Dorte Toft: Sæt ”Detektor” på journalistikken

af

LONGREAD – Journalister kaldes ofte for skallesmækkende mimoser, fordi de reagerer voldsomt negativt, når fejl påpeges, og deres medier ligeså. Den taktik øger utroværdigheden, og det er på tide at sadle om. Selvfølgelig kan heller ikke journalister gardere sig helt mod fejl, men de bør kigges mere efter i kortene og lære mere om faglige svagheder af gamle sager som Nordisk Fjer og sagen om taxachaufføren, der voldtog.

Lad os bare for sjovs skyld antage, at der blandt journalister er for mange skallesmækkende mimoser – journalister, der går hårdt til folk, men selv er elendige til at klare kritik. For eksempel kunne vi antage, at det især er en erhvervsrisiko for fastansatte journalister ved magtfulde medier.

Lad os antage, at der findes journalister, hvis egoer er blæst op, fordi deres medie åbner døre, selv om de tror, at årsagen ligger i egen højærværdighed. At disse journalister måske heller ikke er klar over, at de får for lidt berettiget kritik. Omverdenen er klog nok til ikke at lægge sig for meget ud med et magtfuldt medie.

Gør faktatjek af aktuelle artikler på medier, der modtager mediestøtte, til en obligatorisk del af alle tre journalistuddannelser i Danmark

Lad os også antage, at lodret afvisning af kritik, når den endelig kommer, ledsaget af en arrogant nedgøring af kritikere, i den sidste ende øger leden over pressen, og lad os til slut antage at døvheden over for kritik leder til mindre tvivl og derfor dårligere journalistik.

Den urealistiske løsning

Hvis nu antagelserne skulle stemme, hvad gør man så for at rette op på både pressens ry og den enkeltes journalistik? Blot til inspiration bringes her en ganske urealistisk løsning.

Den urealistiske løsning slår to fluer med ét smæk, idet den både retter sig mod vordende journalister og dem, der er i gang. Løsningen lever også op til de to eviggyldige regler: Man indretter sig på, hvad man måles på. Og penge taler.

Tænk på DR2 Detektor, dog ikke rettet mod politikere, erhvervsliv eller andet, men udelukkende rettet mod journalisters virke. Tænk på DR2 Detektor, fjern entertainment-faktoren, og gang med 100.

Gør faktatjek af aktuelle artikler på medier, der modtager mediestøtte, til en obligatorisk del af alle tre journalistuddannelser i Danmark (DMJX i Århus, SDU og RUC). De studerende skal verificere kilder (mennesker, statistikbrug m.v.), tjekke originalitet og vurdere vægtning af indhold.

Det ender i en karaktergivning i stil med, hvad den amerikanske Politifacts.com satte mønstret for med sit Truth-O-Meter: Fra ”sandt”, ”meget tæt på sandt”, ”halvsandt”, ”tættest på falsk”, ”falsk” og ”helt ude i skoven”.

Modregn i mediestøtte

Lad dernæst de studerende tage debatten om det fremfundne dels med artiklernes journalister dels med lærekræfterne, inden den endelige karakter gives.

En gang om året – før næste års mediestøtte fordeles – gøres status over mediernes præstation. For meget på den forkerte side af ”meget tæt på sandt” udløser dummebøder, der trækkes fra det pågældende medies mediestøtte. De sparede beløb fordeles mellem dem, der forholder sig bedst til sandheden, så der måske kan oprustes med flere gode journalister.

Der skal selvfølgelig være fuld offentlighed vedrørende omfordelingen, så de bedste medier får den omtale, de fortjener. Men ikke kun journalistisk stof skal gennem roerasperen. Også opinionsstof kan få alvorlige konsekvenser, og debatredaktionerne kan ikke fraskrive sig medansvar.

Pisk og gulerod

En sådan træning i faktatjek under journalistuddannelsen vil sætte sit spor hos dem, der snart får den betroede opgave at skildre verden på ondt og godt. De vil tidligere blive klar over, hvor omfattende arbejde der ligger bag de solide afdækninger, som nogle af Danmarks bedste journalister står bag. Og de vil lidt efter lidt kunne gennemskue, hvorfor nogle unge journalister, men også visse veletablerede sætter fingeren på vægten.

Selvfølgelig kan en sådan løsning ikke gennemføres. Den er som nævnt helt urealistisk og ikke mindst på grund af det fortrolige rum mellem journalist og kilde, som der skal være og som skal beskyttes.

Men hvordan rettes så op på, at pressen er ret så allergisk over for selv relevant kritik? Den, der ellers har så travlt med at stille spørgsmålet ”hvad har I lært af jeres fejl?”

Svært job

Ingen vil forvente helt fejlfri artikler dag ud og dag ind, for fejle gør vi journalister, uanset hvor stor omhu vi end udviser. Det er et hundesvært job, medmindre man nøjes med mikrofonholderi.

Journalistik er et fag, hvor man ofte har knuder i maven, når opgaven er færdig og afleveret

Journalistik er et fag, hvor man ofte har knuder i maven, når opgaven er færdig og afleveret. Tanker banker på. Forstod jeg vitterligt det hele – kilden har brugt 17 år af sit liv til det, jeg skulle kapere på en time? Prioriterede jeg ret? Blev jeg måske ført bag lyset? Gav jeg for meget medvind, fordi det vakte genklang i mig selv? Kom jeg hele vejen rundt, eller lod jeg ”den gode historie” vinde over behovet for fuldt ud at tjekke, om historien vitterligt holdt?

Den skråsikre afvisning

Måske veksler nogle journalister angsten til skråsikkerhed for at beskytte sig selv, måske findes der personer, der er så sikre på egen ufejlbarlighed, at de aldrig burde have været journalister. Den sikre opskrift på at blive en dårligere journalist er jo at ignorere kritik – ikke at lære af den. Den type mennesker er dog ofte dem, der sidst opdager problemet – hvis overhovedet.

Dermed ikke være sagt, at journalister skal tage enhver kritik til sig. Slet ikke. De fleste af os kender til mængder af helt uberettiget kritik fra kværulantforrykte og fra folk, der vil lukke kæften på os, fordi vi kommer på tæt på noget råddent. Men lyt.

Pressenævnets ageren

Pressenævnet løfter i et vist omfang pegefingeren, når der sker et brud på presseetikken. Ikke alle ramte er dog i den situation, hvor de tør eller evner at reagere.

Pressenævnet kan desuden have en vis tendens til blot at hæfte sig ved om formalia er overholdt – ikke om de er overholdt på fair vis.

Når historiens udsete skurk endelig får telefonopkaldet, vil denne ofte være klar over, at det er en Catch 22-situation. Ligegyldigt om han eller hun svarer eller ej, er vinklen mejslet i sten, og journalisten vil gå fri for påtale.

Journalisten, der har blæst afsted med tendentiøs research gennem et par måneder, måske tilmed håndfodret af en interessent, slipper for kritik af en enøjet vinkel, bare journalisten i allersidste fase ringer til historiens skurk, så ”begge parter er hørt”.

Når historiens udsete skurk endelig får telefonopkaldet, vil denne ofte være klar over, at det er en Catch 22-situation. Ligegyldigt om han eller hun svarer eller ej, er vinklen mejslet i sten, og journalisten vil gå fri for påtale.

Endelig kan der ind imellem synes at mangle stringens i Pressenævnets afgørelser. I ét tilfælde falder der for eksempel en næse for, at en journalist kun har kontaktet en kritiseret part, der har hemmeligt telefonnummer og adresse, via Facebook. Journalisten stillede sig tilfreds med Facebooks markering af, at beskeden ER læst (men personen fravalgte at svare).

I et andet tilfælde, hvor parten, der ikke blev hørt, også havde hemmeligt mobiltelefonnummer, får mediet ikke en næse for alene at høre den anden part. Mailadressen på personen, der ikke blev hørt, lå offentligt tilgængeligt på det sociale medie Twitter, og såvel Twitter som Facebook kunne været benyttet til at skabe kontakt.

Mediernes møgkællinger

Funderinger over Pressenævn og de skallesmækkende mimoser trængte sig på, fordi jeg for nylig fik mulighed for at smuglæse en mediekritisk bog, der udkommer lige om lidt på Gyldendal. Titlen er ”Mediernes møgkællinger”, undertitlen er ”Magt, myter og misinformation”.

Bogen nævner også politikere, der rask væk ytrer sig og måske tilmed lovgiver ud fra mediernes misinformationer – om fordi politikeren er populist, for doven, for partisk eller for ubegavet til selv at opsøge fakta.

I bogen fortælles om navngivne journalister og medier, der bevidst eller ubevidst har misinformeret. Bogen nævner også politikere, der rask væk ytrer sig og måske tilmed lovgiver ud fra mediernes misinformationer – fordi politikeren er populist, for doven, for partisk eller for ubegavet til selv at opsøge fakta.

Bogen fremstår umiddelbart som veldokumenteret mediekritik af en art, jeg ikke erindrer at have set før herhjemme. Graverende journalistiske fejl er heller ikke noget, som kolleger og medieforskere ynder at se nærmere på. Det er et underbelyst område, mediernes magt taget i betragtning.

Kendt problem

Hvem det er, at medierne ser som ”møgkællinger”, kan være ligegyldigt i denne sammenhæng. Der findes en del mennesker, både i den private og den offentlige sektor samt blandt borgere, der kan fortælle om journalister, der er så forblændede af ”den gode historie”, egen Hassan eller egne antipatier, så de bare fremturer med skyklapperne fastmonterede. Solid research tager livet af størstedelen af de ”gode historier”.

Kroneksemplet fra gamle dage er alle erhvervshistorierne om den fantastiske topchef for Nordisk Fjer, Johannes Petersen, og firmaets imponerende eksportsucces.

Petersens succes var i virkeligheden baseret på svindel, trusler mod dem, der ikke lod sig forblænde, og snu udnyttelse af vigtige folks forfængelighed og laster. Rygter må have verseret, men intet skete.

Johannes Petersen begik selvmord, da korthuset bragede sammen. Men der er endnu en journalistvinkel på sagen. Som det fremgår af bogen ”Bedraget – Sagen om Nordisk Fjer” fik en af Johannes Petersens nære, involveret i at lægge svindelstrategier, beskyttet sig. Den involverede erklærede sig villig til at medvirke i en journalists bog om Nordisk Fjer-skandalen, og kilden stod stort set for en hvidvaskning af sig selv, mens andre blev trukket gennem sølet.

Bogen smittede vist af i retssalen, måske fordi den var lettere tilgængelig end årtiers svindel på mange niveauer. Manden gik i hvert fald fri og hygger sig med formuen i udlandet.

Frikendelsen af forbryderen

Men også en reelt god vilje hos journalister kan blænde for nuancerne.

Det nok mest kendte og skræmmende eksempel er, da to journalister ved Ekstra Bladet fik frikendt taxachaufføren Naum Conevski ved den særlige klageret.

Ekstra Bladet, 12.11.83

Conevski var fængslet for voldtægt, men journalisterne troede på Conevskis påstand om, at kvinden var løgner. Hun ville selv. Han mente også, at han som fremmedarbejder var offer for racisme i den sag.

Kvinden blev i avisen udstillet som udsvævende, og der blev fundet flere skurke. Conevskis advokat blev citeret for, at ”rabiate kvinder” i kvindebevægelsen havde forledt Folketinget til en ændring i retsplejeloven til skade for mænd, der blev anklaget for voldtægt. Disse ”rabiate kvinder” kørte ifølge ham en heksejagt, der også ramte sagesløse.

Mord på to unge

Den stort anlagte kampagne lykkedes. Men tre måneder efter at Conevski kom på fri fod, myrdede han to unge.

Det viste sig, at der i forvejen forelå en anmeldelse af en anden voldtægt. Hans fingeraftryk var på stedet og en stjålen genstand blev fundet i hans families hjem i Jugoslavien. Han havde desuden slået to andre kvinder ned og stjålet ting. Men politiet havde ikke styr på sine data.

Kvinden, hvis anmeldelse satte Conevski i fængsel, begik selvmord efter hans frigivelse.

I en artikel om sagen hos dansk-politi.dk citeres følgende sejrsbesked fra Ekstra Bladet:

”Sagens hele forløb lugter af, at en ærkedansk kvindes ord er mere værd end en fremmedarbejders. Dog ikke i Klageretten (…) Vi gør det ikke for at slå os for brystet (…) vi gør det for retssamfundet, som det undertiden er op til en avis at repræsentere”.

Fristelsen i at frelse

Mon ikke sagen kan tages som eksempel på en af de farligste situationer for en journalist – der, hvor man er the good guy, hjælper et stakkels menneske med at opnå retfærdighed.

Er det ikke der, hvor der opstår den største risiko for, at journalisten bliver så partisk, at der lukkes ned for al tvivl og kritik i jagten på, hvad der bekræfter uskyldigheden af ”offeret” og skyldigheden af andre?

Flere journalister er blevet klogere på den hårde måde i sådanne sager. De indså alt for sent i forløbet, at sagen ikke var så sort/hvid, som den blev fremstillet af den, eller dem, der spillede så fermt på at være offer for en stor uretfærdighed.

Djævlens advokat

Måske havde andre medier kunnet rette op på Conevski-sagen, inden det blev for sent, men større medier har en vis afstandtagen til, hvad der er ”not invented here” – det, et andet stort medie snuser op.

Kunne journaliststuderende for træningens skyld have forsøgt at lege ”djævlens advokat”, altså gå efter det modsatte af, hvad det etablerede medie gjorde?

Der burde måske etableres en slags journalistisk bodsgang, der skal gøre andre klogere

Jeg har svært ved at tro, at de to journalister ved Ekstra Bladet ikke undervejs hørte ting, der bare ikke passede til deres ”sandhed”. Men ingen kan vide det. Journalister skriver mange bøger, men ingen af de to har skrevet en bog om, hvordan de – og politiet – kunne gå så galt i byen. Tre menneskeliv gik tabt.

Bodsgang

Der burde måske etableres en slags journalistisk bodsgang, der skal gøre andre klogere. Bodsgangen kunne gå på at deltage i særlige arrangementer for journaliststuderende med dagsordenen: Hvor jeg dummede mig, hvorfor jeg gjorde det, hvilke konsekvenser det fik og hvad andre kan lære af det.

Det er dog også et fuldstændig urealistisk forslag. De og deres mediehuse ville være imod åbenheden.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

mm
Dorte Toft

Dorte Toft er journalist og forfatter med størst fokus på fremtidens teknologier, medier, køn og plattenslagere. Udover at bidrage til POV skriver hun i Politiken, Computerworld og Kommunen, ligesom hun holder foredrag om robotter/kunstig intelligens og om kvinder i relation teknologi. På bloggen Bizzen dækkede hun i over ti år teknologiudvikling, it-politik og –branchen, og Bizzen spillede en vis rolle for Stein Baggers fald. Den ajourføres imidlertid ikke længere grundet sparerunde hos Berlingske, men er stadig søgbar. Dorte Toft begyndte i øvrigt sit arbejdsliv som programmør, men efter godt syv år skiftede hun til journalistuddannelsen, hvilket hun kun sjældent fortryder. På hendes CV står bl.a. Berlingske, DR, KMD, Computerworld og Dagbladet Børsen. Hun er medforfatter til bøgerne ”Bedrag – IT Factory, grådighed og magtsyge” og ”Lykkelig i Nørdland – Hvem bygger fremtiden?”. Begge udkom på Gyldendal i 2009. Tidligere blev det til en lille bog med titlen Magtkampens A-Z, skrevet under pseudonym. Del gerne blogindlægget, hvis du finder det interessant nok, og kvittér evt. via MobilePay på +45 31 21 07 30.

Seneste indlæg fra

Gå til Top