En bosnier krydser sit spor

af

Ind imellem træder en fremmed ud af mængden og gør et særligt indtryk. Personen trykker på en knap i hukommelsen, og en glemt skuffe rykkes ud. Her er lille historie fra Mette Nexmand om en mand i en alt for lille parkacoat. Eller måske er det en større beretning om en flygtningekrise, vi for længst har fortrængt.

Det slog mig forleden, at jeg måske er den eneste, som ser ham. I så fald bør I ikke læse denne tekst, da den udstiller mig som sejlende ustabil. På den anden side omhandler teksten mere end en tilfældig iagttagelse. Det er fortællingen om et menneske, der er tvunget til at leve i sin egen parallelverden.

Jeg så ham igen for to uger siden. Han stavrede afsted på den forkerte side af Ørestadsboulevard på den strækning ved Bella Center, hvor byggeselskaberne æder sig ind på fodgængeres og cyklisters passager.

Jeg sad i metroen og spottede pludselig en velkendt, kroget skikkelse ved den smalle græsrabat, der hager sig fast i krydsfinérpladerne mod Bella-kvarteret.

Det var ham.

Han er høj, knugende mørk og på alle årstider iklædt en påfaldende lille parkacoat. Ærmerne stumper, taljen er placeret under brystkassen, og kraven ligner en mumificeret ilder. Mandens hår hvirvler rundt, sort som i tegneserier fra 70’erne, hvor Sølvpils lokker blev tilsat blå lyn for at understrege, hvor indianer-sorte de var.

Udstråler en mild galskab

Denne mand er også af ’anden etnisk oprindelse’. Mit bedste bud er, at han er bosnier fra det tidligere Jugoslavien. En af dem, der for mere end 20 år siden kom til Danmark som asylansøger og fik permanent opholdstilladelse, fordi hjemlandet var en gennempryglet, afsjælet ruinhob.

I tiden, der fulgte, rendte jeg på den høje mand igen og igen, og jeg begyndte at se et mønster i hans adfærd. Uanset hvor skørt, han opførte sig, var han altid sært rolig.

Han har måske haft et slags hjem i København S. siden teenageårene, men intet tyder på, at der er familie eller venner inde i billedet. Han okser altid afsted alene, som om han har et livsvigtigt ærinde, mumlende med sig selv og jorden, han blafrer henover.

Allerede her vil jeg understrege, at han aldrig er fuld, måske medicineret, men ikke råbende og aggressiv, og på trods af frakken i børnestørrelse og tordenskyen af uredt hår virker han heller ikke usoigneret. Frem for alt gør han ikke andre bange – han udstråler en mild galskab, der kun er rettet indad.

Grunden til, at jeg pludselig begyndte at tvivle på personens eksistens, var stedet, jeg genså ham, og den lange periode, der var gået siden sidst. Jeg bor nu i Ørestad, men har tidligere haft adresse på Amagerbrogade, og det var i dette kvarter, jeg første gang stødte på ’bosnieren’.
At han pludselig dukker op i Ørestad flere år efter, gør mig usikker: Er han et produkt af min fantasi, som manifesterer sig, når jeg bliver for magelig? Når jeg ikke kan rumme verdens uretfærdigheder og har behov for en mental rusketur?

At han pludselig dukker op i Ørestad flere år efter, gør mig usikker: Er han et produkt af min fantasi, som manifesterer sig, når jeg bliver for magelig? Når jeg ikke kan rumme verdens uretfærdigheder og har behov for en mental rusketur?

Nej, forklaringen ligger snarere på Digevej, 500 meter fra Ørestadsboulevard. Her er Psykiatrisk Center Amager placeret i en række gulstensbygninger, og bosnieren har formentlig haft en grund eller to til at komme der i årenes løb.

Dette er dog ikke et indlæg om Region Hovedstadens behandling og mangel på samme af psykisk syge. Jeg aner ikke, hvordan det danske samfund har tacklet denne person. Men jeg kan se, hvordan han behandler sig selv.

Mødet på Prinsessevaskeriet

Mit første møde med ham involverede i høj grad parkacoaten. Der var ikke vaskemaskine i min lejlighed på Amagerbrogade, og jeg vaskede derfor på Prinsessevaskeriet, som bestemt ikke lever op til sit navn. Her er hverken særligt royalt eller feminint, men til gengæld forholdsvist sobert, og maskinerne virker.

Jeg valgte altid aftener, hvor jeg vurderede, at andre ville sidde hjemme og se landskamp eller X Factor. Det der med at møde nye mennesker på vaskeriet og opføre en musical dansende fra hvidevare til hvidevare – dét er amerikansk video- og filmbedrag. Der foregår intet af interesse på et vaskeri, og man bør ikke indgå i mere social kontakt end praktisk nødvendigt.

Den aften var dog anderledes. I hele Prinsessevaskeriet var kun mig, et ældre, pertentlig ægtepar – og bosnieren. Først tænkte jeg: ’Shit, en idiot, der vil snakke og stille alle mulige forudsigelige spørgsmål om sæbedispensere.’

Men han sagde ikke noget, i hvert fald ikke til mennesker. Hans opmærksomhed var udelukkende rettet mod en stor industri-tørretumbler, som larmede infernalsk. Det lød, som om Thors hammer tæskede herreløst rundt inde i metalbeholderen.

En parkacoat og to tennisbolde

Bosnieren sad på en lav skammel foran tørretumbleren i t-shirt og joggingbukser og rystede af kulde på trods af, at det var en lun forårsaften. Hans albuer var presset ned i lårene, og hænderne foldet om ansigtet. De lange ben lå som på et krigsoffers – i mærkelige, forvredne stillinger. I det hele taget en meget forpint scene.

Det gik op for mig, at han sang lavmælt, og det lød som Balkan-strofer, den slags, jeg normalt forbinder med irriterende gøgl.

Jeg satte mig til at vente på mit vaskeprogram, begravet i min iPhone. Larmen fra tørretumbleren fortsatte og fik hele lokalet til at ryste. Det ældre ægtepar virkede ligeglade eller døve – de så ud til at have omdannet Prinsessevaskeriet til deres eget bryggers, og intet trængte ind i boblen.

Han holdt den op foran sig og smilede, foret var kun revnet et par steder. Han krummede sin lange krop sammen og krængede frakken på, tvang lynlåsen et par centimeter op

Endelig lød den kendte hylelyd, og maskinen satte tempoet ned. Tordenhammeren ramte metallet et par gange mere, og så var der stille.
Bosnieren sprang op og flåede i lågen, hans arme fægtede rundt i den brandvarme tumbler, og ud kom parkacoaten i sin krympede og fortumlede udgave.

Han holdt den op foran sig og smilede, foret var kun revnet et par steder. Han krummede sin lange krop sammen og krængede frakken på, tvang lynlåsen et par centimeter op.

Men seancen var ikke slut. I tørretumbleren lå også to tennisbolde, som behændigt blev fisket ud og proppet i lommerne. Bosnieren havde fulgt generationer af husmødres råd om tørring af fx dyner. Parkacoaten skulle være ren og tør i samme arbejdsgang, så ejermanden kunne krybe hurtigt i den. Det var et hylster, en ham, han for længst var vokset ud af, men aldrig kunne efterlade.

Radiokontakt med et tidligere liv

I tiden, der fulgte, rendte jeg på den høje mand igen og igen, og jeg begyndte at se et mønster i hans adfærd. Uanset hvor skørt, han opførte sig, var han altid sært rolig.

Selv dengang, hvor han medbragte en gammeldags ghettoblaster i linje 4a. Halvdelen af buspassagererne havde sikkert aldrig set sådan et skrummel, og jeg tvivler på, at der var én eneste elektrisk gnist tilbage i den.

Men bosnieren lod sig ikke slå ud. Han kommunikerede sagte med nogen via højttalerne i apparatet, mens en flok skolebørn fnisede åbenlyst omkring ham. Morskab på hans bekostning men for ham ligegyldigt.

Det vigtige var samtalen med dem, ingen kunne se eller høre. Måske nåede hans budskaber helt til Trebevic-bjergets skråninger og skyggebilledet af et familiemedlem eller en gammel ven, han som barn måtte tage afsked med.

Bosnieren er for mig den mest triste anakronisme. Hans 90’er-relikvier fortæller om et andet liv i et andet land, og han kan ikke løsrive sig fra nogen af delene. Jeg tør ikke tænke på, hvad han som dreng har været vidne til i den etniske konflikt, der pludselig bragte middelalderen tilbage i hjertet af Europa.

Hvordan ville jeg selv klare det?

Tusindevis af bosniere flygtede til Skandinavien under krigen i det tidligere Jugoslavien (1992-1995), og mange har klaret sig godt. Vi lægger knap mærke til dem; det er lige ved, at Finansministeriet glemmer denne gruppe, når der skal laves opgørelser over omkostninger ved at integrere flygtninge.
Bosnierne har nemlig i vid udstrækning bidraget til samfundet – for nu at bruge et ofte anvendt udtryk. ‘Min bosnier’ bidrager ikke i teknisk forstand. Han har snarere kostet sundhedssystemet penge, når det ødelagte sind skulle lappes sammen.

Jeg er til gengæld overbevist om, at han aldrig har gjort nogen fortræd eller på anden vis udtrykt vrede. Han er simpelt hen så langt væk i sin parallelverden, at han burde tilkendes et særligt pas. Han bor i en verden, hvor frakken passer, og man lytter til let popmusik sammen med sine serbiske eller kroatiske venner. Hvor det første skud i Sarajevo aldrig løsnes.

Tusindevis af bosniere flygtede til Skandinavien under krigen i det tidligere Jugoslavien (1992-1995), og mange har klaret sig godt. Vi lægger knap mærke til dem; det er lige ved, at Finansministeriet glemmer denne gruppe, når der skal laves opgørelser over omkostninger ved at integrere flygtninge.

Denne mand er flygtet, men ikke landet, og derfor bidrager han til min forståelse for en flygtnings vilkår og ikke mindst, hvad vi i Danmark forlanger af dem. At du kan være så skadet, at hjernen lukker adskillige centre ned og gør dig til en bevægelig skal med ganske få formål, dét skræmmer mig og indgyder samtidig respekt.

For hvordan ville jeg selv klare det, mentalt og fysisk, hvis jeg under truslen om død og ødelæggelse blev tvunget til at forlade København og tigge mig til en køjeseng, en identitet, i et vildt fremmed land?

Hvordan ville du?

Topfoto: Wikipedea. Hovedstaden Sarajevo i Bosnia Herzegovina set fra Trebevic-bjergene. Da krigen i det tidligere Jugoslavien sluttede i 1995, var to millioner mennesker flygtet fra den blodige konflikt. Tusinder af bosniere endte i Danmark, heraf mange børn, som i dag er fuldt ud integrerede voksne i det danske samfund. 

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

mm
Mette Nexmand

Mette Nexmand, uddannet journalist på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet som redaktør og journalist på flere livsstilsmagasiner, senest som digital redaktionschef hos Benjamin Media. Har desuden arbejdet i client media-branchen og skabt koncepter, kommunikationsstrategier mv. for fagforeninger, ngo-organisationer og private virksomheder.
Personligt meget optaget af historie, litteratur, design, arkitektur og samfundsforhold. Er udpræget nørd, når det kommer til historie/idéhistorie. Er sprogmenneske om en hals, men forsøger også at være i en konstant læringsproces omkring naturvidenskabelige emner. Skriver en litterær blog, hvor alle disse emner kommer i spil.

Seneste indlæg fra

Gå til Top