mm

Jon Eirik Lundberg

Jon Eirik Lundberg (1974) er født i Oslo og er cand.mag. i filosofi fra Københavns Universitet. Han er forfatter ved Det Poetiske Bureaus Forlag og kunstformidler som bestyrer af Læsø Kunsthal. Han er også skribent ved Årsskriftet Critique. Jon Eirik Lundberg skriver hovedsageligt i feltet mellem politik og litteratur og ser litteraturen som en form for erindring af fælles erfaringer. Politisk set ser han en grundlæggende, evig dikotomi mellem det politiske samfund - det vi kalder ‘den frie verden’, altså demokratiet - og de upolitiske samfund, diktaturerne. Kunst og politisk frihed hænger sammen. Jon Eirik Lundberg skriver artikler, kommentarer, romaner, digte og sange og udgav sin første politiske fabel, “Hos glasmaneterne”, i november sidste år.

Jon Eirik Lundberg har også skrevet 'Den udøvende krop', digtsamling, Det Poetiske Bureaus Forlag (2016), antologien ’Oplæsninger’, Læsø Litteraturfestival (2015), Læsø i det 21. Århundrede, fotografier af LucaBerti, Læsø Kunsthals Forlag (2013), MAXIMUM BONJOUR, digte, Forlaget Forlæns, København (2013), Skybrudd i regnskapet, digte, Aschehoug Forlag (2008), Oslo SVERIGE, prosa, Aschehoug Forlag, Oslo, (2003), Forlægger, LEF – De Samlede Værker, rollespil af Jacob Jarlskov (2001), 'Digte for analfabeter,' tegninger, eget forlag (2001). Han bor i København.
Foto: Luca Berti

Se alle skribentens artikler

Elefanten, kusken og det offentlige rum

EKKOKAMRE – Hvordan kan det være, at mennesker på venstrefløjen ofte synes at være mere åbne, empatiske og abstrakt moralske end højrefløjen? Og hvorfor bygger konservative mere på det konkrete, f.eks. familien, det nære og det trygge? Filosof og forfatter Jon Eirik Lundberg har læst socialpsykolog Jonathan Haidts ‘The Righteous Mind, Why Good People Are Divided by Politics and Religion’ om ekkokamre og gruppetænkning. Bogen undersøger, hvorfor det er så svært for mennesker med forskellige politiske overbevisninger at tale sammen og forstå hinanden.

Jonathan Haidts bog “The Righteous Mind: Why Good People Are Divided By Politics And Religion” burde egentlig være standardlæsning for alle der er optaget af politik og politisk debat.

I bogen viser Haidt og hans team af psykologer, at mennesker grundlæggende deler seks moralske følelser. Med et billede beskriver han bevidstheden som en elefant (følelserne) med en kusk (argumentation).

Når “elefanten” læner sig i en retning, vil “kusken” argumentere i den retning, uanset hvad den møder af modspil. Modargumenter alene flytter ikke “elefanten”. Den står urokkeligt på sit, indtil den enten ved erfaring eller inspireret af forbilleder (personer “den” har tillid til) ændrer position. I mellemtiden argumenterer “kusken” for den retning “elefanten” læner sig i in absurdum.

Forudsætningen for en meningsfuld fri debat består i, at man ikke går ind i en diskussion med det formål at ændre folks meninger, men for at tilkendegive, hvordan man selv anskuer et sagsforhold.

Resultatet er ikke “closure” eller en nyfunden enighed, men tilsynekomsten af forskellige perspektiver på forhold i verden. Øvelsen går ud på at dele betragtningen, og gerne kvalificere den gennem (saglig) modstand, samtidig med at man afstår fra at forlange, at andre gør denne betragtning eller synsvinkel til deres egen.

Når dette lykkes, opstår et “tomrum” mellem folk, der er uenige; et rum ingen af dem gør krav på, hvor de gensidigt udelukkende argumenter bliver stående, uforløst, uden udsigt til at den ene eller den anden giver efter.

Sådanne “tomme rum”, hvor modsigelserne får lov til at blive stående, er sjældne i verden og gennem historien. I buddhismen hedder det, at “din fjende er din største læremester”, fordi han eller hun tester din tålmodighed til det yderste

Det er ikke nogen nem øvelse, men i sådanne “tomme rum” får modsigelserne lov til at blive stående. De er imidlertid sjældne i verden og gennem historien. I buddhismen hedder det, at “din fjende er din største læremester”, fordi han eller hun tester din tålmodighed til det yderste.

For nogle giver dette en samtale fuld af støj, langt under den (akademiske) standard man foretrækker osv. Det kan der være noget om. Det offentlige rum er netop ikke præget af konsensus og fred. Og det kan næppe være anderledes, hvis et møde mellem forskellige synspunkter, som hver især ikke gør krav på dominans, skal opstå.

De steder, hvor parterne gør krav på dominans, er ikke præget af politisk frihed men af politisk vold. Og volden ophæver muligheden for det tomme rum, hvor modsætninger kan råde, uden udsigt til afklaring.

The Righteous Mind beskriver også, hvordan retorik appellerer til “gut feelings“, til moralske følelser, og man bliver klogere på, hvilken enorm betydning dette har for politisk kommunikation generelt.

Bogen påviser også, at forskellen på højre og venstre i politikken handler om, at venstresiden – i USA forstået som ’liberals’ – typisk aktiverer to moralske grundfølelser i opinionen: Omsorg for den svage part og frihed fra undertrykkelse. De konservative appellerer bredere til alle seks grundfølelser.

Skillelinjen mellem de to handler om ’proportionalitet’. Venstresidens appel til moralske følelser bygger på fortællinger, der ikke nødvendigvis har stærke forbindelser til konkrete forhold, hvor vægten hovedsageligt er lagt på et mere overordnet moralsk aspekt.

Eksemplet Israel

Man kunne eksemplificere pointen ved at kigge på højresidens og venstresidens forhold til Israel.

Ifølge venstresiden, altså det moralske aspekt, må man ikke fordrive mennesker fra det land de bor på, stjæle jorden og bygge på den. Som de altså mener Israel har gjort.

Højresiden vil kunne svare, at det var seks lande i Den Arabiske Liga, der angreb Israel i 1948, der fordrev de arabiske indbyggere midlertidigt, med løfte om, at de skulle returnere, så snart jøderne var udryddet. Krigens udfald gik imidlertid en anden vej, de seks landes armeer blev knust, og de fordrevne vendte følgelig aldrig tilbage.

Det offentlige rum, forudsætningen for den politiske frihed, er noget den enkelte deltager selv bidrager til at skabe – eller ødelægge.

Pointen med den fortælling vil være, at det rent empirisk var Ligaen, der angreb og fordrev civilbefolkningen. Man kan derudover henvise til, at en meget stor del af Israels jord er købt og betalt. Dén fortælling bliver understøttet af den hårde og brutale justits på arabisk side, der føres overfor palæstinensere, som sælger jord til israelere. Og endelig at israelske udbygninger på Vestbredden sker i overensstemmelse med Osloaftalen.

De to former for argumentation appellerer til forskellige moralske følelser, hvor højresidens er stærkere præget af et hensyn til proportionalitet. Hvem gjorde hvad hvornår, osv.

Men dermed kan man ikke udlede, at parterne har forskellige moralske følelsesregistre. De har faktisk det samme register, og fælder de samme moralske domme.

Forskellen ligger i det empiriske aspekt af fortællingen, der udløser den moralske dom. Hvis den ene side accepterer den andens fortælling, vil de være enige i det moralske udfald.

Bogen indeholder en vældig informativ, skematisk fremstilling af de moralske grundfølelser, og hvad der aktiverer dem.

Anvendt på mediebilledet vil man bedre forstå den frustration, mange oplever, når politiske ledere vælger empirien fra, og satser på appellen til den rene moralske følelse i stedet. Og man bliver mindet om, at det offentlige rum, forudsætningen for den politiske frihed, er noget den enkelte deltager selv bidrager til at skabe – eller ødelægge.

Hvis man er yderligere interesseret i Haidts teorier, kan man med fordel lytte til hans egen forelæsning om bogens teorier her:

Og for dem, der har lidt kortere tid, kan man lytte til Haidts TED Talk om moral og politik her. Talen er morsom, kort og fyldt med eksempler:

Topillustration: Flickr, Creative Commons.

Kategorier