Nordirland har en klemme på London og EU

af

Hvad er nordirske DUP for en størrelse – altså det parti, Storbritanniens premierminister, Theresa Mays, regering nu er afhængig af i London? Er det kimen til en kommende ustabil periode, eller kan de konservative navigere i det nye britiske parlament? Katrine Nyland Sørensen udfolder den parlamentariske situation og fortæller om den kontekst, som DUP også skal ses i, nemlig den nordirske. 

Onsdag holdt dronning Elizabeth åbningstalen i det britiske parlament. Men det blev uden, premierministeren havde fået en aftale på plads med regeringens støtteparti, nordirske DUP (Democratic Unionist Party). For 11 dage siden erklærede Theresa May ganske vist, at en aftale allerede var på plads. Det var den så bare ikke helt.

DUP har advaret May om, at hun ikke kan tage DUP’s støtte ”for givet.” Desuden forlyder det, at partiet er irriteret over, de konservatives manglende erfaringer med at forhandle. Ikke ligefrem noget heldigt skudsmål for en i forvejen svag mindretalsregering før Brexitforhandlinger begynder.

Samtidig har DUP i øjeblikket store udfordringer hjemme i Nordirland, da selvstyreregeringen i øjeblikket er sat på standby pga. en regeringskrise, der har stået på siden januar. DUP’s 10 mandater kan med andre ord sagtens vise sig at blive et både besværligt og dyrt bekendtskab for de konservative.

Men lad os se på forhistorien: Det er nu snart to uger siden, Theresa May i en kort tale foran Downing Street 10 meddelte, at hun netop formelt havde bedt dronningen om at danne en ny regering. Da det stod klart, at de konservative ikke længere havde flertal, havde May ikke været sen til at kigge mod det nordirske parti DUP (Democratic Unionist Party), der med sine 10 mandater, kunne sikre de konservative fortsat at beholde regeringsmagten.

I Nordirland er der tre gange så mange politifolk pr. indbygger end i London

Uden at gå i nærmere detaljer med, hvor formelt et samarbejde med DUP ville blive, betonede May i stedet, at kun de konservative og DUP med deres flertal i Parlamentet har legitimiteten og evnen til at skabe den sikkerhed, som landet har så meget brug for netop nu.

Alene det at holde katolikker og protestanter adskilt, så de ikke behøver at dele skoler, sundhedsfaciliteter og busruter, løber årligt op i milliardbeløb. I Nordirland er der tre gange så mange politifolk pr. indbygger, end der er i London

”Vores to partier har igennem mange år haft et stærkt forhold, og det giver mig troen på, at vi vil være i stand til at samarbejde i hele Det Forenede Kongeriges interesse”, sagde Theresa May bl.a. i sin korte tale, inden hun afsluttede den med at sige: ”Now, let’s get to work.” Hvis man har bare det mindste kendskab til nordirsk politik i almindelighed og DUP i særdeleshed, vil man vide, at det er lettere sagt end gjort.

Umiddelbart giver det god mening for et konservativt parti at slå sig sammen med et parti som DUP, der om nogen i over 40 år har kæmpet med næb og klør for et Forenet Kongerige og en stærk britisk tilstedeværelse i Nordirland. Hvis Theresa May har ambitioner om et Make United Kingdom Great Again efter Brexit, kunne man let forledes til at tro, at DUP ville være den helt rette partner i denne sammenhæng.

Politik og sære sengekammerater

Selv om historien er fyldt med eksempler på, at politics makes strange bedfellows, hvis man som parti ønsker at bevare regeringsmagten, så var mange medlemmer det britiske konservative parti hurtige om at ytre, at man trods alt bør vælge sine politiske sengekammerater med omhu.

Mange britiske konservative er nemlig bekymret for, at regeringssamarbejdet vil true den nordirske fredsproces, da konservative ikke længere vil blive opfattet som en neutral forhandler af de øvrige nordirske partier.

Desuden frygter de, at DUP’s standpunkter vil ”forgifte” det konservative image. Lederen af konservative i Skotland, Ruth Davidson, har allerede været ude og lægge afstand til DUP, da Davidson er forlovet med en irsk kvinde, der i øvrigt er katolik.

May har derfor givet den populære leder af de konservative i Skotland en garanti for, at DUP ikke kommer til at ændre konservatives holdning til homoseksuelles rettigheder.

Da DUP næppe nogensinde vil stemme imod de konservative og dermed bane vejen for en Labour-regering, vil den ideelle løsning for mange konservative derfor være en mindretalsregering uden DUP. De seneste meningsmålinger fra Times/YouGov har ikke gjort de konservative bekymringer mindre. Kun 8 pct. af de britiske vælgere har en positiv opfattelse af DUP og kun 27 pct. støtter en koalitionsregering mellem de to partier.

Protestantisk talibanbevægelse eller velfærdsstatens beskyttere?

Efter May for 12 dage siden begyndte forhandlingerne med DUP, som altså endnu ikke er afsluttet, har der været stor fokus på historier om DUP’s modstand mod fri abort og ægteskab mellem homoseksuelle. Standpunkter, som er sjældne for regeringspartnere i et vesteuropæisk demokrati i 2017.

DUP’s kampagne fra 1977 ”Save Ulster from Sodomy”, som skulle forhindre afkriminaliseringen af homoseksualitet i Nordirland, er blevet fremhævet flere gange. Den blev anført af Ian Paisley, der var grundlægger af både DUP og Free Presbyterian Church, der præsenterer sig selv som fundamentalistisk, evangelisk, presbyteriansk frikirke. På grund af den ofte hårde retorik i disse spørgsmål, har flere LBGT-aktivister kaldt DUP for protestantiske talibankrigere.

Hvad der derimod har været mindre fokus på – både blandt politikere og kommentatorer – er, at DUP’s standpunkter ikke er enestående i nordirsk politik. Lige præcis modstanden mod fri abort deler DUP med de katolske partier i Nordirland.

Da tre medlemmer af Belfasts byråd fornylig blev suspenderet af deres parti, fordi de afstod fra at stemme for en resolution, der skulle fordømme abortmodstanderes chikane af kvinder, der besøger sundhedsklinikker, var det medlemmer af SDLP – og ikke DUP. SDLP står for Social Democratic Labour Party, og er et moderat katolsk parti med tætte forbindelser til det britiske Labour parti, som er imod fri abort. DUP og de øvrige partier – inklusiv Sinn Fein – stemte for fordømmelse af abortmodstandernes aggressive adfærd.

Et andet punkt, hvor DUP adskiller sig fra de konservative, er deres syn på velfærdsstaten. Det bliver derfor ikke med DUP’s stemmer, at konservative vil kunne beslutte yderligere besparelser i den offentlige sektor.

Tværtimod forlyder det, at nogle af udfordringerne ved de igangværende forhandlinger mellem DUP og De Konservative lige netop er, at DUP kræver større offentligt forbrug i Nordirland kombineret med skattelettelser. I gennemsnit modtager Nordirland ca. 30% mere i offentlige tilskud pr. indbygger end borgerne i Storbritannien.

Den britiske stat er ansvarlig for ca. 63 pct. af den økonomiske aktivitet i Nordirland, hvilket gør den offentlige sektor til en mastodont. Alene det at holde katolikker og protestanter adskilt, så de ikke behøver at dele skoler, sundhedsfaciliteter og busruter, løber årligt op i milliardbeløb. I Nordirland er der tre gange så mange politifolk pr. indbygger, end der er i London.

I går fik de nordirske partier besked af den konservative regering om, at der senest den 29/6 skal være en aftale på plads om, hvordan selvstyreregeringen atter kan fungere. Ellers vil Nordirland igen blive styret direkte fra Westminster

Og under krigen i Irak var der stadigvæk flere britiske soldater i Nordirland, selvom IRA havde afleveret deres våben. Da Peter Hain, den daværende Nordirlandsminister fra Labour, i 2005 begyndte at tale højt om, hvor horribelt dyr en butik Nordirland er at holde kørende, var det DUP, der krævede, at han trak sig som minister.

Med sine 1,8 millioner indbyggere er Nordirland ikke en gang i nærheden af at være lige så stor som Manchester eller Birmingham. Men hverken Manchester eller Birmingham har ansat i omegnen af 28.000 embedsmænd og 14.000 skolelærere. Trods liden geografisk størrelse har Nordirland med andre ord fået lov til at vokse sig rigtig stor i både økonomisk, politisk og administrativ forstand. Det har DUP ingen intentioner om at ændre.

Problemerne i Stormont

Hjemme i Nordirland er det ikke spørgsmål om fri abort og homoseksuelles rettigheder, der står øverst på dagsordenen. For her befinder DUP sig midt i en massiv politisk krise. Det nordirske selvstyreparlament, Stormont, har været lukket siden marts og været uden en førsteminister og en andenminister siden januar efter regeringssamarbejdet mellem DUP og Sinn Fein brød sammen, da den nu afdøde andenminister, Martin McGuinness, trådte tilbage.

Begrundelsen for McGuinness’ exit var i første omgang uenigheder mellem DUP og Sinn Fein om en ordning om omlægning til grøn energi, der var kørt af sporet. DUP’s leder, Arlene Foster, havde som minister været ansvarlig for et initiativ i 2012, der skulle opmuntre virksomheder til at udskifte brug af fossile brændstoffer til mere miljøvenlige energiressourcer.

Statstilskuddet til omlægningen var yderst generøst. Faktisk så generøst, at der slet ikke var lagt låg på udbetalingerne. Derfor var budgettet lige pludselig overskredet med 490 millioner pund. Sinn Fein krævede en tilbundsgående undersøgelse af, hvordan så mange penge kunne forsvinde på så kort tid. Men da Arlene Foster nægtede at træde tilbage som førsteminister, mens undersøgelsen var i gang, valgte McGuinness at gå.

Skandalen om det såkaldte Renewable Heat Incentive var kun en af mange konflikter, der var opstået mellem DUP og Sinn Fein. Sinn Fein var modstander af Brexit, mens DUP var fortaler. Sinn Fein ville gerne legalisere ægteskaber mellem to personer af samme køn i Nordirland.

Det ville DUP ikke. Til gengæld valgte en minister fra DUP at trække tilskud til irske sprogstipendier tilbage, hvilket skabte stor vrede hos Sinn Fein og SDLP. Derudover kunne de heller ikke blive enige om, hvordan nye instanser, der skal undersøge de mange drab i den nordirske konflikt, skal operere.

I går fik de nordirske partier besked af den konservative regering om, at der senest den 29/6 skal være en aftale på plads om, hvordan selvstyreregeringen atter kan fungere. Ellers vil Nordirland igen blive styret direkte fra Westminster. For at minde partierne om, hvad de skal blive enige om, fik de samtidig udleveret et diskussionspapir, der beskriver aftalens vigtigste punkter. F.eks. hvordan partierne vil få Stormont til at blive ”mere pålideligt.”

Forhandlingerne om at få selvstyreparlamentet til at fungere kører altså samtidig med, at DUP forhandler om at blive De Konservatives fremtidige regeringspartner. De øvrige partier i Stormont tvivler stærkt på, at den britiske regering vil være en neutral forhandlingsleder, når Stormont aftalen skal falde på plads.

Nordirske partiers særegenhed

Det partipolitiske system i Nordirland er markant anderledes end i resten af Det Forenede Kongerige. For selvom de nordirske partier stiller op til parlamentsvalget i Westminster, så stiller ingen af de landsdækkende partier op i Nordirland. Hvis de endelig har gjort, er det aldrig lykkedes dem at vinde et sæde. Liberal Democrats har aldrig stillet op, da de vil undgå at underminere deres lille søsterparti, the Alliance Party.

DUP er i vid udstrækning fortaler for en ”blød” Brexit, da mange nordirere arbejder i Irland og dagligt pendler over den usynlige grænse. Ligesom mange borgere i Irland sætter stor pris på at købe dagligvarer i nordirske supermarkeder pga. priserne

En konsekvens af dette særegne partipolitiske system er, at nordirerne ingen indflydelse har på, hvem der bliver minister for Nordirland, da denne altid vil være enten Labour eller konservativ. Omvendt vil pågældende minister altid stå i den mærkelige situation, at han/hun ikke har et lokalt bagland blandt vælgerne i Nordirland. Heller ingen partier i Irland stiller op til nordirske valg. Kun Sinn Fein stiller op til valg i både Nord- og Sydirland.

Et andet særkende ved nordirsk politik er, at nordirske vælgere har en vælgeradfærd i forhold til nationalistpartier, som adskiller markant fra andre steder i Europa. For her er der reelt ingen partier med en ikke-nationalistisk dagsorden, som er i konkurrence med nationalistpartier.

Ser man nærmere på hvem, der stemmer på hvilke partier i Nordirland, er det mest iøjnefaldende de fire største partiers næsten totale mangel på appel til vælgere uden for deres egen gruppe.

Katolikker/irske nationalister stemmer på Sinn Fein og SDLP, der ønsker et forenet Irland, mens protestanter/unionister stemmer på UUP (Ulster Unionist Party) og DUP (Democratic Unionist Party), som ønsker fortsat at være en del af Det Forenede Kongerige. Politiske partier med en ikke-sekterisk dagsorden har forsvindende lille vælgertilslutning og er reelt uden politisk betydning.

De magtfulde yderfløje

Ved det nyligt overståede britiske parlamentsvalg mistede det moderate katolske nationalistparti, SDLP, sine tre sæder i det britiske parlament. Det moderate unionistparti, Ulster Unionist Party fik ingen sæder. Dog fik Sylvia Hermon, der stillede op som uafhængig unionist et enkelt mandat.

Sinn Fein og DUP gik ud som de store vindere med henholdsvis syv og ti mandater og fik dermed endnu en gang cementeret, at det er yderfløjene, som har den politiske magt i Nordirland.

Hvis der atter kommer en ”hård” grænse mellem Nordirland og Irland vil det ikke alene skade handel og økonomi. Det vil også provokere den irsk nationalistiske del af befolkningen, som vil kræve et valg om genforening med Irland

Dog vil det ikke være forkert at sige, at de har det til fælles, at de begge har ”hugget” deres nærmeste konkurrenters politiske programmer. Hvor Sinn Fein politikere tidligere talte for væbnet kamp mod britisk overherredømme, kan man i dag høre selv samme politikere med stor begejstring tale om nye tiltag for snerydning i landdistrikter og fordele ved affaldssortering.

DUP har gennemgået en lignende udvikling.

Arlene Foster er ikke en ny Ian Paisley, der taler om at katolikker “yngler som kaniner og formerer sig som rotter” eller optræder i uniform sammen med paramilitære grupper. Da DUP blev dannet i 1971 gav det stemme til evangeliske kristne og loyalistisk arbejderklasse. Men for at blive nordirsk unionismes primære stemme, har DUP lige som Sinn Fein modereret sine standpunkter undervejs for at kunne tiltrække vælgere fra middelklassen.

DUP og Brexit

Det spændende bliver nu, hvordan DUP vil forholde sig til Brexitforhandlingerne. De nordirske katolikker stemte for EU, mens unionisterne stemte imod. Den tidligere DUP minister, Nelson McCausland, udtalte til BBC i marts, at ”Sinn Fein havde brugt EU til at harmonisere Nordirland med Irland. Nu kunne Brexit endelig sætte en stopper for det.”

DUP er dog i vid udstrækning fortaler for en ”blød” Brexit, da mange nordirere arbejder i Irland og dagligt pendler over den usynlige grænse. Ligesom mange borgere i Irland sætter stor pris på at købe dagligvarer i nordirske supermarkeder pga. priserne.

Hvis der atter kommer en ”hård” grænse mellem Nordirland og Irland vil det ikke alene skade handel og økonomi. Det vil også provokere den irsk nationalistiske del af befolkningen, som vil kræve et valg om genforening med Irland (at Irland så ikke er specielt interesseret i dette er en ganske anden historie).

Det netop overståede valg viste, at et flertal af katolikkerne helst ser sig repræsenteret i Westminster af et parti, som ikke en gang bruger sine mandater, da Sinn Fein som republikansk parti ikke vil afsværge ed til dronningen, som er forudsætningen for at kunne sidde i parlamentet. En ”hård” grænse til Irland vil også kunne risikere at vække IRAs udbrydergrupper til live igen.

Garantien for en stabil fredsproces har hele tiden været de to uafhængige regeringer i London og Dublin. Spørgsmålet er så bare, hvor uafhængig en garant regeringen i London vil blive, hvis der dannes en koalition mellem De Konservative og DUP.

Et andet spørgsmål vil også være, om de konservative er parat til at blive blandet ind i nogle af de sager, som venter DUP, når di Stormont en gang samles igen. Indtil videre venter vi bare på, at der kommer et resultat på de langstrakte forhandlinger.

Topfoto: George Garrigues. Licens. CCA-Share alike 3.0

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Katrine Nyland Sørensen

Katrine Nyland Sørensen er født 1971 og uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun begyndte som 14-årig på Radio Holbæk i 1985. Fra 1992-2014 var hun vært og redaktør på en lang række
forskellige programmer i DR på P3, P2 og P1 og er således særdeles velbevandret ud i både kultur- og politisk journalistik. Undervejs har der været afstikkere til en kort periode som kulturredaktør på Dagbladet Information, næstformand for Statens Kunstråds Musikudvalg, skribent på en lang række forskellige magasiner og moderator for konferencer og debatarrangementer i ind- og udland. Fra 2014-2016 var hun chef for Musicon bydelen i Roskilde. I dag er hun indehaver af www.nylandkommunikation.dk. I fritiden hører hun alt fra opera til pop, køber stadigvæk cd’er og vinyl og kan aldrig få bøger nok i reolen.
Du kan bidrage til Katrines artikler på mobilepay 23290309.

Seneste indlæg fra

Gå til Top