En rejse til verdens ende

af

Som optakt til Karen Hammers dækning af den panafrikanske filmfestival FESPACO i Ouagadougou, skriver eventyreren og filmanmelderen her om en rejse, hun i 2011 foretog til Guinea-Bissau for at møde landets legendariske filmskabere. En rejse til verdens ende kalder hun det, for instruktørerne kunne alle fortælle om manuskripter og film, der havde været opbevaret på kulturinstituttet eller på L’Institut Nationale de Cinema, men som nu efter borgerkrigen var brændt og forsvundet for altid.

Da jeg i december 1978 første gang besøgte Senegal, kunne jeg ikke forudse, at denne lille juleferie, der var en form for flugt fra min trælse tilværelse i Danmark, skulle få så utrolige konsekvenser.

Nu, 38 år senere, er jeg et elsket medlem af familien Diallo i Tiwaouane med ret til at blande mig i familiens dispositioner vedrørende for eksempel skolegang og mere eller mindre tvungne ægteskaber. Med retten følger imidlertid også pligten til at hjælpe, når det er nødvendigt. For et par år siden var jeg nødt til at købe halvdelen af familiens hus, så førstekonen efter familiefaderens død ikke kunne tvinge andenkonen – min nærmeste veninde – til at sælge. I dag har jeg 12 ”børn” og 26 ”børnebørn” i Senegal, og de ser alle frem til den dag, jeg bosætter mig fast dernede.

Da jeg forhørte mig hos biografdirektøren, forklarede han, at han skam spillede afrikanske film to-tre gange om året, men da han skiftede repertoire hver dag, skulle man være utroligt heldig for at være på pletten det rigtige tidspunkt.

I mine første år i Senegal gik jeg meget i den lokale biograf med ungerne. Vi så dårligt dubbede amerikanske B-film, franske krimier og indiske syngespil, men aldrig afrikanske film. Da jeg forhørte mig hos biografdirektøren, forklarede han, at han skam spillede afrikanske film to-tre gange om året, men da han skiftede repertoire hver dag, skulle man være utroligt heldig for at være på pletten det rigtige tidspunkt.

Afrikansk film

Karen Hammer og hendes senegalesiske søn Abdoulaye.
Karen Hammer og hendes senegalesiske søn Abdoulaye.

I 1983 tog jeg for første gang orlov fra mit gymnasiejob og rejste ud for at opsøge Vestafrikas filminstruktører og se deres film. Jeg blev overalt modtaget med åbne arme, for her kom jo en fremmed, som havde sat sig ind i deres kultur – og derfor forstod deres film langt bedre end de andre europæiske journalister, der foretrak at se filmene i air-conditionerede biografer i Paris, eller til nød i Ouagadougou ved den store Panafrikanske Film Festival, FESPACO.

Gennem mange år rejste jeg rundt i Vestafrika, men borgerkrige og militærkup sinkede min forskning. Først i 2010, da Danida gav mig et rejselegat til Guinea-Bissau, kunne jeg begynde at se en ende på min heftige afrikanske rejseaktivitet. Præsidenten Nino Vieira var blevet myrdet i 2009, og forholdene var ret rolige, da jeg sammen med min senegalesiske ”søn” Abdoulaye, der forstår både poular og kreol, i januar 2010 krydsede grænsen til Guinea-Bissaus østlige del. Det ville have været nemmere at rejse ind mod vest via Zigeunchore, hvor familien Diallo har mange venner, og hvorfra der er mange daglige afgange til Bissau. Men efter borgerkrigen 1998-99 i Guinea-Bissau har Diola-oprørene i det sydvestlige Senegal modtaget så mange våben, at forholdene er meget ustabile, og man har fået en vane med at kidnappe hvide mennesker og kræve store løsepenge.

Uafhængighed og statsdannelse

Da den britiske koloni Guldkysten i 1957 ret ublodigt rev sig løs fra Storbritannien og blev til Ghana, var det også begyndelsen til enden på Frankrigs kolonistyre over et kæmpestort område i Nord- og Vestafrika, der i dag tæller 14 selvstændige lande. Adskillige af disse er imidlertid stadigvæk under indflydelse af Frankrigs neokolonialisme. Det portugisiske Guinea-Bissau lå midt i det franske område, og der var man allerede så småt i gang med at løsrive sig, inspireret af agronomen Amilcal Cabral, der i 1956 havde startet det politiske befrielsesparti PAIGC.

Amilcar Cabral opnåede ikke at se landet frit; han blev myrdet af portugisiske lejetropper i Conacry den 20. januar 1973.
Amilcar Cabral opnåede ikke at se landet frit; han blev myrdet af portugisiske lejetropper i Conacry den 20. januar 1973.

Den 3. august 1959 strejkede havnearbejderne ved Pidjiguiti i Bissau, og politiet, der skød på nært hold ind i mængden, dræbte 50 og sårede mere end 100; det satte gang i udviklingen. Straks efter oprettede Amilcar Cabral sammen med sin halvbroder Louiz og Aristide Pereira, der senere blev Cap Verdes første præsident, et partikontor og en træningsskole i Conacry. Takket være stor positiv forståelse fra præsident Senghor i Senegal og præsident Sekou Toure fra Guinea-Conacry blev det muligt for guerillatropperne at operere fra de to nabolande, da krigen for alvor startede i 1963.

Guinea-Bissau proklamerede sin selvstændighed 24. september 1973, men fik først reel frihed og international anerkendelse efter militærkuppet i Lissabon 24. april 1974, hvorefter Louiz Cabral blev landets første præsident. Amilcar Cabral opnåede ikke at se landet frit; han blev myrdet af portugisiske lejetropper i Conacry den 20. januar 1973.

Guinea-Bissaus filmpionerer

Inspireret af sin ven Sekou Toure i Conacry sendte Amilcar Cabral allerede i 1967 fire unge mennesker til filmskolen i Havana; disse fire blev Guinea-Bissaus filmpionerer.

I de næste par år, medens guerillaerne stadigvæk kæmpede mod portugiserne, rejste disse fire veluddannede filmfolk rundt i hele landet og optog kilometervis af film om livet ude i landdistrikterne og folkets kamp for frihed.

Photo credit: Flora Gomes and Julinho Camará shooting Guiné-Bissau, 6 Anos Depois, 1980 (unfinished film), © INCA Guinea-Bissau, José Cobumba, Josefina Crato, Flora Gomes, Sana na N’Hada.
Photo credit: Flora Gomes and Julinho Camará shooting Guiné-Bissau, 6 Anos Depois, 1980 (unfinished film), © INCA Guinea-Bissau, José Cobumba, Josefina Crato, Flora Gomes, Sana na N’Hada.

Josephina Lopez Crato (fotograf og klipper) og Jose Bolama Cobumbal (lydmand) vendte hjem efter fem års uddannelse, medens de to filminstruktører Sana N’Hada og Flora Gomez efter fem år på Cuba fortsatte studierne et års tid i Senegal under Paulin Vieyra. I de næste par år, medens guerillaerne stadigvæk kæmpede mod portugiserne, rejste disse fire veluddannede filmfolk rundt i hele landet og optog kilometervis af film om livet ude i landdistrikterne og folkets kamp for frihed.

Materiale, der siden blev brugt til dokumentarfilmene Retour de Amilcar Cabral, (1976) og Anos no Occa luta (1978).

Desværre er det ikke længere muligt at se disse berømte historiske film; Retour de Amilcar Cabral var så populær, at den blev slidt op. Der var ikke råd til at lave en kopi, og filmen er i dag forsvundet. Anos no Occa luta lå i mange år velopbevaret hos det franske kulturcenter i Bissau, men forsvandt den dag i juni 1999, da general Ansumane Mane og hans rebeller som en sidste triumf brændte både præsidentpaladset og Det franske kulturcenter ned. 80 mennesker omkom, og præsident Nino Vieyra flygtede ind på Portugals Ambassade.

En tom skal

Mit kendskab til Guinea-Bissaus filmverden var meget ringe, da jeg endelig i 2011 kom afsted. Jeg havde i 1987, da jeg første gang deltog i FESPACO i Ouagadougou, truffet Flora Gomez, der deltog i konkurrencen med Mortu Nega, og jeg havde et års tid efter i dansk børnefjernsyn set N’Tturudu af Umban Ukset, der nu arbejder i Paris som skuespiller og aldrig siden har lavet film. I 2003 havde jeg atter mødt Flora Gomez i Dakar, hvor han præsenterede sin musical Nka Fola, og jeg lovede at komme forbi snart! Han glemte imidlertid at fortælle mig, at der nu ikke længere var så meget at komme efter.

Instituttet findes stadigvæk – men som en tom skal.  De ansatte får næsten ingen løn og sidder i tomme støvede lokaler uden nogen form for teknisk apparatur, man venter på næste lille opgave.

Men det havde der været, hvis jeg var kommet før 1998: I 1979 startede de fire pionerer L’Institut Nationale de Cinema (INC) med N’Hada som direktør; hensigten var at lave kortfilm og dokumentarfilm til oplysning for den analfabetiske befolkning. Instituttet findes stadigvæk – men som en tom skal.  De ansatte får næsten ingen løn og sidder i tomme støvede lokaler uden nogen form for teknisk apparatur, man venter på næste lille opgave; måske har regeringen brug for en lille oplysende film om risdyrkning, eller et fremmed filmhold med penge har brug for lokale teknikere. Her traf jeg Sulimane Bial, der sammen med Domingos Sanca i årene 1986-91 studerede på Cuba. Ved hjemkomsten i 1991 blev Sanca ansat ved Bissaus TV og Bial ved INC, hvor han nåede at lave adskillige kortfilm, inden borgerkrigen raserede alt.

MERE POV
Fængsling af journalister er en sikkerhedstrussel imod os

Rejsen til Guinea-Bissau

Lykkeligt uvidende om den barske sandhed drog Abdoulaye og jeg af sted fra Kolda i Senegal i den værste bil, jeg nogensinde har kørt i: Den havde ingen sidevinduer, ingen vinduesviskere, intet baglys, ingen polstring i ryglænene, dørene kunne ikke åbnes indefra, og den kunne ikke starte! Men frem kom vi da. Den østlige region i landet præges af de mange plantager med cashewnødder og lysende smukke, grønne rismarker. Vejene var elendige; et sted stod en cykel fastgroet i tørret mudder midt på vejen! Det var let at se, at man ikke kan rejse i dette område i regntiden, og Sana N’Hada kunne da også et par dage senere fortælle nogle ret morsomme historier fra sine vandredage under optagelserne til mesterværket Xime, hvor han havde slidt adskillige cykler ned.

Allerede næste formiddag havde jeg fået charmet mig ind på familien, der overlod mig andenkonens dobbeltseng for en fornuftig betaling.

Vi skiftede køretøj tre gange undervejs til Bissau, og hver gang kom jeg i heftig diskussion med chaufførerne over prisen på vores ikke imponerende bagage. Jeg vil ikke acceptere, at jeg som hvid skal betale dobbelt så meget som andre, men da chaufførerne ikke kan fifle med de faste billetpriser, så må de jo prøve på anden vis at skaffe sig en ekstraindtægt. Forståeligt i et fattigt land, men ikke på min bekostning! Solen var gået ned, da vi endelig blev sat af i et uoverskueligt rodet forstadskvarter med lerede veje og mange stirrende mænd. Da der er en meget høj arbejdsløshedsprocent i Bissau, har mange unge mænd ikke andet at lave end at hænge omkring og vurdere mulighederne for at skaffe sig en eller anden indtægt. Jeg var glad for, at Abdoulayes barndomsven Adama, som boede i kvarteret, fulgte os helt frem til en midlertidig bolig hos den lokale imam. Allerede næste formiddag havde jeg fået charmet mig ind på familien, der overlod mig andenkonens dobbeltseng for en fornuftig betaling. Hun var frodig og smilende; mit poular er ikke værd at tale om, men det var det første døgn vores eneste kommunikationssprog.

Fire instruktører

Næste dag dukkede en engelsktalende søn op, Abdou. Arbejdsløs selvfølgelig. Mod en ringe betaling accepterede han at fungere som vejviser, og nu og da som tolk. Abdoulaye flyttede lykkelig hen til Adama og hans familie, medens Abdou og jeg tog en pick-up taxa ind til Det franske Kulturinstitut. Alt gik nu forrygende let, for Flora Gomez kom dagligt på centret. Den venlige sekretær ringede efter ham, og 10 minutter senere stod han der. Selvfølgelig havde han glemt mig, men hukommelsen fandt mig hurtigt, da jeg begyndte at snakke om FESPACO. Han ringede efter Sana Na N’Hada og to unge instruktører, og vi lavede aftaler om møder for de næste par dage. Jeg havde naivt troet, at disse fire instruktører havde film og eventuelt filmlister, jeg kunne studere, men her var der ikke meget at hente. De kunne alle fortælle om manuskripter og film, der havde været opbevaret på kulturinstituttet eller på INC, men som nu efter borgerkrigen var brændt og forsvundet for altid.

Værst var det gået ud over Sulimane Biai; alle hans tre kortfilm var tabt.

Alle Sulimane Biais tre kortfilm var tabt. Han levede nu af at lave reportager for regeringen og af at passe sine maniok- og appelsinmarker.
Alle Sulimane Biais tre kortfilm var tabt. Han levede nu af at lave reportager for regeringen og af at passe sine maniok- og appelsinmarker.

Værst var det gået ud over Sulimane Biai; alle hans tre kortfilm var tabt. Han levede nu af at lave reportager for regeringen og af at passe sine maniok- og appelsinmarker. På trods af forholdene virkede han glad over at kunne forsørge sin familie ved nu og da at arbejde med det, han var uddannet til.

Flora Gomez var så optaget af arbejdet med sin kommende film, at jeg nåede at snakke med alle andre, inden han fandt tid næsten en uge senere. Men inden da lånte han mig en slidt DVD med debutfilmen Mortu Nega, som jeg kørte hjemme hos familien foran dobbeltsengen. Den foregår under befrielseskrigen, hvor guerillaerne vader gennem sumpe og ufremkommelige muddermarker. Filmen er en hyldest til kvinden, der tappert gennemvandrer hele landet for at finde sin sårede mand, og på lige fod med sine mandlige kammerater kæmper for friheden. Filmen har mange smukke billeder fra Guinea-Bissaus skovregioner med de kæmpestore kapoktræer, der giver hende ly for fjendens fly. Mortu Nega vandt adskillige priser i Ouagadougou.

Møde med Sana Na N’hada

På tredjedagen mødte jeg så endelig Sana Na N’Hada. Smilende og positiv og med stor humoristisk sans fortalte han om alle sine mange år som ludfattig filminstruktør – i en evig kamp for at skaffe penge til at kunne lave endnu en film. Han havde lavet mange dokumentarfilm og været assistent på flere af Gomez’ spillefilm samt for Sarah Maldoror, da hun i 1978 lavede en film fra Cap-Vert.

Han havde arbejdet i Sverige adskillige gange, både som reportagefotograf ved Oluf Palmes begravelse og som assistent for Leyla Assaf-Tengroth på filmene Flugten og Amelia (1990). Det havde taget ham mange år at skaffe penge til produktionen af Xime, der i 1993 blev præsenteret i Cannes, og senere samme år vandt priser i Montreal, Amiens og Carthago.

Det er en meget smuk film om landsbyproblemer under de sidste år af Portugals styre, hvor Cabral er begyndt at sende kommissærer ud for at forberede revolutionen.

Sana N'Hada. Smilende og positiv og med stor humoristisk sans fortalte han om alle sine mange år som ludfattig filminstruktør - i en evig kamp for at skaffe penge til at kunne lave endnu en film.
Sana N’Hada. Smilende og positiv og med stor humoristisk sans fortalte han om alle sine mange år som ludfattig filminstruktør – i en evig kamp for at skaffe penge til at kunne lave endnu en film.

Han lånte mig en DVD med Xime. Jeg kørte den en aften hjemme foran dobbeltsengen for hele familien, og Xime er en af de bedste film, jeg har set fra Vestafrika. Den kan i stemning og miljø minde noget om Ousmane Sembenes Emitai, men har en noget lysere slutning. Det er en meget smuk film om landsbyproblemer under de sidste år af Portugals styre, hvor Cabral er begyndt at sende kommissærer ud for at forberede revolutionen, og de gamle trætte portugisiske funktionærer næsten ikke gider foretage sig noget længere. De drømmer om deres paradis Lissabon, men de ved godt, at deres tid snart er forbi, for landsbyens unge griner af dem.

MERE POV
Aben på krudttønden

Sana Na N’Hada håbede, at regeringen snart ville betale de penge, de skyldte ham for hans sidste to dokumentarfilm, for han havde et manuskript klar for sin anden spillefilm Cadjic. Han skulle gerne i gang med første halvdel i den kommende regntid, men nu var der jo økonomisk krise! Han ville foretrække at have alle pengene klar, inden han startede optagelserne – så han kom nok til at vente, sagde han. ”Jeg ville gerne have vist dig flere af mine film, men på grund af borgerkrigen blev alle offentlige kontorer plyndret og alt i mit kontor på INC blev brændt, stjålet og ødelagt. Jeg sendte min familie hjem til landsbyen og gik selv i hi i mit hus. I 2005 lavede jeg to dokumentarfilm: Ma Guinée, men den er desværre allerede forsvundet, og Bissau d’Isabel om en af vores smukkeste Bijagos-øer”.

Flora Gomez er langt mere kendt end Sana Na N’Hada, for han forlod ret hurtigt INC og søgte private europæiske sponsorer til sine film. Efter spillefilmsdebuten Mortu Nega i 1987 vandt mange priser, fik han nemmere ved at skaffe finansiering.
Flora Gomez er langt mere kendt end Sana Na N’Hada, for han forlod ret hurtigt INC og søgte private europæiske sponsorer til sine film. Efter spillefilmsdebuten Mortu Nega i 1987 vandt mange priser, fik han nemmere ved at skaffe finansiering.

Møde med Flora Gomez

Flora Gomez er langt mere kendt end Sana Na N’Hada, for han forlod ret hurtigt INC og søgte private europæiske sponsorer til sine film. Efter spillefilmsdebuten Mortu Nega i 1987 vandt mange priser, fik han nemmere ved at skaffe finansiering. I 1991 kom Les Yeux bleus de Yonta, der skildrer en ung charmerende piges kærlighedsproblemer i Bissau. Originalen og meget materiale fra Po di Sangui fra 1996 findes ikke længere i Bissau, for også Flora Gomez opbevarede alle sine film og dokumenter på Det franske Kulturinstitut, der brændte ned juni 1999. Den findes imidlertid på DVD og kan købes i Paris. Musicalen Nha Fala kom i 2002: En ung kvinde flygter til Paris for at undslippe en dødelig forbandelse, der i generationer har ramt slægten, hvis de synger!

”Økonomien her i landet er ikke til filmstøtte, men hvis man har gode samarbejdspartnere, der forstår at deles om arbejdet, kan man komme langt.”

Flora Gomez fortalte glad om det næsten færdige arbejde på hans næste spillefilm: ”Jeg forlod ret hurtigt INC, for jeg ønskede at lave ”rigtige” film og ikke kun reportager. Når jeg nu snart er færdig med La Republique des Enfants, ønsker jeg at lave en film om Amilcal Cabral. Jeg har længe tænkt over det, og jeg vil kæmpe for at gennemføre det. Økonomien her i landet er ikke til filmstøtte, men hvis man har gode samarbejdspartnere, der forstår at deles om arbejdet, kan man komme langt. Hvis man ikke kan få realiseret sine idéer på grund af manglende finansiering, må man gå i gang med at skrive bøger”. Storsmilende tog han min hånd og afsluttede vores snak på bedste måde: ”Vi er meget glade for, at du er rejst herned til Verdens Ende for at tale med os. Tak for din indsats. Det er godt, at nogen kommer udefra, for det højner vores moral og giver os energi til at kæmpe videre. Mange tak!”

Møde med Domingos Sanca

Jeg havde oprindelig drømt om at kunne tilbringe en uges tid ude på de smukke Bijagosøer, men det var ikke muligt. Abdoulaye nedlagde forbud: ”Det er alt for farligt, Karen. Der er fyldt med banditter derude, og min mor tilgiver mig aldrig, hvis der sker dig noget”. Det passede mig ikke, at nogen skulle blande sig i min rejse, for jeg er jo aldrig bange, men efter at have interviewet Domingos Sanca og hørt om hans dokumentarfilm Parque de Orange, besluttede jeg at lystre min rejseledsager og lade fornuften råde.

Parque de Orange – fortalte Sanca – beretter om de mange problemer, der i de senere år er opstået omkring de naturskønne Bijagosøer. ”Mange udenlandske fiskere fra alle nabolandene driver rovfiskeri med salg for øje, og de går ind i naturreservaterne og hugger mangroven ned for at sælge den som trækul. Den efterfølgende desertificering er til stor skade for miljøet, og marinepolitiet kan hverken stoppe eller kontrollere tyveriet, da man ikke har penge til at anskaffe hurtigere både. Endvidere bosætter de mange flygtninge fra Casamance sig i naturreservaterne, hvor de jager de sjældne flodheste. Oven i alt det vrimler det også med kokainsmuglere derude”.

Nær nogle smukke gule huse fra kolonitiden stod bronzestatuen af Amilcal Cabral, Guinea Bissaus befrielseshelt, der nok havde haft større forventninger til sit folks handlekraft, end den jeg havde kunnet iagttage.
Nær nogle smukke gule huse fra kolonitiden stod bronzestatuen af Amilcal Cabral, Guinea Bissaus befrielseshelt, der nok havde haft større forventninger til sit folks handlekraft, end den jeg havde kunnet iagttage.

Filmheltene bliver

Nede fra havnekajen med de mange motoriserede piroquer kunne jeg se ud til de nærmeste mangrovebevoksede øer; meget tyder på, at Paradis ikke længere ligger derude. Mange store fiskerbåde lå på siden i havnen, for vandoverfladen falder med næsten fem meter ved ebbe. En fisker var i færd med at hugge en tre meter bred rokke ud i mindre bidder, og kunderne stod tæt om ham.

Mærsk havde selvfølgelig en lyseblå container parkeret i nærheden, og deroppe nær nogle smukke huse fra kolonitiden stod bronzestatuen af Amilcar Cabral, Guinea Bissaus befrielseshelt, der nok havde haft større forventninger til sit folks handlekraft, end den jeg havde kunnet iagttage. Hvorfor lå præsidentpaladset stadigvæk i ruiner, og hvorfor var der en losseplads med løsgående grise lige overfor domkirken?

Guinea-Bissau har intet kulturministerium, ingen filmstøtte, et næsten ikke fungerende filminstitut … Men fire optimistiske filminstruktører holder af deres land og agter at blive.

Guinea-Bissau har intet kulturministerium, ingen filmstøtte, et næsten ikke fungerende filminstitut, et nedbrændt marked, ingen biografer, utroligt dårlige veje og masser af smadrede huse og hoteller fra borgerkrigen, der sluttede for mere end 10 år siden. Ingen har øjensynlig penge til at reparere noget som helst. Over halvdelen af befolkningen er uden reelt arbejde, og kokainsmuglere fra Columbia er ved at ødelægge turismen. Men fire optimistiske filminstruktører holder af deres land og agter at blive.

Foto af Amilcar Cabral: WikiCommons.
Andre fotos: Karen Hammer.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Karen Hammer

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 100 lande, dog kun i 25 i Afrika. Skriver om African Cinema. Researcher for tiden i Elfenbenskysten og Burkina Faso. Overlever på pension fra forskellige gymnasieskoler.

Seneste indlæg fra

Fra skrald til smykke

Egentlig skulle kohornene fra slagterierne bare smides ud. Nu bruges en del
Gå til Top