Det handler om ytringsfrihed

af

Fotograf og billekunstner blev gift og skilt sidste år. Hun skriver om, hvad der senere skete – og om, hvordan sagen har udviklet sig til en kamp om hendes ret til at fortælle sin historie. Som hun siger: “Det handler om hvor grænserne går for kunstnerisk frihed, men det handler også og først og fremmest om den ytringsfrihed, som vi er så heldige at have i Danmark. Den ytringsfrihed gælder også kunstnerens ret til at skrive bøger og digte eller producere film og billeder om sit eget liv.”

Det kan være svært at forstå for mennesker, der ikke er i deres følelsers vold, at man i stedet for at politianmelde en ex mand, lukker døren op for ham og selv begynder at stille spørgsmål til hans mærkværdige optræden, når han f.eks. stiller på ens bopæl, lige efter han har krænket en på det groveste.

At man selv videooptager de samtaler med og de spørgsmål til en krænker, som politiet ellers ville foretage efter en anmeldelse.

Men det var, hvad jeg gjorde, jeg filmede den nøgne mand, også for min egen skyld. Jeg ville have svar på nogle andre spørgsmål, end dem politiet ville have stillet den “digitale blotter” som min ex mand udviklede sig til at blive, efter vi var blevet skilt.

Jeg lukkede Manden ind, for at forstå hans handlinger. På en film, jeg senere producerede privat, ser man hvordan.

At man som offer samarbejder med krænkeren, for at komme til en forståelse uden at myndighederne, politi og advokater blandes ind i de sager, som handler om så meget andet end netop lov og orden, er set før. Oftest kaldes det mediation og jeg har forstået, at det er noget, man arbejder med i mange fag – f.eks. indenfor jura og forhandlinger.

Den aftale indgik vi i begge to. Men den aftale brød han, da hans nærmeste familie blev inddraget i vores projekt, som han nu ønskede skulle være “vores lille hemmelighed”.

Jeg sagde nej til hemmeligheder, for perspektivet i alt hvad jeg laver, er åbenhed.

Følelsesmæssige forhold, savn og længsel tror jeg spiller den største rolle i alle kærlighedsforhold, unge som gamles – også i vores – det syntes jeg, var det store i vores fælles film.

En film om kærlighed

Den positive virkning, som jeg først opdagede senere i mit soloarbejde med filmen, blev, at jeg fik forarbejdet det chok, jeg fik, da Manden først ville giftes med mig, flytte ind i mit bornholmske hus, have mig til at flytte ind til ham, for kort tid derefter at rømme mit hus på een dag, og ville skilles.

Jeg sagde ja til det hele.

Først da Manden to dage efter skilsmissen begyndte at sende “digitale blottelser” og opsøge mig i Hellerup, for at blive fotograferet, begyndte jeg at ryste – og føle mig krænket. En politianmeldelse, som min ven Karen Ellemann foreslog, uden at gå yderligere ind i min sag, ville skade mandens position og arbejdsliv, så jeg trak min anmeldelse tilbage og begyndte i stedet at lave en film.

At man som offer samarbejder med krænkeren, for at komme til en forståelse uden at myndighederne, politi og advokater blandes ind i de sager, som handler om så meget andet end netop lov og orden, er set før.

Politianmeldelser og advokater er et våben jeg nødigt tyer til, men jeg kunne selvfølgelig heller ikke forvente, at myndighederne, politiet, advokaterne skulle foreslå mig selv at bearbejde krænkelserne ved at lave en film.

MERE POV
Kan man nedlægge sine forældres gravsted?

En kærlighedsfilm var det, som skulle fortælle om forelskelse, ægteskab og skilsmisse.

Bortset fra det mærkværdige efterspil med hans optræden i nøgen figur- digitalt som fysisk i mit atelier, er historien almen. Halvdelen af alle ægteskaber i dag ender i skilsmisse, ofte sørger begge parter over kærlighedstabet.

Vores var en stærk historie i koncentreret form, for vi var begge netop gået så totalt ind i ægteskabet på trods af tidligere forhold, som var endt så sørgeligt med dødsfald og skilsmisser.

Vi “satsede hele butikken” som Manden sagde, med hvad det indebærer af fælles drømme og planer for fremtiden.

“Men jeg kan alligevel ikke”

Men så: “Jeg vil det så gerne, men jeg kan alligevel ikke” sagde han uden forvarsel en dag.

Jeg sagde “Jeg kan det så godt, men jeg vil ikke”- være hemmelig elskerinde for den mand, jeg lige er blevet gift med.

Han sørgede på sin måde. Jeg gjorde det på min måde. Vi blev straks skilt.

Hvorfor?

For at forstå hvad det var, der skete og hvorfor dryssede jeg store røde spørgsmålstegn ned i alle samtaler med alle, jeg mødte og i alt, hvad jeg beskæftigede mig med. Hvorfor? var det ord jeg brugte mest i de følgende 4 måneder – ja faktisk stadigvæk, men nu har jeg opgivet nogensinde at komme til at forstå, hvorfor en mand der var og er så vild med mig, ville skilles, lige efter vi var blevet gift.

At fotografere det jeg brænder for, er mit liv. Billederne, også dem jeg får tilsendt af andre, er spor af mit levede liv. Jeg sætter dem ind i en sammenhæng. Jeg laver film, bøger, udstillinger, billeder – uden noget andet formål, end at forstå verden omkring mig.

Vi havde boet og været tæt sammen i et halvt år, så jeg mente, at vi kendte hinanden godt, både da vi blev gift på rådhuset og 3 måneder efter forkyndte vores kærlighed for Gud og hvermand.

Forfatteren på bryllupsdagen – privatfoto,

Jeg forstod simpelthen ikke, hvad der var sket i de syv uger, fra han holdt den kærligste bryllupstale til mig til til den 27 juli, hvor han pludselig forandrede personlighed. Stod i vores bornholmerhus og råbte at han ikke kendte mig, og at han ikke kunne satse alt på en, han ikke kendte.

Jeg sagde til ham, at enten måtte vi ringe til min søster, som han havde tillid til på “medhør” – eller også ville jeg optage det på mobilen, for jeg kunne ikke rumme alt, hvad han sagde.

Jeg dryssede også mine røde spørgsmålstegn ned i min harddisk. Bryllupsbilleder, og i det hele taget billeder af alt hvad jeg faldt for ved ham, opbevarer jeg på min harddisk, sammen med alt det jeg bestemt ikke faldt for.

At fotografere det jeg brænder for, er mit liv. Billederne, også dem jeg får tilsendt af andre, er spor af mit levede liv. Jeg sætter dem ind i en sammenhæng. Jeg laver film, bøger, udstillinger, billeder – uden noget andet formål, end at forstå verden omkring mig.

Måske er det på grund af mit livslange kærlighedsforhold til fotografiet og alt dets væsen, at jeg selvfølgelig nægtede at skrive under på at jeg vil slette mine billeder på min harddisk, som Mandens advokat ringede til mig og krævede, onsdag d 1 marts 2017 kl 13,30. Jeg skulle øjeblikkelig bekræfte at jeg ville gøre det.

MERE POV
Territoriet // - en novelle

Jeg fik en frist til samme dag – inden kl 14. Ellers ville de indlede en sag mod mig, og kontakte politiet at once.

Samtidig med at han selv ønskede at spille hovedrollen i mit liv og i min film, så forsøgte han nu med advokaters hjælp at få slettet alt.

Det er hvad jeg står med nu, selvom jeg tydeligt har tilkendegivet at jeg selvsagt ikke har tænkt mig at offentliggøre et værk (eller dele filmen på nettet) når manden har trukket sit tilsagn tilbage.

Men et forbud mod at omtale mit arbejde med den, og i det hele taget at nævne hans navn (det ville være æreskrænkelse, sagde juristen) det vil jeg gerne tage en sag på, inden jeg går videre.

Filmen, som handler om kærlighed i lyst og nød, og meget lidt om hverken hans eller min nøgenhed, er slet ikke færdig. Den udvikler sig hele tiden, fordi jeg har tænkt mig åbent at inddrage de reaktioner, dens eksistens afføder i forskellige instanser. Jeg fortsætter alene og sletter selvfølgelig ikke mit liv og mit arbejde på min private harddisk.

Det handler om hvor grænserne går for kunstnerisk frihed, men det handler også og først og fremmest om den ytringsfrihed, som vi er så heldige at have i Danmark. Den ytringsfrihed gælder også kunstnerens ret til at skrive bøger og digte eller producere film og billeder om sit eget liv.

Topfoto: Privat med tilladelse fra Suste Bonnen.

POV International har kontaktet s ex mand for at få hans kommentarer og reaktioner på hendes oplevelser. Han har ikke ønsket at udtale sig eller at medvirke.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Suste Bonnén
Billedkunstner, fotograf og forfatter |

Suste Bonnén født 25/10 1948 er billedkunstner, cand.mag., forfatter og fotograf. Medlem af Akademiet. Hun er uddannet på Det kgl. danske Kunstakademi(Mur og rum-skolen hos Robert Jacobsen) og på Københavns Universitet (musikvidenskab). Debuterede i 1980 som billedkunstner på Tranegården med den konceptuelle soloudstilling “At se gennem en åbning”. Hun har skrevet bøgerne Sustes Søger (2003), Herlufsholm Kostskole (2004),  
Portrætfortællinger fra Rigshospitalet (2007), Sustes Sangbog (2007),  Med venner i lys vi tale – Vartov i dag (2008), 
Krop og ånd. Bornholm (2011), De bevarer Danmark, (2014) og har stået for følgende soloudstillinger: PAR – Thorvaldsens Museum, (75 s/h fotostater af par), 1985 
, Ansigter – Glyptoteket, (s/h fotografi samt videolys af profiler), Jens – Fotomuseet i Brandts Klædefabrik, (fotografiske lysprojektioner på flydende sølv), 
1998, Fædre, mødre, døtre, – sønner – Den sorte Diamant (100 s/h fotografier), 2000, De seje – Frederiksborg Museum, (portrætter af 72 gamle billedkunstnere), 2007, Derfra min verden går – Bornholms Museum, 2011, Det første sekund – Ordrupgårdsamlingen, 2013 
samt Tegner og Kvinderne – Tegners Museum, 2015. Hun bor på Frederiksberg.
 

Seneste indlæg fra

Gå til Top