Du skal ikke sige NÅ til mig

af

Hvad er der sket med generationerne? Med  hippierne, NÅ-generationen, HA-generationen og alt det, de skabte og tabte. Synnøve Søe skriver om 1980erne, 90erne og de børn, der er kommet ud på den anden side. Hun er ægte bekymret for sin 18-årige søns årgang, dem hun kalder HA-generationen. Og så sværger hun, at hvis hun møder en fra forældregenerationen på gaden, og vedkommende siger NÅ til hende, så bliver det en blodig kamp, som hun agter at vinde. Tag med på en slentrende tur ned ad erindringens boulevard.

1980. Lampeafdelingen på 4.sal i Illum på Strøget i København. Min første dag som ekspedient. Jeg var 18 år og var mødt ind tidligt for at mødes med Helle, der var rigtig uddannet i en lampeafdeling i Slagelse, før hun kom til Illum, og det kan jeg slet ikke forklare jer, hvor meget prestige det gav, at hun var uddannet, og ikke som os andre bare en ”assistance”, som det hed.

Nå, men Helle, der havde en asymmetrisk lillafarvet korthårsfrisure med bløde fald uden at være vild, nej, nej ikke vild, uha dada, hun var knald-smart og moderigtig, og jeg kunne lide hende lige med det samme (vi er stadig nære venner).

Helle viste mig, hvordan jeg skulle slå ind på kasseapparatet. Det så nemt ud, når hun gjorde det, men var, viste det sig hurtigt, uhyre vanskeligt når jeg selv skulle. Helle viste mig også, hvordan man målte ledning op – de forskellige farver ledning hang i ruller under disken – og hvordan man bed dem over med en lille rød tang.

Hun understregede også, hvor vigtigt det var, at man afprøvede om han og hunstikkene var i orden.

Det er meget vigtigt, at du kontrollerer, om de passer sammen, sagde Helle og gik videre rundt i den ret store afdeling skarpt forfulgt af mig, der var fuldstændig betaget af de mange lamper og lys og da især betaget af alt det, Helle kunne og vidste noget om.

”Det forstår jeg ikke,” sagde jeg, og så nøje på Helle, der tog et hanstik – dem med ”fødder” – og et hunstik – dem med ”huller” – og satte dem ind i hinanden, hvorefter hun tog dem fra hinanden igen og lagde dem på plads i hver sin plastickæske uden låg.

”Det er meget vigtigt, at du kontrollerer om de passer sammen,” sagde Helle og gik videre rundt i den ret store afdeling skarpt forfulgt af mig, der var fuldstændig betaget af de mange lamper og lys og da især betaget af alt det, Helle kunne og vidste noget om.

”Husk også at kontrollere om elpærerne lyser, når du sælger en, det gør man her.”

Helle tog en lille elpære ud af en papæske: ”Dette er en smal sokkel, kan du se det?”

”Øh, ja, det tror jeg.”

Hun skruede hurtigt el-pæreren ind i en dims, der hang på væggen og minsandten ja, el-pæreren duede!

Vi lo begge to som vi gik rundt, og Helle viste mig til rette i den nye verden. Og så blev klokken kvart i ni og Erik en ”assistance”, der havde arbejdet der i længere tid, mødte ind, og jeg fik hilst på både ham og afdelingschef, Møller Jensen, der nærmest højtideligt bød velkommen til mig, hippieungen fra Jylland. Altså det kaldte han mig jo ikke, men det var sådan jeg følte mig.

”Der kommer direktøren, bare smil,” hviskede Helle og smilede, så alt lyste op. Erik og Møller Jensen havde stillet sig op nærmest på række, direktøren gav Møller Jensen hånden, os andre nikkede han til.

Åbne sko var forbudt i hele Illum, kunderne skulle ikke besværes eller forkvalmes over ekspedienternes bare tæer, uanset hvor nydelige tæer vi end havde.

Det viste sig, fortalte Helle mig senere oppe i personalekantinen på 5.sal, at Illums øverste direktør hver eneste morgen, også om lørdagen, kom ned og så alle de kvindelige ansattes sko efter i snuderne.

Åbne sko var forbudt i hele Illum, kunderne skulle ikke besværes eller forkvalmes over ekspedienternes bare tæer, uanset hvor nydelige tæer vi end havde. Han var ret brysk, direktøren, en bred fregnet skotte med øjenbryn så store og tykke, at Illum burde have solgt dem som plaider nede på 2.sal.

Min første kunde i Illums Lampeafdeling var en slank og nydelig dame med sartgul hat og mørkt opsat hår, den lille gule hat var nærmest som en formet skal, der sad lidt ned i panden i den venstre side og hendes spadseredragt var i fuldstændigt samme farve som hatten.

Jeg havde aldrig i mit liv set sådan en kvinde, jo måske i et blad, men det var ikke mange ugeblade, jeg kom forbi og min Mormors Søndags BT havde i hvert fald ikke den slags fine kvinder og da slet ikke med så flotte højhælede sko, som jeg hurtigt fandt ud af at man kaldte for stewardessepumps. Skoene var i beige farvet ruskind og matchede tasken.

Kvinden skulle have en Le Klint væglampe i lys eg. Jeg husker ekspeditionen, fordi det var en dyr lampe også den gang, og jeg vidste jo intet om noget og da slet ikke om den fine Le Klint væglampe, så jeg undskyldte mig over for kunden og skyndte mig hen til Helle, der tog mig med ud på lageret, som lå direkte bag ved afdelingen på 4.sal.

Der i halvmørket fortalte hun mig, at væglampen hed Sax Lampen og var designet af Erik Hansen 28 år tidligere i 1952.

Hun viste mig hen bagerst på lageret, der ikke var ret stort, men pakket med alskens sirligt stakkede kasser. Helle fandt hurtigt den kasse hun søgte efter.

”LE KLINT 332 LYS EG”, læste hun højt og rakte mig den hvide lidt aflange kasse. Jeg takkede for hjælpen og gik ud til min kunde igen. Hun stod fuldstændig som hun havde stået, da jeg var gået ind på lageret med Helle. Urørlig i hat og spadseredragt, høfligt afventende.

Så, her er den…” sagde jeg med et stort smil og lagde kassen op på disken. Vil du have pakket den ind? Damen i den gule spadseredragt stivnede fuldstændig, så så hun spidst på mig, hendes stemme var skinger og skarp. Du skal ikke sige DU til mig

”Så, her er den…” sagde jeg med et stort smil og lagde kassen op på disken. ”Vil du have pakket den ind?”

Damen i den gule spadseredragt stivnede fuldstændig, så så hun spidst på mig, hendes stemme var skinger og skarp.

”Du skal ikke sige DU til mig!”

I løbet af nul komma fem havde afdelingschefen, Møller Jensen, uden en lyd, som om han havde stået på lur, hvad han måske også havde, overtaget min ekspedition. Nu var det Erik, der hev mig ud på lageret.

”Her i afdelingen siger vi De til alle kunder,” sagde han venligt. ”Alle.”

”Hvad nu hvis kunden siger Du til mig?” spurgte jeg.

”Så siger du stadig De til kunden.”

”Jamen…?”

”Det er kun, hvis kunden selv foreslår, at I skal være dus, at du bruger den tiltaleform. Det er Illum, du arbejder i nu.”

Når Helle og jeg fik fri fra Illum fredag aften, gik vi på diskotek – hvor i København husker jeg ikke – og dansede til Diana Ross’ ”Upside Down” hele natten, og det skete meget ofte, at vi kun lige kom hjem i den høje stuelejlighed på Ørnevej på Nørrebro og tog et hurtigt bad, før vi igen mødte i Illum lidt før 9 lørdag morgen.

Lønnen var dårlig i stormagasinet, og Helle fik som uddannet ikke ret meget mere end mig, og det skete flere gange, at vi måtte gå i vores højhælede sko hele vejen fra Ørnevej og ind på arbejde, fordi vi ikke havde penge til bussen.

Helle var lidt mere en ”disker” end mig – jeg var ikke rigtig noget bestemt, kunne godt lide diskotekerne, men allerbedst kunne jeg li’ at gå til koncerter, så jeg gik jeg – for det meste alene – på Montmartre i Nørregade eller Saltlageret på Gl. Kongevej eller i Huset nede i Magstræde og af og til gik jeg også til Torsdagskoncerter i Radiohuset på Rosenørns Allé med Radiosymfoniorkestret.

Og hvor vores forældre sprang ind og ud af skabe og senge, så kunne vi nærmest ikke gå på hverken biblioteket eller posthuset uden at have kondomer både med farver og smag med i tasken eller cowboybukselommen – kondomer som alt for sjældent blev pakket ud og brugt fordi når det kom til stykket turde vi sgu da ikke

Det var en meget mærkelig musikalsk blanding, og sådan er jeg stadig, jeg hørte ikke til nogen steder dengang og det gør jeg stadig ikke, men det gjorde de fleste af min generation – hørte til grupperinger, punkere, diskere, flipper, studerende, rock’n rollere, BZ’ere og så de helt almindelige. Og sådan har de fleste af mine samtidige det også i dag, de ”hører til”, meget få født i ’60erne ”stikker ud og frem” i 2017 nu.

Jeg synes i hvert fald ikke rigtig, der er så meget eller så mange, der rykker – og da slet ikke på den ”farlige” provokerende, modigt nyskabende og nytænkende og blodigt sårbare måde, men måske har vi heller ikke haft så mange af dem, ”de farlige” der var født  i ´60erne undervejs på vores livsrejse?

Hver gang jeg slår et navn op på kunstnere og banebrydende personligheder og tænker, hvor blev han eller hun af, så er de altid født før 1960, og hører dermed til den hippie-generation, der døbte os for NÅ-generationen. Jeg hader dem indædt for det NÅ, men endnu mere hader jeg, at de måske havde ret, for hvor blev vi af?

Vi har aldrig haft det fællesskab, vores forældre havde og stræbte efter. Jeg ved godt, at det var et fåtal, der boede i kollektiver og havde forældre, der var rødstrømper, VS’ere og væltede professorer ned fra universitets piedestal-talerstol, men hele vores forældregeneration blev farlig, fordi tanken og den tids unge kastede deres livs lasso efter stort set alle former for frihed, fællesskab og forandring.

De kæmpede og mange vandt, men det kom der så os, NÅ-generationens forsømte børn, ud af. Vi, der tav, hvor vores forældre skreg op, vi der ikke kunne få glimmer og pink benvarmere nok modsat vores forældre, der, hvis de overhovedet havde tøj på, strakte sig til et pandebånd og papirstrusser. Vi, der var skrækslagne for sex, fordi AIDS var nødvendigt at advare mod selv i popsange

Og hvor vores forældre sprang ind og ud af skabe og senge, så kunne vi nærmest ikke gå på hverken biblioteket eller posthuset uden at have kondomer både med farver og smag med i tasken eller cowboybukselommen – kondomer som alt for sjældent blev pakket ud og brugt fordi når det kom til stykket turde vi sgu da ikke!

Og udover NÅ hvad blev vi så? Vi blev det ord som Vita Andersen – elskede, elskede Vita! (født 1942) – vi blev til det ord hun havde fundet på: Tryghedsnarkomaner.

Suk.

Selv om verden var blevet større, og mange af os rejste ud i ´80erne – selv bosatte jeg mig i New York i 1989 – så blev de fleste tilbage i de grupperinger, få selv havde valgt, men langt de fleste havde søgt mod, da de stod med resterne af et fællesskab, som de havde mærket i deres egen barndom ikke virkede.

Og hvad gør man så? Nogen lyttede til The Clash i 1981 og sang med på ”Should I Stay Or Should I Go?”, men de fleste blev i Danmark og kæmpede ikke for andet end deres familie og for ikke at blive arbejdsløse. Og måske også om hvem der skulle have den bedste plads foran fjernsynet og så – uhyre vigtigt – om videomaskinen skulle kunne tage VHS eller Betamax bånd.

Kort sagt så var NÅ-generationen ”tryghedsnarkomaner” og helt anderledes end hippiernes glødende fællesskaber, hvor de på alle måder forhutlede børn bare hang med eller alt for mange bare passede sig selv.

Jeg kender flere friskoler og lilleskoler, hvor de stærkeste og mindst selvoptagede forældre – dem der ikke var så ”hippiede” – forlangte, at skolerne fik madordninger, så de ”ægte” hippiebørn fik ordentlig mad i hver fald én gang om dagen. Og husk lige på, at langt de fleste af hippierne tog eller havde taget store uddannelser som psykologer, cand.mag., læger, arkitekter, lærere, socialrådgivere, pædagoger og i den dur.

Og hippierne – Ligusterhækkenes Befrielseshær – havde en ny fortolkning af deres egne forældres slogan, ”børn skal ses, men ikke høres,” som blev til ”følg med eller pas dig selv”. Og det gav ar, dybe ar og en masse forvirret angst som blev dækket og skjult så godt det nu kunne lykkes, da vi blev voksne med dansk popmusik blandt andet.

Og ved Gud de ”almindelige” tryghedsnarkomaner elsker stadig deres sukrede popbands den dag i dag, og de har lykkeligt givet en evig blancocheck til de stadigt turnerende bands, der hviner Danmark tyndt med deres poppelop musik, som aldrig var og stadig ikke er farligere end at bælge ærter.

NÅ-generationen havde brug for hjælp til at kunne mere end blot at træde vande.

NÅ-generationen havde brug for hjælp til at kunne mere end blot at træde vande, og hvor der i 70erne på Dagbladet Information blev indrykket mange annoncer om ledige værelser i kollektiverne, så var det i 1980erne et stærkt voksende terapimarked, der blev annonceret for i avisen, som lovede og solgte hjælp til ondt i kærligheden. Der var mere livsglæde, kurser om spiritualitet og healing, kunsten at finde sig selv, astrologi, yoga og I kan selv fortsætte listen er jeg sikker på.

Selvspejlingen, ensomhedsspejlingen, jegspejlingen var mere end begyndt, og de, der blev gravide meget unge og os, der blev gravide langt op i trediverne, gav de spejlinger videre til den nye generation, HA-generationen, som jeg kalder den, fordi vi forældre har kastet grænseløs og beundrende kærlighed på vores  børn og nærmest kvalt dem med alt det vi ikke selv fik.

Jeg kan blandt andet huske, da min nu 18-årige søn blev snotforkølet som lille baby, og jeg slog hænderne sammen og sagde med en lykkelig, blød stemme, ”Jamen lille skat, tænk sig alt det du kan finde ud af helt selv, forkølet, hvor er du dygtig, lille skattedreng og du er kun tre uger!”

Som om jeg allerede der kunne se, at alle muligheder lå åbne for ham, at han både kunne blive direktør i Illum på Strøget, udenrigsminister i det nye Nordkorea, når det kommer, men størst af alt, han ville helt sikkert vinde ”Vild med Dans”, når han havde lært at gå. Halleluja! Det er da Win-win med det her geni af en forkølet søn, tænkte jeg så stolt, ikke som en pave nej, men så stolt som hvis det var mig der havde opfundet telefonen.

Ligesom vi siden 1980erne har købt hjælp til at finde ud af livet og blive glade for os selv, så er den her HA-generation i hvert fald udvendigt så glade for sig selv, at alt handler om dem, og det er vores egen skyld.

Men som sagt nu er han 18 år og selvspejlingen har – ikke kun hos ham – været mere end i gang i en hel del år, og jeg er dybt bekymret for, at der ikke længere er noget fornuftspenicillin, der kan bekæmpe den se-mig-betændelse, som er nedarvet fra hans far, men da især fra mig.

Ligesom vi siden 1980erne har købt hjælp til at finde ud af livet og blive glade for os selv, så er den her HA-generation i hvert fald udvendigt så glade for sig selv, at alt handler om dem, og det er vores egen skyld.

Vi har båret vores børn frem på guldfade, eller hvad vi nu har haft at vise dem frem på, så de kunne blive klappet og klappet og klappet af, og så har vi købt dem, fordi det der selvhjælpshalløj vi i årenes løb har brugt mange penge på alligevel ikke rigtig hjalp, og så blev både vores Tredje Øje og lyset vendt mod vores stakkels børn.

Som en børnehaveleder en gang sagde til mig: ”Hvad vil du gøre, Synnøve, når din søn går fra at vil ha’ en blå yoyo til at vil ha’ en rød Maserati med 430 hk? Øhh? Pas. Dengang børnehavelederen sagde det, grinede jeg højt og længe. Det gør jeg ikke mere

Og de tog imod og ta’r imod og siger nærmest aldrig ”tak”, og de vil have mere og mere og det giver vi dem, selvom vi godt kan se, at det er en elendig ”handel” for alle parter.

Jeg er sgu bekymret for den generation, jeg selv har været med til at lave, ligesom mine forældres generation var bekymrede for os, da vi ikke kunne, ikke orkede og ikke troede det ville føre til noget godt at tage fat, hvor de slap.

Jeg tænker ofte på, at HA-generationen måske er født som permanente ”feriebørn”, der bliver forkælet med slik, gaver, solskin og nyt tøj døgnet rundt, som om livet er én lang sommerferie, hvor virkeligheden ikke rigtig kalder eller tæller, når man er blevet beundret som HA-Generationen siden de var minus 8 måneder gamle – nemlig da de var på skærmen for første gang, og det kom der minsandten også rigtige papirbilleder ud af den optræden, de uundværlige scanningsbilleder.

Jeg kalder min søns generation for HA-Generationen af to grunde. Dels griner de af deres forældre – HA HA HA – fordi de får alt og mere og mere og større og større ting. Som en børnehaveleder en gang sagde til mig: ”Hvad vil du gøre, Synnøve, når din søn går fra at vil ha’ en blå yoyo til at vil ha’ en rød Maserati med 430 hk?”

Øhh? Pas. Dengang børnehavelederen sagde det, grinede jeg højt og længe. Det gør jeg ikke mere.

Der er ingen grænser for alt det, de vil ha’, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal stramme op. Jeg synes, det er synd for dem. Ja, de skal da ha’ det, de har brug for, eller rettere det, de ønsker sig, min søn skal ikke føle sig svigtet der.

Den anden grund til at jeg kalder dem for HA-Generationen, er, at de er ”Ha-drenge” og ”Ha-piger”. Der er ingen grænser for alt det, de vil ha’, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal stramme op. Jeg synes, det er synd for dem. Ja, de skal da ha’ det, de har brug for, eller rettere det, de ønsker sig, min søn skal ikke føle sig svigtet der.

Jeg går ikke ned på gaverne, det gør jeg bare ikke, men ti tusinde andre fejl har jeg også lavet, og jeg er ret sikker på, at han om nogle år eller ti skriver en lige så vred bog om sin barndom og ungdom, som den, jeg debuterede med i 1989. Min hed FARS og jeg frygter lidt, at min søns kommer til at hedde MOR(D)S. Men sådan løber livet og generationernes fakkel bliver givet videre med godt og skidt, nyt og gammelt og helt sikkert også i fremtidige generationer med en masse barndoms blues.

Den fine dame i Illums Lampeafdeling harcelerede vredt over, at jeg sagde du til hende, og det er først nu, jeg kan forstå, at det må have været grænseoverskridende for hende. Min dreng griner bare – ha ha ha – af min stempling af ham og hans samtidige, men  jeg kan godt sige dig en ting:

Hvis vi pludselig mødes på gaden, og du siger NÅ til mig, så svarer jeg ikke for, hvad der sker, men det bliver helt sikkert lidt Muhammad-Ali-i-kamp-agtigt med flere liter blod på fortovsfliserne og synlige kvælertag på din hals og jeg ved at den kamp vinder jeg både over dig, men allerbedst, jeg vinder kampen over det skide NÅ.

POV lønner ikke sine skribenter. Hvis du nyder Synnøves tekster, kan du donere direkte til hende på Mobile Pay: 2868 9830 – på forhånd tak, men da især tak fordi du læser med.

NÅ-Generationen døbte egentlig sig selv ved et arrangement i Huset i Magstræde i København, hvor lyrikerne Jens Fink-Jensen og Michael Strunge, filminstruktørerne Rumle Hammerich og Linda Wendel, journalisten Synne Rifbjerg og billedkunstneren Lillian Polack den 11.-12. marts 1980 afholdt generations-manifestationen NÅ!!80, hvor mange unge kunstnere deltog. Det NÅ ramte os – 68’ernes børn både i hjertet og panden, nu vidste alle det, vi var stemplet. Vi var og er The Lost Generation. (Læs mere på digteren Søren Ulrik Thomsens – pragtfulde, top underholdende og velskrevne hjemmeside Oktober Boulevard).

Topbillede: Baloon Dog skabt af kunstneren ‘Whatshisname’ – Sebastian Burdon. Han er født i Polen i 1982, men har boet og arbejdet som kunstner i London, siden 2006. Whatshisname arbejdede først med etablede engelske kunstnere, men begyndte snart at arbejde for sig selv både med digitale kunstværker, men også i traditionelle materialer. ”Det er mit håb, mit mål, at de, der ser min kunst får inspiration og lyst til at se på deres omgivelser på en helt ny og anden måde end vi normalt ser verden.” www.whatshisname.co.uk  www.sohoart.co.uk og him@whatshisname.co.uk. Kan også følges på Instagram: @HimWhatshisname og Twitter: @HimWhatshisname samt på Facebook: https://www.facebook.com/whatshisname.co.uk/

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Synnøve Søe

Tak fordi du læste med! Mobile Pay 28689830. Kærlig hilsen Synnøve

Seneste indlæg fra

FAR FAR VEL

Emilia van Hauens far er død. I denne tekst, som løber over
Gå til Top