Terror og politik
I aften kl. 21 fløjter Viktor Kassai op til åbningskampen i Europamesterskaberne i fodbold 2016. Det storslåede stadion, Stade de France, i Paris-forstæden Saint Denis, danner ramme om åbningsslaget mellem værtsnationen Frankrig og Rumænien. Kampen er den blot anden på Stade de France efter de grusomme begivenheder ved netop dette stadion i forbindelse med venskabskampen mellem Frankrig og Tyskland 13. november sidste år.
Vi kan da også se frem imod en slutrunde, som i høj grad vil blive afviklet i skyggen af både storpolitik og terrortrusler. Storbritannien skal stemme om tilhørsforholdet til den europæiske union 23. juni, blot dagen før England og Tyskland potentielt kan støde ind i hinanden i 8-dels-finalen af Europamesterskaberne.
Vi kan se frem imod en slutrunde, som i høj grad vil blive afviklet i skyggen af både storpolitik og terrortrusler.
Det kan gå hen og udvikle sig til et ganske kuriøst opgør, hvis de to hold skal kæmpe på grønsværen dagen efter, at briterne eventuelt har stemt sig ud af unionen. Senest er en fransk statsborger blevet anholdt i Ukraine – angiveligt med planer om at gennemføre adskillige terrorangreb under slutrunden. Der er med andre ord nok af eksogene faktorer til at aflede opmærksomheden fra fodbolden, men det vil jeg ikke lade mig friste af i denne blogpost. Så til sporten:
Debut til ny turneringsstruktur
Det er nemlig første gang, at Europamesterskaberne afvikles med 24 deltagende hold ved selve slutrunden. En ganske markant udvidelse bare i forhold til sidste mesterskab, men især hvis man sammenligner med de bare otte deltagerlande ved den danske EM- sejr i 1992. Den markante ekspansion har medført en debut for adskillige fodboldminiputnationer, der nu befinder sig i det fine selskab ved slutrunden. Lande som Island og Albanien er med for første gang, hvilket formentlig vil give lidt ekstra graverarbejde for kommentatorerne under mesterskabet, da ikke mange navne på de to hold står opgivet i de store fodboldencyklopædier.
Forøgelsen af deltagere giver også nogle organisatoriske og strukturelle udfordringer for afviklingen af slutrunden. For at få ligningen til at gå op med 24 deltagerhold, vil de fire bedste treere fra gruppespillet også gå videre til cup-slutspillets 8-dels-finaler sammen med de to bedste hold fra hver af de seks indledende puljer. Det indebærer , at vi skal vænne os til synet af nogle flere B-nationer end vanligt i slutspillet, hvilket set med de fodboldekvilibristiske briller, er en kedelig bivirkning af forsøget på at udbrede sporten bredere i Europa.
Hvem er favoritter?
Værtslandet Frankrig er af mange udråbt, som turneringens helt store favorit. Det er da også et relativt ungt fransk hold, som er kørt i stilling til at gøre traditionsnationen ære. I spidsen er flere af sæsonens helt store positive overraskelser på den europæiske fodboldscene. En fronttrio bestående af målræven Antoine Griezzmann fra Atletico Madrid, vidunderbarnet Anthony Martial fra Manchester United og frisparkseksperten Dimitri Payet fra West Ham, kan få de fleste fodboldelskeres mundvand til at dryppe i rigelige mængder. Frankrig har dog som værtsnation ikke været tvunget til at kvalificere sig til slutrunden og har derfor ikke spillet nogen betydende kampe længe. Det har før vist sig som en hæmsko for værtsnationer.
Den solide tyske fodboldmaskine er et af de andre oplagte favoritbud, men der har på det seneste været en smule grus i det tyske maskineri, med flere uinspirerede indsatser til følge. Joachim Löw og co. er dog notorisk et godt turneringshold og bredden på holdet er fantastisk. Det kan blive guld værd i en komprimeret turnering.
Arvtagerne Sergio Busquets og Andres Iniesta virker rustne efter en lang sæson i Barcelona. Jeg tror ikke på Spanien.
På tredje og fjerdepladsen i favoritfeltet finder man Spanien og England. Spanien, som vandt Europmesterskaberne i 2008 og 2012 og verdensmesterskaberne ind i mellem i 2010, er altid en fodbold magtfaktor og med den suveræne status, som spansk klubfodbold nyder i disse år, ville det være tåbeligt at regne dem ud af ligningen. Men efter dirigenterne Xavi og Xabi Alonso er stoppet på holdet, er det spanske tiki-taka schweizerurværk blevet en kende mere hakkende. Arvtagerne Sergio Busquets og Andres Iniesta virker rustne efter en lang sæson i Barcelona. Jeg tror ikke på Spanien.
England kan få sin bedste slutrunde længe.
England derimod er fløjet til Frankrig med slutrundens yngste trup, og der virker for første gang i lang tid til at være en vis optimisme omkring det engelske mandskab. Holdet bæres i høj grad af stammen fra årets æstetisk smukke oplevelse i Premier League, Tottenham. Nye navne som Eric Dier, Delle Ali og Harry Kane vil få væsentlige roller på det engelske mandskab. England kan få sin bedste slutrunde længe.
Og så er der naturligvis mit hjertensbarn, Italien, som træder ind i turneringen som en vingeskudt and. Både Marco Verratti og Claudio Marchisio er ude med skader, hvilket er en stor skam, eftersom de begge er spillere, som ville have pyntet på Gli Azzurri. Men man skal må aldrig afskrive italienerne. De er ganske enkelt ufatteligt dygtige til at skabe resultater. Men holdet ser nærmest historisk ringe ud på papiret.
Og så har jeg ikke engang nævnt Portugal og Belgien. Der er mange om buddet til årets slutrunde. Og selv i skyggen af terrortruslen og europæisk storpolitik er jeg ikke i tvivl om, at vi får et festfyrværkeri af en slutrunde. Glæd jer. Vi går i gang om få timer.
Læs mere om EM i fodbold her.
Topfoto: Officielt logo.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her