Det siger jeg til mine udenlandske venner om USA lige nu

af

CAMBRIDGE – Jeg rejser tit i udlandet, og mine udenlandske venner spørger uvægerlig med forskellige grader af bestyrtelse: Hvad i alverden foregår der i dit land? Her er, hvad jeg svarer.

For det første: pas på med at fejlfortolke 2016-valget. Modsat hvad mange kommentatorer har påstået, er det amerikanske politiske system ikke blevet oversvømmet af en bølge af populisme. Vi har, når sandheden skal frem, en lang historie med folkelige oprør mod eliterne. Donald Trump spillede på en tradition, der forbindes med ledere som Andrew Jackson og William Jennings Bryan i det 19. århundrede og Huey Long og George Wallace i det 20. århundrede.

Alligevel tabte Trump med næsten tre millioner stemmer. Han vandt valget ved at appellere til den folkelige vrede i tre stater i Rustbæltet – Michigan, Pennsylvania og Wisconsin – som tidligere havde stemt Demokratisk. Hvis hundrede tusind stemmer var afgivet anderledes, ville Trump også have tabt valgmandstemmerne og dermed præsidentembedet.

Når det er sagt, peger Trumps sejr på et reelt problem med stigende social og regional ulighed i USA. J.D. Vances nydydkomne bestseller Hillbilly Elegy: A memoir of a Family and Culture in Crisis  –  beskriver fængslende den enorme forskel mellem Californien og Appalachia-staterne.

Forskning fra Princeton-økonomerne Anne Case og Angus Deaton viser, at den demografiske udvikling blandt lavtlønnede hvide uden college-uddannelse er værre end for afro-amerikanere, der historisk har været i bunden af ulighedsskalaen. I 1999 var dødeligheden blandt de ufaglærte hvide omkring 30 procent lavere end afro-amerikanernes; i 2015 var den 30 procent højere.

Dertil kommer, at beskæftigelsen i fremstillingsindustrien, der engang gav højtlønnede job til hvide arbejdere, er faldet kraftigt i den seneste generation til blot 12 procent af arbejdsstyrken. Disse tidligere Demokratiske vælgere blev tiltrukket af Trumps løfter om at ruske op i det hele og bringe fremstillingsjobbene tilbage. Ironisk nok ville Trumps forsøg på at rulle Præsident Barack Obamas sundhedsreform tilbage gøre deres liv værre.

Kommunikation, kommunikation, kommunikation

Den anden ting, jeg fortæller mine udenlandske venner, er ikke at undervurdere Trumps kommunikationsevner. Mange bliver stødt af hans Twitter-storme og uhyrlige ligegyldighed over for fakta.

Men Trump har stor erfaring fra reality-tv, hvor han har lært, at nøglen til succes er at monopolisere seernes opmærksomhed, og at måden at gøre det på, går via ekstreme udtalelser, ikke ved at tage omhyggelige hensyn til sandheden.

Twitter hjælper ham til at sætte dagsordenen og distrahere sine kritikere. Og husk: det, der forarger kommentatorerne i medier og den akademiske verden, generer ikke hans støtter det mindste. Der er først  når han skal videre fra sin evigt selvcentrerede kampagne og forsøge at regere, at Twitter bliver et tveægget sværd, som afskrækker hans egne nødvendige allierede.

Forvent ikke normal opførsel fra Trump

For det tredie fortæller jeg mine venner, at de ikke skal forvente sig normal opførsel.

Normalt vil en præsident, der har tabt den folkelige afstemning, bevæge sig ind på den politiske midte og tiltrække yderligere støtte. Det gjorde George W. Bush med succes i 2001. Trump derimod påstår, at han har vundet folkets stemme og ved at opføre sig som om han faktisk vandt flertallet af vælgerne for sin politik, appellerer han til sin vælgerbase.

Mens Trump har foretaget solide midtsøgende udnævnelser til forsvars-, udenrigs- og sikkerhedsministerierne, er hans valg til ledere af Environmental Protection Agency og Department of Health and Human Services hentet fra den ekstreme del af det republikanske parti. Hans personale i Det Hvide Hus er delt mellem pragmatikere og ideologer, og han henvender sig til begge grupper.

USA’s politiske institutioner modvirker ekstremisme

For det fjerde skal ingen undervurdere de amerikanske institutioner. Nogle gange taler mine venner, som om jorden er ved at gå under og spørger, om Trump er en ligeså farlig narcissist som Mussolini. Jeg siger, at de ikke skal gå i panik. På trods af alle dets problemer er USA ikke Italien i 1922. Vores nationale politiske elite er ofte polariseret, men det var Amerikas grundlæggere også.

Da man designede den amerikanske forfatning, var grundlæggernes mål ikke at sikre harmonisk regeringsførelse men at begrænse den politiske magt med et system af “checks and balances”,  som gjorde det vanskeligt at regere. Det er en gammel vittighed, at grundlæggerne skabte et politisk system, der gjorde det umuligt for kong George at herske over os – og for nogen andre nogensinde at gøre det. Ineffektivitet blev indført for at tjene friheden.

Det er en gammel vittighed, at grundlæggerne skabte et politisk system, som gjorde det umuligt for kong George at herske over os – og for nogen andre nogensinde at gøre det. Ineffektivitet blev indført for at tjene friheden … Men indtil videre har retssystemet, Kongressen og staterne “checked and balanced” regeringen, nøjagtigt som Madison havde til hensigt.

Det er stadig tidligt i Trumps præsidentperiode, og vi kan ikke vide, hvad der vil ske efter, lad os sige, et større terrorangreb. Men indtil videre har retssystemet, Kongressen og staterne “checked and balanced” regeringen, nøjagtigt som Madison havde til hensigt. Og den faste stab af embedsmænd i ministerier og styrelser understøtter det.

Vær ikke bekymret for udenrigspolitikken – vær bekymret for klodens klima og multilaterale institutioner

Endelig spørger mine venner, hvad alt dette betyder for den amerikanske udenrigspolitik og den liberale internationale orden, der har været ledet af USA siden 1945. Hvis jeg skal være helt ærlig, ved jeg det ikke, men jeg er mindre bekymret for opkomsten af Kina end opkomsten af Trump.

Selvom amerikanske ledere, inklusive Obama, har beklaget sig over dem, der har kørt på frihjul, har USA i lang tid påtaget sig lederskabet for at skabe muligheder for det globale fælles bedste: sikkerhed, stabil international valutareserve, relativt åbne markeder og varetagelse af Jordens ressourser. På trods af problemer for den USA-ledede internationale orden, har verden haft fremgang, og fattigdommen er blevet mindsket.

Men man kan ikke være sikker på, at det fortsætter. USA er nødt til at samarbejde med Kina, Europa, Japan og andre for at klare de transnationale problemer.

I løbet af valgkampen i 2016 var Trump den første kandidat fra de store partier i 70 år, der stillede spørgsmålstegn ved de amerikanske alliancer. Efter at være startet i embedet har udtalelser fra Trump og hans ansatte dog antydet, at de sandsynligvis vil fortsætte. Den amerikanske hårde og bløde magt bygger trods alt på det faktum, at USA har 60 allierede (mens Kina kun har nogle få).

Til gengæld er stabiliteten af de multilaterale institutioner, der hjælper med at styre verdens økonomi og globale fællesskaber, mere usikker. Trumps budgetdirektør taler om et “hard-power budget”, der beskærer Udenrigsministeriet og FN-bidraget. Andre offentlige personer taler for at erstatte multilaterale handelsaftaler med “fair og ligeværdige” bilaterale arrangementer. Og Trump tager afstand fra Obamas anstrengelser for at adressere klimaforandringerne. Jeg siger til mine venner, at jeg ville ønske, at jeg kunne berolige dem på disse områder. Men det kan jeg ikke.

Oversættelse: Lisa Rasmussen.

Topillustration: Freegreatpicture.com.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Joseph S. Nye

Joseph S. Nye, Jr., professor ved Harvard University, tidligere amerikansk viceforsvarsminister og formand for US National Intelligence Council. Nye er også fellow ved the American Academy of Arts and Sciences, the British Academy og the American Academy of Diplomacy. I en nylig undersøgelse rangerer han som den mest indflydelsesrige forsker om amerikansk udenrigspolitik og tidsskriftet Foreign Policy anbragte ham i 2011 på listen over deres top 100 over "Global  Thinkers". Han har skrevet adskillige bøger senest " Is the American Century Over?

Seneste indlæg fra

Gå til Top