DR mangler mangfoldighed – Det eR mænd det hele

af

Selvfølgelig skal vi da nakke en svane. Selvfølgelig skal mænd sikres juridisk abort. Selvfølgelig skal der bydes på luksuslejligheder i New York. Selvfølgelig er kvinder nasty i samværssager, koner er sure, og jovist – mor er den værste i verden. Alt imens livsstilseksperter kagler om kendte og sig selv, tv-værter opgraderes og flashes som berømtheder og hovedpersoner, mens DR blæser egne journalister op til eksperter. Dorte Toft tager mediernes prioriteringer ved vingebenet.

Pressemeddelelsen fra DR lignede erhvervslivets ”tak for veludført arbejde” til en direktør, der skubbes væk i utide. Men den var en ommer, også fordi den undersolgte en god nyhed. Tænk, at en af DR’s allerhøjest placerede chefer, den dygtige Gitte Rabøl, i sommeren 2017 siger farvel til sin post som mediedirektør for i stedet at bruge kræfterne på at sikre mangfoldighed hos DR.

Det er længe tiltrængt satsning hos DR, men den rummer også et væsentligt budskab for de mange andre aktører herhjemme, der svigter. Bare tænk på filmbranchen, der fremturer med film af blege mænd, om mænd for mænd.

Rabøl har før forladt gode poster hos DR, fordi der var andet, hun brændte for at få afprøvet. Nu bliver hun, men giver sig i kast med en af de allermest uglesete opgaver, nemlig at flytte en selvtilfreds mammutkoncern. DR har i årevis udvist resistens mod i praksis at sikre mangfoldighed især på tv-siden. Det bliver ved en påstået god vilje, og det kan være forklaringen på, at problemerne heller ikke erkendes. Påpeges de, spænder reaktionerne fra, at nogen bliver såret ”for det var da ikke ment sådan” til en tyndbenet afvisning.

 Svær opgave 

Selvfølgelig er DR på en vanskelig opgave, for manglen på mangfoldighed opfattes forskelligt, afhængig af alder, køn, bopælsregion, tro, kultur, handicap, religion m.v.

Jeg selv tilhører f.eks. den absolut største gruppe i Danmark, men den eksisterer ikke på skærmen, vel knap i radioen. Jeg er kvinde fra den store krigsgeneration og stadig ret så aktiv. I bedste fald afbildes ”jeg” som offeret på plejehjemmet. Det står ikke bedre til i dagbladene, ej heller i det danske musikliv, i film og i teater.

Mon DR er blevet helt klar over konsekvenserne af manglende diversitet? Mon de øvrige medier er? Mon kulturaktørerne er?

Der synes at være noget helt særligt på spil i ”ligestillede” Danmark. Den fortælling om mennesker, som bibringes borgere, skabes i høj grad af blege mænd, om blege mænd, for blege mænd.

Andre må føle sig hjemløse, hvis de altså ikke er hjernevaskede til at se disse mænds verden som normaliteten, som den allermest relevante. En del tyder også på, at de ”hjemløse” handler på sekunda-prioriteringen, der tilmed synes at være blevet værre gennem de seneste fem år. Jeg selv er overbevist om, at den skæve dækning vil give endnu mere økonomisk bagslag, for vi stemmer i høj grad med vores pengepung, og takket være især internettet har vi som bekendt fået andre steder at gå hen.

Film ej for kvinder

Senest blev filmbranchens skævhed udstillet. Weekendavisen (WA) bragte i fredags en artikel om, hvor skævt det står til med dansk film. Overskriften lød ”Film er ikke for kvinder”, og den vedrører både hovedroller og instruktører. F.eks. er antallet af kvindelige filminstruktører, der får en chance, halveret siden 2014. Artiklen indledes sådan:

”Det næste halve år har 17 danske film biografpremiere. To af dem er instrueret af en kvindelig instruktør. Syv af dem har kvindelige manuskriptforfattere. 14 ud af 17 hovedroller spilles af mænd.”

Det skal tilføjes, at det ikke skorter på kvinder, hverken hvad angår skuespil, manus eller instruktion. Da journalist Johanne Mygind, medforfatter af WA-artiklen, gav link til den på Facebook, indløb følgende kommentar:

”Når mandlige filmskabere får gennemsnitligt 80 procent af den samlede støttepulje på omkring 500 millioner, så efterlader det 100 millioner til kvindelige filmskabere. Når vi så indregner, at kvinder gennemsnitligt får 30 procent mindre i støtte end mænd – efterlader det rungende 70 millioner kroner, der går til kvindelige filmskabere. Mens mandlige filmskabere modtager 430 millioner kroner”.

430 millioner kroner fra den fælles skattekasse til mænd. 70 til kvinder.

I Danmark ligger første prioritet blandt public service tv-stationers udbud på mad, mad og vejret. Dernæst følger gladiatorkampe blandt politikere – kampe, der udgør program- og indtægtsgrundlag for en hær af kommentatorer.  Også konkurrencer blandt amatører på professionelles gebet prioriteres højt, ligesom uendelige, billige krimiserier om livet i britiske landsbyer.

Afsender af kommentaren var Mette-Ann Schepelern, professionel aktør inden for i filmbranchen, og deltager i en filmgruppe, hvis undersøgende arbejde blev reflekteret i WA-artiklen.  Jeg spår endnu en supersæson for streamingtjenester blandt danske kvinder, der er på nettet, og det er stort set alle op til de 70 år. Der er masser af gode serier med interessante kvinderoller.

Musik og teater

Den store skævvridning, hvad angår musiklivet, blev især dækket i 2015, men popper op med jævne mellemrum. Manglen på mangfoldighed i teaterlivet dokumenteres også jævnligt, heriblandt via en undersøgelse: 

”Optællinger peger på en markant skævvridning, der i særlig grad manifesterede sig på teatrenes største scener med en overrepræsentation af hvide mænd. Det var således hvide mænd, der skrev til de store scener, instruerede og spillede hovedrollerne.”

Mænd er nyheden

Hvad angår nyhedsbilledet er DR ikke alene, hvad angår manglen på mangfoldighed i indtrykket, som gives seere, lytter og læsere. Den danske del af 2015-undersøgelsen ”Who Makes The News” viser, at det gør mænd.

I Danmark er mandeandelen blandt kilder på 75 procent, og kvindeandelen således nede på 25 procent. Det repræsenterer et fald i forhold til den forrige undersøgelse, der blev foretaget i 2010, da kvinderne udgjorde 31 procent af kilderne. Altså igen et fald, ligesom inden for film.

I forhold til sammenlignelige lande er den danske andel også mindre. I Sverige er andelen 31 procent, i Tyskland 28 procent. I Pakistan, der ikke ligefrem brillerer med ligestilling, udgør kvinder 36 procent af kilderne.

Kvinder tøver

Der ses ingen forklaringer på det danske fald. De gængse forklaringer, der ellers ses herhjemme om den lave kvindeandel blandt kilder, er at kvinder er sværere at få overtalt til at deltage. De vil typisk være helt sikre, hvorimod mænd bare springer til.

Da DR’s nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, deltog i en paneldiskussion om ”Who Makes the News” for 2015, kom han også ind på det.

“Vi kan ikke vente med at bringe bestemte nyheder, bare fordi vi skal opfylde en kvote,” sagde Ulrik Haagerup jævnfør referat i fagbladet Journalisten.

Der er vist ingen, der kræver kvoter, bare kvalitet, men det er ikke en let opgave at sikre den. Lytter man til erhvervslivets HR-afdelinger, høres f.eks. udsagn som, at kvinder typisk først skriver en jobansøgning, når de kan krydse alle flueben af, hvad angår kompetencer, i modsætning til mænd.

At finde og benytte de allerbedste eksperter hos DR og de øvrige medier kræver et større arbejde og bedre overtalelsesevner fra journalisternes side, end når man nøjes med Tordenskjolds meningssoldater, og ikke mindst overfor mindre repræsenterede grupper. Men i sidste ende er det vel, hvad alle ønsker. De bedste mulige kilder, uanset etnicitet, alder, køn etc.

Der ses også argumenter som (groft forenklet), at det er mænd, der dominerer inden for det nyhedsmæssige. Spørgsmålet er så, om de gamle nyhedskriterier først og fremmest reflekterer den gamle verden – om de kunne trænge til en nutidig ajourføring.

I filmbranchen bruges især forklaringen ”kvalitet”, når skævvridningen skal forklares.  At det er udelukkende kvalitet, man går efter. Mænd står bag bedre kvalitet.

Står det til troende er det måske på høje tid at lave kvoter, der får flere mænd ind på filmuddannelserne, så man ikke bliver ved med at spilde penge på at uddanne kvindelige manusforfattere og instruktører. Eller er det igen mændenes verden, der bare opfattes som ”menneskenes”?

DR kontra SVT

Jeg ser efterhånden ikke meget tv, men betaler licens til DR. Var der nogen retfærdighed til, betalte jeg i stedet til Sveriges SVT, hvor mangfoldighed i emner, der anses for vigtige, er langt større, ligeså mangfoldighed i kilder og ansatte.

SVT giver viden status, mens DR elsker smagsdommere.

SVT synes for eksempel at være mindre bange for at udfordre folks intelligens og at fejre de kloge og dybt faglige. P.t. ses for eksempel en revival af Fråga Lund (Spørg Lund), hvor forskere svarer på alskens spørgsmål. I et andet program, Genikampen løser almindelige mennesker med gode hoveder diverse udfordringer, og snart kommer den årlige Nobel-uge, der er et overflødighedshorn i god dækning af vigtig forskning og konsekvenserne heraf. Oveni ligger programmet ”Hvem ved mest”, hvor almindelige mennesker dyster, hver dag kl. 17.  SVT giver med andre ord viden status, mens DR elsker smagsdommere.

Hvad jeg ser, når jeg endelig lander hos DR, er en prioritering foretaget af mænd på 30-50 år, for mænd på 30-50 med mænd på 30-50 på skærmen. Det ser ud som en prioritering af deres verden, præget af stor interesse for politik og sport tilsat en smagsdommersnak om kultur (man(d) er vel dannet), et par skefulde stand up’er, samt en helvedes masse actionfilm. Overfodringen med politik udgør tilmed en dobbelt skævvinkling, fordi netop journalisters interesse for ”kampsporten” politik er tårnhøj – ude af trit med befolkningens.

Beroligende flæsk til seerne

Ved siden af serverer DR i prime time store lunser beroligende, fedt flæsk til familien Danmark. Programmer, der synes udtænkt efter samme principper, som hersker i reklameverdenen, påvirket af grove stereotyper, undervurdering af folks intelligens, spil på misundelse, flirt med de gode gamle dage og kiksede forsøg på brud af postulerede tabuer.

Selvfølgelig skal vi da nakke en svane. Selvfølgelig skal mænd sikres juridisk abort. Selvfølgelig skal der bydes på luksuslejligheder i New York. Selvfølgelig er kvinder nasty i samværssager, koner er sure, og jovist – mor er den værste i verden. Selvfølgelig skal sludrevorne veletablerede hanner kommentere en nøgen, tavs kvindes babser, baller og klitoris.

Selvfølgelig skal underklassen udstilles, og de rige gives fri taletid. Alt imens livsstilseksperter kagler om kendte og sig selv, tv-værter pustes op til berømtheder og hovedpersoner, og DR blæser egne journalister op til eksperter.

Mad, politik og amatørkonkurrencer

Hvilket indtryk ville medieforskere fra lande, hvor der ikke er tv-stationer med public service-forpligtelse, få med hjem efter et studiebesøg i Danmark? Her er et bud på et ”executive summary”:

”I Danmark ligger første prioritet blandt public service tv-stationers udbud på mad, mad og vejret. Dernæst følger gladiatorkampe blandt politikere – kampe, der udgør program- og indtægtsgrundlag for en hær af kommentatorer.  Også konkurrencer blandt amatører på professionelles gebet prioriteres højt, ligesom uendelige, billige krimiserier om livet i britiske landsbyer.”

”Eksotiske dyr dækkes i pænt omfang, ligeså mennesker fra underklassen, observeret af mennesker fra overklassen. Randfænomener blæses op i betydning, grøfter mellem befolkningsgrupper graves dybere i debattens navn. Almindelige borgere glimrer ved deres fravær andet end i 2-sekunders klip og som ofre. Professionelle aktører fra kulturens verden er uønskede, medmindre de er så kvikke og folkelige i kæften, at de duer i et underholdningspanel. Komplekse problemstillinger af betydning for nutid og fremtid, såsom klimaforandring, underdækkes, ligeså vigtig forskning. Fravalget af diversitet i køn, etnicitet, alder m.v. er ekstremt, ligesom tilvalget af alt fra ét kontinent, USA, er ekstremt.”

Mon medieforskerne ville se store forskelle mellem den danske Public Service og deres hjemlands rent kommercielle udbud? OK? Programmerne for børn har ord for at være rigtig gode, men hvad med programmerne for de unge, som DR i årtier har smidt millionbeløb efter? De fleste unge sidder i dag på YouTube. Tjekker man programbillederne på de unges kanal, DR3, synes den fortrinsvis at være af og for de unge mænd. De unge kvinder? De ser nok ungdomsdramaet Skam på norske NRK.

Den afslørende jubilæumsvideo

At kvinder står i skyggen i DR’s ”mindset” blev for nylig hovsa-illustreret via en DR-reklamevideo. Den repræsenterede en tur down memory lane i anledning af DR2’s 20 års jubilæum! Videoen rummede 27 mænd og 4 kvinder. En af kvinderne skænkede vand for mænd, en anden sagde ikke et dyt. Den ansvarlige chef forklarede, at det slet ikke var en bevidst udeladelse, og det måtte man da kunne forstå, fordi der var ”utroligt mange kvindelige chefer” i DR. Utroligt!

Ved siden af serverer DR i prime time store lunser beroligende, fedt flæsk til familien Danmark. Programmer, der synes udtænkt efter samme principper, som hersker i reklameverdenen, påvirket af grove stereotyper, undervurdering af folks intelligens, spil på misundelse, flirt med de gode gamle dage og kiksede forsøg på brud af  postulerede tabuer.

Mon DR er blevet helt klar over konsekvenserne af manglende diversitet? Mon de øvrige medier er? Mon kulturaktørerne er?

Genkender vi ikke os selv, øges sandsynligheden for, at vi skrider over til streaming eller fællesskaber på de sociale medier. Får vi ikke den faktuelle viden, vi har behov for, men spises af med holdninger og spil for galleriet, øges sandsynligheden for, at vi finder, hvad vi savner andetsteds.

Takket være internettet og paraboler er det blevet så meget lettere at tjekke ud – at finde et udbud, der svarer til den enkeltes behov for seriøsitet og underholdning. At finde steder, hvor vi er mennesker, ikke ”indvandreren”, ikke ”kvinden”, ikke ”vores ældre”.  Problemet er også, at deri ligger en kæmpe risiko for, at vi ender i fastlåste ”bobler”, lidt a la det gamle udtryk ”af de frelste for de frelste”. Den udvidelse af horisonten, som hjælper til at bygge bro, bliver der stadig mindre af.

Fastmonterede skyklapper

Men det er hårdt arbejde at få pillet de skyklapper af, som lader gamle opfattelser af, hvad der er status i, få fortrinsret. Den gode vilje batter ikke alene, og det har mange erfaret gennem fallerede diversitetsplaner. Når de prøver igen, er det med konkrete målinger vedrørende prioritering af emner og personer og med konsekvenser, hvis der afviges fra målsætningerne.

At prioritere efter klik og øjne, som det desværre er sket gennem alt for mange år, ender med alt for meget ”McDonalds”, ”Elefantmanden”, ”Salem” og ”Fluernes Herre”.

Målinger giver flyvende start

Så venligst, DR! Sørg for at få målt, inden Gitte Rabøl overtager mangfoldighedsopgaven. Mål, hvad angår diversitet blandt egne ansatte, kilder og emner, så forarbejdet muliggør en flyvende start for Rabøl. Mål, så ingen får mulighed for at afvise behov for ændringer, hvis statistikkerne dokumenterer, at kikkerten holdes fast for det ene øje, hvad angår emner, ansatte og kilder.

Tag f.eks. en uge i september som en status. Hvor mange mandlige værter havde de unges P3 kontra kvindelige? Hvordan med diversitet blandt kilder hos DR1 og blandt emner? Hvordan med taletid til gæster i vigtige programmer, hvordan med afbrydelser? Tjek også tiden brugt på ugens ”forargelse” kontra ugens sværeste, vigtige emne.

Og tjek så lige, hvad redaktører gennem det seneste år har sagt nej til, når eksterne pitcher programmer ind, og hvad der er sagt ja til. Afsender og emne. Mest spændt er jeg nok på målinger i tv og radio vendt mod unge – de, der er allermest påvirkelige af rollemodeller – og fraværet af samme. Hvad er det at være dreng/ung mand i DR’s univers? Hvad er det at være pige/ung kvinde? Samme to spørgsmål bør resten af medierne også stille sig selv, for der er tegn nok på, at et eller andet er gået helt galt.

Men DR kunne også drage en lære ved at kigge på egne successer, såsom tv-dramaerne. Der ses flere solide, nuancerede kvinderoller med kød på. Hvor kvinderne ikke kun er appetitlig gemüse i form af stereotyper (omend de findes i serierne, og omend kvinderne altid er i mindretal på rollelisten) til hovedretten.  Jeg tror også, at P1, som jeg stadig lytter jævnligt til, er mest mangfoldig i emner og personer, og at det er med til at styrke troværdigheden, hvilket DR har behov for.

Værre end SVT, NRK og BBC

Mediedirektør Gitte Rabøl har udtalt, at hun er skuffet over, hvor lidt DR har rykket sig i disse år hvad angår mangfoldighed, men gid hun smed direktionsposten allerede nu for at vie alle kræfterne til at få flyttet mastodonten. Jeg krydser selv fingre for, at Rabøl orker at vie denne opgave mere end det ene år, der fremgik af pressemeddelelsen.

Men hvorfor var pressemeddelelsen fra DR’s bestyrelse så underlig, at den umiddelbart gav mig indtryk af et spark nedad? Mit gæt er, at DR ikke offentligt vil erkende, at det halter slemt med mangfoldighed, både hvad angår personer og emne. Det står dårligere til end hos SVT, NRK og BBC. Alternativt ville DR måske undgå en shitstorm af orkanstyrke, som den, der altid opstår i Danmark, når det antydes, at kvinder og minoriteter står i skyggen.

Kursen, som vi er inde på, har ingen vindere, ikke en gang blege mænd. Danmark ender bare som raritetskabinet, der internationalt udstiller, hvor hurtigt en udvikling kan rulles tillbage.

Illustration: Michael Dorbec

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Dorte Toft
Journalist og forfatter

Dorte Toft er journalist, forfatter og halvpensionist. Hun kan ikke helt slippe arbejdet, men fik et puf i sommeren 2016, da Berlingske Business som led i sidste sparerunde opsagde det ti år lange samarbejdet om bloggen Bizzen (it og business). Berlingske holder dog Bizzen-bloggen søgbar, hvilket ikke kun skyldes dækningen af teknologiudvikling og it-politik, men også afdækningen af flere erhvervshistorier. Nogle erindrer måske , at bloggen var et væsentligt redskab, da Dorte Toft pustede Stein Bagger i nakken, men han er langt fra alene om den uønskede opmærksomhed. Dorte Toft begyndte sit arbejdsliv som programmør, men efter godt syv år tog hun journalistuddannelsen i Århus, hvilket hun kun sjældent fortryder. På hendes CV står bl.a. Berlingske, DR, Udenrigsministeriet, KMD, Computerworld og Dagbladet Børsen. Hun er medforfatter til bøgerne ”Bedrag – IT Factory, grådighed og magtsyge” og ”Lykkelig i Nørdland – Hvem bygger fremtiden?”. Begge udkom på Gyldendal i 2009. En lille bog med titlen Magtkampens A-Z, skrevet under pseudonym,  er det også blevet til. Del gerne, hvis du finder det interessant nok. Og bidrag gerne via MobilePay på +45 31 21 07 30, hvis du finder det væsentligt nok.

Seneste indlæg fra

Toppen af guleroden

I december måned blev en progressiv udvekslingsaftale af wastefoods mellem en række københavnske
Gå til Top