mm

Cecilie Marie Meyer

Cecilie Marie Meyer (f. 1978) har i de sidste 10 år beskæftiget sig både journalistisk og litterært med Syditalien - interessen kom efter et halv års ophold i byen Salerno syd for Napoli, og et par år på byens universitet fulgte. Hun er uddannet cand mag. i italiensk og er selvlært skribent, der især interesserer sig for at formidle den syditalienske kulturs mange facetter. Det har hun især gjort i bøgerne Turen Går Til Sardinien, Turen Går Til Sicilien og senest i Turen Går Til Napoli og Syditalien, hvor hun især har lagt vægt på mødet mellem den rejsende, de lokale og landskabet. Derudover skriver hun løbende om italiensk gastronomi til Gastro og om landets mange rejsedestinationer for Politiken og Berlingske - både de oplagte og mere hemmelige. Men hvad der ligger hendes hjerte nærmest er de anderledes historier fra det syditalienske univers, der omhandler mennesket i landskabet, og omvendt. Hvilke aftryk er det vi sætter på vores vej og i hinanden, og hvorfor er der særlige steder på jorden, hvor vores forhold til den bliver særligt tydelige? Cecilie skriver i et billedrigt sprog, elsker emner om det groteske og urovækkende, og har en særlig evne til at fange essencen i en historie - at finde det mange gange ellers så undseelige element, der ved sin eksponering krystalklart spejler det store, brølende billede. Cecilie bor København og nyder at skrive om sin hjemby - foruden Samsø og Berlin, der som få europæiske storbyer matcher Italiens mange lag af levet tid. Du kan læse mere på hendes hjemmeside: http://ceciliemariemeyer.dk

Se alle skribentens artikler
Foto: Chris Barber, Wikipedia Commons

Din hunds mad handler om dig

Fra byggrød, paté og varm mælk til fejebunker og smeltet roadkill – det foder, vi giver vores hunde, er en direkte afspejling af den tid, vi lever i.

Tanken slår mig ofte i disse dage, hvor jeg på ottende måned står og laver hjemmelavet foder til min hund.

Der er ingen tvivl om, at alle de dyre-elskende mennesker, som jeg i løbet af mit knap ene år som hundeejer har mødt på mine lufteture, vil deres hunde det bedste, og ligesom jeg bruger de meget tid på at finde det rette foder. Der er en myriade af produkter, som man kan prøve sig frem med alt efter race, alder og eventuelle helbredsproblemer, og mange finder øjensynligt, hvad de søger.

Der synes imidlertid at være relativt få mennesker, som laver deres eget hundefoder, og jeg er selv vokset op med to gravhunde, der hver dag ud og ind fik Pedigree tørfoder. De slugte det altid med stor glæde, og levede både længe og uden skyggen af skavanker. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at undre mig, da jeg for første gang var en tur i Maxi Zoo, for at købe stort ind til dagen efter, hvor jeg skulle hente min hvalp hos opdrætteren.

Fra ulveliv til sterilt apotek

Det har egentlig aldrig sat mine tanker i gang tidligere – det med tørfoderet og al maden på dåse, som vi ser på hylderne nede i supermarkedet. Men her i den gigantiske butik dedikeret til menneskets bedste ven tårnede det ene tørfoderprodukt efter det andet sig op i metervis af bunker og forstørrede mystikken i det faktum, at et dyr, hvis nærmeste slægtning er ulven og i teorien er bygget til at æde ådsler, i dag tilbydes plasticemballerede, industrielt forarbejdede dimser med en mindste holdbarhed på flere år ved stuetemperatur. Jeg havde mere fornemmelsen af at befinde mig på et sterilt apotek frem for i en butik for dyr.

Det gjorde mig nysgerrig: hvad gav man egentlig sine hunde at spise, før der var noget, der hed kommercielt tørfoder?

Nogle af de ældste omtaler af hundefoder har vi fra de kære romere, som elskede at holde hunde både som kæle- og brugsdyr. Digteren Vergil skrev i år 37 Før Vor Tid:

De hurtige spartanske hunde og den stærke Mastiff bør æde valle.”

Ca. 70 år efter Kristi fødsel skrev landbrugseksperten Columella i sit værk Om Landbrug:

Hvis dine marker er så vidtstrakte, at du kan have store flokke af dyr græssende der, er byggryn blandet med valle et udmærket hundefoder. Men hvis det er en frugtgård uden korn, spelt eller hvede gives der brød opblødt med væsken fra kogte bønner, det skal være varmt men ikke kogende, ellers giver det rabies.”

Romerriget var i godt gang med at ekspandere, og kvægflokkene voksede. Det samme gjorde kornindustrien. På Sicilien dyrkede man tonsvis af durumhvede, som skulle føde imperiets befolkning og især soldaterne, og det intensive landbrug gjorde korn og brød til basisfødevarer for mennesker såvel som hunde.

Op igennem middelalderen, renæssancen og barokken kom borgerskabet til. Flere penge betød, at flere nu også fik mulighed for at spise friskt kød til måltiderne, så selvom brød og mælk endnu var anbefalet som dyrekost, blev kød i hundens mad nu også mere almindeligt. Især i England, hvor man elskede hunde både som selskab og jagtkammerater, var dyrets røgt og pleje debatteret. I Sportsman’s Dictionary fra 1785 foreslog man denne føde: ”byggrød drysset med hvedemel og blandet med enten suppe eller skummemælk er meget god mad. For at variere lidt, så tilsæt noget tælle, eller fårefødder, bagte eller kogte.” Skulle man ud og jage, var det tilrådeligt at medbringe mælk og brød til hunden.

Først i midten af 1800-tallet finder vi et egentligt kommercielt foder til hunde – det drejer sig om verdens første hundekiks, som amerikaneren James Spratt fik idéen til, da han var i London. En dag så han nemlig en gruppe hunde strejfe rundt på et bådeværft og æde madrester og kikseaffald. I 1890 kom hans hundekiks på markedet under ”Spratt’s Patent Limited”, de bestod af grød, grøntsager og kød. Udviklingen inden for hundefoderet passede som fod i hose med den gryende industrialisme, der på dette tidspunkt betød, at den store menneskestrøm til byerne gjorde føde til noget, man købte i enten en butik eller på et marked. Og således også for de mere velbjergede, hundemaden.

Hundefoder med sundhedsrisiko

Det var især under Første Verdenskrig, at både mennesker og hunde blev vænnet til at spise industrielt forarbejdet og konserveret mad. Det var flere steder en nødvendighed, men indholdet på dåse var ofte underlødigt og bestod især af hestekød fra de mange dyr, der døde på slagmarkerne. Biprodukterne heraf blev benyttet som hundemad, og ved Første Verdenskrigs slutning omsatte fabrikkerne for intet mindre end 200 millioner dollar om året. Hundefoder var med andre ord blevet en profitabel industri, og sådan er det fortsat op til i dag: de største brands inden for hundemad produceres af giganter som Mars (Pedigree og Royal Canin), Colgate-Palmolive (Hills) og Nestlé (Purina), for den enorme fødevareproduktion i den vestlige verden skaber bjerge af overskydende produkter, som genbruges til hundemad. Nogle vil sige at det er bæredygtigt – andre, at det i nogle tilfælde kan være helbredsmæssigt problematisk for vores firbenede venner.

Man skal nemlig ikke lede særlig meget på nettet for at finde adskillige stemmer i magasiner, på blogs og i de sociale medier, som redegør for, at visse former for moderne tørfoder indeholder ingredienser, der langtfra er optimale som dyrefoder. På sitet The Healthy Home Economist hævdes der i artiklen Dirty Secrets of the Pet Food Industry at tvivlsomme råvarer ankommer til store fabrikker, hvor de lodses ind i enorme ovne, der omsmelter og koger alt ved høj temperatur, indtil hver en bakterie er dræbt, og massen kan tørres og omdannes til såkaldt ‘kibble’ – de små tabletter, som selve tørfoderet består af.

Disse råvarer kan tælle:

Slagteaffald, der ikke kan bruges som menneskeføde, såsom hoveder, hove og hønsefødder

Dødt kvæg – det vil sige selvdøde eller syge dyr, der er blevet slået ned eller dør på vej til slagtning.

Udløbet kød fra supermarkeder og slagterbutikker, inklusiv plasticemballagen

Brugt og kasseret fritureolie fra fabrikker, restauranter og fastfoodbutikker

Aflivede hunde og katte fra dyrlæger, shelters og dyrehospitaler. Deres kroppe kan indeholde medicinrester fra aflivningen, og loppehalsbånd og hundetegn ryger med i omsmeltningen.

Påkørte dyr, såkaldt roadkill, der er blevet slået ihjel i trafikken.

Det er ofte svært at se hvilken form for kød, der optræder i ens hundefoder. Kødet omtales mest som protein fra den ene eller den anden kilde – måske endda blot som et ‘kød-biprodukt’ i tørfoderets ingrediensliste, og producenten bliver ikke pålagt at være mere specifik end det. Faktisk kan et produkt bære adjektiver som både Premium, Natural og Holistic uden at det kræver særlige standarder for indholdet.

Men protein er vel protein, og det brugte kød en oplagt måde at benytte ellers destrueret affald på? I teorien, ja. Men kritikerne frygter, at disse råvarer repræsenterer et underlødigt protein, samt at de næringsmæssige komponenter i maden muligvis ødelægges af temperaturerne under den voldsomme omsmeltning.

I sidste ende er det enhvers eget valg, hvad man ønsker at give sin hund og kat at spise, og hvis historien viser os én ting, så er det, at valget i årtusinder har været direkte forbundet med menneskets økonomiske muligheder og fødevarekultur på det pågældende tidspunk

Det faktum, at visse typer af tørfoder kan have en lav næringsværdi – og her har jeg ikke engang medtaget de såkaldte ‘fillers’ af stivelse og fejebunker fra kornlagre og savværker, som sammen med proteinet kan udgøre et tørfoderprodukt – overskygges desværre af et endnu alvorligere kritikpunkt: nemlig muligheden for, at visse industrielle ‘kibbles’ indeholder dødeligt giftige komponenter. I 2007 tilbagekaldte man for eksempel flere hundefoderprodukter, der var lavet i Kina, og som indeholdt melamin. Stoffet var blevet tilsat maden for at højne proteinniveauet kunstigt, men havde også resulteret i nyresvigt hos flere hunde. Og op igennem nullerne har flere amerikanske forsøg desuden vist, at kommercielt hundefoder kan indeholde både salmonellabakterier og et i værste fald dødeligt højt indhold af svampegift, de såkaldte mycotoxiner – de nærmere undersøgelser kan man fordybe sig i  her.

Stenalderkost og glutenfrit – også til hunde

I sidste ende er det enhvers eget valg, hvad man ønsker at give sin hund og kat at spise, og hvis historien viser os én ting, så er det, at valget i årtusinder har været direkte forbundet med menneskets økonomiske muligheder og fødevarekultur på det pågældende tidspunkt: at jeg i dag står og laver hjemmelavet foder til min hund handler selvfølgelig om tidens jord-til-bord-trend og et behov hos den voksende del af verdensbefolkningen, der efter generationer med kommercielt forarbejdet mad nu efterspørger renere fødevarer.

Alle er vi et spejlbillede af vor egen tid – og vores dyr følger med

Andre, jeg kender, fodrer deres hunde med såkaldt BARF – forkortelse for Bone And Raw Food, og er et foder bestående af råt kød og grøntsager. Filosofien bag BARF siger, at hunden med sin fortid som ulv egentlig ikke er skabt til at spise tilberedt mad rig på for mange kulhydrater, og derfor skal have masser af råt kød, grønt og frugt i stedet. Denne diæt læner sig op ad den populære, proteinrige stenalderkost, som har været på mode et stykke tid. I samme boldgade finder vi det hundefoder, der markedsfører sig som grain free – kornfrit – efter at korn og især hvede har været et hedt debatteret emne inden for folkesundheden og af nogle ses som uegnet til menneskeføde

Jeg er således præcis ligesom romeren, der for 2000 år siden sværgede til vallen – et biprodukt af de mange oste, som Romerriget levede af og eksporterede – og englænderen, som anbefalede hvedemelsdryssede supper og kogte fåreben til lille Fido, fordi disse råvarer var blevet en del af det rigere borgerskabs overflod. Alle er vi et spejlbillede af vor egen tid – og vores dyr følger med.

Foto: Chris Barber, Wikipedia Commons

mm
Cecilie Marie Meyer

Cecilie Marie Meyer (f. 1978) har i de sidste 10 år beskæftiget sig både journalistisk og litterært med Syditalien - interessen kom efter et halv års ophold i byen Salerno syd for Napoli, og et par år på byens universitet fulgte. Hun er uddannet cand mag. i italiensk og er selvlært skribent, der især interesserer sig for at formidle den syditalienske kulturs mange facetter. Det har hun især gjort i bøgerne Turen Går Til Sardinien, Turen Går Til Sicilien og senest i Turen Går Til Napoli og Syditalien, hvor hun især har lagt vægt på mødet mellem den rejsende, de lokale og landskabet.
Derudover skriver hun løbende om italiensk gastronomi til Gastro og om landets mange rejsedestinationer for Politiken og Berlingske - både de oplagte og mere hemmelige. Men hvad der ligger hendes hjerte nærmest er de anderledes historier fra det syditalienske univers, der omhandler mennesket i landskabet, og omvendt. Hvilke aftryk er det vi sætter på vores vej og i hinanden, og hvorfor er der særlige steder på jorden, hvor vores forhold til den bliver særligt tydelige?
Cecilie skriver i et billedrigt sprog, elsker emner om det groteske og urovækkende, og har en særlig evne til at fange essencen i en historie - at finde det mange gange ellers så undseelige element, der ved sin eksponering krystalklart spejler det store, brølende billede.
Cecilie bor København og nyder at skrive om sin hjemby - foruden Samsø og Berlin, der som få europæiske storbyer matcher Italiens mange lag af levet tid. Du kan læse mere på hendes hjemmeside:
http://ceciliemariemeyer.dk

Kategorier