlehem-fabrikken var mødt op til hest. Ni styk i alt. En snes sorte sukkerarbejdere var også med. Som tilskuere. De fremskaffede en stige og hængte fastelavnstønden op i et træ. Og som Mogens Carocs hustru, Ellen, siden noterede på bagsiden af et af de fotografier, der blev taget af begivenheden:

”En af Negrene vilde gerne sidde i Tønden medens vi slog til den – det var vældig sjovt”.

Sukkercheferne red rundt og rundt med deres køller og baskede til den tønde, indtil den var slået til pindebrænde.

Dansk Vestindien blev overdraget til amerikanerne den 31. marts 1917. Sukkerindustrien på øerne kørte helt og aldeles på pumperne. Et lille lyspunkt var rommen, der jo blev produceret på sukker. Den kunne man stadig sælge med et nogenlunde overskud. Men så i januar 1920 kom spiritusforbuddet i USA. Som dermed også gjaldt på de øer, der ikke længere hed Dansk Vestindien, men U.S. Virgin Islands.

For at det ikke skulle være løgn, satte tørken ind på øerne i 1920. En tørke, der mere eller mindre skulle vare helt frem til begyndelsen af 1930’erne. De sukkerplantager, der var tilbage på øerne, visnede hen. Sukkereventyret var endegyldigt slut.

Hjem til Danmark

Passagerlister, POV International har kigget i, viser, at Ellen Caroc og hendes datter forlod St. Croix i juli 1920. Om bord på ”Guiana” til New York, for derfra at tage en atlanterhavskrydser hjem til Danmark.

Mogens Caroc fulgte efter i juli 1921.

Passagerliste, der viser Mogens Carocs hjemrejse 1921

I København sidder barnebarnet Cecilie Caroc med fotografierne fra Dansk Vestindien. Heriblandt dem fra tøndeslagningen i 1917.

”Jeg har det sådan set helt fint med, at de bliver offentliggjort. Det var jo en anden tid”, siger hun.

Cecilies egen far, nu afdøde Flemming Caroc, oplevede ikke øerne i Caribien. Han var, som Cecilie udtrykker det, ”en efternøler”. Han blev født i Danmark i 1930. Da Dansk Vestindien for længst bare var et minde for ingeniør Caroc som for så mange andre danskere.

Kilder: Bl.a. slægtsforskningsdatabaserne MyHeritage og Ancestry.com; avisdatabasen Mediastream, der bl.a. indeholder dansk vestindiske aviser; Tom Eader: ”Sugarcane industry creates big business for Danish gov’t”, The Avis, St. Croix, 27.02.2014.

Rettelse: I den første version af artiklen stod der, at det var Mogens Caroc, der havde noteret de citerede oplysninger bag på det ene af fotografierne. Det er efter indvending fra et barnebarn blevet rettet til, at det var hans hustru, Ellen Caroc, der skrev oplysningerne.

Kunne du lide min artikel? POV lønner ikke sine skribenter men du kan donere et beløb til mig på MobilePay: 2083 9096.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Philip Sampson

Philip Sampson, født 1959 på Frederiksberg, er uddannet journalist. Han har arbejdet på Politiken, DR og Ritzau. På sidstnævnte virkede han på bureauets udlandsredaktion fra 1988 til 2011. Philip er opvokset i London som søn af en ghanesisk far og en dansk mor. Han har gennem årene beskæftiget sig indgående med racisme og højreekstremisme, bl.a. i samarbejde med antiracistiske organisationer som Expo i Stockholm og Searchlight (i dag Hope not Hate) i London. På baggrund af sin mangeårige tilknytning til den københavnske motorcykelverden, har han gennem årene kunnet levere ganske præcise analyser af konflikterne i bikermiljøerne både i ind- og udland. Philip er i dag selv medlem af Harley-Davidson Club Herlev. Journalistisk set er Philip Sampson graver af natur. Denne interesse bruger han i dag især på historisk research.

Seneste indlæg fra

Gå til Top