mm

Thomas Milsted

Thomas Milsted er forfatter og rådgiver. Er medlem af Dansk Journalistforbund og har skrevet adskillige bøger og artikler om og omkring det psykosociale arbejdsmiljø. Har i mere end tyve år arbejdet som rådgiver og foredragsholder. Tidligere leder af Center for Stress og Trivsel A/S, nu freelance og Generalsekretær i Stresstænketanken. Sidder og har siddet i diverse tænketanke med hovedvægt på at få løst stressproblematikker i danske organisationer og samfundet generelt.

Har blandt andet udgivet: Stress. Sådan tackler du det. (1999) Børsens Forlag. Stress. Grib chancen for et bedre (arbejds)liv. (2006) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Lykke. Er der en vej til det gode liv? (2008) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Trivsel. En guide til motivation og arbejdsglæde. (2009) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Ned og op med stress. (2011) En samtale-bog med Pernille Rosenkrantz-Theil. Gyldendal. Arbejdsglad. - sådan skaber du bedre resultater med glade medarbejdere. (2014) Gyldendal. Skab værdi med trivsel og empati. (2015) Gyldendal. Stedbørnene. En guide til sammenbragte familier. (2015) People´s Press. Stresset. (2017). People´s Press. Mobile Pay: 31418376

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Thomas Milsted
på Mobile Pay: 31 41 83 76

Drop væksten – en lille hyldest til middelmådigheden

KLUMME – Mange politikere for hvem livets sande mening er noget, de er blevet forskånet for, har kun et mantra: De hylder treenigheden ‘vækst, effektivitet og produktivitet’. Thomas Milsted efterlyser åndelighed og ønsker mennesket tilbage til middelmådigheden. Travlhed og hurtighed gør os primitive, skriver han.

Vækst, effektivitet og produktivitet – at denne treenighed skulle være opstået udelukkende til borgernes bedste giver ingen mening, da materiel fremgang vist aldrig har haft til formål udelukkende at fremme nogen lyksalig tilstand. Og kender man sine gamle grækere, har denne treenighed heller ikke gjort noget godt i sig selv for den åndelige udvikling.

Uden ånd vil enhver kunne stille sig til tåls med den store bagedyst som tilværelsens højdepunkt. Tidsfordrivet bliver det efterstræbelige mellem de hæsblæsende perioder af travlhed.

Mennesket lever i dag på de høje nagler, og acceleration er blevet vores nye religion, hvor underholdning har til formål at holde os beskæftiget i den spænding, der kendetegner det moderne (arbejds)liv.

Derfor må vi tilbage til middelmådigheden, hvor vi igen kan finde freden i det enkle, langsommeligheden, overskueligheden og ikke mindst søge det liv, hvor rutinen er reglen og ikke undtagelsen.

Travlhed og hurtighed gør os primitive. Du mister empatien, medfølelsen og fornemmelsen for dine medmennesker og det miljø, der omgiver dem

Det ville også give tid til refleksion, og ud af den vokser ånd. Det er en trist udvikling, at så mange danskere bliver nødt til at gå rundt med deres kaffe, fordi de ikke har den fornødne tid til at sidde ned og nyde den.

Det moderne liv graver grøfter

Det hastige liv trigger de primitive strukturerer i vores pattedyrshjerner, og den overlevelsesmekanisme, der normalt står på standby, bliver den mekanisme der fuldt aktiv 24 timer i døgnet, kommer til at styre vores liv.

Travlhed og hurtighed gør os primitive. Du mister empatien, medfølelsen og fornemmelsen for dine medmennesker og det miljø, der omgiver dem. Man taber så meget ved at ville være en vinder. Først og fremmest sit nærvær med livet.

Men at ville være den første, bedste, største, hurtigste, rigeste osv. er typisk også et udslag af manglende anerkendelse hjemmefra og fra de omkringliggende institutioner .

De voldsomme anstrengelser og ihærdigheden med at nå sit mål, skygger for det terapeutiske arbejde, der kunne gøre en fri af barndommens åg. Prisen for at ville være hurtigst, bedst og størst, er også tab af selve friheden. For helbredelsen af denne “sygdom” findes intet bedre middel end middelmådigheden.

Når vi som individer ikke længere kan løfte blikket fra effektivitetens og produktivitetens åg og kun kan se alt omkring som en resurse, der skal opfylde vores mål, også om det så er på bekostning af vores børn og miljøets ve og vel, er det et udtryk for en dyrisk kvalitet

Det liv, vi lever, bliver fordummende og fordømmende. Og alle, der skiller sig ud fra dig og dit liv, bliver sat i båse, der som giftdepoter skal deporteres til fjerne egne. Flygtninge, arbejdsløse, overvægtige, kontanthjælpsmodtagere, hjemløse, anderledes tænkende. Jo mere produktivt forblindende og hastigt du lever, jo længere bliver listen.

Vi er nået til et sted i vores måde at leve på, hvor alt skal værre effektivt. Med evig jagt på uopnåelige mål mikset med den konstante dårlige samvittighed over det, der ikke er nået.

Deadlines bliver bogstavelige, mens evindelige trusler om fyringer og advarsler hænger over vores hoved. Som sveddryppende fitnessinstruktører står vores ledere og skriger os i ansigtet, hurtigere, hurtigere tjep, tjep, tjep. Væk er omsorgen, imødekommenheden, plejen og ikke mindst øjet for den detalje, der lige præcis kunne møde medmennesket, hvor det er.

Væk er middelmådigheden, hvor resultatet er mindre interessant, men hvor kærlighed omsat til praksis kan få smilet og forhåbningen frem, selv hos dem som har stået i skyggen så længe, at de har glemt solen.

Vækst, effektivitet og produktivitet har efterhånden oversteget det vi og vores miljø magter. Vi jager lykken i egne, der ikke findes. Vi løber hele tiden forbi den, fordi vi løber for hurtigt. Alting bliver mindre, når det skal gå så stærkt, og i stedet for at se velsignelsen, ja endog måske redningen i middelmådigheden, tales den ned og hånes, fordi nogle ikke kan få nok.

Middelmådigheden fremmer de humane kvaliteter

Grundlæggende besidder mennesket to kvaliteter, en dyrisk og en humanistisk.

Det dyriske kendetegnes ved, at man lader sig drive af sine følelser, hvilket medfører aggression, grådighed, misundelse, stolthed, tilknytning til det materielle, offermentalitet, territorial magtanvendelse osv.

Hvorfor skal den del af verden som har mere end nok, vedvarende løbe hurtigere til produktiviteten- og effektivitetens store fornøjelse. Hvorfor ikke fornøjes af det middelmådige, langsomme, dybe og smukke

Når vi som individer ikke længere kan løfte blikket fra effektivitetens og produktivitetens åg og kun kan se alt omkring som en resurse, der skal opfylde vores mål, også om det så er på bekostning af vores børn og miljøets ve og vel, er det et udtryk for en dyrisk kvalitet. Den er primitiv i alt sit væsen og er ikke et civiliseret menneske værdigt.

Modsat dette står den humanistiske kvalitet for den globale bevidsthed, hvor man er i stand til at perspektivbytte og se livet fra langsommeligheden – og middelmådighedens side.

En egen refleksion, hvor det at kunne se sig selv udefra og ikke mindst se hvordan ens egen adfærd kan påvirke livet negativt.

Håb, tillid, empati og retfærdighed er også kvaliteter, der knytter sig til de humanistiske kvaliteter. At med middelmådigheden ville alle andre det godt frem for at blæse på de bagerste, fordi de ikke kan eller formår at følge med.

Vi må tilbage til middelmådighedens nøjsomhed, der ikke kræver, at vi lever i askese, men at vi alle kan leve på stagnationens leje af velfornøjelse. Den perverterede rigdom som står på skuldrene af den dybeste fattigdom, må erstattes af en tilbageholdenhed, der betyder, at alle har mulighed for at leve et anstændigt liv

Den middelmådige har udviklet den humanistiske kvalitet og lagt den dyriske bag sig.

Iværksætteriets uorden

Som en sand discipel dyrker vi det overdrevne iværksætteri, der trods sit udspring i den kærlighedsløse barndom og i dens manglende erkendelses deraf, ikke repareres, men får lov til at fortsætte sin ødelæggende hærgen i vores samfund. Hvorfor lader vi ikke middelmådigheden hele den smerte, så ånden bliver det styrende i vores samfund og ikke den altødelæggende materialisme?

Hvorfor skal den del af verden, som har mere end nok, vedvarende løbe hurtigere til produktiviteten- og effektivitetens store fornøjelse. Hvorfor ikke fornøjes af det middelmådige, langsomme, dybe og smukke?

Grådighed manifesteret i hæmningsløs produktivitet uden omtanke for vores medmenneskers mentale tilstand må høre op. Det psykiske forfald overgår nu det fysiske, og vores mentale kapacitet har nået grænsen for det materielle livs  lyksaligheder.  Naturen er ved at bukke under af vægten af ting og sager.

Vi må tilbage til middelmådighedens nøjsomhed, der ikke kræver, at vi lever i askese, men at vi alle kan leve på stagnationens leje af velfornøjelse. Den perverterede rigdom, som står på skuldrene af den dybeste fattigdom, må erstattes af en tilbageholdenhed, der betyder, at alle har mulighed for at leve et anstændigt liv.

Foto: Pixabay

Kategorier