At elske Danmark uden at tabe sig selv

af

At det skulle være meget svært at få lov at være sammen med danskerne på lige fod og i øjenhøjde som udlænding, indvandrer eller flygtning, er det rene volapyk. Det mener Maziar Mazor Etemadi, som reagerer på en nylig kronik i Information, hvor en syrisk flygtning, Odai Al Zoubi, gav gode råd til, hvordan man som flygtning eller indvandrer  skulle klare sig godt, eksempelvis ved at tale grimt om Sverige; holde det hemmeligt, at man fik tæv som barn og gemme sin arabiske musik langt væk.

I min sædvanlige, daglige gennemgang af Dagbladet Information faldt jeg over en kronik med titlen: “I Danmark skal arabere holde sig fra at tale dansk og fra at grine af jyder og frikadeller”.
Forfatteren er en syrisk flygtning ved navn Odai Al Zoubi.

Nu er jeg hverken araber eller muslim, men min nysgerrighed blev vakt af både temaet, den fælles skæbne og af, at vi begge stammer fra Mellemøsten og har valgt at bo i Danmark af forskellige årsager. Kronikkens polemiske titel og stil skærpede min appetit til at underkaste kronikken en grundig gennemgang. Desværre forsvandt appetitten ret hurtigt, og udbyttet af læsningen kom til at stå i et forlegenhedsforhold til anstrengelsen ved at læse den.

Hvis Odai Al Zoubis grove generalisering var sand, var jeg for lang tid siden blevet bandlyst i Danmark, for jeg ynder og nyder at begå samtlige af de fejltrin, som han fraråder os at begå, og jeg har det til trods for mine fejltrin ganske godt

Odai Al Zoubis benyttede sig af den velkendte mellemøstlige, livskloge, distancerende skriveattitude, som jeg i længden finder ganske trættende. I mine teenageår plejede jeg at ironisere over en sådan skrivestil som en form for faretruende træthed, der ubarmhjertigt nærmede sig og gennemborede min krop, trængte dybere ind, spredte sig fra benene opad til hele kroppen med en visselig død til sidst, dog tillod den mig et sidste lille åndedrag.

Mit sidste tilbageholdte åndedrag før udåndingen vil jeg nu bruge til at vove pelsen og sige, at den kronik består af selvsmagende, selvretfærdig, offentlig badeanstaltssludder. Kort og godt, en omgang vrøvl.

Hvad der gik galt for mig og hvilke modsætninger, jeg fandt gennem læsningen, vil jeg efter bedste evne gøre rede for her.

Danskerne vil gerne udlændinge

Hvis Odai Al Zoubis grove generalisering var sand, var jeg for lang tid siden blevet bandlyst i Danmark, for jeg ynder og nyder at begå samtlige af de fejltrin, som han fraråder os at begå, og jeg har det til trods for mine fejltrin ganske godt.

Min verden befolkes af gode venner med agtværdige solide danske navne som Lars, Henrik, Anne-Mette, Annette, Mads, Dorte, Glenn, Rikke osv. Vi giver ligefrem hinanden knus og omfavnelser, når vi mødes. Jeg mærker ingen kropsforskrækkelse blandt venner, tværtimod oplever jeg en lethed ved kroppen, ganske vist anderledes fra den mellemøstlige udgave, dog ikke mindre hjertelig eller oprigtig.

Det bliver endnu værre. Danskernes intolerance over for andre perspektiver oplever jeg heller ikke på den måde, som Odai Al Zoubi beskriver. Jeg er ligefrem så aldeles arrogant, elitær og storsnudet af natur, at jeg mener at have læst flere bøger om Danmarks historie, litteratur, poesi og politik end de fleste i dette land. I modsætning til Jantelovens anbefalinger sætter jeg på ingen vis mit lys under en skæppe. Selv klassisk dansk mad, her inklusiv de famøse frikadeller, flæskesteg, stjerneskud, (you name it) mener jeg, at jeg er bedre til at tilberede end gennemsnittet, for madlavningen er en livspassion for mig.

Mine danske venner bliver givetvist overrasket, når jeg indleder en lidenskabelig samtale om mængden af fløde i en klassisk hvidkålsuppe, men fornærmet over min storsnudethed bliver de ikke

Mine danske venner bliver givetvist overrasket, når jeg indleder en lidenskabelig samtale om mængden af fløde i en klassisk hvidkålsuppe, men fornærmet over min storsnudethed bliver de ikke. Hvis nogen skulle være i tvivl om det sagte, kunne Dagbladet Information bruge lidt af deres chefredaktørs månedlige løn på 115.000 kr. til at lave en madkonkurrence, så skal jeg vise jer, skal jeg.

Jeg driller danskerne ofte

At det ikke er comme il faut i Danmark at holde med Sverige, er en sandhed med visse modifikationer. Måske upopulært i et særligt segment af befolkningen, men jeg holder ret ofte med Sverige, når der diskuteres, og jeg driller alt og alle i Danmark fra Dronningen, til Niels Ivar Larsen, til morsingboerne.

Alle, der kender mig både privat og fra de utallige debatter på Facebook og min månedlige klumme i Nordjyske i 2000-2007, ved, at jeg elsker at debattere og ikke er bange for at være i opposition.

Blandt andet forsvarede jeg Jyllands Postens offentliggørelse af tegningerne fra det første øjeblik, de så dagens lys. Jeg skrev i aviserne, deltog i radio- og TV-programmer, interviews og i de offentlige debatter på Aalborg Universitetet. Nogle mellemøstlige venner mente ligefrem, at min eksistens ikke havde noget godt at gøre på denne jord, og jeg fik derfor en del trusler. Men sådan er livet. Vi skal alle sammen dø. Hellere dø stående. Jeg har endnu ikke mødt nogen afvisning af min væremåde i Danmark.

Mange af de folk, der er kommet til Danmark i de sidste 30 år, er kommet hertil i dyb eksistentiel krise og er ikke opmærksomme nok på, at de med dette valg også påtager sig en opgave. Opgaven at anstrenge sig

Det overrasker mig derfor at læse, at danskerne ikke skulle interessere sig for andre end sig selv. Måske er jeg autist, siden jeg ikke opdager det, men altså, jeg skriver og taler vidt og bredt om Iran og om hvor gode, kloge, dygtige, de skide iranere/persere er (hvis vi altså glemmer den islamiske perversitet og den herskende religiøse vrøvl).

Oven i det hele mishandler jeg det danske sprog godt og grundigt hver eneste dag. Folk, lige fra min farvehandler til mine kolleger, naboer og venner, udviser alligevel imødekommenhed over for mit motto: DEN danske sprog er sgu svært.

Jeg ser venlighed overalt

Hvad skyldes denne imødekommenhed, hvorfor bliver jeg ikke smidt ud af landet med en envejsbillet til der, hvor peberet gror? Hvis Odai Al Zoubi har ret, burde min tilværelse i Danmark bestå af en lang række eksistentielle nederlag. Ganske sørgeligt for mig, ikke? Men jeg har det sgu godt, ganske succesfuld, har mange venner, og jeg planlægger at forlænge mit ophold i Danmark med mindst et par ekstra hundrede år.

På forunderlig vis er jeg velsignet med mange gode venner, ja, mine bedste venner er sgu danske. De bliver ikke stødt af min væremåde. Hvorfor mon?

Hvis vi for en stund glemmer mine fortræffelige personlige egenskaber, kunne grunden måske være, at de danske var en gruppe selvpinende særlinge, siden de bliver ved med at holde overtegnede ud. Der kan godt være noget om den snak, når man betænker, at man i Danmark både kalder sin elskede og det absolut uelskede væsen for Skat.

Muligvis ligger grunden til tolerancen dog andre steder. Historisk har danskerne været en søfartsnation, der rejste verden rundt, handlede, udforskede. Selv nu til dags, hvis man kradser en dansker i overfladen, befinder der sig en sømand, en verdensrejsende under det rolig gemyt. Danskerne har altid været orienterede mod omverdenen. Kig bare på de store ingeniørværker og bedrifter i Mellemøsten, og du vil møde en eller flere danskere på spil der.

Måske er sagen omvendt. At folk, der træder ind på dansk grund, ikke åbner deres sind tilstrækkeligt. Mange af de folk, der er kommet til Danmark i de sidste 30 år, er kommet hertil i dyb eksistentiel krise og er ikke opmærksomme nok på, at de med dette valg også påtager sig en opgave

Måske er sagen omvendt. At folk, der træder ind på dansk grund, ikke åbner deres sind tilstrækkeligt. Mange af de folk, der er kommet til Danmark i de sidste 30 år, er kommet hertil i dyb eksistentiel krise og er ikke opmærksomme nok på, at de med dette valg også påtager sig en opgave. Opgaven at anstrenge sig.

En anstrengelse udi at forstå det nye land, der har givet dem husly. Det betyder på ingen måde, at de skal tabe alle deres værdier og nulstille alle deres overbevisninger, men de skal som minimum suspendere gyldigheden af egne overbevisninger. Ved at blive flygtning har man som et ansvarligt menneske erkendt sin egen utilstrækkelighed, sit beskyttelsesbehov og sin værtsnations gæstfrihed.

Man har erkendt, at de idealer, man har levet og kæmpet for, har bragt en til nederlag, og behovet for at beskytte sig selv og sine nærmeste erstatter idealerne. Fra det sted skal man som flygtning genopbygge sig selv. De fleste problemer i Danmark opstår som en modvilje mod at se sig selv som flygtning, nøgen i spejlet, og i forsøget på at undgå sandheden om sig selv bliver resultatet, at man projicerer sin egen usandhed som menneske over på værtsnationen, i det her tilfælde Danmark.

Her adskiller den reelle åbenhed og kærlighedens vej sig fra lukketheden og den komplicerede ikke-vilje.

Hvordan viser kærligheden til Danmark sig?

Når jeg tænker på, hvordan mine danske venner, kolleger og min familie ser mig, opdager jeg, at de er i stand til at dechifrere og gennemskue sandheden i mit forhold til Danmark. De kan mærke, at jeg elsker landet, at jeg læser Danmarks historie, følger med i det politiske liv og kultur, litteratur, kunst og klassisk musik ud fra en dyb og engageret kærlighed.

Den store Goethe siger, at man skal fortjene sin arv. Danskerne har fået deres arv med modermælken. Jeg gør mig fortjent til arven gennem engagement, kærlighed og studier. Her er måske også forskellen mellem to måder at forstå dét at være dansk på: Grundtvigs og Madvigs. Mens Grundtvig så på dét at være dansk som noget, der løb i blodet, så Madvig dét at være dansk som en viljens akt. At ville Danmark.

Madvig og Grundtvig var som henholdsvis nyhumanist og nationalromantiker enige om mange ting, at dannelsen til mennesket måtte funderes på sprog, litteratur og historie. Som flygtning er man stillet over for den opgave. Min personlige viljes akt består i at ville lære Danmark at kende i alle tænkelige og utænkelige henseender.

Vejen har været lang, men for én, der kommer til Danmark, er vejen den eneste vej til det forjættede land.

Odai Al Zoubi, her får du min vej. Måske kan det hjælpe lidt. Men husk at finde din egen.

Viden er magt

Da den første periode af forvirring havde lagt sig, spurgte jeg mine venner, hvilke aviser i Danmark, der svarede til Le Monde, New York Times, Washington Post og Pravda. Jeg fik fire navne: Information, Politiken, Jyllands Posten og Land og Folk.

Mine dage bestod i at læse flere timer på biblioteket. 90 procent af indholdet i aviserne forstod jeg ikke, men jeg kendte godt til den politiske diskurs og de hotte politiske emner i verden. Derfor kunne jeg alligevel orientere mig.

Dengang fandt jeg dansk rigidt og begrænset. Sproget, følte jeg, manglede det raffinement og den poetiske frihed, som jeg oplevede til overmål i persisk. Hun, der studerede fransk og kendte til min smag anbefalede mig at læse Lykke Per. Jeg, der kun havde boet i Danmark i mindre end to år kastede mig ud i den bog. En stor begivenhed i mit liv

Vi var en lille gruppe, der fik gennemført, at vi fik seks timers undervisning i dansk hver dag: to timers konversation, to timers grammatik, to timers samfundsforhold. Nødvendigheden af viden omkring det samfund, vi var ankommet til, kan ikke overdrives.

Find dig en kæreste

Kærester gør godt på mange planer. Find dig en kæreste og find vejen til hendes/hans hjerte og lær. På en bustur til Skagen havde jeg en samtale om sproget med min daværende kæreste. Dengang fandt jeg dansk rigidt og begrænset. Sproget, følte jeg, manglede det raffinement og den poetiske frihed, som jeg oplevede til overmål i persisk.

Hun, der studerede fransk og kendte til min smag anbefalede mig at læse Lykke Per. Jeg, der kun havde boet i Danmark i mindre end to år kastede mig ud i den bog. En stor begivenhed i mit liv.

Jeg blev henrykt og bevæget af denne bog. Jeg, der havde læst Pushkin, Tolstoy, Dostoyevsky, Sartre, Balzac, Zola, Roland, Shakespeare, Keats, Withman… befandt mig nu i samtale med Henrik Pontoppidan, og han gav mig nøglen til Danmark. Dets klang blev dybere, melodisk og rigt på indhold.

Siden har jeg læst alle de af hans bøger, jeg kunne. Så fulgte Nexø, Kirk, Scherfig, Bang, Jakobsen, Ditlevsen, Blixen, Tafdrup…

Læs bøger – kend historien

Det er ikke muligt at forstå Danmark uden at kende til arbejderbevægelsen.

Jeg kastede mig ud i at læse arbejderbevægelsens historie og har udviklet den største agtelse og beundring for de fagforeningsaktive, der i isnende vinterkulde i den første halvdel af 1900-tallet vandrede gennem hele landet for at organisere arbejderne, for at skabe fundamenterne for velfærdstaten. Nærlæsningen af grundloven, dens ændringer, de store sociale reformer, kanslerforliget, kvindebevægelsen…

Alle de ting var med til at forme min beundring for den danske velfærdsmodel. Den danske velfærdstat modtager stor respekt fra mig, og jeg vil glædeligt give langt mere af min løn i skat for at opnå den glæde at mærke, at vi kan kigge hinanden i øjnene og være det bekendt.

Disse strømninger var med til at udforme den nye sædelighed i Danmark, som jeg kaldte velfærdstatens sædelighed. Det er ikke uden grund, at landet her har fostret den store filosof Løgstrup, der viser, hvorledes vi mennesker i mødet med hinanden holder noget af den andens liv i vores hænder.

Frikadeller eller ej

Odai Al Zoubi, du nævner frikadeller.

Lad os tage en snak om maden. Hvad er mad egentlig? Mad er samfundsidealer om et godt liv formet som noget behageligt, rart, velduftende og appetitligt, som vi indtager i hinandens selskab. Den bedste måde at kende et folk på er at spise deres mad. I alle lande bliver man budt på mad, og når man spiser sammen, bliver man en af “os”. Mad er ånden formet som den rene velsmagende kærlighed, man kan spise. Mad skal derfor omgås med respekt.

At gå på opdagelse i dansk mad er at opdage Danmark. En god regel er, at besøger du et folk, så spis deres mad, drik deres drikke, så opdager du dem. Dansk mad er derfor et kærlighedsforhold, vi kommer til at dele.

Til en stor familiesammenkomst i London for nogle år siden lavede jeg stegt and, brune kartofler, sovs og risalamande. Min familie spiste maden med den største glæde. Det blev serveret med dansk øl også. Det var min gave til min familie

Fra den første dag gik jeg efter maden og har lært at lave den med stor passion på samme måde som jeg laver fransk, italiensk, spansk, tysk, jødisk og iransk mad. Når danskerne er glade for frikadellen, er det den kærlighed, de vil dele med dig. Kærligheden kan være misforstået, men handlingen og ønsket om at dele det, man finder godt med en gæst, er en elskværdighed og i sig selv godt.

Hvorfor så være fornærmet over, at der også findes kødboller alverdens steder, og man laver frikadeller på månen (man laver forresten også frikadeller i Iran. Men hvilken relevans skulle det have i den her sammenhæng?). Til en stor familiesammenkomst i London for nogle år siden lavede jeg stegt and, brune kartofler, sovs og risalamande. Min familie spiste maden med den største glæde. Det blev serveret med dansk øl også. Det var min gave til min familie.

Natur er også kultur

Odai Al Zoubi, du nævner dansk natur.

Den er meget forskellige fra dele af Syrien. Men sagen er en anden. En natur er aldrig kun en natur. At vandre gennem en by er at blive stemt med byen, med den måde livet udtrykker sig på i denne by, i denne kultur.

Når du vandrer gennem gaderne i København, Aarhus eller Thisted eller Farsø,.. bliver du fortrolig med det liv, der i generationer har udspillet sig der. Du bliver intimt forbundet til det liv.

Den intimitet afslører, at her har boet store personligheder.  Personligheder, som belyser vores vej gennem tilværelsen. De er vores tilværelses rejsekammerater.

En af dem for mig er Holger Drachmann. Hvert eneste år tager jeg en tur til Skagen, som regel alene, for at lægge blomster på Holger Drachmanns grav og for at vise en stor digter respekt. Hans gavmildhed er stor, hans digte en nødvendighed i mit liv. Jeg sidder der ved hans grav og læser hans digte.

For mange år siden læste jeg Sophus Claussens digt Ekbátana, et drømmesmukt og potent digt om Persiens gamle hovedsted. Siden da har jeg skullet have min daglige dosis af Claussen, en eneste dag uden ham er utænkelig for mig.

Tidligt om morgen i daggryets ro er Claussen og Neruda side om side med mig. Jeg læser dem, og de skaber dagens stemning.

Men hvorfor udforske dansk natur kunne man spørge? Mit simple svar er, at jeg udforsker dansk natur, fordi den er en del af mit liv. Ikke fordi det er gratis eller trygt, men fordi jeg bor her

Vi har lige sagt farvel til sommeren og sommerfuglene. Digteren Inger Christiansen forevigede sommerfuglene i sin sonetkrans Sommerfugledalen. Læs digtet, hvilken glæde og fryd, og hyldest til disse smukke skabninger. Det er det poetiske Danmark i sin højeste potens, vi med glæde kan erfare.

Men hvorfor udforske dansk natur kunne man spørge? Mit simple svar er, at jeg udforsker dansk natur, fordi den er en del af mit liv. Ikke fordi det er gratis eller trygt, men fordi jeg bor her.

Naturen danner fast grund under mig. Når jeg står ved fjorden og kigger på en solnedgang, tænker jeg ikke på solnedgangen ved det mægtige bjerg Demavand i Iran. Men på denne solnedgang, dette drama af lys og mørke, der udspiller sig for mine øjne. Jeg er nærværende i den natur. Ikke en oplevelse, men et nærvær er kernen i min udforskning.

På det tidspunkt vil jeg ikke være andre steder end lige dér. Lige dér ved fjorden og i selskab med den natur, historie og kultur, der levende er til sted ved fjorden. At vandre i naturen er en del af dannelsen, en del af det at kende Danmark.

Ånd og nærvær i kirken

Er man fra Mellemøsten har man alt andet end et tempereret forhold til religionen. Er man fra Iran, ser man som regel religionen som djævlens værk. Men på trods af min voldsomme ateisme besøger jeg alle de kirker, jeg kan og deltager nogle gange også i gudstjenester, for på de steder hvor man har tilbedt det hellige, er ånden på en forunderlig vis tilstede.

Mine børn er døbt i folkekirken, fordi deres mor og hele hendes familie er lyserøde danske med lidt spansk og fransk indblanding. Det er den måde, man lever i Danmark, det er den måde, deres mors familie har levet i generationer. For mig er det bare en smuk tradition, folk deler i Danmark. Jeg nyder selskabet, glæden, fornøjelsen med dem.

Mit forhold til kirken går igennem Indre Mission. Sjovt, ikke? Mindre end et år efter ankomsten til Danmark lærte jeg om Højskoletraditionen og besluttede mig for at opholde mig et semester der. Fattig på penge og tidspresset gjorde, at jeg valgte en Indre Missions højskole, Hoptrup Højskolen.

Indre Mission eller ej, de var noble, kærlige mennesker, som jeg tænker på med den største hengivenhed. Da jeg tog med dem til gudstjeneste, kiggede de alle på mig med mildhed

Desværre er den lukket nu. Jeg mødte de mest vidunderlige, passionerede lærere og personale der. De var ordentlige, noble mennesker, der udviste den største omsorg for eleverne, selvom den elskværdige forstander rejste sig ved aftenens arrangement en aften og erklærede, at Maziar var den første ateist i højskolens 70-årige historie – til alles morskab.

Indre Mission eller ej, de var noble, kærlige mennesker, som jeg tænker på med den største hengivenhed. Da jeg tog med dem til gudstjeneste, kiggede de alle på mig med mildhed. Adspurgt, hvorledes jeg som en ateist deltog i deres invitationer og kirkebesøg var mit svar simpelt og ærligt: Af respekt og kærlighed til dem og min egen selvrespekt.

Kære Odai Al Zoubi,

Når man med glæde ser storheden i den anden, kan ens egen storhed også komme til udtryk. Hvis du søger storheden i dansk ånd, finder du den også, og du vil genkende den hos dig selv. Storheden i Danmark gør mig glad for at have valgt Danmark. Det giver mening til mit valg. Kun at få øje på et lille, intolerant, forskrammet Danmark, afslører også for mig hvor lille og ynkelig min egen ånd er.

Når alt kommer til alt, er jeg mest til Georg Brandes. Med alle sine fejl og mangler var han en åndsaristokrat, tænkte stort, levede stort. Han var som mig en beundrer af den tyske filosof Nietzsche.

Nietzsche begynder sit monomentale værk, Also Sprach Zarathustra (en Iraner selvfølgelig), med at sige, at man skal bringe gaver med til menneskene.

Jeg spørger ikke til, hvilke almisser du har med. Det er kun dem, der er fattige i ånden, som giver almisser. Hvad bringer du af gaver?

Jeg vil derfor spørge dig Odai Al Zoubi direkte, hvad bringer du med dig af gaver til menneskene i Danmark?

Gaven er hos Nietzsche det overskud af liv og den åndsrigdom, der af sig selv giver noget værdifuldt til de andre og appellerer til livet og til dets virke. Uddannelse, penge, status, skattelettelser… er almisser. Jeg spørger ikke til, hvilke almisser du har med. Det er kun dem, der er fattige i ånden, som giver almisser. Hvad bringer du af gaver?

Foto: Jørgen Pedersen

Kunne du lide, hvad du læste? Du kan donere et beløb, som tak for læseroplevelsen, til Maziar Mazor Etemadi på MobilePay +45 20993173

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Maziar Mazor Etemadi

Filosof, Maler, digter og fordragsholder. Født i Iran, har boet i Danmark siden 1980'erne. Efter mange års forskning og undervisning på Aalborg Universitet er jeg blevet mere involveret i malerkunsten og mine digte. Med udgangspunkt i den humanistiske tradition orienterer jeg mig bredt og interesserer mig nærmest for alle aspekter af vores tilværelse. 

Seneste indlæg fra

FAR FAR VEL

Emilia van Hauens far er død. I denne tekst, som løber over
Gå til Top