mm

Jakob Brønnum

Jakob Brønnum er forfatter til omkring 30 bøger. Senest er kommet "Matthæuseffekten", et livsfilosofisk essay, samt Nøjsomhedens tivoli (digte, 368 sider) og "Den sidste passion" (digte, 286 sider), en gendigtning af påskens fortællinger, en af vores kulturhistoriske grundfortællinger.

Udvalg af de seneste bøger:
Langsomheden 1.0 (digte 2015)
Argumenter mod døden (essay 2015)
Lysåret (haiku, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (2016)
Pengeguden (essay 2016)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Den sidste passion (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay 2017)
Nøjsomhedens tivoli (digte 2017)

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en meget anvendt foredragsholder. Han bor i dag i Sverige med sin familie. Hans kone (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af bl.a. nettidsskriftet Den smalle bog. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og styregruppen for BogForum og skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

POV's skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnums artikler på MobilePay: 53 60 84 96.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Jakob Brønnum
på Mobile Pay: 53 60 84 96

Kunst og frihed i Egypten

KUNST – I slutningen af 1930’erne opstod en unik og smuk egyptisk kunststrømning, en surrealistisk bevægelse med navnet ”Art et liberté”. En udstilling med bevægelsens hovedværker, sat ind i deres sammenhæng, kan for tiden ses på Moderna Museet i Stockholm

Egypten har til VM i fodbold i Rusland begået den skandaløse handling at lade landsholdet bo i den russiske lydstat, Tjetjenien, hvor Sharia-lovgivning er under indførelse. Den kæmpemæssige kulturnation Egypten har sandelig haft sine opgangs- og nedgangstider.

Ptahhoteps Belæring er den ældste ikke-forretningsmæssige tekst, vi overhovedet kender, ældre end Gilgamesh-eposet fra den iransk-irakiske kulturkreds. I senantik tid var Alexandria en international kulturmetropol. Cairo var underlagt en fantastisk islamisk arkitektonisk guldalder, mens den europæiske middelalder var på sit laveste. For tiden er det nedgangstider.

Som en modbevægelse til en fascistisk strømning i Egypten – ikke ulig den i Spanien – samlede en række kunstnere sig om den grundtanke, at kunsten må være apolitisk

I det 20. århundrede havde Egypten en vis kulturel indflydelse, bl.a. med nobelpristageren Nagib Mahfouz, men den islamiske, fundamentalistiske rindalisme har stået truende i udkanten af landskabet nu i årtier.

Så sent som i 1930’erne og et par årtier frem fandtes en fri og eksperimenterende billedkunst, som for tiden udstilles i Stockholm på Moderna Museet, bevægelsen Art et liberté.

Modstrøm til fascismen

Bevægelsen lagde sig i kølvandet på den franske surrealisme fra slutningen af 1920’erne, samtidig som den også fik et gennembrud i Spanien med Salvador Dalis borgerlige surrealisme i billedkunsten og Garcia Lorcas mytologiske, surrealistiske lyrik og Bunuels og Dalis kortfilm Den andalusiske hund.

Som en modbevægelse til en fascistisk strømning i Egypten – ikke ulig den i Spanien – samlede en række kunstnere sig om den grundtanke, at kunsten må være apolitisk. Vi kender det samme dilemma i dag, når visse kredse efterspørger en national kunst med et forudbestemt ideologisk indhold.

For nylig skrev jeg her om en sydamerikansk konkretisme – altså en helt andet kunstnerisk udtryk, som havde samme kunstsyn i forholdet til det politiske.

Mayo: Surrealistiske portræt (1937), olie på lærred. Pressefoto

Billederne trækker elementer ind fra de surrealistiske strømninger, vi kender. Det store lærred af kunstneren Mayo, Coups de Bâtons, 1937 (artiklens topfoto), er tydeligvis inspireret af den billedkompositoriske dynamik i Picassos Guernica.

Et af billederne, et ganske lille lyst maleri, ligner en improvisation over en Henry Moore-skulptur, men med kroppe og kropsdele viklet om hinanden på hovedet af en person.

Et andet motiv minder om Dalis mest enkle billeder. En kvinde set bagfra ved en flod, med to ubestemmelige trækonstruktioner, den ene har hun i snor.

Men når man ser nærmere, opdager man, at floden, der løber igennem i midten, er umiskendeligt egyptisk, det er nemlig landets aorta, den guddommelige Nilen. Og man indser, at det at stå på den ene bred med et eller andet i snor og se en forladt konstruktion af lignende art på den anden bred, fortæller noget om Egypten og egyptiske folkloristisk virkelighed, vi ikke har adgang til, hvis vi ikke selv lever i virkelighed, der er gennemskåret af en livgivende flod.

En virkelighed, der definerer alt, hvad der foregår i et “her på denne side og derovre på den anden.”

De Chiricos metafysiske landskaber

Nøgenheden i visse af billederne kan minde om den geniale italienske surrealist De Chiricos metafysiske landskaber. På et af dem sidder en kvinde udenfor en mur, hvor der er et lille kighul, men indenfor en anden mur. Når man husker, at vi befinder os i det islamiske Egypten bliver billedet et stærkt, mættet portræt af kvindeligheden og dens vilkår og begrænsning.

Rigtig mange af billederne er dunkle og har kvindeskikkelser i centrum. Udstillingskataloget forklarer at en fattigdom i samfundet, der sendte mange kvinder i prostitution, siver ind som del af motivverdenen i Art et Liberté.

Samir Rafi: Nøgne (1945)

Langsomt åbnede udstillingen sig. Det ene upåfaldende billede med surrealistiske elementer, man kendte i forvejen, efter det andet åbnede sig og begyndte at fortælle sin historie.

Jeg opdagede, at først så jeg det jo med genkendelsens blik – ”den billedkomposition kender jeg fra…” og ”det motiv kender jeg fra…”. Både fra den internationale mytologi og fra kunsthistorien. Badende kvinder, en offerscene, sågar et bibelsk motiv her og der – eller en fløjtespiller.

Lokalkolorit og Brahms

Men da jeg havde gået udstillingen igennem to-tre gange, så jeg billederne selv. Jeg satte Brahms 1. Symfoni på med mine tætsluttende hovedtelefoner, fordi det larmede fra nogle båndsløjfer med filmstrimler fra samtiden med ret høj lyd.

Der larmer altid af en eller anden grund, når man går på udstillinger med mellemøstlig eller indisk kunst. Som om kuratorerne på udstillingsstedet har en fordom om at kunne skabe en eksotisk lokalkolorit i udstillingslokalet gennem et tilstrækkeligt dårligt lydanlæg.

Mens jeg hørte Brahms, sank udstillingen dybt ind, samtidig med at melankolien kom til. Melankolien over, at dagens egyptiske landshold bor hos Sharia-tjetjenerne under VM, og at fascismen også kan ses hos os for tiden, dog uden at kunsten har rejst sig for alvor med et krav om at tages alvorligt som modspiller.

Art et liberté
Brytning, krig och surrealism i Egypten (1938–1948)
28.4 – 12.8 2018
Moderna Museet, Stockholm

Topfoto: Mayo, Coups de Bâtons, 1937 Olie på lærred © Mayo / Bildupphovsrätt 2018 – Fra udstillingen (pressemateriale)

Kategorier