Disruption – forstår regeringen begrebet?

af

Ligesom Twitter og podcasts er begrebet om ”disruption” kommet til Danmark, 3-4 år efter man er blevet træt af det i resten af verden. Men når alle smarte kommunikationsbureauer og regeringen med statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen hopper med på en trend, er den sandsynligvis godt og grundigt død, skriver Johan Wizan, der tilbyder en guide til teknologisk fornyelse. Vigtigst er det at forstå, at teknologiske fremskridt sker i et politisk rum. Politik skal ikke udskiftes med teknologi, men derimod forstås af politikerne, der derefter skal definere dens rette brug, siger han.

Oprindelig blev konceptet om disruption typisk brugt som en dækkende forklaring på, hvordan unge og teknologisk adrætte virksomheder inden for et par år blev forvandlet til globale imperier på bekostning af gamle og ineffektive konkurrenter.

Med inspiration fra Amazon, Uber og Airbnb som eksempler på enorme brands, der reorganiserer kundeinteraktioner og arbejdsvilkår overalt i verden, forsøger den danske regering også nu på at gøre disruption-dynamikken til en prioritering. Man vil nedsætte et “disruption-udvalg” – meget dansk – men udover at man kan tvivle på, at man kan holde møder om den slags, ville det nok være en god ide at forstå begrebet først.

Tech-evangelisternes elev: Lars Løkke

Først en erkendelse: det er rigtigt på et helt overordnet plan at det at udvikle strategier for, hvordan man bedst beskytter arbejdstagere og firmaer – og måske endda samtidig profitere af teknologiske fremskridt – er et absolut prisværdigt foretagende, der kunne gøre velfærdstaten mere brugervenlig og teknologisk sammenbundet til borgernes bedste.

Men debatten, som den nu udvikler sig hos de snakkende klasser i det danske, er blot gået galt i byen fra starten. Man har simpelthen ikke forstået, hvad ”disruption” i en moderne sammenhæng egentlig indebærer.

Løkke Rasmussen synes eksempelvis at italesætte disruption som kernen i et hæsblæsende teknologisk kapløb, der truer med at efterlade det danske samfund i støvet, hvis ikke man forstår at hoppe med på vognen. Og det er også netop sådan smarte teknologiske evangelister sælger idéen til politiske ledere som Løkke Rasmussen, der i al elskværdighed næppe kan siges at tilhøre den innoverende Techelites fortrop.

Problemet er blot, at tilgangen er forkert. Man ser på disruption som en værdi i sig selv og forveksler den med et andet begreb – ”creative destruction” (”kreativ ødelæggelse” på dansk) der faktisk har været et kerneprincip i den moderne verdens opståen og udvikling. Det er forretningstænkeren Clay Christensens disruption-begreb, som ikke er meget andet end en udvandet mikro-økonomisk version af økonomen Joseph Schumpeters makro-idé om netop ”kreativ ødelæggelse” – blot med flere ulidelige MBA-floskler.

Se det forklaret her:

Godt så. Hvad er kreativ ødelæggelse?

Det er er den skaberkraft, som siden industrialiseringens begyndelse har betydet en fortsat erodering af ineffektive strukturer gennem fremvæksten af omkostningsbesparende teknologi, der så har igen har medført, at den menneskelige arbejdskraft er flyttet fra mindre til mere produktive områder.

Landarbejderenes bevægelse til fabrikkerne i 1800-tallet er det mest kendte og dramatiske eksempel på dette.

Uber og Amazon er blot gammeldags udbytning og tvang i nye klæder

Men Uber er bare ikke det 21. århundredes svar på landarbejderenes migration til fabrikkerne.

Industrialiseringen medførte enorme konsekvenser for det almindelige menneske. Det var en enorm materiel transformation af tilværelsen – først til det værre og siden til det bedre. Hvorfor? Fordi arbejdere i de industrialiserede byer først levede under kummerlige forhold, men siden fik tilkæmpet sig bedre forhold og større andel i den værdi de skabte.

Den markedsforhandling, som førte til fagforeninger og sociale sikkerhedsnet, er det som Uber og dens lige disrupter. Der er ikke noget innovativt eller revolutionerende i at undergrave arbejdstageres forhandlingsret og krav på stabilitet og beskyttelse. Det er god gammeldags præindustriel tvang.

Uber, Airbnb og Amazon er succeser, fordi de udnytter de konkurrencemæssige fordele, der er at vinde i et politisk vakuum uden den normale friktion forbundet med markedsforhandlinger.

Som den amerikanske højesteretsdommer og monopol-modstander Louis Brandeis utrykte det i starten af det 20. århundrede, da arbejderudnyttelse sidst var ved sit zenit: ”Mennesker er ikke frie hvis de er industrielt afhængige af andre parters arbitrære vilje.”

MERE POV
Skal jeg bare være lidt mere robust?

Brandeis’ hundredeårgamle analyse beskriver ret præcist hvad der sker med disruption i den moderne verden: arbejdere holdes i en tilstand af distraktion og chok så de ikke kan organisere et samlet politisk svar på teknologiens nye betingelser.

Med dette forsøger jeg ikke at sige, at der ikke sker fantastiske teknologiske og industrielle fremskridt for tiden. Der eksisterer afgjort mange eksempler på tech-firmaer der bevirker en håndgribelig materiel forandring af samfundet og tilværelsen – virkelig kreativ forrykkelse der forøger menneskelig formåen ved at bringe skalérbare løsninger til markedet. Men de selskaber, der normalt fremhæves som eksempler på disruption, fortjener bare ikke rigtig at høre hjemme i denne kategori.

Uber, Airbnb og Amazon er f.eks. ikke succeser, fordi de har skabt teknologiske portaler til et platonisk ideal om ’det frie marked’ med gnidningsløse handelsrelationer. De er succeser, fordi de udnytter de konkurrencemæssige fordele, der er at vinde i et politisk vakuum uden den normale friktion forbundet med markedsforhandlinger.

Dette gøres under dække af myten om at disruption alene beror på implementering af geniale ingeniørløsninger gennem forudseende forretningssnilde – og det ser ud som om, Løkke Rasmussen regeringen har købt prædikenen rub og stub.

Men man bør ikke overse, at mange aktuelle disruption-succeser er bygget på brands og rå lobbyvirksomhed fremfor egentlig teknologisk innovation. Uber og Airbnb brugte eksisterende gps-teknologi og finansiel ’konnektivitet’ til at skabe deres platforme. Deres pludselige dominans har mindre at gøre med deres ingeniørers nytænkning, men er i langt højere grad en funktion af økonomiske strukturers træghed som respons på deres markedsfremstød.

Deres produktstrategi handler om at invadere kunders bevidsthed og skabe brand recognition, inden bystyrer og fagforeninger opdager, hvad der sker. Derpå forsvarer en hær af advokater så lovligheden af at Uber-chauffører er ’partnere’ og ikke ansatte og derfor ikke har krav på normale rettigheder.

Uber og Amazon: udnyttelse og monopoldannelse

Den udvikling, der sælges om ’disruption’ for tiden er derfor nærmest det modsatte af den ’kreative ødelæggelse’, som er livsblodet i et sundt og fremgangsrigt marked. Disruption som den bedrives af disse firmaer overflytter ikke produktionsintensitet til mere hensigtsmæssige led i Uber økonomien – den skaber derimod økonomisk knaphed gennem flaskehalse der afpresser det eksisterende marked.

Således skaber f.eks. Uber magtdistance til kontraktløse arbejdere. Gennem en smart juridisk konstruktion berøves disse arbejdere magt over eget levned. Airbnb skaber mere tranghed på i forvejen uholdbare boligmarkeder i f.eks. San Francisco og Berlin, og virksomheden drager fordel af, at mange byer endnu ikke har fundet ud af, hvordan man beskatter udlejede lejligheder og værelser på effektiv vis. Amazon kan ligeledes diktere forsyningspriserne på det amerikanske marked, fordi USA’s myndigheder tolererer dets de facto monopol på en række produktmarkeder.

Jeg vil undlade at inddrage Tesla som eksempel, da firmaet foreløbigt mest har disruptet midtvejskriseramte mænds selvtillid med luksus-elbiler der kompenserer for deres vigende hårgrænse; så der er et stykke tid til, før grundlæggeren Elon Musk kan kaldes vor tids Henry Ford.

Disse virksomheder bevæger sig i den samme komplekse matrice af interesser og forhandling som alle andre. Men de får lov til at omgå eller undgå at forholde sig til såvel skattegrundlag, fagforeninger som gældende lovgivning fordi de har overbevist godtroende folk – som Løkke Rasmussen – om at deres projekt er en forudsætning for fornyelse.

Mange aktuelle disruption-succeser er bygget på brands og rå lobbyvirksomhed fremfor egentlig teknologisk innovation.

Og når teknologi opfattes som en værdi i sig selv og betragtes som en uundgåelig naturkraft uafhængigt af mennesker, kan firmaer sælge denne type reaktionær innovation maskeret som et imperativ om disruption. Teknologien er i udgangspunktet neutral og er styret af, hvilken politisk retning vi bøjer den efter – man kan som bekendt frembringe atomvåben såvel som penicillin.

Store firmaers kontrol – og finansielle investorers våde drøm

Så hvilket værdisæt repræsenterer disruption som den oftest iscenesættes?

Det er desværre ikke materiel forbedring af det store flertals liv via teknologiske gennembrud og grundlæggelse af nye industrier. Men tværtimod typisk øget kontrol til store firmaer på bekostning af en nedkvalificering af eksisterende produkter i den evige jagt på lavere priser.

MERE POV
Sådan undgår du at blive deprimeret af Facebook

Disse lavere priser sker ikke gennem opfindelser, men gennem udfladning af en assymetri af informationer, der disrupter almindelige arbejdstagere. Det er her minedriften af værdi til milliarder af børsnoterede Techvirsomheder udspiller sig.

Så lad os gætte på, hvilken sektor der aldrig disruptes? Svaret er den finansielle investeringssektor. Disruption-selskaber har intet imod at smadre det økonomiske grundlag for transport, fremstillings- og handelssektoren, hoteldrift, journalistik og musik – men vender altid tilbage til deres herrer i finansverdenen for at få en ny investeringsrunde. For udvinding af yderligere værdi betyder naturligvis, at dårligere arbejdsvilkår og lavere priser hensynsløst forfølges for at tilfredsstille gældsrelationerne til investorerne.

Tech-branchen er ligesom tidligere industrier drevet af de betingelser, som investorererne fastlægger. Deres termsheets forudsætter kontinuerlig og gerne eksplosiv vækst, der har enten en kortsigtet og profitabel exitstrategi eller et fuldkomment monopol som mål.

Begge ting er generelt usunde for et velfungerende marked og fører til falsk prissætning og spekulative bobler.  Det skal her hurtigt tilføjes at Clay ”Disruption” Christensen selv tabte millioner af dollars under tilblivelsen af Dotcom-boblen ved årtusindskiftet.

Foto: Wikimedia Commons.
Mange taber penge – og mange tjener dem – så længe boblen holder. Foto: Wikimedia Commons.

Teknologiske nye skridt der giver mening

Men hvis den danske regering faktisk skulle finde et seriøst svar på dette maskerede værdiprogram, der gemmer sig bag termen om disruption – hvordan skulle det svar så se ud?

Det skulle i hvert fald starte med en erkendelse af, at teknologiske fremskridt sker i et politisk rum ligesom alt andet. Politik skal ikke udskiftes med teknologi. Teknologi skal derimod forstås politisk og af politikerne, der derefter skal definere dens rette brug.

Mere konkret er netop en virksomhed som Uber, der er en luftig konstruktion frigjort for ejerskab og ansvar i den materielle virkelighed, en ideel kandidat til politisk socialisering. Uber-chauffører ejer allerede deres egne produktionsmidler – bilerne. Derfor kunne man på by-niveau fint stipulere, at kun godkendte sammenslutninger af bilejere kan tilbyde delekørsel. Uber eller dets konkurrenter kunne så tilbyde deres online platforme til disse. Og man kunne udarbejde lønsatser og vilkår.

Teknologiske fremskridt sker i et politisk rum ligesom alt andet. Politik skal ikke udskiftes med teknologi. Teknologi skal derimod forstås politisk og af politikerne, der derefter skal definere dens rette brug.

Et firma som Amazon kunne i USA nemt tøjles ved blot at håndhæve eksisterende anti-monopol lovgivning. Derfra ville man bedre kunne imødegå fremtidige teknologiske chok ved at investere i en demokratisering af teknologi. Investering i landsdækkende fibernet ville f.eks. være en fin start. Offentligt støttede ’hackerspaces’ hvor børn og unge kunne lære om kodning og programmering af hardware ville være endnu bedre. På den måde ville man skabe en fremtidig generation, der var skabere og ikke blot undergivne forbrugere af teknologi. Det er også et initiativ, man kunne søsætte i det danske.

Men det er i første omgang afgørende at se bag disruption-salgstalen og forstå, at det politiske lederskab har rigeligt med redskaber til at sætte rammerne for udnyttelsen af ny teknologi – også uden smarte ord før det næste udvalgsmøde.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Johan Wizan

Johan Wizan er uddannet i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet og arbejder for en non profit i Oakland, Californien. Han har skrevet om amerikanske samfundsforhold og amerikansk politik for websitet Kongressen.com og Atlas Magasin. Derudover har han bidraget til en række bøger om amerikansk politik og historie.

Seneste indlæg fra

Gå til Top