Elefanten i vores byrum

af

Det er i år 100 år siden, at Danmark solgte Dansk Vestindien til USA. POV International har bedt historielærer og medlem af Københavns Borgerrepræsentation Gorm Gunnarsen om at berette om de kolonihistoriske spor, der stadig i dag findes i hovedstadens byrum. Også spor fra Dansk Vestindien. Man skal bare kigge ordentlig efter. Vi lægger ud på Christianshavn, der i 1700-tallet var centrum for den danske koloni- og slavehandel.

Nogle vandrehistorier vænner jeg mig til. Andre kan jeg ikke forsone mig med. En af dem, jeg ikke kan forsone mig med, er historien om arkitektens selvmord.

Vor Frelser Kirke, Christianshavn

Mindst en gang om måneden hører jeg i forbifarten kanalrundfart-guides og turistførere dvæle ved vandrehistorien om arkitekten bag Vor Frelser Kirkes spir, Laurids de Thurah, der skulle have sprunget ud fra spiret af fortvivlelse over, at spiret var blevet fejlsnoet. De seneste år har turistforførerne mod slutningen af deres fortælling erkendt, at de formidler en fabrikeret historie. Det er alligevel den, folk ude i den store verden husker, når man fortæller dem, at man er historielærer på Christianshavn.

Vandrehistorien er skammelig, for den lægger sig som et røgslør om spiret og sløver blikket for dets egentlige symbolik og spirets betydning som pejlemærke ikke kun for Øresunds skibsfart men for enevældens globaliseringsprojekt.

Nye horisonter

Da spiret på Vor Frelsers Kirke stod færdig i 1752, var det et symbolsk højdepunkt i fem danske kongers stræben efter herredømme på andre kontinenter.

Christian den Fjerde beordrede grundlæggelsen af Christianshavn i 1618, samme år som han sendte en ekspedition afsted til Indien, hvor den grundlagde handelsstationen Trankebar. Ekspeditionens flagskib måtte ændre navn fra ”Malkepigen” til ”Elefanten” for at kunne stå mål med kongens tropehede drømme. Gennem det næste halve århundrede gav Trankebar ikke meget afkast medens konflikterne med Sverige hindrede en ambitiøs samhandel.

Med tabet af Skåne og etableringen af Øresundsgrænsen, fokuserede kongemagten, der efter Frederik den Tredjes statskup i 1660 var enevældig, i stigende grad sin herskesyge på andre kontinenter. Og denne dagsorden fik medløb, da rigdomme fra Trankebar efter årtiers pause ankom med skib til København i Christian den Femtes første regeringsår.

Orglet i Vor Frelser Kirke

Christian den Femte overvågede gennem de næste tre årtier byggeriet af Vor Frelsers Kirke, hvor han selv afbilledes på det indre pragtorgel som selve kærlighedens symbol – mens et kors står for tro og et anker for håb. Pragtorglet hviler på rigt udstyrede elefanter.  Han viser dermed, hvorfra midlerne til magten og dens iscenesættelse blev bragt til veje.

På elefant-safari i København

Elefanten symboliserer Asiens rigdomme. Dem havde Christian den Femte mod 1600-tallets slutning adgang til som hersker over en lille bid af Asien. Den første rige last ankom med fregatten ”Færø” i 1670. Mon ikke det er derfor, at der sidder en nordatlantisk søpapegøje på håbets anker øverst oppe på det prægtige træskærerarbejde.

Christian den Femte gjorde elefantordenen til den i særklasse mest uopnåeligt efterstræbelsesværdige rang for sine undersåtter. Elefanter var eksotisk fjerne og blev derfor dybt integreret i den enevældige herskers selviscenesættelse. Ved at gå på elefant-safari i byrummet får man et blik ind i det oversøiske grundlag for retten til at bestemme alt herhjemme.

Trekroner, som pryder spiret på både Børsen og Christiansborg, er oprindeligt et symbol på Kalmarunionen fra 1397 mellem Danmark-Norge og Sverige. Det er de fleste opmærksomme på, men det er også et symbol på de tre ”konger”, der besøgte Jesusbarnet og gav ham gaver fra fjerne egne. Christian den Fjerde, der satte Trekroner på Børsen og også på Christianshavns byvåben, var godt bekendt med denne tydning af symbolet. Hans far, Frederik den Anden begravede han i Roskilde Domkirkes Hellig Trekongers Kapel. Håbet om gaver fra fjerne kontinenter til ham og hans slægt er den sandsynlige forklaring på hans anvendelse af symbolet, netop der hvor planen var at de oversøiske gaver skulle komme i havn.

De tre konger repræsenterer typisk de tre verdensdele, som var kendt før Columbus: Asien, Afrika og Europa.

Derfor fastholdes symbolet også efter anerkendelsen af Sveriges selvbestemmelse og optræder i navnet på det fort som fra 1700-tallets begyndelse beskyttede indsejlingen til Københavns Havn. Mest iøjnefaldende er det til stede form af tre af enevældens kongekroner på Christiansborgs spir.

De tre kroner symboliserer kontrollen med det europæiske hjemland og kolonierne i Asien og Afrika – og de gaver, som kongemagten føler sig berettiget til fra disse egne.

Når vi markerer de 100 års adskillelse må vi også se vores forbundethed. Vi er i slægt. Det er en skæbne, som de i Danmark ægteviede husfædre og i Vestindien kongeligt bemyndigede mandlige ejere af slavegjorte kvinder har påført deres efterkommere både i Danmark og Vestindien. Det er ikke en skæbne, der kommer noget godt ud af at nægte.

Siden kom så etableringen af kolonier i endnu en ny verdensdel, Amerika. Og der kom Danmark også med. I 1671 oprettedes Vestindisk Kompagni, og Christian den Femte gav dette selskab myndighed til at kolonisere, administrere og drive handel i Dansk Vestindien. Hvilket i første omgang ville sige på St. Thomas. Øen blev taget i besiddelse af guvernør Jørgen Iversen Dyppel i 1672 – straks efter at han var ankommet dertil om bord på et skib fyldt med danskere og nordmænd. Der var igen tale om fregatten ”Færø”.

Etableringen af Dansk Vestindien

Det danske kolonieventyr i Vestindien var nu i gang. Allerede året efter ankom det første skib med slaver fra Danmarks besiddelser i Vestafrika. Dette var de første af titusinder af afrikanske slaver som skulle bruges til produktion af sukker på de danske plantager i Vestindien.

I 1733 købte Danmark så øen St. Croix og med udstykningen af matrikler her mangedobledes antallet af koloniens sukkerplantager. Således begyndte en ny og endnu større velstandstilstrømning fra Dansk Vestindien. Og med denne ønskede Christian den Sjette en ny iscenesættelse af magten.

Christian startede byggeriet af det smukkeste, men også det mest eftertrykkelige, kolonihistoriske spor i det københavnske byrum: Spiret på Vor Frelsers Kirke.

De fire snoninger i den himmelstræbende spiral sættes i stedet for trekroner-symbolet med afsæt i det nye verdensbillede og dets fire kontinenter, Europa, Asien, Afrika og Amerika. Det nye magtsymbol ser bort fra mindelsen om det tabte land hinsides Øresund og ud i den ganske verden (hvor den svenske arvefjende jo heller ikke har nær så meget at skulle have sagt). At det må forholde sig sådan vidner også Christian den Femtes audienssal på Frederiksborg om. Han modtog gæster i en sal, som i loftet var prydet af repræsentationer af de fire kontinenter. Salen var i øvrigt tegnet og indrettet af Frelserkirkens arkitekt, Lambert van Haven, hvis fejring af magten over alle fire verdensdele spirets arkitekt, Laurids de Thurah, viderefører med sine fire snoninger.

Frelseren på toppen skuer mod syd, mens han planter en besidderisk fane solidt i jordkuglen. På alle fire kontinenter har Christian den Fjerdes koloniale ambitioner nu båret frugt. De fire evangelister er sat på toppen af den murede del af tårnet for at iscenesætte missionen i et kristent skær.

Strandgade-facader. Øverst nummer 24, midterst nummer 25 og nederst nummer 26.

Slavetidens Christianshavn

I 1700-tallet kan den danske enevælde udstråle global magt fra Christianshavn. Det kongelige ”Vi” havde styr på Trankebar i Asien, Christiansborg i Afrika og Christiansted i Amerika.

Når jeg cykler fra min arbejdsplads på Christianshavns Gymnasium og ind til Københavns Rådhus, hvor jeg repræsenterer borgerne, passerer jeg tre relieffer i Strandgade. Et tableau med Trankebar i prospekt i nummer 24. En afbildning af de romerske guder for handel og søfart i nummer 25. Og endelig et smukt våbenskjold med sukkerrør i Strandgade 26.

Guderne Merkur og Neptun genfinder jeg som statuer på Børsens rampe. De to værker er i øvrigt skænket til kongemagten af den christianshavnske købmand og skibsreder Andreas Bjørn, der sendte mange skibe ud på trekantsruten. Ud på den yderst indbringende rundfart, der gik fra Christianshavn til Vestafrika med våben, spiritus og smykker. Videre derfra med slaver til Vestindien. Og endelig hjem igen med sukker.

Uden på Rådhuset findes jagtfalke, isbjørne og hvalrosser som påmindelser om dyreriget i de nordatlantiske besiddelser. Rådhuset repræsenterer det forrige århundredeskiftes overdragelse af de koloniale fornemmelser i det enevældige “Vi” til et folkeligt “vi”.

G.A. Hagemann

Inde i Rådhuset er der også en del påmindelser om de koloniale besiddelser.

G.A. Hagemann hugget i granit

På Borgertrappens hjørnevæg i stueplan finder man eksempelvis Gustav Adolph Hagemann hugget i granit. Han var medlem af Københavns Borgerrepræsentation fra 1880 til 1902. Over Hagemanns kontrafej ser man hovedstadens byvåben. Under det nogle sukkerroer. G.A. Hagemann og hans familie var dybt involveret i sukkerindustrien både i Dansk Vestindien og herhjemme.

Hans storebror Georg Heinrich Hagemann ejede plantagen Princess på St. Croix, men Gustav Adolph var ikke blind for urimeligheden for de slavelignende forhold, der i 1878 – 30 år efter at de slavegjorte tog deres frihed – blev udfordret gennem danmarkshistoriens vildeste arbejderoprør, Fireburn på St. Croix.

G.A. Hagemann væmmedes over de fleste plantageejeres adfærd under oprøret. Der var, skriver Hagemann i et brev fra St. Croix, ”fra planternes side efter oprøret udvist en saadan grusomhed mod Negrene, at det er til at blive gal over. Her skulde rodes ordentlig op i Forholdene – de er raadne!” Om en plantageejer McEvoy skriver Hagemann i samme brev: ”Han det gale Asen har været en af de grusomste Plantere; jeg ved fra hans egen Mund, at han skød fem Negere, da han kom hjem til Plantagen efter Oprøret”.

G.A. Hagemann var en særdeles dygtig ingeniør, som fra opholdet på St Croix bragte en omfattende teknisk viden tilbage til Danmark, hvor han med en række tekniske forbedringer fik mindsket energiforbruget ved produktionen af roe-sukker. Det er nok derfor han har sukkerroer under hagen på relieffet, mens relieffet for De danske Sukkerfabrikkers ved Langebrogade, hvor han var teknisk direktør, prydes med sukkerrør.

Kokospalmen på mødesalens dør

Den dør, som jeg går igennem, når jeg skal ind i Borgerrepræsentationens mødesal, har kokospalmer udskåret i relief. Jeg spurgte i starten af februar Overborgmester Frank Jensen om han nogensinde havde lagt mærke til dørenes motivvalg. Det havde han ikke – i øvrigt helt i lighed med det overvejende flertal af borgerrepræsentanter. Stort set alle kender isbjørnene på tagfacaden ud mod Rådhuspladsen og anerkender dem som symboler på de stærke bånd til Grønland. Men meget få bider altså mærke i afbildningerne af det tropiske planterige. Og der er flere af det vestindiske planterige repræsentanter afbildet andre steder – for eksempel er der agaver på Rådhushallens vægge. Agaven har medicinsk værdi og historien om dansk farmaceutisk industri spinder også tråde til vestindisk viden. Dansk industri havde fra 1700-tallet en vugge på den nordlige del af Amager, hvor skibsværfter, skibsforsyning og forædling af råvarer fra kolonierne stod i centrum.

Rådhusets eksotiske spor

Københavns Rådhus blev tegnet af arkitekt Martin Nyrop. Det var fra start hans plan at gøre Rådhushallen til et tropisk væksthus, måske som Glyptotekets palmehave, og der sattes også store palmer ind ved indvielsen. Desværre har lysindfaldet nok været for begrænset til for alvor at etablere et tropisk miljø. Og sidenhen er rådhusets rolle som københavnernes tropiske væksthus gået i glemmebogen.

Da Rådhuset blev opført i årene 1892 til 1905 var Asien og Afrika tabt land for Danmark, men Vestindien var fortsat dansk.

Derfor ser man i Rådhusets Festsal, lige over det sted, hvor sportshelte træder ud på balkonen mod Rådhuspladsen, de fire oversøiske besiddelsers våbenskjolde: Island, Færøerne, Grønland og Vestindien. De sidder der endnu. Også selv om Island har forladt riget. Og også selv om Vestindien blev opgivet ved en folkeafstemning i 1916. Københavns Museum har op til markeringen af 100-året for overdragelsen af Vestindien til USA fundet frem til, at Nyrop selv tegnede forlægget til det vestindiske våbenskjold, som opsattes på hæderspladsen i Festsalen. Det giver rigtig god mening, når man ser det københavnske byvåben side om side med symbolet på de tre øer, hvor palmerne følger linjerne i byvåbnets tre tårne. Vestindien kunne på denne måde blive helt københavnsk.

Det vestindiske våbenskjold, som Nyrop designede

Valghandlingen i 1916 var egentlig ikke demokratisk, for de danske statsborgere i det berørte område blev ikke kaldt til stemmeurnerne. Det var kun de europæiske danskere, som bestemte, at vestinderne efter marts 1917 skulle styres fra USA.

På Festsalens endevægge hænger også våbenskjolde for de fire sønderjyske købstæder. De blev hængt op efter en folkeafstemning i 1920. Her var det ikke resten af riget, der blev spurgt, men kun det berørte område.

En skamfuld adskillelse

På den måde har vi i Festsalens udsmykning et interessant symbol på en skamfuld adskillelse, som vi ikke helt har lært at håndtere anderledes end dengang. For hvorfor er det sådan, at vi så klart skelner mellem europæeres og ikke-europæeres rettigheder i Danmark?

Når vi markerer de 100 års adskillelse må vi også se vores forbundethed. Vi er i slægt. Det er en skæbne, som de i Danmark ægteviede husfædre og i Vestindien kongeligt bemyndigede mandlige ejere af slavegjorte kvinder har påført deres efterkommere både i Danmark og Vestindien. Det er ikke en skæbne, der kommer noget godt ud af at nægte. Vi har ikke bare en fælles historie – vi er forbundet med blodets bånd. Og den forståelse kan forhåbentligt bidrage til et bredere udsyn – for eksempel hos den nationalistiske flertalsfløj i dansk politik, der ikke blot ser betydning i, hvorvidt man er statsborger, men også i, hvorvidt man som statsborger er efterkommer efter en statsborger.

Det hele er ikke bare skamfuldt. Vi kan også i Danmark se på vores opgør med den koloniale fortid med en vis stolthed. En tidligere koloni som Grønland har længe haft fuldgyldig repræsentation i rigets parlament. I modsætning dertil er U.S. Virgin Islands, som Dansk Vestindien hedder nu, fortsat underlagt en kolonial status i lighed med Puerto Rico og Samoa, som heller ikke har valgret ved USA’s præsidentvalg eller fuldgyldig repræsentation i Kongressen.

Det opgør med politisk diskrimination af de koloniserede, vi har taget i Danmark, er et eksempel på en demokratisk tilgang til den koloniale arv, hvor vi erstatter dominans med politisk lighed. Vi burde dermed have et godt afsæt for at kunne droppe kolonitidens bekvemme fordomme og mødes ikke kun med grønlændere men også med vestindere i en ligeværdig dialog om vores fælles fortid.

Vestindiske Dage på Rådhuset

På Københavns Rådhus vil der i næste weekend – den 31. marts til 2. april – være Vestindiske Dage. Om fredagen kan skoleelever deltage i et omfattende program med udstillinger, debatter, workshops og foredrag i mange rum. Og lørdag og søndag fortsætter aktiviteterne med fokus på Københavns koloniale fortid. Alle københavnere er her inviteret til at bruge 100-året for overdragelsen af Dansk Vestindien som anledning til at løfte samtalen om og dermed opmærksomheden på elefanterne i byrummet og andre koloniale spor i vores hverdag.

Alle fotos: Philip Sampson

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Gorm Anker Gunnarsen

Gorm Anker Gunnarsen, født 1962, er historielærer på Christianshavns Gymnasium og medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten.

Seneste indlæg fra

Gå til Top