Medier og magthavere blev udstillet under Nørrebro-demonstrationen

af

Demonstrationen forleden på Nørrebro i anledning af 10-året for rydningen af Ungdomshuset vil gå over i historien og finde plads i den kanoniske række af ungdomsdemonstrationer med enkelte tilfælde af materiel skade. Lige så kanonisk vil en artikel på Politiken.dk samme aften muligvis blive. Den viste nogle reaktioner fra landets ledere, der både moralsk og demokratisk var dybt problematiske, skriver Jakob Brønnum i et essay, der reflekterer over medierne og magthavernes reaktioner – og samfundet.

Torsdag aften. Der sker noget på Nørrebro. Facebook begynder at koge. En Politiken-journalist surfer rundt på de forskellige medieplatforme for at høste reaktioner, og ved halvti-tiden har han en artikel.

Den bringer fire forskellige reaktioner fra både den lokale, kommunale ledelse og fra regeringen, hele tre ministre. På den måde kan man sige, at temperaturen bliver taget på det demokratiske samfunds ledelse i artiklen, og hvis man ikke vidste bedre, kunne man samtidig konkludere, at det ville være på tide at ringe efter en læge.

Opfør jer ordentligt

Statsministeren anvender en kommunikationsform, der er uhyre populær blandt samfundsledere for tiden. Han tweeter lakonisk: ”Opfør jer ordentligt”. Tweetet har link til et par nyhedsartikler. Dagen efter tweeter statsministeren en varm tak til politiet for indsatsen.

Det lyder gemytligt. Det lyder (lands)faderligt. Man kan godt forstå, at han skriver sådan. Lars Løkke-Rasmussen (V) vil jo gerne være Lars, der spiser frikadeller med folket. Han har lavet en fond for drenge, Løkkefonden, der har behov for hjælp, hvis formål er at komme det i møde, at ”Danmark har et drengeproblem”, hvad angår indlæring, drenge får lavere karakterer. Fonden arbejder for at ”At hjælpe drenge på kanten ind i fællesskabet”.

Og så tænker man på, om det mon ikke havde været bedre at sige noget om, at han også selv havde været ung engang og skulle vi nu ikke finde på noget i fællesskab?

Alligevel ser man for sit indre blik, underligt nok og irriterende nok, Lars stå og ryge et sted og fyre en hurtig bemærkning af på Twitter. For det skal man jo i den situation som moderne statsleder. Og man kommer til at tænke på dengang han selv lavede, hvad der i juraen ville falde ind under hærværk, hvis han ikke havde betalt for rengøringen selv, nemlig dengang han røg på et hotelværelse i Kastrup på en valgaften.

Og så tænker man på historien om dengang han snød en musiker for penge som koncertarrangør, fordi han opdagede, at han var under 18, da han havde skrevet kontrakten under, og så gjaldt den jo ikke. Og så tænker man på, om det mon ikke havde været bedre at sige noget om, at han også selv havde været ung engang, og skulle vi nu ikke finde på noget i fællesskab?

Hvis Lars Løkke Rasmussen selv har været en lømmel og forstår drenge på kanten af fællesskabet, hvorfor kan han så i sit landsfaderlige tweet ikke mønstre noget bedre, noget mere favnende, noget mere fællesskabs-appellerende, noget mere menneskeligt nærværende end ”Opfør jer ordentligt”.

Som moralsk forpligtende udsagn og moraliserende udsagn fra en regeringsleder midt under en udladning af ungdommelig afmagt i landets hovedstad, er det knapt godkendt.

En modtagende holdning

Men det skulle blive værre endnu. Artiklen bringer også overborgmester Frank Jensens (S) mere artikulerede harme, hvor han fuldstændig korrekt gør opmærksom på, at ingen har ret til at sætte en bydel i undtagelsestilstand – selvom det juridisk set nok heller ikke er det, der er tale om. Men man forstår, hvad han mener.

Frank Jensens reaktion er den eneste af de fire, der bringes i artiklen, som også viser en principielt modtagende holdning: ”København har plads til alle”, begynder tweetet:

Den utilgivende minister

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har også en reaktion, der er taget med i artiklen. Det er den voldsomste af de fire reaktioner. Journalisten skriver: ”Inger Støjberg har omvendt taget demonstrationens parole til sig og skriver på Facebook: ‘Intet er glemt, intet tilgivet’. Men hun henviser i stedet til de autonomes raseren af Nørrebro for 10 år siden – ikke rydningen af ungdomshuset”:

Intet glemt, intet tilgivet. Netop! Vi glemmer og tilgiver ALDRIG jeres beskidte vold mod politiet og jeres gale hærværk mod en hel bydel og fredelige og ordentlige mennesker og forretningsdrivende.

Posted by Inger Støjberg on Wednesday, 1 March 2017

Hvad er der galt med den reaktion? Ikke så lidt.

Hvis Inger Støjberg havde været en almindelig Facebook-bruger, der havde kommenteret på en artikel fra Den Korte Avis, hvor den for informationsværdiens skyld havde fået lidt vel megen high-lighting af begivenhedens dramatiske indhold, kunne man forstå det og trække på skulderen.

Ministeren siger, at hun evigt vil søge samfundets hævn over de unge mennesker, der er tale om her. Det er helt uacceptabelt for en minister i et demokratisk samfund at fremkomme med en sådan udtalelse

Men der er tale om den rutinerede minister Inger Støjberg, som råber det ud på offentlige medier, at ikke alene hun, men ”vi” ”intet har glemt, intet tilgivet”. Det, “vi” ikke tilgiver, er nogle strafbare og alvorlige overgreb på politiet samt hærværk, som tidligere er sket.

Det er ikke alene fjollet, og ikke alene overreageret og ikke alene dybt problematisk. Det er groft udemokratisk af ministeren at reagere på den måde.

Hvis ministeren havde skrevet ”jeg”, kunne man forstå, at hun menneskeligt og som samfundsborger føler sig personligt ramt, og man ville have en vis medfølelse med hendes afmagt. Men der står ikke ”jeg”, der står vi. Det vil sige, at Inger Støjberg taler på vegne af nogen.

På samfundsfællesskabets vegne

Hvis man er minister og bruger ordet vi i en offentlig udtalelse om et samfundspolitisk forhold, er det umuligt at forstå det som andet, end at hun udtaler sig på det samfundsfællesskab vegne, hun er minister for.

Hvad ligger der i, at hun siger: ”intet er glemt, intet tilgivet”? Udover, at hun altså ikke er i tilgivelsesbranchen, men i lovgivningsbranchen og bør lade den dømmende myndighed om at fastlægge samfundets sanktioner, så må man se det sådan, at hun ikke er sindet at lade de pågældende mennesker udstå deres straf.

Ministeren siger, at hun evigt vil søge samfundets hævn over de unge mennesker, der er tale om her.

Det er helt uacceptabelt for en minister i et demokratisk samfund at fremkomme med en sådan udtalelse. Alene af den grund, at det demokratiske Danmark ikke anvender en juridisk (retributiv) praksis, der har til formål at hævne, som man ser det f. eks. i visse mellemøstlige kulturer, men at hjælpe folk tilbage i samfundet (en restitutiv praksis).

Ministeren er bange

Man kan ikke se bort fra, at der kan være tale om et udtryk for angst, en øjeblikkelig udladning af en ureflekteret følelse. Ministeren er ganske enkelt bange.

Her kan det være nødvendigt med en forklarende bemærkning: Det er en kendt sag, at når man tager en almindelig uddannelse, der er struktureret efter professionelle faglige principper og af en vis varighed, for eksempel en håndværkeruddannelse, påfører man sig et analyseapparat i sin bevidsthed, som bruges til at forstå problemstillinger indenfor det fag, man har valgt, men som også smitter af på den måde, man opfatter tilværelsen i almindelighed på. Man får simpelthen et professionelt forstå-apparat stillet til rådighed, som bevidstheden automatisk overfører på andre problemstillinger.

Hvis man for eksempel er murer, vil man være god til at anslå, hvor mange ressourcer, der skal bruges til en given byggeopgave, for ressource-anslåelse er en af de kompetencer, man har tilegnet sig.

Skal jeg skældes ud, hvis min søn smider en brosten hen ad Nørrebrogade, når jeg udmærket godt ved, at det er i afmagt over det samfund, han vokser op til at skulle indgå i?

Har man ikke det, har man en tendens til at opfatte tilværelsen i mere uformulerede, usproglige symboler. Det er klart. Hvad andet skulle der ellers være at analysere med end de basale og ofte banale sansninger og uskolede erfaringer. Man er overgivet til sit eget indre symbolsprog. Samfundet ses som en uformuleret dynamo af gode og onde kræfter mellem hinanden og man må beskytte sig mod de onde med de midler, man har til rådighed. Støjberg opfatter tydeligvis flygtninge- og indvandrere som kræfter, man må beskytte sig mod, uden smålige, menneskelige hensyn.

Ministeren mangler, hvis man anlægger dette perspektiv, så åbenlyst det nødvendige analyseapparat for at moderere og nuancere sine reaktioner. Det er et indbygget, demokratisk problem, at vi kan risikere at sætte folk til at bestemme over ting, de faktisk ikke kan overskue, fordi de ikke har tilegnet sig redskaberne til det. Dette er dybest set et meget borgerligt synspunkt.

Ærgrelsen hos journalisten, der har skrevet det, lyser ud af ordene, når han må meddele, at: ”Selvom det ikke helt er på højde med de voldsomme scener fra rydningen af “Ungeren” tilbage i 2007, udviklede situationen sig først på aftenen minut for minut”

Et af de værste symboler på undergang, et menneske, der opfatter sig som kerne-samfundsborger, kan forestille sig, er naturligvis, når politiet er truet. Politiet er symbolet på den instans, der holder kaos borte fra samfundet. Det er nøjagtig det, Støjberg giver udtryk for i angstfyldte symbolprægede udtryk og nøjagtig derfor hun altid kommer med disse paniske og dramatiske løsninger, som at sætte udvisningsramte ud i den dybeste skov, hun kan finde under åbenlyst umenneskelige forhold, selvom en fodlænke kunne gøre det.

Den franske litteratur- og samfundsteoretiker René Girard (1923-2015) har forklaret den mekanisme på grundig vis i sine teorier om, hvordan samfund altid udser sig syndebukke, det kan lægge angsten for kaos på. Det klassiske eksempel på det må være den mærkværdighed, at ”politimorderen” Palle Sørensen fik lov at sidde i fængsel længere end noget andet menneske i Danmark inden for den moderne straffelovs tid, 33 år fra 1965. Han havde meldt sig selv og tilstået mordene efter tre dage og mange undrede sig over, hvorfor han igen og igen fik afslag på ansøgning om benådning, selvom livstidsfængsel ofte kun medfører 12 år bag lås og slå og kun særligt farlige forbrydere sidder længere (typisk 15-16 år) eller idømmes forvaring på ubestemt tid.

Det er selvfølgelig på grund af det faktum, som Girard forklarer, at man ikke kan have et menneske gående frit omkring, der har punkteret samfundets grundlæggende mekanisme til at holde kaoskræfterne væk, nemlig politiet. Støjberg går også i panik, når politiet er truet. Loven er i øvrigt siden blevet lavet om og mildnet med henvisning til netop Palle Sørensens tilfælde.

Støjberg og kaos

Hvad var det så for kaoskræfter, Støjberg er ved at gå ud af sit gode skind af angst over? TV2-Lorry har en morsom, lille filmstump, der viser, hvordan en gruppe hætteklædte unge skubber en barriere hen mod politiet, som politiet havde stillet op. Det sku’ de godt nok ikke ha’ gjort, de frækkerter, for øjeblikket efter kommer hele politi-kavalleriet løbende efter dem.

Hvad skete der mere? ”Det kom flere gange til fysiske konfrontationer”, meddeler samme lokaltv-kanals hjemmeside, og ”demonstranterne malede på bagsiden af en politibil”.

Ikke på højde med tidligere vold

Ærgrelsen hos journalisten, der har skrevet det, lyser ud af ordene, når han må meddele, at: ”Selvom det ikke helt er på højde med de voldsomme scener fra rydningen af “Ungeren” tilbage i 2007, udviklede situationen sig først på aftenen minut for minut.”

Et drama anes et øjeblik i horisonten, men det var blot spændingen alene, ikke begivenheden selv, for journalisten fortsætter: ”Politiet varslede, at demonstrationen var opløst via højttalervogne på stedet – og at det derfor var strafbart at opholde sig i området. Varslingen betyder, at politiet om nødvendigt vil skride til anholdelse af dem, der ikke forlader området. Så vidt er det dog ikke kommet”.

Det mest venstreorienterede, jeg nogensinde har foretaget mig, er at lade mig konfirmere af Margrete Auken i 1974. Så er det på plads

Her er det på tide, også fra skribenten her at bekende kulør: Der er sket skader, og det kan sågar tænkes, at forsikringen i enkelte tilfælde ikke dækker. Der kan være folk, der har fået et gok i nødden, selvom intet er meddelt om det – men det er under enhver omstændighed totalt forkasteligt og udemokratisk, at folk kommer til skade og virkelig dumt, hvis ejendom går tabt. Hvem går til en sådan demonstration?

Jeg kunne aldrig drømme om at gå til en så frugtesløs demonstration. Så hellere skrive en mail til Frank Jensen. Og en ting til: Hvis jeg nogensinde kan anbefale nogen at kaste med en sten, er den flad og det er ud i vandet. Og endelig: Det mest venstreorienterede, jeg nogensinde har foretaget mig, er at lade mig konfirmere af Margrete Auken i 1974. Så er det på plads.

Men det er godt nok pinligt med den reaktion fra Inger Støjberg. Værre er det imidlertid med reaktionen fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K). Den kaster et lys over landets ledelsesforhold til og forståelse af de underliggende mekanismer i flygtninge- og indvandrerproblematikkerne, vi gerne havde været foruden.

Justitsministerens patriarkalske normer

Søren Pape mener, at de forældre til de unge mennesker, der efter sigende, foruden den allerede nævnte hærværk på offentlig, motoriseret ejendom, efter sigende har smadret en hæveautomat og nogle ruder i Arbejdernes (!) Landsbank, skal undskylde, fordi de ikke har opdraget dem godt nok:

“Der er en gruppe forældre, der skulle stå frem på TV og sige ‘undskyld, undskyld, undskyld. Vi har opdraget vores børn helt forfærdeligt’, siger han til TV 2 News”.

Jeg vil ikke sige, at det er det dummeste, jeg nogensinde har hørt. Men det er tæt på at være det farligste. Det er et mærkværdigt og helt udemokratisk knæfald for et patriarkalsk værdisystem, Danmark officielt forlod senest ved Grundlovens indførelse i midten af 1800-tallet, muligvis helt tilbage ved Stavnsbåndets ophævelse i 1788.

Skal jeg skældes ud, hvis min søn smider en brosten hen ad Nørrebrogade, når jeg udmærket godt ved, at det er i afmagt over det samfund, han vokser op til at skulle indgå i? Kun hvis samfundet vælger at lægge sine sanktioner på det forhold, at min ære som familieoverhovede derved er krænket. I alle andre situationer er udtalelsen latterlig.

Vi har set det patriarkalske samfundssystem én gang tidligere for nylig fremhævet fra landets øverste politiske ledelse i en meget afgørende hændelse, der kun varede kortvarigt, men ikke desto mindre var sigende.

Man fremstillede, forud for et af de seneste EU-valg, en video, Voteman, der skulle få unge til at stemme. Folketingets præsidium under Mogens Lykketofts (S) formandskab nåede at godkende den, inden man trak den tilbage efter voldsom kritik. Den byggede på en bandementalitet, der som bekendt anvender strukturer og normer fra det patriarkalske værdisystem, og den havde en brutal hovedperson, der mere eller mindre ville tvinge folk til at stemme under trusler om vold. Sexistisk var den også.

Alt det her er noget rod. Justitsministeren er ikke godt nok skolet i juraen eller i samfundskundskab til at forstå den regression til tidligere tiders styreformer, der ligger i at sætte patriarkalske normer op på denne måde. Han forstår derfor heller ikke, at han engagerer sig i en ulige kamp, en på forhånd tabt kamp, til skade for samfundet.

Der findes kun to typer af samfundsformer, samfundsvidenskabeligt set, og en del blandformer. Der findes det traditionelle samfund, hvor man har vekslende grader af klanmentalitet og vekslende former af hierarkisk struktur, man kun kan ændre på ved nåde ovenfra, og hvor man har overvejende æresrelaterede og hævnende juridiske principper. Og så findes der det moderne, det demokratiske samfund, hvor alle – i princippet – har mulighed for at betjene ethvert embede. Man kan sige det konstitutionelle monarki teknisk set er en blandform, men det tilhører alligevel den moderne samfundsform.

Den eneste moralsk acceptable faktor, vi har at hænge ”danske værdier” op på, som bedre end de patriarkalske normer, der fører klantankegange, strukturel og religiøs kvindeundertrykkelse, manglende opgør med fysiske opdragelsesmetoder, Støjbergs angstfyldte, juridiske hævnpraksis og flere andre ting med sig, er de demokratiske værdier.

Forlader vi de demokratiske værdier, som vi gør, når vi i stedet sætter de patriarkalske normer op som målestok, påstår vi samtidig, at de danske værdier er bedre end ikkedanske værdier, men udelukkende af etniske grunde, og derved af potentielt racistiske grunde. Så er det ikke alene noget rod. Det er også noget snavs at komme ud i.

Hvis ministrene spurgte, ”hvad har vi gjort forkert, siden de unge smider med brosten på Nørrebrogade?” så ville de allerede være på sporet

Stiller ministeren danske patriarkalske normer op overfor andres folkeslags patriarkalske normer, er det en ulige kamp, for de er meget stærkere i Mellemøsten og andre steder end her i Nordeuropa. Det er en vankundig og patetisk udtalelse.

At være medforfatter på loven

Der er en grundlæggende præmis om hærværk, som ingen af disse tre ministre har tilegnet sig. Den tyske samfundsforsker Jürgen Habermas siger et sted, at demokrati handler om at føle sig som ophavsmand til loven. Hvis jeg bryder loven, er det fordi jeg ikke føler, det er min lov. Hvis ministrene spurgte, ”hvad har vi gjort forkert, siden de unge smider med brosten på Nørrebrogade?” så ville de allerede være på sporet.

Det rimeligste vil være at opfordre til det modsatte af, hvad Inger Støjberg gør i udtalelsen ovenfor, nemlig at glemme de her ministerreaktioner hurtigst muligt. De er ikke i orden.

Det er hærværket heller ikke. Hærværket er uværdigt. Men hvor vi kan skælde de unge mennesker ud, når de opfører sig som unge mennesker i krise og ikke som voksne mennesker med overblik, selvom de ikke er det og selvom vi ikke kan forhindre det, så kan vi og skal vi forvente og forlange af politikerne, at de handler som modne mennesker med det tilstrækkelige overblik. Også, eller måske særligt, på de sociale medier.

Topillustration: Michaël Dorbec – POV lønner ikke sine skribenter eller tegnere. Hvis du synes godt om Michaëls arbejde som illustrator og grafiker på POV kan du donere et beløb til hans fortsatte arbejde på hans Mobile Pay: 3131 8234.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Jakob Brønnum

Jakob Brønnum er forfatter til omkring 30 bøger og redaktør på Præsteforeningens Blad og nettidsskriftet Den smalle bog.
I efteråret 2016 udkom bogen "Pengeguden" (Forlaget Eksistensen) og digtsamlingen "Porten til den indre by (Det poetiske bureaus forlag), begge på omkring 300 sider.
De seneste bøger:
* Sange ved himlens port. Bob Dylans bibelske inspirationskilder (essay, 2014)
* Malmö by night (digte, 2014)
* Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
* Argumenter mod døden (essay, 2015)
* Lysåret (haikudigte, 2016)
* Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
* Pengeguden (essay, 2016)
* Porten til den indre by (digte, 2016)
Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en meget anvendt foredragsholder. Han bor i dag i Sverige med sin familie. Hans kone (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.
POV's skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnums artikler på MobilePay: 53 60 84 96.

Seneste indlæg fra

Gå til Top