Dorte Toft: Historien om hattedamen og ”Kommandanten” på Sjælsmark

af

Det blev en kollision mellem hjælpsomhed og regler, da Lissi Krogbeck ville aflevere brød, frugt og grønt til flygtninge, der forgæves har søgt asyl. Takket være butikker, der også er imod madspild, kan hun og andre frivillige ellers hjælpe andre flygtninge hver uge. Dorte Toft var med på turen til Udrejsecenter Sjælsmark som pakæsel, men så udviklede det sig.

En seksårig pige med udslukte øjne? En lycra-mand, der taler til mig, som jeg var idiot? Et samlingssted for håbløshed? En tre dage gammel babys skæbne?

Hvor skal jeg begynde min beskrivelse af et par timers visit på den nedslidte Sjælsmark Kaserne, omdøbt til Udrejsecenter Sjælsmark?

For længe siden en kaserne fyldt med liv. Nu nedslidt opbevaringssted for uønskede.

Det bliver ved begyndelsen. Ved anledningen til en køretur op igennem den smukke nordsjællandske natur med bølgende, grønne marker samt træer i løvfald frem til endestationen ved høje trådhegn og gitterporte.

Begyndelsen er en kvinde ved navn Lissi Krogbeck, hvis gamle hund vi ind imellem passer, efter vores egen hund desværre døde.

Når hunden Frederik overdrages, snakkes der lidt om vejr og vind og Krogbecks frivillige arbejde i Netværkshuset i Gentofte – et mødested for indvandrere og frivillige, oprettet af kommunen i samarbejde med blandt andet Dansk Flygtningehjælp.

Laura og Brugsen

Lidt af, hvad hun arbejder for, så vi tilfældigvis forleden ved 18-tiden, da vi passerede bageriet Laura på Strandvejen i Hellerup. Krogbeck har fået lov til at tømme hylderne for dagens usolgte brød og kager, så det kan komme flygtningefamilier til gode i stedet for forbrændingsanlæggene. Tjansen går på skift, men hun selv henter hver mandag.

Brugsen på Strandvejen har også ladet sig overtale af Krogbeck til det fornuftige i at lade grøntsager og frugt, der synger på sidste vers, komme trængte mennesker til gode.

Frugt og grønt, der nok er gammelt, men stadig godt, så ingen madspild.

Men Krogbeck fik denne uge så meget brød, grønt og frugt til overs, at hun ønskede, det skulle komme de afviste asylsøgere i Sjælsmark til gode. Hun brød vores vante small talk-rutine og spurgte, om jeg gad hjælpe hende, for det var ret tungt. Om jeg ville køre med til Sjælsmark.

Stærke frivillige

Det endte med et ja, for jeg var også lidt nysgerrig. Jeg selv har kun støttet flygtninge med penge og ord, men beundrer dem, der trodser hetzen mod fremmede og tør engagere sig mere i problemstillingerne. Og når det tilmed sætter en stopper for et vist madspild …

Krogbeck havde via en anden engageret kvinde fået kontakt til en af beboerne, en dansktalende iraker, der ville møde os ved porten. Så skulle fyldte kasser og poser bæres de 400 meter op af vejen til de triste kasernebygninger, hvor de afviste er indlogeret.

Sådan gik det ikke, og skaden er ikke stor. Selvfølgelig sultes de afviste voksne og børn ikke. De får tre måltider om dagen i kantinen.

Ræsonnementet er vist, at forbuddet mod at lave mad selv bidrager til at gøre det så utåleligt som muligt at klynge sig til Danmark

Fra politisk side er der som mange vil vide indført et forbud mod at lave mad selv, altså at beholde den daglige syssel og familiesamværet i eget rum om eget måltid. Ræsonnementet er vist, at forbuddet bidrager til at gøre det så utåleligt som muligt at klynge sig til Danmark.

Men alligevel. En god kanelsnegl fra Laura, et speltbrød, en bolle, bananer, fine druer fra Brugsen, appelsiner, gulerødder og meget andet burde alligevel være et velkomment supplement for de uønskede mennesker.

Lycra-manden sagde nej

Men det er det ikke. Sådan lød beskeden fra en leder, der pludselig indfandt sig, vist i sin fritid. I hvert fald var han iført en MTB-cykel, sorte lycrabusker, skriggul jakke, hjelm og mudrede cykelsko. Han var vel omkring de 50 – i en blond/grå-nordisk udgave.

Kort sammenfattet var essensen af hans kommunikation en opfordring til, at hattedamerne opgav deres forefindende (og nej, det var ikke nødvendigt for ham at bruge ordet ”hattedamer”). Vi skulle bare bære kasserne tilbage til bilen og køre hjem igen.

Hans tillid til vores evne til at fatte dansk (eller var det reglerne?) var begrænset, hvilket bidrog til en udvikling, der nærmede sig farcen.

Regler og sikkerhed

Ups. Nu sprang jeg alligevel i rækkefølgen, for inden den neongule lycra-mand indfandt sig, havde vi snakket med vagten bag glaslugen. Også han havde sagt, at det ikke var tilladt bare at komme anstigende med ting, og der lå også et vist sikkerhedshensyn til beboerne i den beslutning.

Beskeden var, at man skal have en konkret aftale med en person, der selv skal komme ned til vagten og afhente selv og udelukkende til eget forbrug.

Vagten udviste forståelse for den gode vilje, men der var regler, han skulle håndhæve.

Vi anerkendte det, og så bad vi irakeren om at skynde sig op til kasernebygninger og lave ”aftaler”, så dem, der ønskede det, kunne komme ned og hente.

Hjælp til nybagt mor

Først ville Lissi Krogbeck dog lige have lov til at besøge en kvinde, der netop havde født, for at overdrage hende nogle ting fra en frivillig, som havde doneret 300 kr. til formålet. Også en fin, brugt bordeauxfarvet ammetrøje var der til kvinden. Hun havde vist boet i centret i seks måneder sammen med sin mand, en ti-årig søn, en seksårig datter og nu den nyfødte.

Datteren på seks holdt sig tæt på moren, der havde født tre dage før

Vi måtte ikke komme med brød eller grønt eller frugt. Basta.

Vi blev inviteret på en kop te – de havde en vandkoger – men ville først lige retur til vagten og sikre, at der skete en nogenlunde fordeling af goderne, når folk kom. I stedet endte vi altså i en diskussion med den bestemte mand i cykelantrækket.

MERE POV
Danmarks Omdømme: Den måske mest effektive rebranding-kampagne i nyere tid

Han talte til os som… nå, ja. Det har jeg fortalt. Centret er under kriminalforsorgen, så måske er det en erhvervsskade, som rammer visse.

Vi måtte ikke komme med brød eller grønt eller frugt. Basta.

De hundreder af mennesker, der er placeret i centret, fik alt, de havde brug for gennem deres tre daglige måltider. Basta.

Da Lissi Krogbeck udbrød, at visse har behov for mellemmåltider, og det da var tosset, hvis frugten, grøntsagerne og brødet skulle smides ud, lød svaret fra ham, at når lejr-beboerne havde spist sig mætte ”i fødevarerne hun havde bragt” og ikke mødte op til måltidet i kantinen, måtte centrets mad smides ud!

Opbevaring ej fængsling

Så vidt jeg forstår, aner køkkenet på Sjælsmark Udrejsecenter ikke, hvor mange der vil møde frem til måltiderne. De ”indsatte” har lov til at forlade centret – det er jo ikke en fængsel for kriminelle, men et trøstesløst, grimt opbevaringscenter for mennesker, der satsede på en bedre fremtid. Disse flygtninge skal bare overnatte på centret.

Hjemme igen googlede jeg på udrejsecentret, og fandt et indlæg fra forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der havde besøgt centret: ”Maden … blev øst op på tallerkenen. Uanset hvor mange kyllingelår, der var tilbage, kunne man ikke få ét mere. Det kunne være interessant at vide, hvor meget mad, der bliver smidt ud.”

Så argumentationen med at måtte smide mad ud, hvis frugten og de andre gode ting, Krogbeck bragte kom ind, var løs i koderne.

Ikke desto mindre krævede manden, at vi bar det resterende tilbage til bilen, inden vi vendte tilbage til familien med den nyfødte, og vi lystrede.

Kun senge

Familien, der er fra Iran, rådede så vidt jeg kunne se over to rum og et lille aflukke. Om de måtte bo i begge rum, ved jeg ikke.
Det rum, man trådte ind i, rummede ingenting – ikke et møbel – og havde så vidt jeg husker intet vindue.

Det eneste grin, der kom under vores besøg, var, da jeg sagde, at han bare skulle gå i skole – slide med lektierne og blive dygtig, så han engang, når alt var lykkedes, kunne vende en fuckfinger mod Danmark. Pædagogisk har jeg aldrig været

I det smalle rum, som familien opholdt sig i, var det eneste møblement fem senge og en babyseng. Ingen borde eller stole, men et par farverige plaider spredt ud på gulvet som gulvtæppe.

Krogbeck og jeg sad på en seng med den 10-årige dreng imellem os. Han kunne noget dansk efter et indledende ophold i Nordjylland, og fungerede som en lidt usikker tolk. Resten af familien sad på gulvet sammen med irakeren, der havde mødt os på parkeringspladsen og som talte bedre dansk.

Det var selvfølgelig ikke nogen munter te-komsammen. Jeg selv hæftede mig mest ved børnene. Knægten, der virkede utryg og alvorlig midt i sin venlighed. Han var holdt op med at gå i skole, sagde han. ”Gider ikke”.

Det eneste grin, der kom under vores besøg, var, da jeg sagde, at han bare skulle gå i skole – slide med lektierne og blive dygtig, så han engang, når alt var lykkedes, kunne vende en fuckfinger mod Danmark. Pædagogisk har jeg aldrig været.

Den nyfødte sov. Den 6-årige pige syntes oftest at være langt, langt væk – men hele tiden tæt på moderen, som bar præg af træthed med sorte rande under øjnene.

Kun det praktiske

Vi spurgte ikke om, hvorfor de var flygtet til Danmark, eller hvordan. Men vi spurgte om visse praktiske ting, blandt andet om adgang til frugt og andre mellemmåltider, ikke mindst til den kvinde, der skulle amme.

Det var aldrig min intention at komme tæt på, at engagere mig i enkelte skæbner. Jeg slås på andre fronter, men jeg har kæmpe respekt for dem, der så tiltrængt kerer sig om flygtninges situation om bevilget asyl eller nægtet.

Jeg var der heller ikke som journalist, havde hverken blok eller pen med i centret, men forløbet og besøget i de trøstesløse murstensbarakker rystede mig, så jeg satte mig til tasterne. Og Lissi Krogbeck havde taget nogle billeder.

Regelsættet for hjælp

Skulle andre ønske at hjælpe de voksne og børnene, der sidder i limbo i udrejsecentret, så er her reglerne, vi blev belært om:

  • Ingen må komme ind, uden de har en vært blandt beboerne – en vært, der afhenter dem ved vagten.
  • Kan den eller dem, man ønsker at hjælpe, hverken dansk eller engelsk, så skal man have fat i en tolk, der kan lave en aftale.
  • Alternativt kan man vel lave en aftale med en af dem, man f.eks. finder ved at søge på udrejsecentret – og som har fremmedartet navn. Men. Den person må ikke lede gæsten hen til dem, der virkelig ønskes besøgt. Vil man f.eks. følge op på, om familien med den nyfødte mangler noget, skal den troppe op i ”værtens” logi.
  • Hvis du kommer med ting, synes ordningen at være, at det er vagten, der bestemmer, om det må overlades til ”værten”. Lissi Krogbeck har fået lovning på et puslebord til familien med den nyfødte, men der er begrænsning på, hvad der må være i rummet, så om tilladelsen gives eller ej er usikkert.
MERE POV
Territoriet // - en novelle

Presset situation

Jeg har forståelse for, at der må være regler med så mange pressede mennesker samlet, og at rammerne er stramme.

Som en, der følger med i, hvad svenske højreekstremister kan finde på, er der også en fornuft i, at alt ikke bare kan bringes ind, og at alle ikke bare kan marchere ind

Centret kunne også hurtigt drukne i leverede donationer af alt fra brugte møbler til tøj en masse fra velvillige borgere, og p.t. ligger man f.eks. inde med et kæmpe overskud af farveblyanter, fordi manglen på farveblyanter blev nævnt i et medie.

Som en, der følger med i, hvad svenske højreekstremister kan finde på, er der også en fornuft i, at alt ikke bare kan bringes ind, og at alle ikke bare kan marchere ind, omend den danske højrefløj foreløbig nøjes med at male de fremmede som kriminelle, der gør livet usikkert for danskerne – og i det konkrete tilfælde vælgerne i Hørsholmsområdet.

Den tidligere kaserne består af mange bygninger. Der er græs, men ingen beplantninger. Trods de mange flygtninge virkede det som et helt forladt område.

Også beskyttelse af børnene mod syge sjæle tæller, men jeg savner logik og etik i reglerne, og det kan aldrig retfærdiggøres med, at det handler om voksne og børn, der uretmæssigt er i landet.

Måske er der mere godt i hverdagen på Sjælsmark, end hvad vores korte visit tydede på, og vi mødte da et par pædagoger med et lille læs synligt glade små børn, der altså dagligt får nogle timers ”frikvarter” fra de pressede forældre. Jeg håber det virkeligt.

Nye flygtninge i Hellerup

Men så gik turen tilbage til privilegerede Hellerup. Lissi Krogbeck havde ikke til sinds at smide det resterende ud, så vi smuttede ind forbi det, der engang var kendt som Copenhagen International School på Hellerupvej.

Der bor nu en lille snes flygtninge, og kvinden fra Røde Kors, der modtog os, var den diametrale modsætning til ”kommandanten” i udrejsecentret.

Jeg tror heller ikke, at han får succes i at knægte Lissi Krogsbecks intention om at hjælpe også dem i udrejsecentret. Men hendes kræfter bruges først og fremmest i Netværkshuset, sammen med 200 andre frivillige og én fastansat.

Ikke mindst sidst på måneden kan det knibe for flygtninge at få råd til god nok mad, så frugten, grøntsagerne, brødet – og kagerne – kommer til nytte.

Og man kunne ønske, at flere frivillige fik flere butikker i gang med at begrænse madspildet på den måde – til gode for trængte, om fremmed eller dansk.

Den knappe tid

Hvorfor Krogbeck selv bruger så meget af sin tid på at hjælpe andre? Da hun i 2007 lukkede sin butik ‘Maries Bedste’, hvor hun blandt andet solgte gammelt kongeligt Porcelæn, keramik og glas, var det jo for at få mere fritid.

Hun griner højlydt, da hun siger det. ”Fritid!”

Det er nemlig ikke meget af, når der er givet en hjælpende hånd til Netværkshuset, til dets brugere også i relation til myndigheder og til deres unger, der i sommer også fik en herlig dag på Bakken takket være en indsamling.

Oveni kommer så indsatsen mod madspild, som koster timer.

Frederik får mange kram af flygtningsbørnene, der kommer i Netværkshuset -når de har overvundet angsten for hunde.

Krogbeck har heller ikke sluppet ‘Maries Bedste’ helt. Den eksisterer som en butik på nettet og stadeplads på Kongens Nytorv i sommermånederne om lørdagen. Hvor vi så låner den gamle, gode omend til tider lidt hidsige Frederik.

Han er i øvrigt også flygtningshjælper. Mange af børnene, der begynder at komme på netværkscentret er bange for hunde, men det ender til tider med, at de ikke kan få nok af Frederik, som er såre tålmodig – når det gælder børn.

Alle fotos er private.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Dorte Toft

Dorte Toft er journalist og forfatter med størst fokus på fremtidens teknologier, medier, køn og plattenslagere. Udover at bidrage til POV skriver hun i Politiken, Computerworld og Kommunen, ligesom hun holder foredrag om robotter/kunstig intelligens og om kvinder i relation teknologi. På bloggen Bizzen dækkede hun i over ti år teknologiudvikling, it-politik og –branchen, og Bizzen spillede en vis rolle for Stein Baggers fald. Den ajourføres imidlertid ikke længere grundet sparerunde hos Berlingske, men er stadig søgbar. Dorte Toft begyndte i øvrigt sit arbejdsliv som programmør, men efter godt syv år skiftede hun til journalistuddannelsen, hvilket hun kun sjældent fortryder. På hendes CV står bl.a. Berlingske, DR, KMD, Computerworld og Dagbladet Børsen. Hun er medforfatter til bøgerne ”Bedrag – IT Factory, grådighed og magtsyge” og ”Lykkelig i Nørdland – Hvem bygger fremtiden?”. Begge udkom på Gyldendal i 2009. Tidligere blev det til en lille bog med titlen Magtkampens A-Z, skrevet under pseudonym. Del gerne blogindlægget, hvis du finder det interessant nok, og kvittér evt. via MobilePay på +45 31 21 07 30.

Seneste indlæg fra

Gå til Top