mm

Maiken Skeem

Maiken Skeem er 46 år, journalist og kommunikationskonsulent. Sammen med sin familie er hun flyttet tilbage til Danmark fra en fransk landsby tæt på Genève. Maiken har af flere omgange boet i Frankrig, men også i Bangladesh, Cambodja og Myanmar, hvorfra hun har skrevet for danske medier og været konsulent for Folkekirkens Nødhjælp.
Maiken er uddannet cand. mag i fransk og kommunikation. Efter flere år som kommunikationsmedarbejder i både humanitære organisationer og i medico- og medicinalbranchen, er hun nu journalist på fuld tid og med hele hjertet. Her på POV.International skriver Maiken ofte om Frankrig - og gerne om religion, tro, etik og ligestilling.
Kunne du lide, hvad du læste, satte det nogle tanker i gang – er du velkommen til at lægge et bidrag på Mobilepay: +45 2222 2636

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Maiken Skeem
på Mobile Pay: 22 22 26 36

Istock/PaoloGaetano

Det tredje køn

I 2015 fik en fransk statsborger, som den første i landets historie, rettens ord for at være interkøn og fik ændret sin civilstatus til: ”Sexe neutre”. Frankrig anerkender dermed, at der er flere køn end to. Men kendelsen møder stærk modvind som en del af en ny stormfuld kønsdebat i Frankrig

For 64 år siden blev Hr. X hverken født som pige eller dreng. Han var ved fødslen både udstyret med en vagina, der lod noget tilbage at ønske og en såkaldt ”mikro-penis.” Snart efter blev han, trods forvirringen, registreret som en dreng, for ét af de to køn, skulle hans forældre jo vælge, fastslog myndighederne.  For som bekendt kan man enten være en kvinde eller en mand. Enten ’XX’ eller ’XY’ – ikke begge dele og heller ikke ingen af delene. Sådan har det alle dage været i de fleste lande – også i Frankrig.

Men da Hr. X kom i puberteten fik han ikke dun på overlæben og muskler, som de andre drenge. Hans bryster voksede heller ikke.

Hvordan mon det føles, næsten et helt liv, at være dømt til at være en mand, hvis man føler sig som hverken eller? Svaret er vel nok indlysende: Både kvælende klaustrofobisk, dybt frustrerende og voldsomt ydmygende. ”Monsieur X” stod der skrevet sort på hvidt, på alt post fra det offentlige og i borgerens pas.

Men ikke længere. For Frankrig har nu officielt blåstemplet og anerkendt, at der findes flere køn end to. ”Sexe neutre”, intersex eller på dansk oversat til interkøn, er en mulighed. Og det er nok værd at skrive hjem om.

Trolden er ude af æsken

For Hr. X, som hele sit liv har gået rundt med bøjet nakke, var det en sejrens og lettelsens dag, da en domstol i Tours august 2015 anerkendte, at han er interkøn – og dermed hverken kvinde eller mand. Endelig kunne han rette ryggen og møde verden med oprejst pande. Lettelsen varede imidlertid ikke længe. Kendelsen er lige blevet anket, tilsyneladende af frygt for at lavinen ruller og kommer ud af kontrol: Anklagemyndigheden ønsker nemlig ikke, at kendelsen sætter gang i en højrøstet debat, som kan føre til, at flere kan nyde samme status som Hr. X i fremtiden.

Inden for et halvt år bliver der sat et endegyldigt punktum. Afgørelsen forventes ifølge franske medier ikke omstødt. Men indtil da må Hr. X leve med uvisheden om, hvorvidt han kan beholde sin status af interkøn og leve resten af sit liv som, hvad han ser som et ”frit” menneske – eller om han igen bliver spærret inde i bur uden flugtveje.

Samtidig er debatten om det tredje køn naturligvis i fuld gang, hvad enten anklagemyndigheden synes om det eller ej – og der kan ikke lægges låg på. Trolden er ude af æsken.

Pige eller dreng?

Der er ikke megen offentlig debat om netop de interkønnede mennesker, som også går under betegnelsen tvekønnede og i tidligere tider hermafroditter. Men de findes – og kan være født med en kombination af de mandlige og de kvindelige genitalier samtidig med at de som regel ikke producerer kønshormoner. Interkønnede mennesker har fysiske variationer i kromosomer, genetisk udtryk, hormoner og reproduktive organer. Det er ikke en medicinsk tilstand, men naturligt forekommende variationer hos mennesket.

Antallet af interkønnede på verdensplan er selvsagt svært at få et overblik over. Tallet varierer dramatisk, alt efter hvilke eksperter der udtaler sig, og hvor man søger sine informationer. Nogle undersøgelser fastslår, at det er mellem en og to promille af verdens befolkning, som er intersex eller interkøn. Andre mener, at tallet er langt højere: Ud af 10.000 levende fødte børn fødes et barn som interkøn. Eller endnu højere: Et barn ud af 2.000. Professor ved det amerikanske Brown University, Anne Fausto-Sterling hævder, at tallet nærmere er op mod 1.7 % af den samlede befolkning, hvis man medtager samtlige eksisterende varianter af interkøn.

Misforstået hjælp

Der har altid eksisteret interkønnede personer, og man har i den vestlige verden igennem flere årtier ved hjælp af kirurgi eller medicinering med kønshormoner tilstræbt at ændre deres status fra tvekønnede til han- eller hunkøn. Det sker i høj grad for at hjælpe de ofte fortvivlede og chokerede forældre. Indgrebene begynder typisk, når barnet er mellem 0 og 3 år. For herefter skal forældrene beslutte sig for, om de har fået en dreng eller en pige. Medicineringen med kønshormoner fortsætter hele livet.

At ændre et interkønnet barn til enten en dreng eller en pige er ifølge professor Anne Fausto-Sterling imidlertid en ”misforstået hjælp.”

Hun mener, at når man opererer eller medicinerer en person født som interkøn, udjævner man eller forfladiger kønsdiversiteten. I flere engelsktalende lande og i Schweiz bliver operation af interkønnede børn endda opfattet som tortur eller mishandling, fordi barnet ikke har mulighed for selv at vælge køn eller give sit samtykke. Risikoen ved operation eller medicinering er, at den interkønnede person hele sit liv bliver spærret inde i en krop, som han eller hun ikke føler sig hjemme i. Måske er løsningen i stedet, at samfundet og forældrene i højere grad lærer at værdsætte og elske børn, som er anderledes. Måske skal vi blot revidere vores opfattelse af køn til ikke bare at omfatte to – men tre.

En eksklusiv klub

Og her kan det ellers stærkt traditionsbundne Frankrig måske være landet, der baner vejen. I hvert fald på fransk hjemmebane. For med Hr. X’s sag, er det første gang, det sker, at ordlyden ”sexe neutre” bliver stemplet i et fransk pas. Et signal om, at der langsomt sker et skred hen mod en accept af, at der ikke bare findes kvinder og mænd. Ved at anerkende, at Hr. X tilhører det tredje køn, er Frankrig under alle omstændigheder trådt i karakter og ind i en eksklusiv klub af lande.

Kun Australien, Argentina, Nepal, Indien, Tyskland – og foreløbigt nu også Frankrig – anerkender officielt det tredje køn.

At være dømt af sin omverden

I det brusende kølvand efter sagen om Hr. X er en anden højlydt variation over kønsdebatten i øvrigt opstået, delvis affødt af filmen “The Danish Girl” om den danske landskabsmaler Einar Wegener – den første i verden, som fik en kønsskifteoperation. Kongen af Danmark anerkendte og ændrede i 1930’erne Einars civilstatus som transkønnet, og Lili (Einar) fik udstedt et nyt pas. Det er fortsat umuligt for transkønnede i Frankrig i år 2016.

Når det gælder transkønnedes rettigheder er Frankrig nemlig stadig ude i kulden. Og her halter gallernes fædreland alvorligt bagefter flere andre lande, blandt andre Danmark. Transkønnede er ikke, som interkønnede, født med dobbelt køn. De er født med et tydeligt køn, men føler sig bare ikke hjemme i den krop, de er født i – og netop det stiller dem ganske anderledes, og ringere end interkønnede.

Venstrefløjen i Frankrig kalder det for en skamplet på Frankrigs image og opfordrer til, at landet i højere grad anerkender transkønnedes status og indfører lovændringer på linje med blandt andet Danmark. I dag lever transkønnede i Frankrig, og i øvrigt også mange andre steder i verden, ofte i isolation. De bliver dømt af omverdenen som seksuelle afvigere og udsættes både for diskrimination og voldsomme fysiske og psykiske overgreb. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Europarådet og det franske nationale råd for menneskerettigheder råber samstemmende i kor: Fransk retspraksis – når det handler om transkønnedes rettigheder og behandling – er en hån mod minoritetens værdighed og desuden også uværdigt for Frankrig. Indtil nu har det dog ikke ført til ændringer – og såvel religiøse som borgerlige røster er modstandere.

Et flertal af franskmænd er med andre ord immune over for løftede pegefingre og stejler, hvis de føler sig udsat for tvang. Der skal  sandsynligvis langt mere til end de aktuelle kritiske røster, hvis den franske forfatning skal ændres. Og selv om Frankrig historisk set hylder frihed, lighed og broderskab, har landet også et konfliktfuldt og komplekst forhold til mange af de kulturelle og sociale omvæltninger, der kendetegner især det nordlige og vestlige Europa af i dag. Indtil videre kan man konkludere, at meget ændrer sig med lynets hast i en globaliseret verden, ikke mindst socialt og kulturelt – og på kønsfronten; men den franske forfatning ændrer sig ikke uden sværdslag.

Hvad er i vente når det gælder stormen om det tredje køn? I hvert fald at den langt fra er redet af. Den er tværtimod først lige begyndt at blæse op.

Foto: Hermaphrodite – iStock/PaoloGaetano

Kunne du lide, hvad du læste? Satte det nogle tanker i gang? Så er du velkommen til at sende et bidrag til Maiken Skeem på Mobilepay: +45 28890345

www.maikenskeem.com

 

 

 

 

Kategorier