Sverige – som det må se ud for en kæmpe

af

Den kunst- og animationsuddannede instruktør Johannes Nyholm ved, hvordan man tænker visuelt, hvordan man finder en fængende idé, og hvordan man skaber et helt egensindigt univers. Kæmpen er en blandingsfilm, skriver Frederik Bojer Bové. Ikke blot fordi den inkorporerer animation, men hver scene er også lavet præcis på sine egne præmisser, snarere end med idéen om, at der skulle en sammenhængende film ud af det. Hvis man accepterer den hakkende rytme, så er det en gavmild oplevelse.

Den svenske instruktør Johannes Nyholm ved tydeligvis godt, at hovedpersonen i hans film Kæmpen ser lidt sjov ud. Rikard, spillet af Christian Andrén med mange lag makeup, ser anderledes ud og bor blandt udviklingshæmmede. I en af filmens første scener, hvor Rikard er indlagt på hospitalet efter at være blevet ramt i nakken af en boule-bold, filmer, griner og peger de lægestuderende fingre ad den lille mand. Det påvirker ham selvfølgelig, at folk griner af ham. Alligevel var der en enkelt scene, hvor jeg ikke kunne holde latteren tilbage.

Johannes Nyholm spillefilmsdebuterer med Kæmpen, men han har allerede skabt sig et navn med sine kortfilm. Især Las Palmas, hvor hans meget lille datter spillede fuld turist overfor et cast af dukker, skabte opmærksomhed

Hans bedste ven Roland er kommet for at se til ham, og som de sidder der på en hospitalsbænk, ser det komplet grinagtigt ud. Og måske er noget af det det deforme ansigt, men jeg tror nu lige så meget, jeg ikke kunne lade være med at grine af en mand i hospitalstøj, koblet op til et hospitalsdrop til den ene side, men så alligevel smile glædestrålende med en smøg i den anden side af kæften. Og senere, da han siger, han ønsker sig en ‘zuggi’ i fødselsdagsgave (det, vi på dansk kalder en gående fjeder; de der, som kunne tage en hel trappe, trin for trin, hvis man skubbede dem helt rigtigt), men Roland hører det som et ‘sut i’, og tror Rikard vil have en prostitueret, da bliver det for alvor morsomt. Men vi griner med ikke af vores hovedkarakter.

YouTube/animation/kunst

Johannes Nyholm spillefilmsdebuterer med Kæmpen, men han har allerede skabt sig et navn med sine kortfilm. Især Las Palmas, hvor hans meget lille datter spillede fuld turist overfor et cast af dukker, skabte opmærksomhed; traileren blev berømt i amerikanske talkshows og fik millioner af visninger på YouTube. Den kunst- og animationsuddannede instruktør ved, hvordan man tænker visuelt, hvordan man finder en fængende idé, og hvordan man skaber et helt egensindigt univers.

Rikard har svært ved at kommunikere, og bliver ikke taget seriøst af sin omverden. Men han har et indre univers. I filmen træder vi op i himmelhøjde og ser Sverige, som det må se ud for en kæmpe; med bjerge, skove, og de små byer som synes af intet i det sublime landskab. Er kæmpen Rikards far eller blot en ønskedrøm? Det er svært helt at få hånd om. Men det er absolut ikke svært at få hånd om de fantastiske billeder, der synes ret do-it-yourself-agtige, og tydeligvis bærer præg af instruktørens faglige baggrund.

Kæmpen er en blandingsfilm. Ikke blot fordi den inkorporerer animation, men hver scene er også lavet præcis på sine egne præmisser, snarere end med idéen om, at der skulle en sammenhængende film ud af det. Hvis man accepterer den hakkende rytme, så er det en gavmild oplevelse, hvor man det ene øjeblik oplever et hjerteskærende drama om en mand, der ikke passer ind, og i det næste følger årsberetningen fra den lokale boule-klub – en scene, som mindede mig om noget, De Nattergale kunne have lavet en sang om. En sektion viser YouTube-klip med de danske boule-mestre – for skurken i den her film er naturligvis de fedtspillende danskere – før vi følger en musiktime for de udviklingshæmmede, der mindede mig om noget fra Haneke’s Code Inconnu.

Jeg tror heller ikke, det er tilfældigt, at Nyholm fik så stor succes på YouTube. Flere af scenerne har deres egen logik, men også et twist, som man venter på i ret præcist lige så lang tid, som man gør på YouTube. Man kunne sagtens forestille sig flere af scenerne gå viralt: ‘Sore loser ruins boule final – INCREDIBLE’. ‘This man’s reaction to his birthday gift will break your heart’. ‘Keep your eyes on the parrot – TOO FUNNY’. Det er dog naturligvis ikke kun et spørgsmål om rytme, det handler også om, at Kæmpen helt enkelt er en virkelig morsom og følelsesfyldt film.

Find rytmen

Christian Andrén har ikke så vanvittig meget at arbejde med, når nu hans ansigt er plastret til med makeup, og hans karakter har problemer med at tale, men han skaber uforglemmelige øjeblikke med det han har. Hans øjne set gennem en brevsprække, eller hans sammenknugede måde at flygte på, når verden er for forfærdelig. Johan Kylén har varme i rollen som Roland. Flere af de andre medvirkende er amatører, f.eks. har to danske bouleeksperter rollerne som filmens skurke, og helt ærligt er deres skuespil en smule amatøristisk, omend deres boulebevægelser føles utroligt autentiske.

Men de har rytme, det er det, som er så fascinerende; at de sidder taktfast og spiller på xylofon. De er bare overhovedet ikke enige om rytmen, og der er ikke noget behov mellem dem for sådan rigtig at blive det

Fotograf Johan Lundborg, der også filmede Spise Sove Dø, filmer de fleste scener i lange klip, der giver skuespillerne plads til at agere, hvilket tilsammen giver en fornemmelse af improvisation, men også står i slående kontrast til de fabulerende fantasiscener. Og på soundtracket lyder en relativt nostalgisk blanding af musik, der understreger det lidt nørdede i historien om den lille mand med de store bouleevner.

Jeg vender lige tilbage til den der musiktime. For den er altså sjov, også selvom det måske ikke er politisk korrekt at grine af. Men de har rytme, det er det, som er så fascinerende; at de sidder taktfast og spiller på xylofon. De er bare overhovedet ikke enige om rytmen, og der er ikke noget behov mellem dem for sådan rigtig at blive det.

Lad det være en metafor, at de udviklingshæmmede ikke spiller i takt med resten af samfundet. Det er der nok mange instruktører, som kunne have lavet en film om, sikkert som et fint og nuanceret offerportræt. Nyholms kup er, at han fanger, at de udviklingshæmmede har deres egen rytme, og forsøge at lave en film baseret på det. Fordi han vil det, har han lavet noget helt særligt.

Premiere: 29.06.2017
Originaltitel: Jätten
Genre: Drama
Spilletid: 1 Time 26 Minutter (Ekskl. Reklamer Og Trailers)
Copyright: Scanbox

Hovedfoto: Scanbox

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Frederik Bojer Bové

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste indlæg fra

Gå til Top