mm

Maziar Mazor Etemadi

Filosof, maler, digter og fordragsholder. Født i Iran, har boet i Danmark siden 1980'erne. Efter mange års forskning og undervisning på Aalborg Universitet er jeg blevet mere involveret i malerkunsten og mine digte. Med udgangspunkt i den humanistiske tradition orienterer jeg mig bredt og interesserer mig nærmest for alle aspekter af vores tilværelse. MobilePay: 20993173

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Maziar Mazor Etemadi
på Mobile Pay: 20993173

En hyldest til den ukendte kvinde med løvehjertet

KOMMENTAR – En dramatisk fortælling fra den persiske mytologi omhandler nationalhelten, bueskytten Aresh Kamangir. Aresh var oprindelig en ukendt soldat, en søn af folket, som i et afgørende øjeblik i landets historie trådte frem, blev båret i hjertet af folk, og reddede landet fra den dybeste ydmygelse ved at sætte sin sjæl ind i den pil, han skød.

Fjenden havde i letsindighed accepteret, at en persisk soldat skulle skyde en pil op i luften. Der, hvor pilen landede, skulle grænsen mellem fjenden og Iran ligge. Det resulterede i den totale ydmygelse af fjenden, da Areshs pil fortsatte sin rejse højt op på himlen en hel dag og landede ved den gamle grænse og på den måde genvandt det tabte territorium.

Digteren Siyavosh Kesrai skrev et langt episk digt om Arash Kamangir, der bragte ham den største offentlige anerkendelse fra alle fløje i Iran. Og selvom Kesrai var et aktivt medlem af Kommunistpartiet, og digtet var dedikeret til Khosro Roozbeh, den allerstørste heroiske skikkelse i den kommunistiske bevægelses historie i Iran, og digtet brød alle de politiske grænser, så blev det højlydt lovprist af både monarkister, liberale, nationalister og venstrefløjen.

Digtet fandt også hurtigt vej til skolebøgerne; reciteret og citeret af skolebørn og mange revolutionære, der så direkte ind i døden og gik i den i Iran.

En meget berømt passage i digtet er følgende:

Ja, ja, Livet er smukt.
Livet er et ildtempel, der vil vare ved,
Hvis du tænder den, hvis du puster til ilden
Vil dens flammers dans kunne blive set fra alle kyster,
Ellers vil der herske mørke,
og mørket vil hvile på os som vores skyld

Jeg kom til at recitere dette heroiske digt i forgårs. Årsagen var en ung iransk kvinde, der fik mig til at bøje mig for hendes frygtindgydende mod. En gang i mellem skal man bare falde på knæ og anerkende storheden hos et menneske.

Mens vi brugte dagen i forgårs på at tænke på og tale om burkaer, burkaloven og dens konsekvenser for vores folkestyreorienterede demokrati her til lands, stillede en iransk kvinde sig på en betonforhøjning midt i storbyen.

Uden hijab, men iklædt hvidt tøj, der er symbolet på, at hun er imod tvungen hijab (Hvid onsdag-bevægelsen i Iran) og holdt en tale til folk på gaden.

Hvert eneste sekund gennem denne tale kunne hun risikere enten at blive arresteret, slået sønder og sammen af regimets militser eller skudt på stedet med en dødbringende kugle. Som en anden Aresh lagde hun sin sjæl i sin tale og besang livets skønhed.

Videoen er allerede gået viralt og deles ud i alle fora blandt iranere.

Hendes tale lød således:

“Kom, lad os forenes og genopbygge vores land. Borger, vær ikke bange. Hvis vi samles og danner en fælles front vil ingen kræfter, hverken dem i landet eller fremmede kræfter, være i stand til at vinde over os, folket. Vi er iranere. Vi er ikke arabere, vi er ikke palæstinensere, vi er ikke irakere, vi er ikke libanesere… hvorfor skal vores ressourcer, fra olie til el til vores madvarer bruges og sendes til disse lande for at fortsætte konflikterne i de områder? Stop med at være tavse. Jeg undskylder over for alle jer, som har udvist mod og har brudt tavsheden. Men til alle jer, der kujonagtigt forholder jer tavse: I 40 år har I holdt mund eller kun hvisket i krogene. Vi er dødtrætte af jeres tavshed og medløberi. Bryd denne tavshedens cirkel.”

Det er ord, der kan skabe liv; det er ord, der inviterer til modstand; det er ord, der kalder til barrikaderne. Sådan er denne modige kvindes ord. I sandhed en kvinde med et løvehjerte.

Ja, Livet er smukt.

زنان در اعتراضات مردمی ایران پیشرو هستند

زنان در اعتراضات مردمی ایران پیشرو هستند.فلکه دوم صادقیه، برج گلدیسببینید این زن چه با شهامت مردم را به حق‌طلبی فرا می‌خواند. او همچنین حجاب اجباری که نماد سیطره ایدئولوژیک حکومت است را کنار گذاشته است.مطالب مرتبطجنبش زنان؛ از مشروطه تا امروزhttp://goo.gl/QRN7s4 انقلاب مخملی: پایان مسالمت آمیز کمونیسم در چکسلواکیhttp://bit.ly/2CsrRlb#تظاهرات_سراسری #چهارشنبه_های_سفید

Posted by ‎Tavaana: E-Learning Institute for Iranian Civil Society توانا: آموزشکده جامعه مدنی ایران‎ on Wednesday, August 1, 2018

Kategorier