Det var svært at være den anderledes

af

Da Trine Ladegaard var barn i udkanten af Odense i 1970’erne og 80’erne, havde hendes forældre fuld gang i karrieren, fester og alkohol. I POV’s serie om barndom fortæller Trine, der nu er 43 år, at det var vennerne, hun legede med og betroede sig til. Til gengæld var forældrene dem, der lærte hende at lave mad, tage fotos og være del af et fællesskab. Klasseblindheden og den sociale bevidsthed har hun også fået med fra barndomshjemmet, fortæller hun til POV’s Lotte Ladegaard – som er Trines storesøster.

”Det er så vildt med hukommelsen. Vi ser alt gennem et filter af tid og senere oplevelser. Jeg kan ikke huske specielt meget fra barndommen. Mine barndomsminder er allerede gennem syv millioner filtre. Det er kun nogle få billeder, der står stærkt tilbage i erindringen. Måske fordi der er fyldt så meget på i mellemtiden?

Når jeg tænker på mit barndomshjem, er det, der står tydeligst tilbage, at vi var anderledes. Alle i Skt. Klemens, hvor jeg voksede op, boede i egne huse. Der var også nogle gamle gårde. Det var først senere, at der kom et socialt boligkvarter til. Alle huse og gårde havde skrå tage.

Vores hus havde fladt tag. Man kunne stå på taget og plukke kirsebær om sommeren og se fyrværkeri til nytår. Kammeraternes mødre havde deltidsjobs og passede huset. I min familie arbejdede begge forældre på fuld tid, og min far købte ind og lavede mad i weekenden. De var mere ligestillede end de andres forældre, men det var stadig min mor, der stod for hverdagen.

Der var en heks i legehuset og en trold i haven ude bag soveværelset

Så havde vi en fantastisk have. Der var en heks i legehuset og en trold i haven ude bag soveværelset. Jeg turde kun gå derom sammen med mine venner. Fantasien fyldte meget i min barndom. ”Steen & Stoffer.” Det var mig. Intet af mig måtte stikke ud under dynen, for så var det farligt. Jeg var mega mørkeræd, og der var monstre i luften.

Skolefoto af Trine Ladegaard.

Jeg havde også en usynlig ven. Jeg kan ikke huske, hvilken ven det var. Det var ikke en bamse. Jeg tror, det var et andet barn. Det var i hvert fald, mens jeg var i skolealderen, og det var måske, fordi barndommen var lidt svær.

Jeg blev syg af astma og allergi, da jeg lige var begyndt i 1. klasse. Derfor måtte jeg ikke gå over til hestene ligesom alle de andre piger. I flere år rejste vi ingen steder. I et par år var jeg ikke med til børnefødselsdage. Alt, jeg ikke kunne tåle, forsvandt, så jeg ikke blev syg. Som voksen forstår jeg det godt, men det var svært som barn. Derfor var det, der fyldte, bøger. Det er jo også en slags fantasiverden.

Godnathistorie var en fast tradition

Jeg kan ikke rigtig huske mine forældre, som de var, mens jeg var barn. Jeg tænker, at min far har arbejdet røven ud af bukserne, efter han startede sit eget advokatfirma. I hverdagene var det min mor, der lavede mad, og så havde vi ung pige i huset. Godnathistorie var dog en fast tradition hver aften, lige meget hvad.

Jeg kan bedst huske mine forældre gennem musikken. Om lørdagen var det pop og rock, for da skulle vi gøre rent. Om søndagen lyttede min far til klassisk, og vi andre sov længe. Det var en rar fornemmelse at vågne til musikken, uden helt at være en del af den.

Jeg måtte tysse på vennerne og gik rundt med en knude i maven

Min mor var journalist, og i nogle år skrev hun kriminalstof og mødte meget tidligt. I de år insisterede hun på at sove til middag i stuen, og hun blev rasende, når man vækkede hende. Jeg måtte liste forbi. Hvis jeg ville se tv om eftermiddagen, skulle det aftales på forhånd. Ellers blev hun rasende. Jeg måtte tysse på vennerne og gik rundt med en knude i maven.

Alkoholen fyldte

Da jeg var mindre, var jeg fortrolig med min mor. Når hun sad på bordet i badeværelset og ordnede fødder i håndvasken, sad jeg ved den anden håndvask. Dér snakkede vi.

Trine Ladegaards mor bader sin lille datter i sommerhuset.

Det gik fløjten, da jeg blev teenager. Jeg var et rodehoved af rang, og min mor kunne slet ikke have det. Vi havde sådan nogle råbe-kampe gennem døren ind til mit værelse. Da jeg gik i gymnasiet og var på vej i seng om aftenen, kom hun ind og åbnede skydedøren ud til haven på vid gab. Hun sagde, at der skulle luftes ud af hensyn til astmaen, men jeg var rædselsslagen over det sorte gab ud til haven. Når jeg havde lukket døren, tjekkede jeg alle skabe og under sengen.

Min mor var mere end halvfuld hver aften. Det spillede også en rolle. Jeg ved, at alkoholen har fyldt, men jeg kan ikke huske det fra før, jeg blev teenager, hvor vennerne begyndte at kommentere på, at mine forældre var fulde. ”Nej, de er bare trætte,” svarede jeg.

Jeg var en strid, urimelig og ingen nem teenager, men hun trådte over mine grænser og sagde aldrig undskyld. Det gør noget ved en relation. Det var jo mit værelse.

Min relation med min mor gik for alvor fløjten, da mine forældre blev skilt. Jeg gik i 3.g, og min mor var reelt selvmordstruet. Jeg var mor for hende, og efter det mistede jeg lysten til at finde tilbage til fortroligheden. Der var gået for store skår i relationen.

Det var også problematisk, at når jeg ville fortælle om noget nyt, jeg havde lært, ramte det ind i min mors mindreværd. Jeg var for eksempel bedre til engelsk end hende. Når jeg fortalte hende om noget, der optog mig, fejede hun det af med ”ja, ja.”

Hun vidste altid bedre end mig, og jeg skulle i hvert fald ikke komme og fortælle hende noget, hun ikke vidste. Min far kunne lytte uden at skulle være klogere end mig. Han syntes, at det var sjovt og dejligt, at jeg lærte noget nyt. Hun så det som en trussel. Derfor flyttede fortroligheden over til min far.

Min far gav mig Gyldendals klassikere

Jeg har tænkt meget over min far. Ikke som fraværende, mere som ikke til stede i hverdagen. Jo, han afleverede mig i børnehaven, og når der var strejke i børnehaven, var jeg med på hans kontor. Han gav mig Gyldendals serie af klassikere: ”Gøngehøvdingen” og ”Dronningens vagtmester” og andre. Det var ikke til jul eller fødselsdag. Der var bare overraskelser, han kom hjem med.

Han var der også i weekenden om morgenen, hvor min mor var morgensur. Da jeg var lille, listede jeg ind og vækkede ham. Han svarede ”gå ind i stuen. Jeg kommer om fem minutter.” Hvorefter han faldt i søvn igen. Jeg listede ind i soveværelset igen, og så stod han op og satte en plade på med ”Junglebogen.”

Vi lånte også bånd på musikbiblioteket. ”Hodja fra Pjort” og ”Prop og Berta.” Båndene fyldte flere kasser. Han skulle sætte dem i båndoptageren. Jeg sad i den ene stue, mens han læste avis i den anden stue. Når båndet skulle vendes, hentede jeg ham.

Jeg kan ikke huske, at jeg har leget med mine forældre. Jeg har spillet bold med min far, og jeg har arbejdet i haven med min mor, og jeg har lavet juledekorationer og julepynt med hende hvert år. Men vi har ikke leget. Det var vennerne, jeg legede med.

Bedste venner gennem hele folkeskolen

Der var især Dorte. Jeg mødte hende på sygehuset, da jeg blev indlagt med astma. Hun blev indlagt på min syvårs fødselsdag. Jeg havde en rød kilt på, og hun var så misundelig. Vi boede begge to i Skt. Klemens, og vi var bedste venner gennem hele folkeskolen til trods for to et halvt års aldersforskel.

Dorte og jeg legede med Barbie-dukker. Dorte og jeg havde én Barbie-dukke hver, og de var for det meste prinsesser, der var løbet hjemmefra. Dorte fik alt det nyeste udstyr til Barbie til jul og fødselsdag. Hun havde alt det rigtige.

Når jeg sagde til mine forældre, at jeg også ville have det rigtige udstyr, svarede de, at ”vi køber ikke alt det plastiklort. Du må sy noget selv.” Det gjorde jeg, og det var så grimt. Men nu er det fedt. Det tvang mig til at lære at sy. Jeg fik lov at bruge symaskinen og finde stof i kisten og slå mig løs. Jeg har aldrig gået til syning. Min mor har hjulpet, men hun har ikke lært mig det. Nød lærer barn at sy tøj til sin nøgne Barbie-dukke.

Hold nu op, hvor var der mange ulykkelige kærligheder, som drengene ikke vidste noget om

Dorte har fyldt rigtig meget. Med hende var jeg fortrolig omkring drenge og ulykkelige forelskelser i den ene og den anden og den tredje. Hold nu op, hvor var der mange ulykkelige kærligheder, som drengene ikke vidste noget om.

Trine Ladegaard (til højre) og veninden Dorte har klædt sig ud.

Ud over Dorte, som tit overnattede hos mig, kom ”Hønseklubben” til i 7.-9. klasse. Vi var venner på tværs af klasser og årgange. Da jeg havde det største værelse og egen dør ud til haven, var vi normalt hos mig. Navnet fik klubben af min mor, der mente, at vi kaglede som en hel flok høns.

Det startede meget uskyldigt med te og popcorn og hjemmelavet regnbuekage med indbagte overraskelser fredag eftermiddag. Overraskelsen kunne være vingummi eller det, der var værre. Det var i hvert fald altid sjovt. Senere deltog ”Hønseklubben” i klubfester og halballer, og teen blev til Piesporter. Vi udvidede klubben fra seks piger til ni medlemmer, hvor der også var drenge imellem. ”Hønseklubben” var et holdepunkt og et sted til fortrolighed.

Lidt for særegen til folkeskolen

Folkeskolen var ikke sjov. Eller rettere, det sociale var svært. Vi havde gode klasselærere, men piger er ikke specielt flinke ved hinanden. Der foregik et spil, hvor man helst skulle være venner med dem i kernen. Jeg var nok lidt for særegen. Jeg var ikke så god til at tale efter munden. Jeg var gammelklog og læste for mange bøger og var meget alene, da jeg var yngre, på grund af sygdom.

Jeg har et billede i mit hoved fra før, jeg lærte at læse. Jeg sidder ved siden af min far i topersoners-sofaen. Min mor sidder i trepersoners-sofaen. Jeg sidder dér uden at kunne læse, mens de begge læser. Jeg tænker, ”jeg vil også med i klubben.” Jeg var lukket ude af fællesskabet, og det blev meget vigtigt at få lært at læse.

På grund af sygdom havde jeg meget fravær i 1. klasse, og jeg var dårlig til at læse. I sommerferien før 2. klasse besluttede jeg, at jeg ville lære at læse. Jeg tog en stabel Anders And-blade og stavede mig igennem dem ord for ord. I 2. klasse var jeg den bedste til at læse.

Jeg skulle i det hele taget klare meget selv. Når der var klubfest i 8.-9. klasse, fik jeg at vide, at ”hvis du kan komme ud selv, kan du også komme hjem selv.” Det var først, da mine forældre blev skilt, at min far begyndte at køre mig ”for at få indblik i mit liv,” som han sagde. På mange måder er det sikkert godt, at børn lærer at stå på egne ben, men det var også svært at være den, der var sær, og som oven i købet fik høje karakterer.

Jeg ejede for eksempel ikke et par cowboybukser indtil gymnasiet. Jeg gik i lange nederdele, og min mor gik op i mode, og vi rejste meget. Vi var blandt andet i Thailand.

I 1970’erne og 1980’erne rejste de andre børn ikke, og slet ikke til Thailand. Vi havde designermøbler, dyre biler og dyrt tøj, men aldrig de gængse mærkevarer. Det var kun feinschmeckere, der ville genkende det.

Jeg har også lært at bage, fordi min mor nægtede at bage til klassens time. Alle andre mødre bagte kager. Min mor erklærede, at ”jeg bager ikke. Du må gøre det selv.” Min far lånte en Micky Mouse-kogebog til mig på biblioteket, og den fotokopierede han på kontoret.

Jeg fandt en opskrift på klassens time-kage. Det var en sandkage, som jeg bagte to gange. Så fandt jeg en ny opskrift, hvor jeg puttede chokolade i halvdelen af dejen, og så blev det til en marmorkage.

Jeg havde en veninde, hvis mor altid stod klar med te og hjemmebagt franskbrød. Det var  hyggeligt. Det var nærvær. Et eller andet sted har jeg savnet det hjemme

Hos os var der ingen mor klar med boller og kakaomælk. Jeg havde en veninde, hvis mor altid stod klar med te og hjemmebagt franskbrød. Det var hyggeligt. Veninden gad ikke altid være med, men så sad jeg sammen med hendes mor. Det var nærvær. Et eller andet sted har jeg savnet det hjemme.

Ting man ikke skulle dele med sine forældre

Jeg har nok ikke haft én, jeg har været fortrolig med hele vejen igennem. Der har været flere forskellige. Jeg kan huske engang, jeg pjækkede fra gymnastik. Hjemme mødte jeg min storesøster. Hun sagde: ”Du skal nok ikke fortælle vores forældre, at du pjækker.” Hun var en klog søster, der var længere fremme i processen. Det gik op for mig, at der var ting, man ikke skulle dele med sine forældre.

Trine Ladegaard med sin storesøster.

Det var dog ikke min storesøster, der var min fortrolige i barndomsårene. Hun var næsten otte år ældre og mest fraværende. Hun tog ikke med på ferie, og hun tilbragte al fritid hos hestene. Vi havde intet interessefællesskab. Jeg husker, at jeg sneg mig ind på hendes værelse for at få indblik i hendes liv.

Første gang, jeg oplevede hende som nærværende, var, da jeg var indlagt med astma i 1. klasse. Det var første gang, jeg så hende være ked af det, og første gang hun var sød ved mig. Hun havde normalt en sarkastisk distance.

Senere, da hun flyttede hjemmefra, begyndte vi at bruge hinanden. Jeg kan huske, da hun viste mig en klump hash, da jeg skulle overnatte hos hende engang.

Vi røg den ikke, men det var vildt for mig. Også at vi gik på banegården for at købe ind til pandekager med is klokken 21.30 om aftenen. ”Vi har en hemmelighed,” tænkte jeg dengang.

Det blev min søster, jeg talte med om fyre, selvværd, udseende og om jeg var for tyk. Hun sagde, ”det bliver lidt nemmere, selvom det føles helt håbløst nu”

Vi havde en begyndende fortrolighed, og der var spejling, da jeg var teenager. Jeg havde det sindssygt svært, og jeg oplevede nu, at jeg var elskbar. Det blev min søster, jeg talte med om fyre, selvværd, udseende og om jeg var for tyk. Hun sagde, ”det bliver lidt nemmere, selvom det føles helt håbløst nu.”

Ikke specielt nærværende forældre

Mine forældre var ikke specielt nærværende. De var sjove, spændende, og de levede deres eget liv. Nærvær var ikke en målestok, vi havde dengang. Vi spiste fælles aftensmad hver dag, men der var ikke nødvendigvis plads til børneliv ved bordet. Jeg har hørt mange af min fars historier fra retten og min mors historier fra avisen. Jeg lyttede, men jeg deltog ikke.

Så var vores spisetider helt uforudsigelige. Det kunne være alt mellem kl. 19 og kl. 21, og det var helt håbløst at komme til at lege med andre om aftenen. Men der var altid plads til en ekstra veninde. På den måde var der rummelighed, men ikke i forhold til mine ønsker. Børn vil bare være som andre børn. Det var der ingen forståelse for. Konformitet var et fyord.

Men nærvær er vel også lave fælles ting? Det var for eksempel hyggeligt at sidde med hver sin bog og ild i kaminen i sommerhuset. Det er vel også en slags nærvær, at mine forældre tog kampene på mine vegne?

For eksempel kunne jeg ikke lide min blokfløjtelærer, men hun forbød mig at holde op til blokfløjte midt i skoleåret. Så skrev min far et meget bestemt brev til læreren.

Jeg kan også huske engang, jeg havde en vældig kontrovers med tre fra klassen, og jeg gik grædende hjem. Jeg havde det så skidt, og jeg kunne ikke klare tanken om at skulle se dem igen. Min mor så det og sagde ”bliv hjemme i morgen. Du er for ked af det til at gå i skole.” Et par dage efter var det hele væk, men det gjorde stort indtryk, at hun så, at det var for svært for mig at være i.

Desværre kom hun let til at overtage vores samtaler. Hvis jeg talte om, at jeg var sur på nogle venner, stemte hun straks i: ”Ja, jeg synes også, at den og den er dum.” Men det var ikke hendes rolle, for det blev for svært at genoptage relationen med vennerne og tage dem med hjem igen bagefter.

Vi lavede mange ting sammen

Jeg lavede faktisk mange ting sammen med mine forældre. Min far har lært mig at lave mad. Vi startede med min yndlingsret risotto. Så lavede vi lasagne. Det var deres interesser, der så blev mine interesser. Men vi har aldrig ligget i telt, og jeg kan ikke huske, at jeg har været i Legoland som barn. Vores ferier var fulde af museer og restauranter.

Her er Trine Ladegaards far i køkkenet.

Jeg har været i Tivoli, men først efter diverse museer. Zoo og cirkus måtte jeg ikke komme i, fordi jeg ikke kunne tåle dyrene. Jeg har heller aldrig været i vandland med mine forældre. Der var i det hele taget ikke meget for børn.

Jeg er i det hele taget meget præget af mine forældre, også værdimæssigt. Det, jeg fik med hjemmefra, var klasseblindhed

Til gengæld var vi i Thailand, da jeg gik i 7. klasse, og jeg fik mit første kamera, da jeg var 10. Begge mine forældre tog fotos. Vi talte meget om, hvad gode fotos er, og jeg tog absurd mange. Jeg var tydeligvis meget optaget af gyldne tage og kongeslottet i Bangkok, for der er ingen mennesker på de fotos. I dag er foto min hobby.

Social bevidsthed med hjemmefra

Jeg er i det hele taget meget præget af mine forældre, også værdimæssigt. Det, jeg fik med hjemmefra, var klasseblindhed. Vi tilhørte vel det, man i dag kalder den kreative klasse. Vores mor var journalist. Vores far var advokat.

Vi havde penge nok, men pengene og det, at vi tilhørte overklassen, fyldte ikke. Vores forældre var meget socialt bevidste og humanistisk indstillede. For dem var det ikke det, man ejede, men hvem man var, der betød noget.

Jeg kan huske, da der blev bygget et socialt boligkvarter i Skt. Klemens. Alle talte om, at det var helt forfærdeligt, at vi skulle have et socialt boligkvarter i vores pæne område.

Jeg var en lille papegøje, der sagde det samme som de andre børn og voksne. Min far hørte det og svarede, at ”det er da det bedste, der kan ske i det her velhaverkvarter.” Da gik det op for mig, at der faktisk er en anden måde at se tingene på.

Da jeg senere blev medlem af Amnesty Internationals ungdomsgruppe, viste det sig, at mine forældre begge havde været medlemmer af Amnesty International. Vi sponsorerede også et barn i Rwanda via Børnefonden. Det var ikke fordi, vi talte så meget om det, men det var vigtigt med udsyn.

Min søn og  jeg prøver at mødes på midten

Min egen søn på fem år synes ikke, at museer er det sjoveste i verden. Vi går på museum af og til, men ikke tit. Når vi har leget med Lego en halv time, bliver jeg til gengæld blank i øjnene, og så bager vi sammen. Det er min interesse.

Mange voksne kan ikke lege. Jeg kan heller ikke. Den fantasiverden, jeg levede i dengang, er helt væk. Skolesystemet er virkelig velegnet til at pille fantasiverdenen ud af børn.

I gymnasiet blev alt sat ind i bokse med analyser og genrer. Det var total ensretning. Det med bøger var nemt. Jeg læste en bog om dagen. Men alle de kreative fag som formning, kor, drama og foto, det var jo det sjove.

Trine Ladegaard (yderst til venstre i anden række fra oven) med sit dramahold i folkeskolen.

Noget af det sværeste i min barndom var, at min mor var helt uforudsigelig. Hun var sådan en trold, der sad på en fjeder og sprang op af en æske, når hun pludselig blev rasende. Jeg blev bange som lille og mistede respekten for hende som ældre. Min strategi var at undgå at ”trykke på knappen,” men det var svært at være i.

Jeg mister også nogle gange fatningen overfor min søn, og bagefter slår jeg mig selv i hovedet, men jeg er jo også bare menneske. Bagefter holder jeg min opførsel ud i strakt arm og siger undskyld til min søn. Jeg taler med ham om, hvad der skete. Det er vigtigt, at han lærer, at mennesker ikke er uden fejl. Det afgørende er, hvordan vi håndterer det bagefter.

Min søn skal være del af vores verden, men vi skal også være del af hans verden. Vi prøver at mødes på midten

I praksis har jeg lært mange ting af pligter og af at være del af et fællesskab. Det fører jeg videre. Min søn skal være del af vores verden, men vi skal også være del af hans verden. Vi prøver at mødes på midten. For nylig var vi på Kronborg Slot. Det var sjovt for os alle sammen, og det var sjovt at se slottet gennem hans øjne.

Min søn skal ikke udsættes for ukontrolleret voksenliv

Uforudsigeligheden i min barndom hængte helt sikkert sammen med alkohol. Jeg vil aldrig udsætte min søn for så megen alkohol, røg, fester og ukontrolleret voksenliv, som jeg blev udsat for. Jeg husker ikke festerne som specielt sjove. Jeg var ensom. Fulde voksne er ikke særligt sjove, når man ikke selv er fuld voksen.

Jeg kan huske en nytårsnat, hvor min mor brækkede benet. Jeg var gået hjem fra festen hos naboerne, og min mor kom for at se til mig. Hun faldt, og jeg ringede til min far, som lige skulle afslutte et spil poker.

Efter et par timer ringede jeg igen, da hun havde smerter og stærkt hævet ben. Måske var det faktisk mig, der ringede efter ambulancen. Jeg delte bajere ud til dem, der var på skadestuen. Min far kom op at slås med en, og en sygeplejerske smed alle andre pårørende end mig ud. Det er sjovt bagefter, men det var ikke sjovt dengang.

Min søn må gerne komme med til fest, men jeg drikker mig aldrig stjernefuld, når han er med. Dels skal jeg være klar, hvis der sker noget, og så tænker jeg på, hvordan han oplever mig. Det må ikke blive utrygt. Man bliver egoist, når man bliver fuld. Man bliver dårlig til at høre andre og er slet ikke nærværende.

Sådan ser Trine Ladegaard ud i dag. Foto: Lotte Ladegaard

De fleste fotos er fra Trine Ladegaards barndom i Skt. Klemens ved Odense. Det vides ikke med sikkerhed, hvem der har taget hvilke fotos. 

Jeg modtager ikke honorar, når jeg blogger for POV International. Hvis du kan lide at læse mine artikler, kan du sende et beløb direkte til mig via min Mobile Pay til 27 30 17 89. Det giver mig råd til at skrive mere. Og, nej, det er ikke pinligt at give et bidrag. Jeg bliver mindst ligeså glad, som du gør, når du får løn.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Lotte Ladegaard

Lotte Ladegaard
Researcher, skribent, fotograf, kursusleder og projektrådgiver med eget konsulentfirma Development Close-up. Jeg skriver også projektansøgninger og hjælper organisationer med at dokumentere deres metoder, erfaringer og den udvikling, de er med til at skabe.
Jeg er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i Århus i 1993 og har været selvstændig konsulent og freelance-journalist siden 1999. Ind i mellem har jeg dog haft længere kontrakter og enkelte fastansættelser. Jeg har blandt andet været teknisk rådgiver og kommunikationskonsulent på deltid i Bangladesh for Red Barnet (2005-2009), teknisk rådgiver for Ulandssekretariatet i Bangladesh (2002-2004), selvstændig freelancejournalist med base i Sri Lanka (1999-2002 samt 2004-2005), journalist hos Red Barnet i København (1995-1999) og journalist på Ritzau (1993-1995).
I dag bor jeg i Vanløse, København, men jeg er altid lykkelig, når arbejdsopgaver sender mig til Rwanda, Somaliland og Somalia, Etiopien, DR Congo, Zanzibar, Bangladesh, Cambodja, Indien, Sri Lanka – eller for den sags skyld til Mors og Lolland, som en opgave gjorde det for nylig.
Jeg kan kontaktes på www.lotteladegaard.dk, og du kan honorere min blog via Mobile Pay på 27 30 17 89.
Foto: Kim Dang Trong.

Seneste indlæg fra

Flugten til Fyn

Jeg var fem år, da den store omvæltning skete. Min mor tog

Det omvendte nazikort

Der eksisterer paralleller mellem de strukturer, nazismen effektivt byggede på, og de
Gå til Top