Det mandsdominerede samfunds krav til en kvindelig præsident

af

Eftersom der ikke tidligere har været en amerikansk præsident af kvindelig observans, har det amerikanske politiske system og den amerikanske offentlighed været nødsaget til at vække en række fordomme, der må påføres den kvindelige præsidentkandidat, for at alt skal gå retfærdigt til, også på det moralske område for at sikre, at kandidaten ikke vurderes på sine faglige kvaliteter alene.

Og for at det ikke skal være for let, hvis hun nu rent faktisk er dygtigere end alle de andre, og for at hun ikke skal tro, hun er noget. Det manglede bare, for som allerede John Lennon sagde (hvis det ikke var hans kone, der fandt på det):

Woman is the nigger of the world

Her kan POV International som det første medie bringe en foreløbig samlet liste over, hvad det kræver at blive USA’s første kvindelige præsident:

1. Du skal vinde over en rigmand, fars dreng, sexistisk idiot med antidemokratiske holdninger og uden politisk erfaring.

2. Du skal have udholdt en åbenlyst utro mand i 30 år.

3. Din kandidatur angribes vedholdende af myndighederne i dit land: Landets overordnede politimyndighed skal skamløst favorisere din modpart i valgkampen ved at rejse en tidligere flere gange afvist og grundløs sag mod dig, umiddelbart før valget, mens din mandlige modparts spionage-korruptionssag med landets klassiske stormagtsrival gemmes “for ikke at påvirke valgkampen”.

3a. Du trues med grundløse anklager: Du skal vinde, mens du vedvarende trues med anklage for tekniske “forbrydelser”, du har “begået” efter at have fulgt teknisk rådgivning, og derfor helt uden dit vidende og som vedrører formalia uden praktisk betydning.

3b. Der bruges overdrevent mange offentlige ressourcer på at miskreditere dig: De endeløse genoptagelser af de smædelignende anklager uden konkrete juridiske tiltag havde i enhver lignende situation overfor en hvid mand kostet vedkommende jobbet.

4. Du skal først have tabt til en mand, der tåkrummende pinagtigt hyldes og fremstilles af landets oprindelige, kolonialistiske magthaverelite som “den første afrikansk-amerikanske præsident”, så det optegnes som et verdenshistorisk faktum, at en hvid kvinde kun ligger på tredjepladsen i menneskehierarkiet. Skulle den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver, professor Condoleeza Rice, der desuden er professionel klassisk koncertpianist, vælge at stille op som præsidentkandidat, kan det meddeles, at hun ligger på 4. pladsen i menneskehierarkiet og således først kan blive præsident, hvis en afro-amerikansk mand og en hvid kvinde tidligere har været det.

5. Dine hosteanfald og stressudløste luftvejssygdomme efter halvandet års uafbrudt døgnarbejde i offentlighedens søgelys fremstilles som en diskvalificerende faktor. Enhver tendens til “mandlige influenzasymptomer” (wink-wink) må ufortøvet anvendes som udgangspunkt for hånlige bemærkninger fra din modpart, der kan snøfte som en gris for åben mikrofon, ligeså meget det passer ham.

Tillæg til punkt 2: Din mands utroskab må være beskrevet for hele verden i pornografiske detaljer, så ydmygelsen af din person får et kropsligt og fysisk nedgørende aspekt. Skulle du blive præsident, er der et grundlæggende område, hvor enhver mand umiddelbart forstår, at du må være helt utilstrækkelig på jobbet og i alle andre henseender.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del gerne denne artikel med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden, eller donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi har ikke noget reklamebudget.

mm
Jakob Brønnum

Jakob Brønnum er forfatter til omkring 30 bøger og redaktør på Præsteforeningens Blad og nettidsskriftet Den smalle bog.
I efteråret 2016 udkom bogen "Pengeguden" (Forlaget Eksistensen) og digtsamlingen "Porten til den indre by (Det poetiske bureaus forlag), begge på omkring 300 sider.
De seneste bøger:
* Sange ved himlens port. Bob Dylans bibelske inspirationskilder (essay, 2014)
* Malmö by night (digte, 2014)
* Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
* Argumenter mod døden (essay, 2015)
* Lysåret (haikudigte, 2016)
* Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
* Pengeguden (essay, 2016)
* Porten til den indre by (digte, 2016)
Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en meget anvendt foredragsholder. Han bor i dag i Sverige med sin familie. Hans kone (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.
POV's skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnums artikler på MobilePay: 53 60 84 96.

Seneste indlæg fra

Gå til Top