En lastbil kørte ind i en folkemængde i Stockholm

af

“Nice, Berlin, London. Nu Stockholm. En mand kører ind i en folkemængde med en lastbil, og vore almindelige, frie, glædesfyldte aktiviteter bliver kvast, krøllet sammen og smadret med en afstumpethed, der er vores samfundsfællesskab uværdig og desuden bevidst ondskabsfuld, fordi den ofrer menneskeliv med det formål, at vi derefter skal føle en næsten ubevidst angst, når vi går omkring i byen. En murrende fornemmelse af, at mørket når som helst kan komme over os, selvom det ikke er sandt.” Jakob Brønnum skriver fra Sverige om den billigste form for terror. Mindst en er anholdt. Fire er døde, 15 er kvæstede.

I dag kørte en lastbil i høj fart ind i en kendt forretning på et hovedstrøg i Stockholm. Svensk tv har vist en kort filmstump igen og igen, taget fra et af de butikskameraer, der fangede hændelsen. En mand er anholdt. Et samfund er mærket for lang, lang tid.

Det skete midt på eftermiddagen fredag, men tiden bliver sat ud af spil. I løbet af kort tid sætter nogle kræfter i gang, der forandrer hele samfundet. Hvis man skulle bruge krimiens sprog, kunne man sige, at en mægtig kraft laver hele millionbyen og dens forstæder, og flere andre storbyer i landet, om til et potentielt gerningssted.

Effekten var overvældende. Det omfattende ”tunnelbane”-system i Stockholm blev lukket, folk måtte blive på deres kontorer, her sidste arbejdsdag inden påskeugen, alle offentlige begivenheder som biografforestillinger blev aflyst, og på SJ-appen, det svenske pendant til DSB, blev flere og flere afgange røde. Ingen tog kørte ind og ud af Stockholm. Grænsekontrollen blev skærpet. Der blev etableret direkte linjer til sygehuse og krisehjælp og politiet arbejdede med alt mandskab, inde i det centrale Stockholm.

En terrorhandling var i gang

Den indre by var helt afspærret. Politiet og sikkerhedstjenesten SÄPO udsendte meddelelser til offentligheden om, at en terrorhandling var i gang og kørte rundt med skilte og højttalervogne.

Vi kørte i bil, det var min kone der kørte. Vi var på vej sydpå mod Malmø. Det var fredag, lyset var smukt over landskabet. På et eller andet tidspunkt ringede nogen og fortalte af den og den i Stockholm havde det godt, og at vi ikke skulle bekymre os. Det var derved, vi hørte om det og fra det øjeblik var dagen en anden.

I begyndelsen undrede jeg mig over, om den enorme afspærring havde noget formål, eller om det var et led i udbredelsen af den frygt, som selve den billige terrorhandling vækker med en brølende brutal motor, efterfulgt af skrig og stilhed.

Nice, Berlin, London. Nu Stockholm. En mand kører ind i en folkemængde med en lastbil, og vore almindelige, frie, glædesfyldte aktiviteter bliver kvast, krøllet sammen og smadret med en afstumpethed, der er vores samfundsfællesskab uværdig og desuden bevidst ondskabsfuld, fordi den ofrer menneskeliv med det formål, at vi derefter skal føle en næsten ubevidst angst, når vi går omkring i byen. En murrende fornemmelse af, at mørket når som helst kan komme over os, selvom det ikke er sandt.

Lidt efter forstod vi, at intet var afklaret. At en sådan infam forbrydelse kan være skalkeskjul for en værre, som Breiviks angreb på det norske storting, der skaffede ham en tid, han ellers ikke ville have haft, hvor menneskeheden befandt sig i limbo på Utøya. At det var derfor, politiet reagerede ved at rulle hele det store maskineri ud.

Ret hurtigt udsendte politiet flere uklare billeder af et menneske, som man gerne ville i kontakt med. En mand i en sweat-shirt med hætte.

Havde man ikke taget sådanne forholdregler og et større angreb var indtruffet, ville det have været utilgiveligt. Men ret hurtigt udsendte politiet flere uklare billeder af et menneske, som man gerne ville i kontakt med. En mand i en sweat-shirt med hætte. Muligvis af anden etnisk oprindelse, at dømme efter billederne.

Og lidt efter lidt forstod også vi den enorme professionalisme, det blev grebet an med. Hvordan skaffer man sådanne billeder, så hurtigt! Hvordan klarer man at have mulighed for at se mistænkelige bevægelser i et så stort byområde!

”Vi vil ikke lade os kue som samfund”

Oven i det, står politikkerne frem på deres twitter-kontoer. Der er noget banalt over det, ligesom der var for nylig ved danske politikeres reaktioner på Twitter på Nørrebro-urolighederne, lidt som når vi andre lægger et indigneret udråb op på Facebook, blot langt mere gennemslagskraftig. Men hvad er disse udsagns rolle og betydning? Hvordan udfylder politikerne deres rolle som samfundets ledere? Hvordan understøtter disse lederes spontane skrig det demokrati, de har påtaget sig et ansvar for at lede? Det står for tiden uklart for mig.

MERE POV
Kære EU: Læg planer for præsident Le Pen allerede nu

Det går meget stærkt i medierne nogle øjeblikke, inden den fase indtræder, hvor man har hørt det meste flere gange og studieværterne opsummerer igen. Stefan Löfven, Sveriges statsminister – han er ikke cand. polit, men svejser, en gammeldags socialdemokrat, så rolig, at han kan virke flegmatisk – afbryder en rejse mod Göteborg, vender tilbage til Stockholm og træder frem med et budskab om, at samfundet ikke vil lade sig kue. At ”vi er ramt”, men at folket vil stå sammen og samfundsorganisationen tage hånd om situationen.

I løbet af den tid, der gik, mens vi kørte bil og hørte radio, forstod vi omfanget og dybden af en begivenhed, som vi allerede kalder terror, men som vi ikke har nogen endegyldig viden om i skrivende stund, der giver belæg for det.

Svensk P1 havde et interview, der journalistisk var et fantastisk scoop, men som menneskeligt måske vækker stærkere følelser, end nogen kan rumme. En af dem, der netop havde overlevet den forfærdelige ugerning, fortalte, hvordan hun havde set det, der skulle ske: Lastbilen, der kom kørende med uvirkelig høj hastighed, og havde nået at sige til sige selv, og muligvis sige højt: ”Flyt dig nu” og var hoppet væk og havde set en anden kvinde bag sig, som hun også sagde det til og som ikke hørte det. Kvinden bag hende tælles blandt de døde. De foreløbig fire døde.

Det er den billigste, den mest enkle form for terror, man kan tænke sig. Terroristen skal ikke på noget tidspunkt skaffe sig eller købe eller opbevare eller transportere noget, der kan afsløre ham. Han skal intet planlægge. Han skal blot finde en lastbil og en gruppe af mennesker.

Det er scenen, som filmstumpen fra butikken viser. Mennesker, der flygter og en skygge, der med høj fart bruser forbi, den stjålne lastbil. Man ser mennesker undslippe foran bilen. Mennesker, der kaster sig ind i butikken.

Den billigste form for terror

Det blev tydeligt undervejs, at politiet og sikkerhedstjenesten var så velforberedt, ikke mindst fordi man har taget de begivenheder af lignende art i de andre storbyer ind som fast pensum i sikkerhedsøvelserne. Det er den billigste, den mest enkle form for terror, man kan tænke sig. Terroristen skal ikke på noget tidspunkt skaffe sig eller købe eller opbevare eller transportere noget, der kan afsløre ham. Han skal intet planlægge. Han skal blot finde en lastbil og en gruppe af mennesker.

Ret hurtigt blev det klart, at lastbilen var en øl-bil fra byggeriet Spendrups, stjålet kort for terrorhandlingen midt på eftermiddagen fredag – ikke ret langt fra det sted i det centrale Stockholm, hvor forbrydelsen blev begået og menneskeliv taget.

Der var tale om få minutter. Så blev det sted, hvor alle mennesker, der kommer eller bor i Stockholm, har været masser af gange, for evigt mærket – et sted, som er centralt for den svenske samfundsidentitet, ved gågaden, tæt ved Kungsträdgården, hvor sejrende fodboldlandshold og Melodi Grand Prix-vindere fejres, ved en butik, som har filialer i alle større byer og hvor alle har købt deres Bodum-kaffekande eller nogle viskestykker til en gave.

Det mærke afsættes i hele samfundet gennem de nådesløse mord og de smadrede glasruder. Det er det sår, politikerne som samfundsledere må indse, omfatte og forstå, hvordan de kan medvirke til at læge – det som Löfven forsøger med sine udtalelser om samfundsfællesskabet. Senere er han trådt frem flere gange på tv.

Ansatsen til en forklaring

Vi kører ikke bil længere, vi er kommet frem. Nu sidder vi om bordet i den sene aften og diskuterer. Globaliseringen og terrorismen. Togene er begyndt at køre igen. Folk har fået lov at forlade den afspærrede indre by.

MERE POV
Reportage: Fransk præsidentvalg - ”Der er ingen kandidater tilbage på midten”

Politiet har anholdt en mand i en forstad, Märsta, noget uden for byen, men stadig i Stockholm – den er meget stor som urbant område, opdelt af en række øer og landområder, der skærer sig igennem et stort vandområde, søen Mälaren. Det er en imponerende, systematisk indsats over et meget stort geografisk område. Årvågenhed, midt i en stor tragedie.

Min kone er selv indvandrer, Rúna í Baianstovu hedder hun, hun er færing, lektor på socialrådgiveruddannelsen på universitet i Örebro og samfundsforsker. Hendes seneste dage har været præget af det hjertegribende og tårevædede, helt uventede møde med en ung kvinde, der kunne huske, at hun var den socialrådgiver, der i 1990’erne havde taget i mod hende og hendes familie som barn i Örebro, da de ankom som flygtninge fra et ødelagt Somalia, et land helt uden infrastruktur. Hun er i dag fuldt integreret i det svenske samfund. Men hun har mistet to brødre i den syriske ørken, hvor de kæmpede for IS.

Der var tale om få minutter. Så blev det sted, hvor alle mennesker, der kommer eller bor i Stockholm, har været masser af gange, for evigt mærket – et sted, som er centralt for den svenske samfundsidentitet, ved gågaden, tæt ved Kungsträdgården, hvor sejrende fodboldlandshold og Melodi Grand Prix-vindere fejres, … Det mærke afsættes i hele samfundet gennem de nådesløse mord og de smadrede glasruder. Det er det sår, politikerne som samfundsledere må indse, omfatte og forstå, hvordan de kan medvirke til at læge

Den mand, der ses blive kørt væk på avisen Aftonbladets hjemmeside sent om aftenen fredag, angives at være en 39-årig mand fra Uzbekistan, som har arbejdet i byggebranchen. Han er far til fire børn og ”har udtrykt sympatier for IS på nettet.” Det giver os ansatsen til en forklaring. Men det er stadig ikke en forklaring. Sidst på aftenen går der rygter om endnu en anholdelse, som politiet bekræfter kl. 03 lørdag morgen – der er “en sammenhæng mellem de to anholdte” lyder det.

Vi regner nu med, men vi ved stadig ikke med sikkerhed, at dagens terrorangreb har tilknytning til noget af den storpolitiske situation, der har udviklet sig siden 11. september 2001, hvor en afskyelig selvmordsterrorist fløj ind i World Trade Center og skabte den frygtmekanisme, som vi i dag reagerer med, når, der igen – med den billigste og mest usle form for terror, vi endnu har kendt – er kørt en lastbil ind i en folkemængde i en af vore elskede europæiske, frie, smukke, gamle storbyer.

Topfoto: Politiets billede af den 39-årige.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Jakob Brønnum

Jakob Brønnum er forfatter til omkring 30 bøger og redaktør på Præsteforeningens Blad og nettidsskriftet Den smalle bog.
I efteråret 2016 udkom bogen "Pengeguden" (Forlaget Eksistensen) og digtsamlingen "Porten til den indre by (Det poetiske bureaus forlag), begge på omkring 300 sider.
De seneste bøger:
* Sange ved himlens port. Bob Dylans bibelske inspirationskilder (essay, 2014)
* Malmö by night (digte, 2014)
* Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
* Argumenter mod døden (essay, 2015)
* Lysåret (haikudigte, 2016)
* Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
* Pengeguden (essay, 2016)
* Porten til den indre by (digte, 2016)
Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en meget anvendt foredragsholder. Han bor i dag i Sverige med sin familie. Hans kone (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.
POV's skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnums artikler på MobilePay: 53 60 84 96.

Seneste indlæg fra

Gå til Top