mm

Eva Zelander

Eva Zelander er uddannet narrativ psykoterapeut fra DISPUK, mindfulness-instruktør og certificeret stress coach. Hun har arbejdet 5 år som intern stresskonsulent i Gentofte Kommune, men har i dag sit eget firma, hvor hun holder foredrag, har mindfulness-kurser i naturen og individuelle samtaler. Desuden er hun instruktør i mindfulness og stresshåndtering hos Tidtilro Rejser. Endelig har hun individuelle samtaler med mennesker med ADHD, der kæmper for at håndtere deres stress.

Se mere på www.adhdudenstress.dk 

Skriv gerne til mig om dine oplevelser, eller deltag i en af de naturmeditationer, jeg holder en gang om måneden, året rundt. 

Se mere på www.qvercus.dk.

Jeg kan kontaktes på eva@qvercus.dk eller mobil 40 91 37 15

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Eva Zelander
på Mobile Pay: 40913715

Det sultne sind

Vi ved godt, hvad vi skal gøre, hvis vi vil passe på os selv. Hvorfor har vi så tilsyneladende så svært ved at gøre det i praksis? Mindfulness-instruktør og psykoterapeut ser Eva Zelander nærmere på, hvad det er, der spænder ben for, at vi passer bedre på os selv – og hvordan, vi kan blive bedre til det.

Hvis jeg stoppede dig på gaden og spurgte, om du mon havde fem gode råd til, hvordan man passer på sig selv, er jeg sikker på, at du efter ganske kort betænkningstid ville kunne svare. Jeg forestiller mig, at du vil sige noget med at give sig selv pauser, arbejde mindre, være mere sammen med dem du holder af, tage en dag ud af kalenderen, gå en lang tur, udvise egenomsorg i form af noget med kroppen; måske hvile, yoga, massage, wellness eller sund mad.

Det er ikke fordi, du ikke ved, hvad du skal gøre, hvis du ikke passer på dig selv. Det er sandsynligvis heller ikke fordi, du ikke synes det er vigtigt.

Det er fordi noget spænder ben for, at det bliver til noget.

Problemet med vores hjerne er, at den blev skabt på et tidspunkt, hvor risikoen for overstimulering af sindet var minimal.

De benspænd, synes jeg, er interessante.

I det følgende taler jeg både om vores hjerne og vores sind – sindet skal i denne sammenhæng forstås som treenigheden mellem tanker, følelser og kropslige fornemmelser, hvor de tre konstant påvirker hinanden.

Det sultne sind

Som psykoterapeut og mindfulness-instruktør møder jeg ofte det, jeg vil kalde sindets sult efter at blive stimuleret. Ikke bare en sult måske snarere en craving, et konstant behov.

Vores hjerne er skabt til at registrere omgivelserne, bearbejde indtrykkene, fortolke og give det, vi oplever, mening, så vi kan orientere os i verden: Identificere farer, finde det, vi har behov for, og planlægge og finde en vej ud af de besværligheder, vi møder, så livet bliver nemmere og mere behageligt. Det gør den ved at bruge sine oparbejdede erfaringer i forhold til det, den registrerer, og vores hjerne er et uovertruffent redskab til den slags.

En top-stimuleret hjerne er oppe i et gear, hvor kravet om konstant input (mere benzin) for at holde denne muskel kørende stiger. Jo mere input, jo mere fart – og jo større behov for mere input.

Problemet med denne hjerne er bare, at den blev skabt på et tidspunkt, hvor risikoen for overstimulering af sindet var minimal. Stort set alt, hvad der krydsede vores vej, kunne have afgørende betydning for at overleve. Og dem med de bedste evner til at hurtigt at registrere, processere og drage de rigtige konklusioner overlevede. Vi fødes således med en helt fantastisk hjerne, hvis evner til den slags er blevet forfinet og fremelsket gennem nogle tusinde år. Wow.

Denne hjerne er konstant i gang. Det er den skabt til. Sker der ikke lige noget, der fanger vores opmærksomhed i tilstrækkelig høj grad, går den i gang helt af sig selv med at processere fortiden eller planlægge fremtiden. Den kan ikke rigtig andet, når den er overladt til sig selv.

Men den kan køres op i gear og ned i gear. Efter en rigtig god slappe-af-ferie kører den så trægt, at det bliver en stor ting at beslutte, hvad man vil have at spise til aftensmad, eller hvilken restaurant der skal vælges. Et halvt år på barsel og det er, som om hjernen er gået i stå. Omvendt vil nye krav, nyt job, masser af input og gang i den få den til at gå op i gear.

En top-stimuleret hjerne er oppe i et gear, hvor kravet om konstant input (mere benzin) for at holde denne muskel kørende stiger. Jo mere input, jo mere fart – og jo større behov for mere input.

Det er det, jeg kalder det sultne sind.

Vi hælder mere benzin på bålet

Hvordan ytrer det sig helt konkret? Et eksempel: Du er på vej hjem fra arbejde, og lige så snart du har sat dig ind i toget, springer tankerne rundt: Samtaler fra arbejdsdagen, møder der affødte flere opgaver, ting du endelig skal huske, som ikke er blevet skrevet ned, etc. Kort sagt: Hovedet summer, og hvad gør du?

Du tager din mobil frem for at se, om der mon er sket noget på Facebook, eller om der er kommet en mail i din indbakke, siden du gik ud af døren på arbejde. Med andre ord: Du hælder endnu mere stimulerende input ind i hovedet.  Og input til hjernen er ikke ”bare” tanker, for de afføder følelser og kropslige reaktioner. Sindet arbejder og processerer på højtryk.

Jeg skriver det ikke for at pege fingre af nogen, men for at prøve at forklare, hvad vi er oppe i mod. Det er stærke sager.

Det er lige der, jeg kunne sidde overfor dig i toget og spørge, hvordan du passer på dig selv. Og hvis du giver dig selv et øjeblik til at mærke efter, kan du måske både mærke, at skuldrene er lidt spændte, at hovedet føles træt og at du ikke trækker vejret ret langt ned i maven. Du vil måske kunne svare med en af de mange gode ting, du ved om, hvordan du passer på dig selv – og lige så snart jeg har rejst mig, vil du fiske mobilen frem igen.

Hvad er det lige, der sker der?

Det er den der craving efter mere. Den kan blive så stærk, at den styrer dig hinsides al egenomsorg. Det er der, dit sind har taget styringen over dig.

Det koster at tage styringen tilbage

I mange år troede jeg, at min krop og mit sind var en slags selvregulerende mekanisme. Havde man fået nok at spise, blev man mæt og stoppede. Havde man brugt kroppen og hjernen grundigt, blev man naturligt træt og koblede fra.

Det ville godt nok være smart for menneskeheden, hvis det også forholdt sig sådan med sindet – men det gør det ikke.

For at passe på os selv er vi nødt til at generobre styringen. Sindet gør det ikke for os.

At tage styringen over sit sind er en disciplin, der kræver afsavn.  I begyndelsen med abstinenser som indre uro og rastløshed til følge. Og der dukker spørgsmål op som: Kan noget, der føles så ubehageligt og afføder så megen indre rastløshed, virkelig være godt for mig?

Sindet er ikke som en termostat, der regulerer sig selv, når den har været på overarbejde og er blevet for varm. Du skal selv være termostaten.

Kan du høre afhængighedens stemme tale?

Jeg skriver det ikke for at pege fingre af nogen, men for at prøve at forklare, hvad vi er oppe i mod. Det er stærke sager.

Indre rastløshed og uro er det ubehag, der får os til at søge efter stimulanser, der dulmer ubehaget – naturligt nok. Og den strategi, vi ender med at vælge for at falde ned igen – eller en kombination af strategier som f. eks overdreven brug af stimulerende input, hjernekrævende arbejde, der speeder hjernen, i kombination med alkohol sidst på dagen – er en slidsom cocktail for hele kroppen.

Ja, og det ved du jo også godt. So what´s new?

Hvor meget må det koste?

To spørgsmål: Hvor gerne vil du tage styringen over dit sind? Og hvor meget må det koste?

Da jeg begyndte at meditere, ville jeg gerne tage styringen over mit sind til et 10-tal (på en skala fra 1 til 10). Det sagde jeg i hvert fald til mig selv. Men det gik op for mig, at jeg egentlig kun var indstillet på, at det måtte koste sådan cirka 5.

På en dag med god energi og masser af lyst til at lave alt muligt og sætte tænderne i dagen, måtte det ikke koste noget som helst. Dagen var en fest, og jeg syntes, det var fedt at være sådan lidt høj på alle de mange input: Bring them on.

Så var der dage med konstant summen i hovedet, masser af uro og tanker, der bare kørte rundt og rundt. Hjernen var helt overophedet, og de dage måtte det så godt koste lidt mere.

Men hvor er det krævende at komme fra en overophedet hjerne ind i en meditativ tilstand. Krævende til et 10-tal!

Det var sandelig ikke nok at sidde med korslagte ben og lukke øjnene – jeg spekulerede bare videre, fik gode ideer til endnu flere ting, der kunne sættes i værk, og blev træt af mig, selv fordi det ikke gik ret godt med hverken at være nærværende i nuet eller observerende i bare et enkelt øjeblik. Og så blev jeg også sur på mig selv over min mangel på empati for mig selv. Ufed spiral!

Derfor er meditation nok på sin vis enkel – men samtidig meget krævende. Krævende, fordi du hele tiden skal være årvågen og opmærksom på de tanker, der kommer rullende, og bevidst afbryde strømmen af stimulerende input til sindet Det kan sindet ikke ret godt affinde sig med. Især da ikke, når det kører i højeste gear.  ”Afbryde nu? Nej nej ikke lige nu. Det kører lige så godt. Senere måske.”

Efterhånden som jeg oplever mere og mere, at det virker at meditere, må det godt koste op til et 8-tal. Og efterhånden som jeg lærer at finde ind i tilstanden, at geare ned og bliver mere trænet i at observere mit sind, opleves prisen også langt mindre. Jo mere jeg mediterer, jo mindre koster det af overvindelse.

Sindet er ikke som en termostat, der regulerer sig selv, når den har været på overarbejde og er blevet for varm. Du skal selv være termostaten.

Så før du kan gå fra en viden om, hvad du skal gøre for at passe på dig selv, til helt konkret at gøre det, (bruge tid med dem du holder af, holde felt fri, slukke mobilen, tage en periode med digital detox, modtage massage og nyde det, have dage uden aftaler etc.), må du finde ind til en dyb beslutsomhed om at bekæmpe sindets benspænd.

Du må være indstillet på, at det koster noget. Spørg dig selv: Hvor meget må det koste at tage styringen over dit sind på en skala fra 1-10?

Kategorier