Drengen hvis pandehår sad for lavt

af

Agostinos far kom forbi ”Vatikanet” onsdag aften, og Salvo, der normalt har et hyperaktivt siciliansk gummifjæs, forlod vores kortspil med et fastfrosset ansigtsudtryk.

“Åh, Agostinos far er her”, sagde han bare.

Mine indre alarmklokker bimlede. Man forlader simpelthen ikke vores Pinacola turnering i utide. Folk sidder i kø for at spille med ved bordet i baglokalet, der i virkeligheden er en overdækket terrasse, hvor man så i sagens natur også må ryge.

Selv sad jeg og kiggede på kortspillet i en fem-seks år, før der en eftermiddag manglede en spiller. Onkel Mimmo foreslog forsigtigt, at “Charlotte kan da prøve en runde”. Nu er jeg en af de faste, og længere op på integrationsstigen kommer man ikke.

Min faste makker Antonio på 90 år er på ferie i landsbyen udenfor Rom her i august. Han har naturligvis ret til at forlade kortbordet, når signor prostata forstyrrer. Zio Mimmo må også godt tale i telefon under spillet, for han har haft polio som barn i Palermo.

Agostino begik for et par uger siden selvmord for øjnene af faderen og resten af familien. Han kastede sig ud fra 12. sal

Med sit for korte ben kan han ikke bare rejse sig og tale diskret med sine elskerinder inde i tv-lokalet. Men ellers spiller man i det mindste runden færdig, uanset om hvem der bryder forstyrrende ind. Og Salvo kender og respekterer normalt de uskrevne kortregler.

Cosa succede – hvad sker der?”, spurgte jeg naturligvis.

Han sprang ud fra 12. sal

Agostino begik for et par uger siden selvmord for øjnene af faderen og resten af familien. Han kastede sig ud fra 12. sal i de skrækkelige tårnhøje kaninbure, man fra 1960’erne og frem byggede i udkantskvarteret Quarto Oggiaro til at huse datidens syditalienske immigranter i Milano.

I dag strømmer andre immigranter til, og sammen med en ekstrem narkokriminalitet og mafiatæthed er kvarteret i dag helt objektivt uegnet til menneskelig beboelse. Agostino gav op, og hoppede ud.

By Nemo bis (Own work) [CC BY-SA 3.0 (http://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0)], via Wikimedia Commons

Jeg har kendt Agostino siden han var en af drengene, der cirklede omkring Bar Romolo i min gade, og på Vatikanet – der på papiret altså ikke er en bar, men en rekreativ kulturforening, der så kan sælge vin uden moms for én euro glasset. Kælenavnet Vatikanet skyldes, at gennemsnitsalderen er høj og kønsfordelingen skæv.

Kender man hinanden efter 20 år?

Agostino kom der som 13-14 årig sammen med sin far og sin lillebror. De kom ofte lørdag eller søndag, når faren havde fri fra arbejde. Der var ingen mor, og der blev aldrig talt om en mor.

Og selv professionelt nysgerrige, som jeg, lærer hurtigt i Italien, at nogle ting spørger man bare ikke om. Uanset hvor frustrerende det så kan være at kende folk i årtier uden for eksempel at kende deres efternavn eller nogensinde at have set den kone og de børn, man har hørt så meget om, at man nærmest tror, man kender dem.

Min hjerteven Valentino på 86 sang for 21 år siden til vores bryllup, og fortæller mig hver dag, at jeg ikke har forandret mig overhovedet, siden vi mødtes for 26 år siden.

Jeg ved, at hans mor i 1944 blev skudt for øjnene af ham af fascisterne i den lille landsby i Oltrepo-området 80 kilometer syd for Milano. Men jeg kender stadig ikke Valentinos efternavn, og har først for nylig mødt hans hustru.

Og det endda kun fordi hun i dag har Alzheimer, og ikke kan være alene hjemme. Derfor kommer hun med på Vatikanet, når sønnen ikke har tid til at give Valentino en pause i pasningen.

Valentina på 86 år fortæller hver dag mig, og også Maria Grazia, at ingen af os har forandret sig de seneste tre årtier. Det er bedre end psykoterapi.

Italienernes fornemmelse for navne, titler og netværk

Jeg ved faktisk heller ikke, hvad Agostinos far hedder, og for mig var sønnen simpelthen drengen hvis pandehår sad for lavt. Nogle mennesker har naturlig høj pande. Agostinos var meget lav, og hårene stride sorte italienske børster.

Som sen teenager druknede han frustrationen i den billige vin på “Vatikanet”. Vi passede på, han ikke væltede eller fornærmede nogen for meget i de større branderter. Nogle gange ringede vi til lillebror eller farmand, hvis det var helt galt

Min mand huskede altid alle navne. Italienerne har over 2000 års tradition for at netværke. Her i landet er det stadig mere nyttigt at kende navne og titler på de gode forbindelser end at have et flot Curriculum Vitae.

Som sen teenager druknede han frustrationen i den billige vin på Vatikanet. Vi passede på, han ikke væltede eller fornærmede nogen for meget i de større branderter. Nogle gange ringede vi til lillebror eller farmand, hvis det var helt galt.

Jeg duer ikke til hverken navne eller ansigter, men har brug for at sætte ord på for at huske mennesker. I nød opfandt min mand og jeg vores eget kodesprog, så jeg vidste, hvem vi talte om.

Tarzanello var som Valentino med til vores bryllup, som han faktisk forlod midt i det for at cykle hjem og hente to flasker Barolo, fordi min danske veninde aldrig havde smagt dén vin.

Jeg møder ham stadig på cykel, og kender stadig ikke hans rigtige navn. Jeg troede, at min mands øgenavn til ham betød Lille Tarzan, for han er sådan en lille muskuløs én, der lige klarer det hele og ved alting.

Først for nylig fandt jeg ud af, at tarzanelli´er er de små stykker afføring, der kan sidde tilbage i hårvæksten mellem balderne. De svinger sig jo i lianerne.

Fra piger til kærester og konen

I en periode talte jeg rigtigt meget med drengen med det lave pandehår. Vi talte om kærester, om han skulle lade skægget gro, og om det faste arbejde, der er så svært at få, når man kommer fra Quarto Oggiaro og kun har otte obligatoriske skoleår bag sig.

Jeg bilder mig naivt ind, at han syntes, han kunne tale frit med mig. Eller også havde han bare slet ikke andre at tale med den slags om. Det med pigerne var ikke nemt, kunne jeg forstå

Vi talte om tatoveringer, og så talte vi igen og igen om det der først med piger, siden om det med kvinder, og heldigvis omsider også om kærester og endeligt om konen.

Jeg bilder mig naivt ind, at han syntes, han kunne tale frit med mig. Eller også havde han bare slet ikke andre at tale med den slags om. Det med pigerne var ikke nemt, kunne jeg forstå.

Som sen teenager druknede han frustrationen i den billige vin på Vatikanet. Vi passede på, han ikke væltede eller fornærmede nogen for meget i de større branderter. Nogle gange ringede vi til lillebror eller farmand, hvis det var helt galt.

Vi stopper meget meget sjældent hinanden på Vatikanet. Det er endnu én af de uskrevne regler. Men der er en grænse, og efter den sørger vi for at følge hinanden hjem. I det mindste.

Nogle år senere blev han glad. Rigtig glad. Pandehåret sad stadig for lavt, men smilet nåede helt op til hårgrænsen. Han havde fundet en kæreste, fortalte han, og nogle uger senere blev hun officielt præsenteret. Om hun var fra Sydøstasien eller Sydamerika har jeg aldrig fundet ud af, for jeg delte aldrig ord med hende. Hun havde et barn fra et tidligere forhold, og det var helt fint.

– Det er mit barn nu, Carlotta, sagde han, for han var fast overbevist om og havde besluttet sig for, at han havde fundet ikke bare den rette, men de rette, at bygge sit liv på.

Sammen fik de et par år efter endnu et barn. Hvor var han lykkelig. Kom og viste barnet frem, og dikkedikkedak…

For når man er fra Quarto Oggiaro – med otte års skolegang – er det faste job med pensionsordning og billige lån til en bil eller en ejerbolig eller bare en fladskærm alt for ofte længere ude i universet end Saturn

Og hvem var jeg at ødelægge lykken, fordi jeg en dag tilfældigvis på en bar i kvarteret hørte hende fortælle veninderne om, hvordan man med ét enkelt ekstra barn kunne sikre sig resten af livet? Skal man sige det? Jeg gjorde det. Sådan er jeg jo. Agostino slog det hen. Han var lykkelig. Han ville være lykkelig. Vi talte ikke mere om det.

Nogle år efter deres fælles barns fødsel ville hun skilles og blev det. Med tilhørende hustru- og børnebidrag. Jo, det bidrag var sikkert for lidt for en enlig mor med to børn, men det var også mindst to tredjedele af farens indkomst. Når han havde en indkomst.

For når man er fra Quarto Oggiaro – med otte års skolegang – er det faste job med pensionsordning og billige lån til en bil eller en ejerbolig eller bare en fladskærm alt for ofte længere ude i universet end Saturn.

“Det er hårdt, men jeg skal klare det”, sagde drengen, hvis pandehår sad for lavt, da han for fire-fem år siden fortalte mig om skilsmissen. Han var stadig fast besluttet på at være lykkelig, være en god far og leve livet.

Fra nu af vil han altid være Agostino. Jeg har fået sat ord på ham. Triste ord er også ord

Sidst vi talte var for nogle måneder siden. Han var nede. Helt nede, og temmeligt beruset og lidt sølle at se på, men så alligevel også stadig, ”sådan er det gået, og jeg vil klare det”.

I stedet kastede han sig ud fra 12. sal for øjnene af faderen og resten af familien.

Jeg tror, Agostinos far stadig var i chok, da han kom forbi Vatikanet i dag. Jeg kunne kun omfavne ham og sige søde ord.

“Hvordan kunne han gøre det for øjnene af os alle sammen”, sagde han igen og igen. Som en slags mantra for ikke at spørge sig selv om, hvorfor Agostino gjorde det. Og for ikke at stille det grumme spørgsmål, vi andre også stiller os. Nu. Kunne vi have gjort mere?

I det mindste er han ikke længere drengen hvis pandehår sad for lavt. Fra nu af vil han altid være Agostino. Jeg har fået sat ord på ham. Triste ord er også ord.

Fotos: Privatfoto og By Nemo bis

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Charlotte Sylvestersen

Charlotte Sylvestersen mødte en mand i Milano i 1989.
35 lange togrejser senere flyttede hun i 1993 til Italien med eksamensbeviset fra Danmarks Journalisthøjskole i hånden.
Er i dag også foredragsholder, rejseleder og fundamentalistisk livsnyder med det erklærede og uopnåelige mål at spise og drikke sig igennem alt, hvad Italien byder på.
Har været korrespondent for Fyens Stiftstidende og elskede at være en del af holdet bag DR2 Udland.
Dukker med ujævne mellemrum op i danske medier som Radio24syv, DR og TV2, men hjertebørnene er og bliver webmagasinerne www.italiamo.dk & www.italy.dk, hvor hun siden 2000 har fyldt +3.000 sider med det bedste og det værste fra Italien, fra pizza til politik, og derimellem.
Blev vaccineret med den politiske bacille i et diskussionlystigt hjem med fire avisabonnementer på den jyske hede, og har en udtalt svaghed for fakta, når det handler om af afkræfte eller bekræfte de gængse fordomme om et land, som alle har en mening om.
PS: Manden holdt hende ud indtil sin død i 2014, og trods den lave scorefaktor man også i Italien tilskriver overvægtige midaldrende enker med to små hunde, er hun frisk på endnu en italiener ...eller to.
Holder du af det jeg skriver? Så kan du betale for at læse med.Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. Eller lad være, det er helt frivilligt. Min MobilePay er 60 15 10 09.
Du kan ikke ringe til dette nummer, men du er velkommen til at skrive til mig på charlottemilano@gmail.com eller på Facebook.

Seneste indlæg fra

#ResistBlackFriday

Fredag bombarderer butikker os med lave priser, tilbud og udsalg. Det er
Gå til Top