mm

Gunnar Langemark

Gunnar Langemark er kræftpatient, far, mand, husmor, trædrejer, pennemager, skriverka’l, facebookfænomen, flink og temperamentsfuld, samt tidligere pædagogmedhjælper, informationsarkitekt, IT-konsulent, socialmedia rådgiver, e-learning mand, blogger-pionér og open source evangelist. Han er ivrig fortaler for frivillighed og åbenhed og har altid haft anarkistiske tendenser. Er uddannet cand. mag. i film- og medievidenskab samt retorik fra Københavns Universitet, er født i 1963, er far til to piger. Gunnar bor i Frederikssund ved Roskilde Fjord sammen med sine pigers mor Lise-Lotte og den yngste, samt to marsvin og katten Copsen. I sommeren 2015 gik han til lægen fordi han igen og igen blev træt og udmattet og efterhånden ikke kunne arbejde. Han blev sendt i “kræftpakke-forløb” og fik først fortalt, at hans knude i halsen sikkert var uskyldig. Senere - måneder senere blev han diagnosticeret med Anaplastisk Thyreoidea Cancer, en af de mest dødelige kræftsygdomme i verden. I dag går han til kontrol, har fået smadret sin økonomi og håber at kunne bygge sit liv op igen lige så stille. Historien om hans oplevelser med sygdom og hospitalssystem har været publiceret i gæsteblogserien, "Dead Man Talking" på POV-international og er senere i udvidet from udgivet som bog med samme navn. Gunnar Langemark skriver fortsat indlæg på POV - nu også om andet end sin sygdom og mødet med det danske sundhedssystem.

Se alle skribentens artikler

En selvretfærdig men nødvendig sten i skoen

ESSAY –  Jordan Peterson deler vandene. Man er enten for eller imod, skriver Gunnar Langemark, der både er fascineret og svært irriteret – og kanske lidt misundelig – på den nu verdensberømte canadiske psykolog med de millioner af mandlige unge følgere.

Jordan Peterson irriterer mig ad helvede til. Han pisser mig af. Han kommer brasende ind på selviscenesættelsesscenen mellem reality-show og akademia og indtager en plads i hierarkiet hvor han ikke hører hjemme. I hvert fald føler han sig ikke hjemme.

Så sidder han dér i en stol og lader sig interviewe, mens han udstråler påtaget status og sikkerhed i sin stramme lille habit med den dårlige pasform. Så sidder han dér og er på vagt og belægger sine ord med stor omhu, fordi han godt ved, at det han siger vil blive misforstået.

Så sidder han der og er så selvbevidst, at han dårligt kan se sine kritikere i øjnene – af bar selvoptaget angst for at blive fanget på det forkerte ben.

Han siger ikke, at vore hierarkier ikke er sociale og kulturelle konstruktioner. Han siger at det er biologisk betinget, at det er sådan. Og det er noget andet. Han siger, at udgangspunktet er naturens orden.

Så sidder han dér og gloater, når han kan mærke, at hans træning i argumentation gør, at han får journalisten på glatis.

Så irriterer han mig. Og jeg bliver gal på ham. Selvfølgelig allermest, fordi jeg kan genkende noget af nørden og usikkerheden i mig selv. Måske har jeg bare “læst ind” i ham, og lader ham spejle nogle af mine egne sider. Måske projicerer jeg bare?

Men han irriterer mig sgu.

Og han har over en million unge mænd som følgere. Og som fans. De beundrer ham som en stjerne, som et idol og som en faderfigur. Og han soler sig i det og nyder det.

Han fortæller faktisk, at det maskuline er “order” og at det feminine er “chaos”. Og hvis dét ikke er en rød klud i ansigtet, så er det svært at sige, hvad er

Og selvfølgelig skal han da nyde det. Selvfølgelig. Jeg ved da godt, at jeg skal unde ham det. Jeg ved da godt, at jeg ikke skal være misundelig og lade det nage mig, at han springer ud som stjerne på den “himmel”.

Men det irriterer mig en lille smule.

For eller imod

Og så kommer angrebene på ham – som er lige så pissehamrende irriterende. Og som bare er så trættende i deres uvidenhed og villede misforståelser. Som så tydeligt bare er et angreb fra en flok, der føler sig truet af hans åbenlyse og selvretfærdige harmefyldte afvisning af og angreb på identitetspolitikken, marxismen og socialkonstruktivismen; og dens endnu mere selvretfærdige og selvubevidste aggressivt nedbrydende vrede over verden og dens naturlige uretfærdigheder.

Og man hører for sit indre øre horderne af rasende og oprørte senpubertære unge studerende, undervisningsassistenter og sent udviklede professorer, der ser truslen om at få flået det omhyggeligt knyttede tæppe af socialkonstruktivistisk pladder væk under fødderne på sig, så de bliver nødt til at stå på den kolde grund af rå og ukonstrueret objektiv virkelighed.

Og så føler man sig kaldet til at komme ham den lille irriterende nørd til undsætning. Ham den lille irriterende nørd, som minder om én selv et eller andet sted inde i hans helt anderledes verden af konservativisme, religion og somme tider nærmest biologistisk vildfarelse.

Og man må vælge: For eller imod? Der gives ikke andet.

For han er manden, der skiller vandene. Han er et omdrejningspunkt.

Kristen på klingen

Han er en sten i skoen, som pisser så mange af. En mand, der kommer frem på scenen med nogle helt anderledes og uvante bud på tingene. En kristen (når man går ham på klingen) mand, der søger forklaringer i oldtidens religiøse myter, eventyr og fortællinger. En konservativ klinisk psykolog, som søger forklaringer om det naturlige i biologien, samtidig med at han kombinerer det med noget Jung-psykologi med arketyper og hele pibetøjet.

Og det er sådan det er. Det er mærkeligt. Det er uvant. Det er fremmed.

Han siger, at drenge og mænd kæmper om kvindernes gunst og helt naturligt skaber hierarkier, og at de slet ikke kan lade være. Hvilket naturligvis provokerer dem, der har bygget deres verden op på forestillingen om, at vi er “mennesker”,  som er civiliserede

Og nu var det ellers lige så let at have meninger og holdninger om alting og så kommer denne mærkelige mand og forstyrrer os.
Man må vælge. Man må vælge om man vil være for eller imod. Der er to hold. Vælg det ene!

“Det du siger er at vi er hummere?” – siger man til ham.

Men det er ikke det han siger. Han siger, at det at skabe hierarkier er dybt indlejret i naturen – og dermed også i mennesket. Han begrunder det med natur og eksemplificerer det med hummere. Han siger, at drenge og mænd kæmper om kvindernes gunst og helt naturligt skaber hierarkier, og at de slet ikke kan lade være.

Hvilket naturligvis provokerer dem, der har bygget deres verden op på forestillingen om, at vi er “mennesker”, som er civiliserede og derfor i stand til at lade være med at lave hierarkier, fordi hierarkier er socialt konstruerede gennem kulturen.

Men han siger ikke, at vore hierarkier ikke er sociale og kulturelle konstruktioner. Han siger, at det er biologisk betinget, at det er sådan. Og det er noget andet. Han siger, at udgangspunktet er naturens orden.

Og så er vi dumpet lige ned i kernen af en af de sidste mange, mange års centrale akademiske stridigheder.

Identitetspolitikken

Og han ved det – for det er hans ærinde at modsige identitetspolitikken, som er marxistisk funderet og som lægger op til at man kan “vælge” hvad som helst. Han kan ikke få sin verden til at passe sammen med at man for eksempel kan vælge imellem at være 50-60 forskellige socialt konstruerede køn, når man faktisk biologisk set er et af to køn, med mindre man tilhører et meget lille mindretal af biologiske outliers.

Han nægter at lade sig tvinge til – ved lov – at bruge de kønsbetegnelser, som de studerende (og andre) selv har valgt. For det strider imod hans overbevisning.

Jordan Peterson er selvhøjtidelig nok til at nægte at følge kravet. Han er som den far, som ikke gider gå med på den treåriges “rollespil” men vælger at lade ungen blive frustreret og græde

Og så har vi balladen, fordi det jo netop er pointen med at kunne “vælge selv”, at man bliver anerkendt af sin omverden som værende en multikønnet Gremlin-bamse. Det er selve pointen, at man er, hvad man siger man er, men egentlig kun føler det rigtigt, når andre anerkender det. Det er en strid om magten til at definere sig selv og magten til at tvinge andre til at anerkende dette

Men Jordan Peterson er selvhøjtidelig nok til at nægte at følge kravet. Han er som den far, som ikke gider gå med på den treåriges “rollespil” men vælger at lade ungen blive frustreret og græde.

Og han mener selv, at det er det sunde at gøre. Og når han bliver spurgt om, hvorfor han kan tillade sig at mene det, ser han overrasket ud og siger: “Fordi jeg er en erfaren og veluddannet klinisk psykolog!”.

Men det er ikke det værste. Det værste ved Jordan Peterson er, at han er så svær at få skovlen under. Dét er det værste

Som om den treårige tager lige netop dét særlig alvorligt.

Men det gør han selvfølgelig selv. Og så skal vi andre også tage det alvorligt. Han vil anerkendes for sin egen definition af hvem han er.

Men det er ikke det værste. Det værste ved Jordan Peterson er, at han er så svær at få skovlen under.

Dét er det værste.

Petersons regler for livet

Og så den dér bog: “12 rules for life”. Som om det kunne være mere selv-promoverende, selvhøjtideligt og selvbevidst at påstå, at man kan opstille 12 generelle regler for livet.

Men det kan det. Det kan blive værre: Undertitlen er “an antidote to chaos”.

En smasker lige i synet – til dem der har defineret det nuværende: KAOS!

Så kan de lære det; Jordan Peterson fortæller os, at han står for orden og “de andre” står for kaos. Han fortæller faktisk at det maskuline er “order” og at det feminine er “chaos”. Og hvis dét ikke er en rød klud i ansigtet, så er det svært at sige, hvad er.

Så der er meget at være vred over.

Men når man så læser ham, mærker man vreden delvis fordufte og fordampe og forsvinde som når duggen på bagsiden af brilleglassene langsomt forsvinder under læsningen.

For han er ikke så unuanceret og det er lidt spændende at læse om reglerne og om baggrunden for dem, og hans verden af myter og biologi og meget andet “vraggods” fra hans liv i den akademiske verden og som klinisk psykolog og som menneske, der er vokset op langt ude på landet i en lille by. Han skaber en fortælling om verden, som vi ikke ser så ofte mere.

Og man bliver venligere stemt fordi man fornemmer, at han ikke er helt så firkantet og at han faktisk har tænkt over tingene og at han kan underbygge dem med argumenter. Også selvom noget af det måske strider imod ens overbevisning. Han er jo ikke dum. Og han er heller ikke uvidende. Men han er en særling.

Og man tænker; nå, det var bare det? Det var derfor de unge drenge var så glade? De fik et hurtigt og letfatteligt “kursus” med nogle gode råd? Var det bare det? Var det bare fordi de manglede en far til at fortælle dem, at de skal rette ryggen og se folk i øjnene

Men så ser man hans “rules”.

Man læser dem og man ser dem og deres banalitet. Og så er man irriteret igen. Så synes man at han er banal og latterlig fordi det bare minder mest af alt om en lidt ubehjælpsom og usammenhængende selvhjælpsbog.

Og man tænker; nå, det var bare det? Det var derfor de unge drenge var så glade? De fik et hurtigt og letfatteligt “kursus” med nogle gode råd? Var det bare det? Var det bare fordi de manglede en far til at fortælle dem, at de skal rette ryggen og se folk i øjnene (hvorfor gør ham Jordan Peterson det så ikke selv?) og bringe orden i deres liv (regel 1 og regel 6)?

Og så er man på den igen. For så kommer man igen til at undervurdere ham. Og gøre ham uret.

Peterson makker ikke ret

Så han skiller vandene? Ja; han kommer ind og ryster os i vores banale intellektuelle dovenskab, hvor vi ikke magter at skulle tage stilling til det samme én gang til. Han irriterer fordi han ikke helt passer i vores kategorier. Han irriterer fordi han hverken rigtig er med os eller rigtig er imod os. Han er ikke “en af os” – men han er heller ikke “en af de andre”.

Og så er der alle dem, der bare vælger at tro, at han er “en af dem” eller “en af os”. De rekonstruerer ham – så han ikke er så irriterende. De bestemmer for sig selv – at han er “i min gruppe” og derfor kan de lide ham. Eller de beslutter sammen med de andre – at han er “en gammel, hvid mand – reaktionær, kristen og konservativ” og derfor ikke værd at tage alvorligt.

Og de iler allesammen med at placere ham i den ene eller den anden kasse – alene fordi det vil give dem selv sjælefred. Fordi det er en af de måder vi helt grundlæggende fungerer på, når vi er sociale og antisociale på én gang – som Jordan Peterson såmænd også beskriver det i den 12. Regel i sin bog; den om at man skal bukke sig og ae en kat, når man møder den.

Det er derfor, han er så uafrystelig: Fordi han ikke makker ret, med mindre man gør et monumentalt mentalt arbejde på at fornægte halvdelen af det man ser, når man ser ham

Alligevel kan man ikke slippe af med den fornemmelse, at han er så omhyggelig med det, fordi han også rummer en lidt indadvendt, forsigtig og menneskesky person, der har været længe om at lære, hvordan man fungerer i et samfund bestående af grupper, flokke og horder.

Og det er derfor, han er så uafrystelig: Fordi han ikke makker ret, med mindre man gør et monumentalt mentalt arbejde på at fornægte halvdelen af det man ser, når man ser ham. Og det er banalt og provokerende på én gang (og det med at lytte og ikke bare påstå, har han beskrevet i regel 9 hvor han siger, at man skal antage, at den man taler har noget at sige, som man ikke ved).

Det er fordi han ikke er så let at placere, at vi bliver irriterede og måske endda vrede. Og vi vælger at angribe ham. For han er fremmed i reden. Han skal ud! Flokken bestemmer det! Vi vil ikke anfægtes på vores fælles identitetsmarkører.

Og da slet ikke af sådan en mand, som er så svær at fange på det forkerte ben – og som samtidig sidder der og hoverer lidt i skjul, når han bedyrer at han altid belægger sine ord meget omhyggeligt (og lige dér, direkte refererer til den 10. Regel i sin bog: Vær præcis i din tale).

Og det er ikke let. Det er slet ikke let. Og vi er vant til at det skal være let. Og så er det fandeme irriterende, at han også har behandlet den trang til at vælge det lette i sin regel nummer 7, hvor han insisterer på at man skal vælge den meningsfulde og svære vej – frem for den lette og hurtigt klarede vej. Hvad fanden – han kræver noget af os?

Så der skal meget mere massiv misforståelse til – før man i fællesskab kan ånde lettet op og afvise ham fuldkommen, som noget der næsten nærmer sig noget nazistisk. Men også det mislykkes – fordi man pludselig opdager, at manden direkte har studeret og forsket i den psykologi og sociologi og kultur, der ligger bag disse onde massefænomener, som vi finder i nazismens og fascismens og kommunismens regimer i verdenshistorien.

Og så er vi lige vidt. Han ved for meget! Han er uafrystelig!

Og man er rystet.

Han er ikke ligegyldig

Og det er derfor han er så umulig at “anmelde”. Man kan anmelde hans bog – 12 rules – og gennemgå hans “regler”. De er da meget fornuftige. Men bogen tegner mest af alt et billede af Jordan Peterson selv; af manden, der har kæmpet i lang tid for at nå derhen, hvor han er, og som har lært noget af livet, og nu gerne vil lære fra sig – fordi han opdagede, at det var rigtig populært i visse kredse.

Jeg har valgt at lade mig irritere af ham. I stedet for enten at afvise ham – eller at blive begejstret. Han irriterer mig ad helvede til. Men han er ikke ligegyldig

Og det er der helt sikkert også brug for.

Men det er irriterende, at han så beredvilligt lader sig placere i centrum med sin person og lader sig blive en del af det cirkus, som han også kritiserer, samtidig med, at han forsøger at lade lidt som om, vi er inde i en akademisk diskussion om saglige og seriøse emner.

Manden emmer af “seriøsitet” og han ved det. Han er omhyggelig med sig selv og sin udstråling. Og alligevel kan man ikke slippe af med den fornemmelse, at han er så omhyggelig med det, fordi han også rummer en lidt indadvendt, forsigtig og menneskesky person, der har været længe om at lære, hvordan man fungerer i et samfund bestående af grupper, flokke og horder.

Og som ikke altid vil anerkende ham for at være en person man skal respektere, og som har en stærk tendens til at sætte labels på alt det, de ikke kan lide.

Men måske er det bare noget jeg projicerer.

Jeg har valgt at lade mig irritere af ham. I stedet for enten at afvise ham – eller at blive begejstret.

Han irriterer mig ad helvede til.

Men han er ikke ligegyldig.

Topillustration: POV International. Kollage af José Ignacio Sánchez Rius’ “Painting diptych, Mi verso es de un verde claro y de un carmín encendido, November 18, 2017, Creative Commons og Wikimedia Commons, Jordan Peterson.

Kategorier